Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016

Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Tyrkiet, da ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark ikke havde lovligt ophold her i landet.

Udlændingenævnet fandt , at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab, da ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke havde lovligt ophold her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21.

Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at ansøgeren i sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark havde oplyst, at hun senest var indrejst i Danmark i marts 2007, at Udlændingestyrelsen senest i december 2007 havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at denne afgørelse var blevet stadfæstet af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i maj 2008 med udrejsefrist straks.

Udlændingenævnet bemærkede , at tyrkiske statsborgere er visumpligtige, medmindre de skal udføre en tjenesteydelse i Danmark, og at ansøgeren havde indgivet sin ansøgning om ægtefællesammenføring i februar 2015, hvor ansøgeren således fortsat havde ulovligt ophold.

Udlændingenævnet fandt således , at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde opholdt sig i Danmark i cirka otte år uden opholdstilladelse, og derfor havde ulovligt ophold på dette tidspunkt.

Udlændingenævnet fandt endvidere , at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet.

Udlændingenævnet henviste herved til , at ansøgeren gentagne gange var blevet meddelt afslag på familiesammenføring og derfor ikke kunne antages at have en berettiget forventning om at kunne opholde sig i Danmark, herunder blive meddelt opholdstilladelse på baggrund af en ny ansøgning om opholdstilladelse .

Udlændingenævnet fandt ej heller , at det kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle efter den seneste ansøgnings indgivelse var blevet dansk statsborger.

Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse , at tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, også bliver stillet over for danske statsborgere.

Udlændingenævnet bemærkede vedrørende ansøgerens ansøgning om ophold efter Assoceringsaftalen, at en sådan ansøgning ikke kunne afvises i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, men at denne skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at Assoceringsaftalen ikke i sig selv giver ret til familiesammenføring.

Udlændingenævnet hjemviste herefter den del af ansøgningen, der knyttede sig til selvstændig opholdsret efter Assoceringsaftalen, til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling.