Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - ej medhold

J.

nr. 2017-6811-18801

En mand klagede over, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med Statsforvaltningens behandling af hans samværssag.

Manden og moderen til hans to børn havde fælles forældremyndighed, men havde brug for Statsforvaltningens hjælp til at fastsætte samværet.

En børnesagkyndig havde vurderet, at den nuværende ordning, hvor børnene var mest hos moderen, skulle fortsætte uændret af hensyn til børnene.

Manden søgte efterfølgende om en ændret ordning i forhold til sin søn.

Statsforvaltningen traf afgørelse om, at samværsordningen ikke skulle ændres, da dette efter en samlet vurdering var bedst for sønnen.

Nævnet vurderede, at det ikke i de fremlagte oplysninger var underbygget, at manden var blevet stillet ringere eller anderledes på grund af sit køn.

Han havde derfor ikke påvist faktiske omstændigheder og fik ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med Statsforvaltningens behandling af klagers samværssag.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Statsforvaltningen har ikke handlet i strid med ligestillingsloven i forbindelse med behandlingen af klagers samværssag.

Sagsfremstilling

Klager og moderen til klagers børn gik fra hinanden i efteråret 2013.

De holdt møde med den indklagede statsforvaltning den 13. januar 2014 i anledning af samværssagen vedrørende sønnen født i 2006 og datteren født i 2009.

Moderen havde medbragt en bisidder.

Derudover deltog en børnesagkyndig og en fuldmægtig.

Ifølge notat fra mødet havde klager og moderen fælles forældremyndighed, og klager havde siden samlivsophøret haft samvær med børnene hver anden uge fra tirsdag eftermiddag til onsdag morgen og fra fredag eftermiddag til mandag morgen.

Det fremgår af mødenotatet, at klager ønskede hjælp til at fastsætte samværet, da forældrene ikke var enige om, hvad der var bedst for børnene.

Såvel klager som moderen havde lejlighed til at udtale sig om, hvordan det hidtidige samvær havde foregået, og hvad de mente var bedst for børnene.

Ifølge notatet blev klager og moderen vejledt om, at den endelige beslutning om bopæl ville blive truffet af retten, hvis forældrene ikke kunne blive enige.

Det fremgår videre af notatet, at den børnesagkyndige vurdering var, at børnene havde behov for ro og ikke ændringer i den nuværende situation, hvor børnene var mest hos moderen.

Det blev vurderet, at moderen havde været den primære omsorgsperson på grund af det oplyste om forældrenes arbejdsfordeling.

Klager havde det meste af børnenes liv arbejdet meget.

Ifølge notatet ville klager tænke over, om han var enig i, at børnenes bopæl skulle være hos moderen.

Klager og moderen ændrede i marts 2014 samværet til en samlet 5/9ordning fra fredag til onsdag.

Klager anmodede den 18. juni 2014 om en ændring af samværet med sin søn til en sammenhængende 6/8-ordning fra torsdag til onsdag.

Indklagede traf den 8. oktober 2014 afgørelse om, at samværet med sønnen ikke kunne ændres på nuværende tidspunkt.

Det fremgår af afgørelsen, at klager og moderen havde været til møde med indklagede den 8. juli 2014.

Klager havde ifølge mødenotatet, der er beskrevet i afgørelsen, oplyst, at samværsaftalen fra januar 2014 var blevet efterlevet, og at han gik med til aftalen, da det var den, der blev anbefalet, selvom han ikke var enig.

Det fremgår også, at klager fornemmede, at sønnen gerne ville være mere sammen med klager.

Indklagede lagde ved afgørelsen om afslag på ændret samvær vægt på, at det efter en samlet vurdering var bedst for sønnen, at samværet ikke blev ændret på nuværende tidspunkt.

Klager havde ifølge afgørelsen løbende haft lejlighed til at komme med bemærkninger forud for, at der blev truffet afgørelse.

Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 2. april 2017.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling, da han på intet tidspunkt har følt, at han har fået en neutral og fair behandling af indklagede i forbindelse med samværssagen.

Det er ikke korrekt, at der blev indgået aftale om bopæl og samvær på mødet den 13. januar 2014.

Klager har aldrig accepteret indklagedes afgørelse om bopæl og samvær.

