Erstatningsansvarslovens § 2 - tabt arbejdsfortjeneste, nævnets j.nr. 14-520-04579
Statutory Text (2 Articles)
Erstatningsansvarslovens § 2 - tabt arbejdsfortjeneste, nævnets j.nr. 14-520-04579
Ansøger blev ultimo 2013 under sit arbejde som pædagog på en døgninstitution for udsatte og kriminalitetstruede, hvor han arbejdede 37 timer pr. uge, udsat for trusler omfattet af straffelovens § 119, stk. 1, imens var han låst inde i et vaskekælderrum med tre unge.
Ansøger blev efterfølgende sygemeldt med psykiske gener fra hændelsen.
Da ansøger havde behov for et arbejde af mere ”rolig” karakter, begyndte han medio 2014 en stilling som pædagog i en skolefritidsordning (SFO) med en arbejdstid på 35 timer pr. uge.
Ansøger havde i den forbindelse en lønnedgang på ca. 21 % i forhold til stillingen på døgninstitutionen for udsatte og kriminalitetstruede.
Nævnet fandt i den forbindelse, at ansøger ved sin nye ansættelse ikke var begyndt at ”arbejde igen” i væsentligt samme omfang som før skaden, jf. erstatningslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., og forarbejderne hertil.
Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at en nedgang i arbejdstid fra 37 timer pr. uge til 35 timer pr. uge ikke i selv medførte, at ansøger ikke var begyndt at ”arbejde igen” i væsentligt samme omfang som før skaden, men at nedgangen i arbejdstid i kombination med, at den nye stilling var til en noget lavere løn, idet stillingen var af mindre belastende karakter end ansøgers tidligere stilling som pædagog på en døgninstitution for udsatte og kriminalitetstruede, efter en samlet vurdering medførte, at ansøger ikke kunne anses for at være begyndt at ”arbejde igen” i væsentligt samme omfang som før skaden.
Nævnet tilkendte herefter ansøger erstatning for tabt arbejdsfortjeneste svarende til lønnedgangen.