Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2017

Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en afghansk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

Klageren blev i juli 2003 meddelt opholdstilladelse som familiesammenført.

I november 2005 blev klageren meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens dagældende § 9 c, stk. 1, (nu 9 m, stk. 1) som medfølgende familiemedlem, som senest blev forlænget til november 2014.

I februar 2015 blev klageren meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1.

Denne afgørelse blev ikke påklaget til Udlændingenævnet.

I juli 2015 blev klageren meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, 1. pkt., med virkning fra ansøgningstidspunktet i januar 2015.

I januar 2016 indgav klagerens partsrepræsentant ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse.

Udlændingestyrelsen meddelte i september 2016 klageren afslag på ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 5, jf. stk. 3 og 4.

Udlændingenævnet fandt , at klageren ikke uafbrudt havde haft opholdstilladelse i Danmark i mindst fire år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, jf. stk. 3 og 4.

Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at Udlændingestyrelsen i februar 2015 havde nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, at opholdstilladelsen var udløbet i november 2014, og at klageren i juli 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, 1. pkt., med virkning fra januar 2015.

Klageren havde derfor ikke haft et lovligt opholdsgrundlag i Danmark i perioden fra november 2014 til januar 2015.

Udlændingenævnet henviste herved til , at klagerens partsrepræsentant i januar 2015 på vegne af klageren havde ansøgt om en ny opholdstilladelse, og at det var fra denne ansøgningsdato, at klagerens nye opholdstilladelse skulle regnes fra, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt derfor ikke anledning til at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om, at gyldighedstidspunktet for klagerens opholdstilladelse var fra ansøgningsdatoen i januar 2015.

Udlændingenævnet fandt endvidere , at der ikke til sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at klageren kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 16, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det.

Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at klageren til sagen havde oplyst, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere betingelser for at få tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.