Pressenævnets kendelse i sag nr. 2017-80-0020
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2017-80-0020
Klager var ikke berettiget til at klage over BTs omtale af HPV-vacciner
En person klagede over BTs artikel ”HPV-piger var ramt psykisk inden vaccination”.
Da klager ikke selv er omtalt eller afbildet i artiklen, blev klagen afvist uden nærmere behandling pga.
manglende retlig interesse.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”HPV-piger var ramt psykisk inden vaccination” bragt på bt.dk den 19. september 2017, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] er ikke selv omtalt i artiklen.
Den påklagede artikel beskriver en undersøgelse fra Aarhus Universitet om kvinder, der lider af bivirkninger fra HPV-vaccination.
[Klager] har til støtte for klagen blandt andet anført, at artiklen indeholder en anklage om, at HPV-vaccinerede piger er psykisk syge.
[Klager] har oplyst, at han ingen personlig interesse har i omtalen, men at han er interesseret i, at landet har en lødig og troværdig presse.
Pressenævnets formand, Hanne Schmidt, udtaler
Klagen angår en artikel, hvori [Klager] ikke selv er omtalt eller afbildet.
Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.
Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.
Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.
¬¬Henset til, at [Klager] ikke selv er omtalt eller afbildet i artiklen, har han ikke en sådan direkte, væsentlig og individuel retlig interesse, at han personligt kan anses for klageberettiget.
Der er derfor ikke grundlag for at behandle klagen i forhold til [Klager].
Klagen afvises herefter uden nærmere behandling, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2.
Afgjort den 29. september 2017