Legislator Case Law & Legislation
W20161010025 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ej medhold - forskellige priser

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

KEN#LOKDOK23 2016 10100 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ej medhold - forskellige priser

KEN#LOKDOK23 2016 10100 Valid

J.nr. 2015-6811-55156

En bar afholdt den 20. december 2014 ”ladies night”.

Klager, der er en mand, havde været på baren den pågældende aften.

Klagen, der omhandler påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med priser på drikkevarer, blev indgivet den 19. november 2015.

Nævnet fandt, at klager havde udvist retsfortabende passivitet, der afskar ham fra nu at gøre et eventuelt krav gældende.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

KEN#LOKDOK23 2016 10100 Valid

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med muligheden for at købe drikkevarer til særligt favorable priser i en bar i forbindelse med et ladies night-arrangement.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Klager har udvist retsfortabende passivitet og har dermed fortabt et eventuelt krav som følge af ulovlig forskelsbehandling på grund af køn.

Sagsfremstilling

Indklagede bar afholdt den 20. december 2014 ”ladies night”.

Af reklamerne for arrangementet på blandt andet Facebook fremgik følgende

”Ladies night

En aften med forkælelse

Oplev [en kendt mandlig sportsudøver]

Velkomstdrinks & ladies card til de første 50 piger (…)”

På reklamen var den angivne, kendte mandlige sportsudøver afbilledet med bar overkrop.

Under selve reklamebilledet fremgik følgende tekst

”Julen står for døren, og vi glæder os til at kunne byde dig indenfor til Ladies Night 2014!

Oplev [en kendt mandlig sportsudøver] (…) klar til at feste og have en fantastisk aften sammen med [X-byens] dejligste piger!

Derudover vil der være masser af forkælelse i luften den aften.

Du får blandt andet

Fri Bar

Dørene åbnes allerede kl.

22.00 hvor der de første 2 timer er drink-alt-hvad- du-kan i sjusser for KUN 50 kr. i entré!

(…)”

Der fandtes en tilsvarende reklamering for arrangementet på en række andre eventsites, hvor det desuden fremgik

”Vi glæder os til [en] aften hvor alle pigerne bliver ekstra meget forkælet – og bare rolig – fyrene er naturligvis også meget velkomne.

(…)”

Klager var på indklagede bar den pågældende aften.

Klager indgav sin klage til Ligebehandlingsnævnet den 19. november 2015.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede har handlet i strid med ligestillingsloven ved den 20. december 2014 at give tydelige fordele til kvinder, selvom prisen for at komme ind på stedet var den samme for begge køn.

Indklagede tilbød således ladies card til de første 50 piger, som gav adgang til ”unikke priser i baren”.

Klager havde ikke fået noget at drikke, da han ankom til stedet.

Han henvendte sig i to omgange til barpersonalet (to forskellige bartendere) og spurgte, om tilbuddet også gjaldt mænd, men fik begge gange et klart og tydeligt svar om, at tilbuddet kun var gældende for de kvindelige gæster.

Der var heller ikke noget tilsvarende ”ladies card” for mænd.

Klager var med garanti blandt de første 50 mænd på stedet.

Klager så ingen tilbud til mænd på fladskærmene i de mere end to timer, han var på indklagede bar.

Klager har gennemgået alle indklagedes billeder fra den pågældende uge, hvor arrangementet fandt sted, og der ses ingen tilbud til mænd.

Indklagede har efterfølgende rettet i den oprindelige beskrivelse af begivenheden på Facebook og tilføjet: ”hvor vi også gerne tryller lidt med priserne i baren til de først[e] 50 ;

-)” og ”NB: De gældende tilbud kan benyttes af alle.

” Der er tre andre hjemmesider med reklamering for arrangementet i den oprindelige form, og som støtter, at der er tale om en efterfølgende rettelse – for at slippe for at betale godtgørelse som følge af den åbenlyse diskrimination.

Klager har videre oplyst, at han egentlig havde glemt alt om sagen, men kom i tanker om den igen, da han forleden fandt en ret slidt bon.

Han indsendte herefter sin klage den 19. november 2015.

Med klagen ønsker han at opnå ligestilling i samfundet.

Diskotekerne har gennem årevis diskrimineret det mandlige køn, hvilket han ikke finder i orden.

Klager ønsker sig tilkendt den højest mulige godtgørelse.

Årsagen til, at klager ikke har klaget på et tidligere tidspunkt er, at det ikke oprindeligt var hans hensigt at klage over indklagede på baggrund af denne aften – han ville bare behandles på lige fod med de andre gæster og have en hyggelig aften.

Havde klagen kun handlet om at få godtgørelse, havde han indgivet klagen med det samme.

Indklagede gør gældende, at konceptet var ”Ladies Night”, hvorfor reklamematerialet primært var henvendt til piger med ønsket om at fange pigernes opmærksomhed.

Dog var det på aftenen muligt for alle at få samme tilbud hele natten igennem – uden forskelsbehandling på hverken pris eller produkt.

Der blev skiltet med en entrépris på 50 kr. for begge køn.

Prisen inkluderede fri bar i to timer – et tilbud der også var for begge køn.

Tilbuddet til det kvindelige køn blev skiltet.

Der var også tilbud til det mandlige køn, som kørte som ”pop-up-tilbud” på selve aftenen på stedets plakater og 12 fladskærme.

Alle havde derfor mulighed for at benytte præcis samme tilbud.

Hvis man som mand havde været blandt de første 50 gæster, ville man også være blevet tilbudt et kort, der gav adgang til rabatter.

Konceptet ligner det man kender fra andre virksomheder som ”Pigeaften i skønhedsbutik”, hvor mænd også er velkomne, selvom aftenen henvender sig til kvinder, eller ”dame- og herreretter” hvor en ret henvender sig til et specifikt køn, men ikke af den grund udelukker det modsatte køn fra at udnytte samme tilbud.

Klager ville ikke være blevet afvist, hvis han den pågældende aften havde ønsket at udnytte samme tilbud.

Indklagedes barpersonale har efterfølgende bekræftet, at de natten igennem også gav samme tilbud til mandlige gæster, således at begge køn kunne opnå lige rabat/tilbud.

Når man er i byen og har fået noget at drikke, er det sandsynligt, at man ikke dagen derpå husker, hvilke tilbud der fremgik af diverse fladskærme på en bar.

Indklagede stiller sig undrende over for, at klagen kommer næsten 11 måneder efter arrangementets afholdelse.

Klager fremsætter samtidig ønske om størst mulig godtgørelse inden for lovens rammer.

Det støtter, at klagen i højere grad er motiveret af ønsket om økonomisk godtgørelse end en reel krænkelse.

Klager oplyser da også selv, at han ikke umiddelbart efter arrangementet havde til hensigt at klage.

Indklagede har ikke i øvrigt modtaget klager i anledning af arrangementet, hvilket understøtter, at der ikke har været noget at klage over.

Indklagede går ind for ligestilling i nattelivet og mener ikke at have forbrudt sig mod ligestillingsloven den pågældende aften.

Klager har tidligere indbragt indklagede for Ligebehandlingsnævnet og blev i den forbindelse tilkendt en godtgørelse på 2.500 kr. for overtrædelse af ligestillingsloven.

Indklagede har lært af deres tidligere fejl, og der er aldrig før eller siden nogen, der har klaget over indklagede til Ligebehandlingsnævnet.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Det omhandlede arrangement målrettet kvinder fandt sted den 20. december 2014.

Klagen, der omhandler påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med priser på drikkevarer til et ladies night-arrangement, blev indgivet den 19. november 2015.

I sager af denne karakter må det som udgangspunkt formodes og dermed kunne forventes af den vedkommende restauration, at en person, der anser sig som forskelsbehandlet på grund af sit køn, tilkendegiver dette umiddelbart i forbindelse med eller senest inden for en rimelig tid efter den pågældendes besøg.

På baggrund af den tid, der er gået fra arrangementets afholdelse og dermed det tidspunkt, klager havde eller burde have kendskab til et eventuelt krav efter ligestillingsloven, og til klagens indgivelse, finder nævnet, at klager har udvist retsfortabende passivitet, der afskærer ham fra nu at gøre et eventuelt krav gældende.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

<2015-6811-55156>

KEN#LOKDOK23 2016 10100 Valid

-

Topløse Bartendere

-

Velkomstdrinks

-

Ladies Card til de første 50 piger, som giver unikke priser i baren

-

Mulighed for at vinde en lækker julegave

-

Ekstra hyggelig og eksklusiv oppyntning

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →