Udlændingenævnets afgørelse af 30. marts 2017

Udlændingenævnets afgørelse af 30. marts 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Tyrkiet, som havde opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse, og som ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med en af Udlændingestyrelsen fastsat udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2.

Klageren var i juni 2015 meddelt afslag på opholdstilladelse og pålagt at udrejse straks af Danmark.

Udlændingenævnet fandt , at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var til stede, da Udlændingestyrelsen traf sin afgørelse.

Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at Udlændingestyrelsen i juni 2015 havde meddelt klageren afslag på hans seneste ansøgning om opholdstilladelse, og at det herefter påhvilede klageren at udrejse af landet straks.

Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på , at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist i Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2015, og at han i maj 2016 var blevet antruffet af politiet i Sverige, da han havde forsøgt at indrejse i Sverige fra Danmark uden fornøden opholdstilladelse eller gyldigt visum.

Udlændingenævnet lagde herudover vægt på , at klageren til politiet i maj 2016 havde erkendt, at han havde opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse.

Udlændingenævnet fandt endvidere , at der ikke forelå sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.

Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at klageren aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke forelå oplysninger om tilknytning til herboende personer eller oplysninger om helbredsmæssige forhold, der kunne føre til, at en udvisning af klageren måtte antages at virke særligt belastende.

Udlændingenævnet fandt herudover , at det forhold, at klageren som 16-årig var indrejst i Danmark i 2008 og havde opholdt sig her i landet siden, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da klageren gentagne gange var meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, og da han i forbindelse hermed alene havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold, hvorfor en udvisning af ham ikke kunne antages at virke belastende.

Det forhold, at klageren havde en broder og en søster, som var bosiddende i Danmark fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til et andet resultat, da klageren var myndig.

Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til , at det fremgik af Det Centrale Personregister, at klagerens fader var registreret som udrejst til Tyrkiet i februar 2016.

Udlændingenævnet fandt endelig , at udrejsefristen kunne fastsættes til straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 4. pkt., henset til, at klageren var udvist af landet med indrejseforbud.