Ligebehandlingsnævets afgørelse om religion og tro - etnisk oprindelse, hudfarve og race - kompetence - sprog - ej medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævets afgørelse om religion og tro - etnisk oprindelse, hudfarve og race - kompetence - sprog - ej medhold
J.
nr. 2016-6810-36441
En skole klagede til en tolkevirksomhed over en libanesisk tolk.
Klagen vedrørte forskellige situationer, hvor tolken havde tolket forkert og overtrådt sin rolle som tolk ved blandt andet i en tolkesituation at bruge tid på at forklare, hvorfor han ikke gav hånd til kvinder.
Klagen var omfattet af forskelsbehandlingslovens område, da tolken var underlagt skolens instruktionsbeføjelser, når han udførte tolkearbejde for skolen.
Tolken havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på forskelsbehandling på grund af religion, men ikke etnisk oprindelse, da klagen til tolkevirksomheden kunne give det indtryk, at tolken ikke kunne varetage opgaver for skolen, hvis han ikke ønskede at give kvinder hånden.
Skolen havde efter en samlet vurdering løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket, og at årsagen til, at skolen ikke ville anvende tolken til tolkeopgaver, var, at han overtrådte sine beføjelser som tolk.
Tolken fik derfor ikke medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af religion og etnisk oprindelse i forbindelse med, at den indklagede skole indgav en klage over klager, der udførte tolkeopgaver på skolen på vegne af en tolkevirksomhed, og ikke længere ønskede at benytte ham som tolk.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med klagen over klager.
Sagsfremstilling
Den 13. december 2015 indgik klager, der er fra Libanon, en samarbejdssamtale på freelance-basis med en tolkevirksomhed.
Det fremgår af aftalen, at klager kunne tolke på arabisk, og at han modtog løn pr. tolketime.
Den indklagede skole benyttede sig af tolke, herunder klager, fra tolkevirksomheden.
Den 1. juni 2016 sendte indklagede et brev til tolkevirksomheden.
Det fremgår af brevet
”Klage over arabisk tolk
Når vi har samtale med forældre til vores tosprogede elever, har vi brug for en tolk, som 100% formidler vores budskab og som er i stand til at oversætte det vi siger på en neutral og korrekt måde.
Der er ingen af os, som taler arabisk, så vi har brug for en tolk, som vi stoler på.
Den tolk, som vi vil bruge, skal vise, at han accepterer det danske system, den danske kultur og de danske traditioner.
Vi arbejder hårdt i vores dagligdag på at lære vores tosprogede elever at begå sig i Danmark, at acceptere den danske måde at være på, leve på, agere og respektere.
Vi lærer også vores elever at respektere forskelligheder - lige meget, hvilket land man kommer fra, hvilket folk man tilhører, hvilken religion man dyrker - så har vi alle ret til at være dem vi er.
Men vi har også pligt til at lære og respektere tilstandene og traditionerne i Danmark.
”
Det fremgår af brevet, at en klasselærer fra en modtagerklasse havde følgende oplevelse med klager
”Den arabisktalende tolk brugte meget tid på at forklare, hvorfor han ikke vil give hånd til de kvindelige lærere, men vil hilse med hånden på sit venstre bryst.
Alt det foran de deltagende forældre.
Det er ok, han har den indstilling, men så skal han ikke være tolk for det danske system.
Her hilser vi ved at give hånd - det er det, vi lærer vores elever.
Vi har meget sjælden få[et] afvisning fra vores forældre, når vi stikker hånden frem - det er naturligt for de fleste forældre, som kan skelne mellem deres og vores kultur, og de viser deres respekt for os, ved at de giver hånd, også til kvinderne.
Dette skal ikke gøres til et problem, ved at tolken forklarer, hvorfor muslimske mænd ikke giver hånd til kvinder !
!
Og de muslimske mænd skal ikke få det indtryk, at de ikke skal gøre det.
Et andet kritikpunkt fra min side er, at tolken giver sin personlige mening til kende over for en muslimsk far.
Vi talte om svømning.
Pigerne her på skolen har fået en svømmetime om ugen i en svømmehal, hvor der kun er kvindelige lærere og livreddere, så de uforstyrret kan svømme uden at have deres tørklæde på.
Her sagde han (efter min elevs udsagn) at en muslim ikke skal give sin datter lov til det!
Hvis det er sandt, er det absolut en overtrædelse af hans beføjelser.
Eleven fik ikke lov til at deltage i svømmetimerne - og hun var meget ked af det !
Tolken skal være neutral - er han ikke det, skal han ikke være tolk hos os!
