Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017
Statutory Text (2 Articles)
Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Udlændingenævnet omgjorde i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en filippinsk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 26.
Udlændingenævnet fandt , at ansøgeren ikke burde have været meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke rettidigt havde bestået en af udlændinge- og integrationsministeren etableret danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist.
Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at ansøgeren og dennes samlevers fællesbarn var diagnosticeret med infantil autisme og udviklingsforstyrrelse af specifikke færdigheder, og at fællesbarnet på den baggrund modtog individuel tilrettelagt støtte i en specialpædagogisk børnehave.
Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på , at fællesbarnets vanskeligheder måtte antages at have medvirket til, at ansøgeren ikke rettidigt havde bestået danskprøven på A1-niveau, og at ansøgeren ultimo april 2016 havde aflagt og bestået prøven på A2-niveau.
Udlændingenævnet fandt på den baggrund , at det efter en konkret vurdering måtte anses for bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren ikke blev henvist til at udøve familielivet i Filippinerne, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. udlændingelovens § 26, uanset at ansøgeren ikke havde bestået den krævede danskprøve indenfor den fastsatte frist.