Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold

J.nr. 2015-6810-53930

En gravid pædagog på en specialiseret døgninstitution blev fritaget fra tjeneste på grund af pædagogens uhensigtsmæssige adfærd over for sit kontaktbarn.

Institutionen havde modtaget henvendelser fra kolleger i forhold til pædagogens adfærd, og hun blev indkaldt til tjenstlig samtale og efterfølgende afskediget.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at pædagogen ikke blev fritaget fra tjeneste og efterfølgende afskediget på grund af graviditet.

Pædagogen fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev fritaget fra tjenesten og afskediget, efter at hun oplyste indklagede om sin graviditet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev fritaget fra tjenesten og efterfølgende blev afskediget.

Sagsfremstilling

Klager blev pr. 22. april 2014 ansat som pædagog i den indklagede kommune.

Klager havde tjenestested i en specialiseret døgninstitution for børn og unge.

Klager var tilknyttet et af institutionens huse, T-huset.

Det fremgår af notat af 18. august 2015 udarbejdet af institutionens forstander, at klager havde filmoptaget et barn, F, under et voldsomt affektudbrud for at dokumentere barnets uhensigtsmæssige adfærd.

Ifølge notatet oplyste forstanderen over for klager, at det på ingen måde var acceptabelt at filme et barn, når der ikke var indhentet tilladelse fra barnets forældre, ligesom personlige ejendele ikke måtte benyttes til dokumentation.

Klager fik ifølge notatet også oplyst, at en situation, hvor et barn har det svært, ikke kalder på at filme barnet, men at skabe kontakt og nærvær.

Ifølge notatet viste filmklippet, at klager var optaget af fortsat at stille krav om, at barnet skulle holde pause, hvilket barnet ikke var i stand til på daværende tidspunkt.

Derudover fremgår det af notatet, at en vikar havde oplyst over for ledelsen, at hun havde oplevet, at klager havde stået i døren til barnets værelse og råbt ”jeg er ikke bange for dig”.

Vikaren var i tvivl, om klager havde holdt døren, så barnet ikke kunne komme ud.

Afdelingslederen havde foreholdt klager, at det var uacceptabelt at tale til børnene på den måde.

Det fremgår af en mail af 31. august 2015 fra klager til forstanderen, at klager ikke kunne finde på at råbe ad et barn og holde døren som anført i notatet.

Klager oplyste i forhold til en efterfølgende samtale med afdelingslederen, at det virkede, som om ledelsen ikke ønskede at høre klagers version og kun troede på vikarens udlægning.

Klager mente, at hun ikke råbte ad F, men var bestemt i sin tone.

Forstanderen svarede hertil, at hun havde nævnt vikarens udsagn for klager uden at gå yderligere ind i det, og at det, der havde været på dagsordenen, var, at det var uacceptabelt at filme et barn i affekt og råbe ”jeg er ikke bange for dig” til barnet.

Forstanderen oplyste videre, at hun havde taget klagers afmagt/frustration meget alvorligt.

Klager svarede, at forstanderen ikke havde været undrende over for vikarens udsagn, og at det var klagers opfattelse, at forstanderen stillede tvivl ved klagers kompetencer.

Den videre mailkorrespondance førte til, at forstanderen skrev

”Din tone er ikke acceptabel, hvorfor jeg indkalder dig snarest til endnu et møde.

Du må forstå, at situationer, hvor din adfærd ikke er forenelig med [institutionen]s og [indklagede]s værdier, der vil det blive påpeges.

Om du råbte eller ej er uinteressant i den kontekst.

I [institutionen] lader vi intet ”ligge”, som du skriver – vi henholder os til de nævnte værdier.

Derfor indkaldes du snarest.

”

Der blev afholdt møde den 8. september 2015 i anledning af mailkorrespondancen.

Det fremgår af notat fra mødet, at klager oplyste, at hun var ked af notatet vedrørende barnet F, idet hun ikke mente, at forstanderen havde foreholdt hende, at vikaren havde været i tvivl, om klager havde holdt døren.

Forstanderen oplyste, at tvivlen måtte komme klager til gode, men at de øvrige forhold - at filme og råbe ad barnet - ikke var acceptable.