Sagen vedrører, at klager og moderen ikke har været ligestillede i samværssagen, og det forhold, at indklagede anfører, at klager kunne have gået rettens vej for at få ændret børnenes bopæl, som moderen fik på mafialignende vis, siger alt om forløbet.

Da klager og klagers ekskone blev skilt i november 2013, blev de enige om en 7/7-ordning i forhold til børnene.

Dette blev indskrevet i bodelingsoverenskomsten.

Efterfølgende blev det til en kamp om bopælsadresse.

Klagers ekskone tog blandt andet fri for at hente børnene på de dage, hvor klager skulle have haft dem.

På denne måde kunne hun dokumentere, at hun i en periode havde haft børnene mere.

Klager tænkte kun på børnenes bedste, og klagers ekskone synes at have affundet sig bedst med skilsmissen og havde muligvis det største mentale overskud.

Situationen var dog ikke holdbar, og klager forsøgte at få et møde med indklagede omkring samvær.

Dette lykkedes først i juli 2014, hvilket var mere end et halvt år efter skilsmissen.

Klager havde forinden mødet spurgt, om han kunne have en bisidder med, hvilket han ikke fik svar på.

Klager undlod derfor at tage en bisidder med, mens ekskonen tog sin mor med.

Klager spurgte sagsbehandleren, om han ikke skulle have været varslet herom, men fik det svar, at det kunne der ikke gøres noget ved nu, og om klager virkelig ville gøre dette til et problem.

Klager svarede, at han blot undrede sig over processen, men ønskede ikke at aflyse mødet.

Her oplevede klager således forskelsbehandling.

Foruden klagers ekskone og hendes mor, var der to kvindelige sagsbehandlere til stede på mødet, og linjerne var fra starten trukket hårdt op.

Begge parter skulle redegøre for, hvorfor børnene skulle være mest hos den ene eller lige meget hos begge.

Forud for mødet havde klager modtaget en lang redegørelse fra SFI, der ifølge den ene sagsbehandler forholder sig kritisk over for børn i deleordninger, når der er et dårligt samarbejde mellem forældrene.

Der var imidlertid ikke et dårligt samarbejde mellem klager og klagers ekskone, da de begge var klar over, at det var bedst for børnene.

På mødet skulle klager og ekskonen redegøre for, hvorfor de var gode forældre og potentielle bopælsforældre.

Hver gang klager sagde noget, var begge sagsbehandlere udtryksløse i ansigterne og lyttede ikke efter, mens de nikkede anerkendende, hver gang ekskonen sagde noget.

Klager oplevede, at han talte for døve øren.

Klagers argumenter om, at han lavede mange aktiviteter sammen med børnene (taget i skoven, spillet spil mv.) virkede helt ligegyldige.

Klager oplevede således også her en forskelsbehandling.

Det eneste, indklagede lagde vægt på, var, at klagers ekskone var den, der mest bragte og hentede børnene og stod for praktiske ting.

Der var ingen forståelse for, at dette var tilfældet, fordi klager havde arbejdet mest, så familien kunne tage på gode ferier mv., og at der var tale om en ny situation efter skilsmissen, hvor klager var gået ned i tid og havde øget fokus på praktiske gøremål.

Indklagede påpegede også, at børnene nu var mere vant til deres mor, og at indklagede ikke ville ændre dette på grund af den sårbare situation, som børnene var i efter skilsmissen.

Det ville være ”at eksperimentere”, som sagsbehandleren kaldte det, hvis den daværende uofficielle 5/9-ordning skulle ændres, så klager fik børnene eller det ene barn i en 7/7-ordning.

Da de ikke blev enige på mødet, forsøgte sagsbehandlerne at presse klager til at indvilge i en 5/9-ordning.

Den ene sagsbehandler blev sur, da klager ikke ville skrive under.

Der blev lagt vægt på redegørelsen om børn i deleordning, og at børnene havde mere brug for deres mor lige nu.

Den lange ventetid betød således, at begge børn fik bopæl hos klagers ekskone, da klager ikke ville ”lege røver og soldater” i forhold til afhentning af børnene.

Indklagede kunne have støttet klager i, at en 7/7-ordning kunne afprøves og sidenhen justeres, hvis den viste sig ikke at være egnet.

Imidlertid støtter indklagede som udgangspunkt kun mødre i samværssager.

Klager klagede til indklagede og fik på grund af lang ventetid et møde efter endnu et halvt års tid.

Klager havde en bisidder med, men udfaldet var det samme.

Selvom parterne oplyste, at samarbejdet fungerede, lagde indklagede vægt på, at parterne ikke samarbejdede, og at en deleordning ikke kunne komme på tale.

Indklagede lovede, at hvis begge på et senere tidspunkt ønskede ordningen ændret, ville indklagede lytte til dette.

Til støtte for klagers synspunkt om, at indklagede kun støtter moderen, kan tilføjes, at klager i april 2017 søgte om frafald af det forhøjede børnebidrag, da klagers indkomst ikke berettiger dertil.

Klager medsendte dokumentation for sin indkomst og fik medhold.

Sagsbehandlingstiden var imidlertid tre måneder, og nedsættelsen af bidraget gælder ikke med tilbagevirkende kraft.

Indklagede er helt ligeglad med, at klager ikke har indkomst til at betale det høje bidrag.

Klager er hårdt presset økonomisk efter skilsmissen, hvilket han gjorde indklagede opmærksom på i forbindelse med frafaldssagen.

Klager oplever, at indklagede tilgodeser moderen, der jo ellers får alle bidrag inklusiv enlig forsørgertillæg.

På nuværende tidspunkt ønsker klager ikke samværsordningen ændret, da børnene og klager med tiden har affundet sig dermed, men ønsker en officiel undskyldning fra indklagede og en økonomisk kompensation for den forskelsbehandling, som klager har været udsat for, og den psykiske belastning, som denne behandling har forårsaget.

Klager ønsker også en mere fair behandling fremover af andre, der er havnet i samme situation som klager.

Indklagede gør gældende, at klager den 13. januar 2014 indgik en aftale om bopæl og samvær vedrørende sine to børn, så begge børnene fik bopæl hos moderen og samvær med klager.

Efterfølgende klagede klager over mødet og den vejledning, som han havde fået.

Indklagede beklagede klagers oplevelse af mødet, men orienterede ham om, at det på tidspunktet for mødets afholdelse fremgik af sagen, at der var registreret et barn på hver af forældrenes bopæl, og at det derfor var nødvendigt at drøfte og vejlede om børnenes bopælsforhold, der ikke var enighed om.

Indklagede vejledte om, at forældrene skulle træffe beslutning om børnenes bopæl, når de gik fra hinanden, og at der ikke kunne fastsættes samvær, før det var afgjort, hvem der var henholdsvis bopælsog samværsforælder.

Bopælssagen blev afsluttet i forbindelse med mødet.

Indklagede traf ikke afgørelse om bopælen.

Klager fik oplyst, at hvis han ikke længere var enig i de nuværende bopælsforhold, kunne han søge dem ændret.

Klager bad ikke om, at sagen blev indbragt for retten, og han indgik efterfølgende en aftale om samvær.

Indklagede lagde derfor til grund, at klager havde accepteret, at børnenes bopæl var hos moderen.

Klager fortrød aftalen om samvær og anmodede indklagede om at ændre den.

Indklagede traf afgørelse om afslag på at ændre den indgåede aftale om samvær den 8. oktober 2014.

Ankestyrelsen stadfæstede afgørelsen den 28. januar 2015.

Indklagedes afgørelse er truffet efter forældreansvarslovens § 4, hvorefter samværet skal fastsættes efter, hvad der er bedst for barnet.

I sin begrundelse for afgørelsen har indklagede redegjort for, hvilke hensyn, der blev lagt til grund for afgørelsen, navnlig hensynet til, at der blev skabt ro omkring klagers søn, der af sin KKFO blev beskrevet som en dreng, der havde været påvirket og trykket af situationen hjemme, men nu oplevedes som en dreng i trivsel.

Indklagede afviser derfor at have taget andre hensyn end hensynet til klagers søn ved behandling af sagen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for forskelsbehandling på grund af køn.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for myndigheder inden for den offentlige forvaltning.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Indklagede har i sin afgørelse anført, at den er truffet ud fra, hvad der skønnedes bedst for barnet.

Det er ikke i de fremlagte oplysninger underbygget, at klager i forbindelse med Statsforvaltningens sagsbehandling er blevet behandlet ringere eller anderledes på grund af sit køn.

Klager får derfor ikke medhold i sin klage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

<2017-6811-18801>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1 a om lovens anvendelsesområde

-

§ 2, stk. 1-3 om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 2, stk. 4, om delt bevisbyrde