”
Ifølge en anden lærer havde klager i en konkret situation tolket forkert i forbindelse med en forældresamtale.
Det fremgår af brevet til tolkevirksomheden, at læreren havde bedt klager oversætte, at eleven talte og fyldte meget i klassen og forstyrrede sin sidemakker.
Læreren fik efterfølgende oplyst, at det i klagers oversættelse var blevet til, at eleven slog sin sidemakker.
Efter forældresamtalen var eleven ifølge læreren meget oprørt.
Da læreren sammen med to pædagoger og en AKT-vejleder havde forklaret eleven, at klager havde misfortolket, blev eleven lettet og glad igen.
Adspurgt oplyste eleven, at klager havde sagt noget om religion.
Derudover havde klager ifølge læreren brugt cirka 15 minutter af forældresamtalen på at tale om årsagen til, at muslimske mænd ikke giver hånd til kvinder.
En tredje oplevelse handlede ifølge brevet om, at klager havde trukket to medarbejdere til side og oplyst, at det var krænkende for muslimske mænd at give hånd til kvinder
Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 15. juli 2016.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af religion og etnisk oprindelse.
Forskelsbehandlingen bestod i, at indklagede ikke længere ønskede at samarbejde med klager, da han af religiøse årsager ikke giver kvinder hånden.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder inden for hele arbejdsmarkedet.
Ligebehandlingsnævnet har tidligere behandlet sager, der vedrørte ansættelse ved vikarbureauer, og nævnet har ikke afvist disse sager på baggrund af, at der var tale om ansættelse gennem bureauer.
En ansættelse gennem et tolkebureau må antages at være omfattet af forskelsbehandlingsloven, idet der er tale om udførelse af arbejde mellem parter på arbejdsmarkedet.
Uanset om nævnet finder, at forholdet skal vurderes efter forskelsbehandlingsloven eller efter lov om etnisk ligebehandling, har klager været udsat for forskelsbehandling.
Klager bør tilkendes godtgørelse, som med rimelighed kan fastsættes til 20.000 kr.
Klager henviser til Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 149/2015 (j.nr. 2015-6810-19566), hvor der var tale om forskelsbehandling af en klager, der ikke ønskede at give sin kvindelige arbejdsgiver hånden.
Det fremgår direkte af indklagedes brev til tolkevirksomheden, at indklagede ikke ønskede at samarbejde med klager, fordi klager ikke ønskede at give de kvindelige lærere hånden, idet indklagede skrev: ”Det er ok, han har den indstilling, men så skal han ikke være tolk for det danske system” .
Dette er en diskriminerende ytring.
Indklagede påpeger i brevet, at en arabisk tolk bør give kvinder hånden på trods af, at klager netop forklarede indklagede, at han ikke gør det af religiøse årsager.
Det er således selve ”hilseprocessen”, der er essensen i vurderingen af, om klager blev forskelsbehandlet.
Netop ”hilseprocessen” skyldes klagers religiøse overbevisning og kritiseres og fremhæves af indklagede som begrundelse for, at indklagede ønskede at stoppe samarbejdet.
Det forhold, at indklagede ikke har forståelse for en arabisk tolks religion, men derimod skriftligt påpeger, at klager så ikke skal være tolk for det danske system, er direkte forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.
Indklagedes bemærkning om, at indklagede beklager udtalelserne i brevet, og at udtalelserne ikke var ment som værende krænkende, stemmer ikke overens med den negative tone i brevet, hvori der både er vrede udråbstegn og ytringer om, hvordan man bør opføre sig i det danske samfund.
Indklagede henviser også meget subjektivt til respekt for de danske traditioner og til, hvad ”vi gør her”.
Uanset om der også måtte være andre grunde til at stoppe samarbejdet, må forskelsbehandling som følge af religion og etnisk oprindelse ikke finde sted hverken direkte eller indirekte.
Indklagede har intet legitimt formål dermed.
Brevet af 1. juni 2016 giver således direkte udtryk for forskelsbehandling af klager, uanset om indklagede var utilfreds med det arbejde, som klager udførte.
Klager er ikke enig i indklagedes beskrivelse af klagers adfærd.
Klager mener netop, at han var neutral i sit arbejde som tolk.
Både selve udtalelsen i klagebrevet og det forhold, at indklagede ikke længere ønskede at anvende klager som tolk, er diskriminerende, da klager blev stillet ringere end en anden ville blive i en tilsvarende situation.
Klagen har betydet, at klager nu ikke længere får tilbud fra X Kommune, herunder en fastansættelse, og at de opgaver, som han var bestilt til, er blevet aflyst.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af religion eller etnisk oprindelse og det forhold, at han ikke vil give kvindelige lærere hånden.
Klager var hverken lønmodtager ved indklagede eller ansøger til en ledig stilling.
Klager havde en samarbejdsaftale med tolkevirksomheden på freeelance-basis.
Tolkevirksomheden varetog alle tolkeopgaver i X Kommune, og det var i den forbindelse, at tolkevirksomheden udførte opgaver for indklagede.
Når indklagede skulle bruge en tolk, fx til en forældresamtale i modtagerklasserne, kontaktede indklagede tolkevirksomheden og bestilte en tolk efter sprog.
Opgaven blev varetaget af skiftende tolke.
Forskelsbehandlingsloven finder derfor ikke anvendelse på forholdet mellem klager og indklagede.
Uanset om nævnet finder, at forskelsbehandlingsloven eller lov om etnisk ligebehandling finder anvendelse, er loven ikke overtrådt.
Hvis klager tilkendes godtgørelse, kan denne højst fastsættes til 2.500 kr. Den eventuelle krænkelse af klager kan ikke stå i forhold til de skader, som klager forvoldte på skolens arbejde ved sin misligholdelse af tolkeopgaven.
Årsagen til, at indklagede ikke længere ønskede at samarbejde med klager, var, at han ikke levede op til de krav, der blev stillet til ham som tolk.
Det er ikke korrekt, at indklagede ønskede at stoppe samarbejdet, fordi klager af religiøse årsager ikke ønskede at give kvinder hånden.
Indklagedes brev til tolkevirksomheden var udelukkende et udslag af den måde, som klager udførte sit arbejde som tolk på, da det var i modstrid med de opstillede krav og forventningerne til en tolks adfærd.
I X Kommunes kravspecifikation ved udbuddet af tolkeopgaven, som tolkevirksomheden vandt, fremgår det
”3.
Tolkene skal fungere som neutrale og objektive sprogformidlere.
Tolkene skal oversætte alle oplysninger, således at også sproglige nuancer gengives.
Tolkene har ikke til opgave at vurdere, om noget af det sagte er uinteressant eller overflødigt.
4.
En tolk må ikke glemme sin rolle som formidler af sproglige budskaber med fagligt indhold og involvere sig i sagsforløbet.
”
Det fremgår af Social- og Integrationsministeriets udgivelse ”Tolkeguide – Håndbog om tolkning i den kommunale indsats”, at
”Tolkens rolle og ansvar er tæt forbundet med neutralitet og etik.
Neutralitet betyder på et overordnet plan, at tolken ikke har interesse i sagens udfald og derfor ikke foretager sig noget, der kan påvirke sagens udfald.
”
Når tolken er på skolen, er han underlagt skolens ledelse, og tolken skal som det øvrige personale udføre sine opgaver efter skolens instruktioner.
Indklagede beklager, at der er bemærkninger i brevet, der er blevet opfattet som diskriminerende.
Dette var ikke hensigten.
Det er ikke klagers religion eller etniske oprindelse, der er årsag til klagen til tolkevirksomheden, og klager er ikke blevet stillet ringere end andre personer i samme situation.
Brevet var i øvrigt ikke tiltænkt klager.
Det er første gang i skolens 20-årige arbejde med tosprogede elever, at det har været nødvendigt at klage over en tolk.
Den indklagede skole har lærere og elever fra mange forskellige lande.
De er vant til at omgås og respektere anderledes kulturer.
Indklagede accepterer til hver en tid, at nogle muslimske mænd og kvinder ikke hilser ved at give hånd, og det har aldrig været et problem.
Lærere har somme tider oplevet, at forældre hilser med hånden på brystet.
I disse situationer gør lærerne det samme.
De seks lærere, der har samarbejdet med klager, oplevede, at klager ikke levede op til almene krav, der var gældende for en tolk.
Det er ikke tolkens opgave at kontakte forældre og elever i andre situationer end som tolk efter skolens anvisninger.
Dette havde klager gjort ved at udtale sig til lærere, elever og forældre om, hvad rettroende muslimer bør gøre og ikke gøre.
Det fremgår af de første sætninger i brevet til tolkevirksomheden, at indklagede har brug for en tolk, der 100 procent formidler indklagedes budskab, og som er i stand til at oversætte det, der bliver sagt, på en neutral og korrekt måde.
Når det, der længere nede i brevet fremgår om hilseprocessen, sammenholdes med de første linjer i brevet, fremgår det, at det er selve hilseprocessen, der ikke skal gøres til et problem, og ikke, at årsagen til brevet var, at klager ikke vil give kvinder hånden.
I en situation kom klager gående med de arabisktalende forældre til klasseværelset, hvor forældresamtalen skulle foregå.
Klager gik forrest, hilste på læreren med hånden på brystet og forklarede højlydt foran forældrene, at muslimske mænd og kvinder ikke giver hånd.
Klager oplyste, at det er krænkende for en muslimsk mand at give hånd til kvinder.
Da det blev forældrenes tur til at hilse, var der ingen der gav hånden, selvom lærerne havde et meget hjerteligt forhold til de pågældende forældre.
Lærerne og forældrene plejede at hilse med hånden og for kvindernes vedkommende at give hinanden kram.
Stemningen forandrede sig til at være trykkende og akavet, hvilket var ødelæggende for lærernes arbejde i modtagerklasserne.
Hvis klager havde hilst med hånden på brystet uden kommentarer, havde ingen reageret, og forældrene havde haft mulighed for at hilse, som de ønskede.
Klager gjorde således hilseprocessen til et problem.
En tolk skal ikke blande sig i hilseproceduren eller gribe ødelæggende ind i skolens arbejde med elever og forældre ved at forklare om religiøse skikke, men være neutral.
I en anden situation skulle klager tolke for en familie med en 16-årig datter i forbindelse med pigens deltagelse i svømmeundervisning.
Pigen havde i forvejen oplyst, at hun havde fået lov til at deltage.
Lærerne forklarede pigens far, at der alene var adgang for piger.
Efter at klager havde oversat, oplyste faren, at pigen ikke måtte deltage.
Klager oplyste, at faren ikke ville give hende lov til at deltage, da det stred mod hans tro at lade datteren vise sig letpåklædt, også foran personer af det samme køn.
Pigen oplyste efterfølgende, at klager havde sagt til faren, at muslimer ifølge Koranen ikke skal give deres døtre lov til at gå til svømning.
Klager gik således lagt ud over sine beføjelser som tolk ved at give sin personlige mening til kende, hvilket var årsag til klagen over ham.
Hvis klager ikke kan være neutral, kan han ikke arbejde for indklagede, hvilket er det, der fremgår af brevet til tolkevirksomheden.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af religion og etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Klager havde indgået en samarbejdsaftale med en tolkevirksomhed, hvorefter han udførte lønnet arbejde på timebasis.
Der forelå således et arbejdstager-arbejdsgiverforhold mellem klager og tolkevirksomheden, når klager udførte arbejde for virksomheden.
Klager var udsendt af tolkevirksomheden til at varetage tolkeopgaver for indklagede.
Nævnet har lagt til grund, at klagen over indklagede er omfattet af forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde, selvom indklagede ikke formelt set var arbejdsgiver for klager.
Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klager var underlagt indklagedes instruktionsbeføjelser, når han udførte tolkearbejde for indklagede.
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Ifølge en udtalelse fra en klasselærer i brevet af 1. juni 2016 var det ok, at klager ikke ville give hånd til kvinder, men klager kunne i så fald ikke være tolk for det danske system.
Det fremgår også, at man ved indklagede hilste ved at give hånd.
Denne udtalelse kan give det indtryk, at klager ifølge indklagede ikke kunne varetage tolkeopgaver for indklagede, hvis han ikke ønskede at give kvinder hånden.
Da klager af religiøse årsager ikke ønsker at give kvinder hånden, har klager påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin religion.
Det er derimod ikke noget, der tyder på, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse.
Indklagede har såvel i brev af 1. juni 2016 som i bemærkningerne til Ligebehandlingsnævnet oplyst, at klager gik ud over sin rolle som tolk, idet han ikke optrådte neutralt, men i nogle situationer gav sin holdning til kende eller tolkede forkert.
Indklagede har også oplyst, at indklagede accepterer, at nogle muslimske mænd og kvinder ikke giver hånd, hvilket ikke tidligere har været et problem.
Klager har oplyst, at han ikke er enig i, at han opførte sig som beskrevet af indklagede, men netop optrådte neutralt.
Klager har ikke direkte bestridt, at de af indklagede beskrevne episoder fandt sted.
Efter en samlet vurdering finder nævnet, at klagen over klager og det forhold, at indklagede ikke længere ønskede at benytte ham som tolk, var begrundet i, at klager gik ud over sine beføjelser som tolk.
Nævnet vurderer på denne baggrund, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
- § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
- § 9, stk. 1, om klagebehandling
- § 12, stk. 1, om klagebehandling
Forskelsbehandlingsloven
- § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
- § 2 om forbud mod forskelsbehandling
- § 7a om delt bevisbyrde
<2016-6810-36441>