Klager oplyste ifølge notatet, at hun fra en tidligere arbejdsplads havde lært, at man over for barnet skal sige ”jeg er ikke bange for dig”.

Afdelingslederen og forstanderen oplyste, at dette ikke var i overensstemmelse med institutionens værdier.

Ifølge notatet nævnte afdelingslederen flere eksempler på, at klager havde en hård tone over for børn og kolleger, og at hun flere gange havde talt med klager herom.

Det fremgår videre af notatet, at klager erkendte, at hun kunne virke barsk på andre, hvilket hun gerne ville have hjælp til.

Klager fik flere konkrete værktøjer, som hun kunne arbejde med.

Afslutningsvist blev klagers graviditet drøftet.

Der blev ifølge notatet givet mulighed for, at klager midlertidigt blev flyttet til en anden afdeling, hvilket klager ikke ønskede.

Det fremgår af en observations- og bekymringsskrivelse fra kollega A den 17. september 2015, at klager havde brugt en meget hård og kommanderende tone over for F.

Kollegaen skrev også, at klager havde fastholdt drengen ved at låse hans ben fast med sine egne og ved samme lejlighed havde råbt ham ind i ansigtet, at han skulle slappe af.

Kollega A skrev samtidig, at han havde oplevet andre situationer, hvor klager ikke havde handlet pædagogisk efter institutionens normer.

Ifølge skrivelse af 18. september 2015 fra tillidsrepræsentanten havde denne cirka en måned tidligere fået en henvendelse fra klager, der var bekymret for, om hun ville blive sparket i maven af F.

Tillidsrepræsentanten aftalte med klager, at hun ville gå videre med dette til afdelingslederen.

Nogen tid efter erfarede tillidsrepræsentanten ifølge skrivelsen, at klager havde fået tilbudt forskellige løsninger, som hun ikke havde benyttet sig af.

Klager var fortsat utryg og hentede ofte hjælp fra kolleger, da hun havde mange konflikter med børnene og på grund af graviditeten var ængstelig derved.

Ifølge skrivelsen havde tillidsrepræsentanten i løbet af klagers ansættelse forsøgt at fortælle hende om institutionens pædagogik og kultur.

De kunne ikke undgå at komme ud i ubehagelige diskussioner, og der blev ikke lyttet eller taget læring af, hvordan kolleger håndterede børnenes frustrationer.

Tillidsrepræsentanten beskrev to episoder.

Blandt andet havde klager været lidt tøvende i forhold til at tage en snak med et barn, der råbte ’liderlig’ efter hende, og samtidig havde hun skældt ud over, at en vikar havde forklaret barnet, at ’liderlig’ betød lyst.

Tillidsrepræsentanten mente, at der manglede sammenhæng med husets pædagogik og kollegers faglige vejledning.

Klager blev ved brev af 21. september 2015 indkaldt til tjenstlig samtale den 24. september 2015.

Baggrunden herfor var ifølge indkaldelsen, at ledelsen ikke havde tillid til, at klager fremadrettet ville udvise en hensigtsmæssig adfærd i tjenesten og efterleve krav og værdier i forhold til sin stilling.

Det fremgår videre, at klagers uhensigtsmæssige adfærd over for et barn medførte, at hun den 18. september 2015 blev fritaget fra tjenesten.

Indtil der var truffet endelig afgørelse i sagen, var klager fortsat fritaget fra tjenesten.

Det fremgår af referat fra den tjenstlige samtale, at notat af 18. august 2015, notat af 8. september 2015 samt kollega As og tillidsrepræsentantens skrivelser blev gennemgået.

En repræsentant fra klagers faglige organisation oplyste ifølge referatet, at organisationen agtede at indbringe sagen for Ligebehandlingsnævnet, da klager var gravid.

Det var ifølge referatet indklagedes vurdering, at der var tilstrækkelig sagligt grundlag i sagens omstændigheder til, at det kunne godtgøres, at den påtænkte opsigelse ikke var begrundet i klagers graviditet, men alene i ledelsens manglende tillid til, at klager fremadrettet ville udvise en hensigtsmæssig adfærd med efterlevelse af krav og værdier.

Ifølge referatet havde ledelsen i forbindelse med klagers graviditet været opmærksomme på og drøftet med klager, at hun ikke skulle være utryg i forhold til arbejdet med et barn, som kunne reagere voldsomt, og at der var mulighed for jobrotation.

Tillidsrepræsentanten havde også været i dialog med klager herom.

Det fremgår af referatet, at klager havde afvist jobrotation i forbindelse med sin graviditet.

Ifølge referatet tilkendegav klager, at hun var chokeret over beretningerne i skrivelserne fra kollegaen og tillidsrepræsentanten.

Klager fremkom med sin udlægning af den konkrete hændelse med barnet og oplyste, at hun efter egen vurdering havde en hensigtsmæssig dialog med barnet og reflekterede over de tilrettevisninger omkring kommunikation, som hun havde fået.

Hun havde ifølge referatet ikke ønsket jobrotation og havde ikke udtrykt bekymring i forbindelse med graviditeten.

Ledelsens konklusion på baggrund af samtalen var ifølge referatet, at der ikke var ændret på det samlede billede af, at ledelsen ikke havde tillid til, at klager fremadrettet ville udvise en hensigtsmæssig adfærd.

Ledelsens vurdering blev underbygget af, at der i klagers udsagn var et misforhold til kollegers og ledelsens oplevelse af samme forhold.

Klagers udsagn var konsekvent i opposition til andres oplevelser, og der synes efter ledelsens opfattelse ingen sammenfald, hvilket også kom til udtryk i klagers retorik ved samtalen, hvor hun ikke påtog sig noget ansvar, men hævdede, at hun handlede korrekt.

Den 29. september 2015 fik klager brev om påtænkt opsigelse til fratræden den 31. januar 2016.

Baggrunden for den påtænkte opsigelse var den samme som foranledigede den tjenstlig samtale.

Derudover var den påtænkte afskedigelse begrundet i udfaldet af den tjenstlige samtale.

Det fremgår af brevet, at hændelsen vedrørende barnet efter ledelsens vurdering var af en sådan karakter, at den sammenholdt med de øvrige anvisninger og tilrettevisninger omkring hensigtsmæssig adfærd og kommunikation med barnet, der var givet klager, måtte anses for at være helt uacceptabel.

Videre fremgår det, at klagers håndtering af vanskelige situationer med barnet, manglende refleksion over tilrettevisninger og manglende brug af pædagogiske værktøjer, som ledelsen havde tilbudt, betød, at ledelsen ikke længere havde tillid til, at klager fremadrettet ville udvise en hensigtsmæssig adfærd i tjenesten.

Klager var fortsat fritaget fra tjeneste.

Den 27. oktober 2015 blev der afholdt forhandling mellem indklagede og klagers faglige organisation i anledning af den påtænkte afskedigelse.

I den forbindelse blev to telefonsamtaler af 18. og 19. september 2015 drøftet.

I forhold til samtalen den 18. september 2015 oplyste den faglige organisation, at afdelingslederen havde oplyst klager om, at hun var fritaget fra tjeneste uden at angive en grund.

Afdelingslederen redegjorde ifølge referatet for, at klager blev gjort bekendt med, at hun var fritaget fra tjeneste på grund af hændelsen med F.

Ifølge referatet blev klager den 19. september 2015 ringet op af en kollega, der oplyste, at klager var ved at blive undersøgt.

Ifølge referatet oplyste forstanderen, at ingen ud over hende og afdelingslederen kendte til forløbet omkring klager, og at det efterfølgende var kommet frem, at det var klager selv, der flere gange kontaktede kollegaen.

Den faglige organisation oplyste også, at klager ved den tjenstlige samtale blev gjort bekendt med, at der på grund af to klager og en tidligere samtale ville blive indledt en afskedigelse.

Afdelingslederen oplyste, at der havde været tale om en kontinuerlig proces med samtaler med klager om uhensigtsmæssig adfærd.

Den faglige organisation oplyste, at de klager, der var kommet over klager, normalt ville udløse en tjenstlig advarsel.

Afdelingslederen og tillidsrepræsentanten oplyste heroverfor, at hændelsesforløbet omkring barnet var af en sådan alvorlig karakter, at det måtte betegnes som vold over for barnet.

De mundtlige og skriftlige tilkendegivelser fra to kolleger understregede alvoren.

Der skulle derfor handles ledelsesmæssigt.

Den faglige organisation anførte, at indklagede havde skredet til afskedigelse, inden at klager var blevet hørt, hvorfor det var organisationens opfattelse, at klager blev afskediget på grund af sin forestående barsel.

Indklagede oplyste, at klager ved den tjenstlige samtale var kommet til orde.

Indklagede kunne ifølge referatet ikke genkende, at en person i ansættelsesudvalget ifølge den faglige organisation skulle have udtalt, at hun ikke ville stemme for at ansætte personer, der kunne blive gravide.

Den faglige organisation fremsatte krav om godtgørelse for overtrædelse af ligebehandlingsloven.

Indklagede fastholdt, at der var en saglig grund til at afskedige klager.

Der blev ikke på mødet opnået enighed mellem parterne.

Ifølge referat fra samtale af 27. oktober 2015 mellem kollega M, forstanderen og afdelingslederen, oplyste kollega M, at klager lørdagen før telefonisk over for hende havde oplyst, at to navngivne kolleger ikke skulle vise sig på en bestemt rideskole, da de ville risikere at få tæsk, og at hun til kollegerne havde oplyst, at klager havde et voldsomt temperament og havde svært ved at styre sine følelser.

Ifølge referatet havde kollega M bedt en af kollegerne om ikke at gå til ledelsen, da kollega M frygtede for, hvad klager kunne finde på i forhold til hendes børn.

Kollega M oplyste ifølge referatet også om en episode, hvor klager havde forulempet børn i T-huset, eksempelvis i form af verbal overfusning og råben.

Hun oplyste endvidere om en episode, hvor klager gav hende en mavepuster, hvilket klager forklarede som kommunikationsvanskeligheder.

Ved brev af 29. oktober 2015 blev klager afskediget.

Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev modtaget den 17. november 2015.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede havde truffet beslutning om afskedigelse på forhånd, fordi klager havde meddelt, at hun var gravid.

Der er ikke behov for vidneafhøringer.

Klager ønsker godtgørelse svarende til ni måneders løn.

Klager oplyste den 19. juni 2015 indklagede om sin graviditet og terminsdato, der var den 28. februar 2016.

Klager oplyste ikke først om sin terminsdato efter fritagelse fra tjenesten.

De samtaler og klager, som indklagede nævner, er alle fremkommet efter, at klager oplyste om sin graviditet.

Klager havde inden da været ansat i 1½ år uden problemer.

Klager har gode resultater med et tidligere kontaktbarn.

Her havde klager anvendt pædagogiske redskaber, vejledning fra kolleger og ny viden.

Klager havde et kontaktbarn, F, og sjældent andre.

Klager havde ikke som påstået flere konflikter med børnene end andre.

Klager havde en observationsdag med F, inden hun blev hans kontaktperson.

Klager havde samtaler med Fs tidligere kontaktperson og en anden medarbejder, som havde med drengen at gøre.

På denne baggrund kunne klager udarbejde en midlertidig struktur for F, som klager mener, at F profiterede af.

Personalet roste klager for hendes forarbejde og tilgang til F.

I forhold til episoden med F skulle klager midt i august 2015 sammen med en kollega, kollega M, tage sig af ham, da han var kommet til huset om fredagen.

F var i affekt, og både klager og kollega M forsøgte at tale ham ned ved at sidde ved ham, holde ham i hånden og tale roligt, men det hjalp ikke.

F spyttede, sparkede, rev og kastede med stole.

Klager og kollega M valgte derfor at gå uden for døren.

F gav sig til at smække med døren flere gange.

En studerende kom ind ad døren og skulle aflevere nogle kort, som tilhørte F.

Kollegaen tog imod dem, og klager sagde samtidig til F ”jeg er ikke bange for dig, jeg er her for at hjælpe dig”.

Den studerende havde højst været til stede i to sekunder og oplyste senere kun om den første del af sætningen.

Dagen efter var klager alene om F i de første 4½ time.

Det var afdelingslederen, der havde lavet arbejdsplanen, så det var hun velvidende om.

20 minutter, inden at kollega M mødte ind, var F meget ked af det, og klager prøvede at sætte sig ned med ham og berolige ham.

Den første tid gik det ok, men på et tidspunkt kastede F en stol efter klager.

Derefter blev situationen som dagen før.

Klager kunne ikke komme ind til ham på værelset eller få talt ham ned uden før døren.

Klager vidste ikke, hvad hun skulle gøre og begik den fejl at optage F, så hun kunne få hjælp til en sådan situation, hvis den skulle komme igen.

Samtidig ville klager bruge optagelsen under en samtale med lederen, som kunne høre, hvordan klager talte med F.

Kollega M blev chokeret, da hun hørte, at klager havde været alene med F.

Hun tog lidt over, og efter nogen tid faldt F til ro.

Afdelingslederen var på ferie, og klager talte med kollega M om, at de skulle tage fat i forstanderen.

Det var ikke udelukkende klagers verbale kommunikation med F, der fremkaldte angst hos ham og eskalerede situationen.

Klager har talt episoderne igennem med kollega M, og klager valgte selv at fremlægge dem for forstanderen.

Klager oplyste tydeligt i den forbindelse, at hun havde handlet forkert i forhold til optagelsen, men havde brug for at dokumentere sin praksis.

Klager viste forstanderen klippet og slettede det bagefter.

Forstanderen ville afslutte sagen, da hun vurderede, at klager havde forstået budskabet.

Efterfølgende talte klager med forstanderen om, hvilke fejl der var i det, den studerende havde skrevet.

Kollega M blev aldrig hørt, hvilket undrer klager, da hun var til stede.

Klager har ikke i en mail været anklagende over for forstanderens ledelse.

Forstanderen afsluttede mailkorrespondancen ved at indkalde klager til samtale om klagers adfærd og kommunikation.

Der var intet nævnt om tone, adfærd eller kommunikation i forhold til F.

Ved samtalen den 8. september 2015 blev der talt om, at klagers tone kunne virke bombastisk, men der blev alene nævnt to episoder og ikke mange episoder som anført af afdelingslederen.

Afdelingslederen har selv oplyst over for klager, at klager havde forbedret sig meget.

Klager har anvendt de redskaber, som hun fik under mødet.

Afdelingslederen og forstanderen havde tillid til klager som pædagog, og de ville derfor ikke gå videre i forhold til episoderne fra august 2015.

Da de drøftede klagers graviditet, fik hun ikke tilbudt andre afdelinger.

Klager fik alene oplyst, at der var andre muligheder, hvis hun ønskede det.

Klager ønskede at blive, hvor hun var.

Der var andre børn i huset end F, der var det mest udadreagerende barn i huset.

Kollega A har beskrevet de episoder, som han overværede, forkert i forhold til, hvad klager gjorde, og hvordan F lå på gulvet.

F sparkede klager to gange i hovedet, hvilket ville have været umuligt, hvis klager holdt hans ben med sine egne.

Der var flere vidner, som ikke er blevet hørt.

Kollega A var alene til stede i to sekunder.

Klager foretog nødværge med flad hånd, da F ville have fået glasskår ned over sig, hvis han havde sparket glasruden i stykker.

Klager indberettede ikke en magtanvendelse, da hun var i tvivl, om der var tale om en sådan.

Hvis der skulle være indberettet en magtanvendelse, ville klager have vendt det med afdelingslederen om mandagen, men klager blev fritaget fra tjenesten om fredagen, hvor hun afspadserede.

Kollega A sagde heller ikke noget, da de talte om episoden om aftenen.

Han sagde, at klager havde gjort, som hun skulle, og at Fs frustration nok var en følge af, at der var en ny vikar.

Da klager den 18. september 2015 telefonisk af afdelingslederen fik oplyst, at hun var fritstillet, ville lederen ikke svare på, på hvilken baggrund klager var friststillet.

Dagen efter fik klager en opringning fra en kollega, der var rystet over at have hørt fra en anden kollega, at klager blev undersøgt i en sag.

Der må være tale om brud på tavshedspligten fra ledelsens side.

Klager oplyste, at hun intet vidste og ikke ville tale om det.

Til den tjenstlige samtale kunne klager ikke lade sig repræsentere af tillidsrepræsentanten, da klager havde mistet tilliden til hende på grund af hendes påstande.

Tillidsrepræsentanten kontaktede ikke klager og tilbød hende ikke hjælp.

Tillidsrepræsentanten kontaktede heller ikke klagers faglige organisation med henblik på at få en anden til at hjælpe klager, hvilket hun var forpligtet til.

Klager forstår ikke tillidsrepræsentantens påstand om, at de havde mange diskussioner.

De havde i alt fire vagter sammen om måneden, og tillidsrepræsentanten var ude af huset om tirsdagen.

Klager sparrede med tillidsrepræsentanten og har taget en del af hendes erfaringer med sig.

Klager sparrede mere sammen med andre, hvilket var oplagt, da de havde flere timer sammen.

Klager har ikke skældt en vikar ud, men klager hev hende til side, for at barnet ikke skulle høre dem.

Klager oplyste, at det var uhensigtsmæssigt, at hun havde forklaret ordet ’liderlig’ som værende livlig, da det ikke er korrekt, og da klager ville drage omsorg for barnet, som var sexfikseret.

Drengen råbte ofte ’liderlig’, men ikke efter klager.

Klager talte med tillidsrepræsentanten, som foreslog, at de skulle tale med drengen om det.

Klager sagde, at det kunne de godt, og der var ikke noget tøvende i dette svar.

Forud for den tjenstlige samtale fik klager en opringning om, at det var rygtedes, at klager skulle være blevet sur på to kolleger på grund af undersøgelsen af hende.

Klager oplyste, at det ikke var korrekt.

Ved den tjenstlige samtale indledte forstanderen med at meddele, at hun havde mistet tilliden til klager og ønskede at indlede en afsked.

Forstanderen havde truffet beslutningen, inden klager kunne komme med sit forsvar til de anklager, der var kommet fra to kolleger.

Normalt vil en ansat kunne komme med en redegørelse i forhold til anklagepunkterne, hvorefter kommunen træffer beslutning, og normalt vil indkaldelse til en tjenstlig samtale føre til en påtale.

Ifølge referatet var klager i forsvar, men klagers oplysninger blev ikke noteret.

Klager vedkendte sig sit ansvar.

Klager er meget uforstående over for, at flere kolleger skulle have følt sig truet af klager og ikke har turdet sige noget til hende.

Kollegerne er altid kommet til klager og betroet hende alverdens utilfredsheder mv. Kollegerne har sagt til klager, at man kan sige tingene, som de er, og ikke pakke dem ind over for klager.

Det giver ingen mening, at kollega M skulle have følt sig truet af klager.

Hun kontaktede selv klager, efter at klager havde født, og dermed efter, at klager var fratrådt på grund af barsel.

Kollega M ville komme forbi på barselskaffe, hvorfor det virker mærkeligt, hvis hun skulle have følt sig truet.

Kollega Ms udtalelser relaterer sig i sin helhed til tiden efter, at det blev arbejdsgiver bekendt, at klager var gravid.

Indklagede gør gældende, at opsigelsen ikke var begrundet i graviditet, men i ledelsens manglende tillid til, at klager fremadrettet ville udvise en hensigtsmæssig adfærd med efterlevelse af krav og værdier.

En sådan mistillid ville uanset, hvilken medarbejder det måtte være, have udløst denne sanktion.

Klagen bør afvises, da klager og indklagede er uenige om, hvilken adfærd klager udviste blandt andet ved episoderne den 17. august og 17. september 2015 samt ved andre lejligheder, hvilket er afgørende for, om afskedigelsen er klager var sagligt begrundet.

Dette kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for nævnet.

Hvis sagen ikke afvises, bør indklagede frifindes.

Institutionen består af fire afdelinger med 30 pladser til børn og unge i alderen 0-18 år.

Majoriteten af børnene har mindst to diagnoser, og mange er multihandicappede.

Formålet med børnenes anbringelse er at øge børnenes livskvalitet blandt andet ved at udvikle og forbedre børnenes funktionsniveau.

Institutionen er først og fremmest et hjem for børnene, hvor de skal opleve trivsel, tryghed og en følelse af samhørighed.

Endvidere skal børnene sikres størst mulig sundhed og livskvalitet.

Der anvendes en anerkendende pædagogik, hvorved pædagogen blandt andet undersøger og anerkender, hvorfor et barn er frustreret og kaster sig på gulvet.

En anden pædagogisk metode er low arousal, hvor den behandlende person optræder roligt, rogivende og med afdæmpende affekter.

Der gøres med denne pædagogik op med konsekvenspædagogik, råben, skæld-ud, fysisk fastholdelse og anden magtanvendelse.

Ledelsen i institutionen sikrer løbende, at medarbejderne gennem ledelsesmæssig supervision og ekstern faglig supervision, oplæring og uddannelse kan benytte relevante pædagogiske metoder og efterleve institutionens værdier.

Ifølge tilsynsrapport fra tilsynsbesøg den 25. august 2015 har institutionen en faglig kompetent og altid behjælpelig og tilgængelig ledelse.

Institutionen fik i tilsynsrapporten ”topkarakterer”.

Magtanvendelse må alene finde sted, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet, og der er en indberetningspligt, uanset om der er tale om tilladt eller ikke-tilladt magtanvendelse.

Det er Socialtilsynet, der afgør, om magtanvendelsen er tilladt.

Der er meget snævre rammer for magtanvendelse, som aldrig må erstatte omsorg og socialpædagogisk bistand.

Magtanvendelse skal begrænses til det absolut nødvendige og skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået.

Vold er ikke-tilladt magtanvendelse og kan efter omstændighederne udgøre en straffelovsovertrædelse.

Som udgangspunkt er fastholdelse tilladt, hvis barnet derved hindres i at skade sig selv eller andre.

Klager var tilknyttet T-huset, der tilbyder døgnbehandling af syv børn og unge med autismespektrumforstyrrelser, ADHD, andre beslægtede handicaps og mental retardering.

Kendetegnende for børnene i T-huset er, at de har sociale, kommunikative og indlæringsmæssige handicaps.

Børnene kan desuden være præget af angst, uro og tvangshandlinger.

Klager deltog i tre forskellige kurser under sin ansættelse og blev løbende vejledt og superviseret på lige fod med de øvrige medarbejdere.

I sommeren 2015 oplyste klager indklagede om sin graviditet.

Hun oplyste først om sin terminsdato efter tjenestefritagelsen den 18. september 2015.

Terminsdatoen ville give hende mulighed for at gå på barselsorlov fra den 4. januar 2016.

Inden klager oplyste om sin graviditet, var indklagede ikke blevet gjort bekendt med de alvorlige klager over klagers adfærd.

Først i løbet af efteråret blev klager bekendt med personalets alvorlige klager over klagers adfærd, som også vedrørte perioden før sommerferien 2015.

Dette kan uddybes ved vidneforklaringer.

Klager fik barnet F som kontaktbarn den 14. august 2015, da han flyttede til T-huset fra et af de andre huse.

F var et ni år gammelt barn med mange diagnoser, der medførte fysiske og mentale handicaps, herunder hjerneskade, svær mental retardering, lammelser og svært nedsat syn.

At have et kontaktbarn indebærer blandt andet at have ansvaret for samarbejde, kommunikation og koordination samt praktiske forhold omkring barnet.

Også andre pædagoger og medhjælpere arbejder med barnet.

Den 17. august 2015 fandt to episoder sted, hvor klager udviste en adfærd over for F, der medførte, at forstanderen kom i alvorlig tvivl, om klager havde de pædagogiske evner og dømmekraft samt menneskelige egenskaber, der var nødvendige for at kunne arbejde med institutionens børn.

De to episoder var dels en uberettiget filmoptagelse af F, der var i alvorlig affekt, i stedet for at yde socialpædagogisk omsorg og nærvær, og dels en uacceptabel verbal kommunikation med F, hvilket udelukkende fremkaldte angst hos ham og dermed var med til at eskalere en svær situation for barnet.

Klager havde ingen indvendinger i forhold til episoden med filmoptagelsen.

I forhold til kommunikationen med barnet mente hun, at hun havde sagt ”jeg er ikke bange for dig”, men ikke at hun havde råbt.

Hun klagede over, at hun ikke var blevet gjort bekendt med, at vikaren var i tvivl, om klager havde holdt døren, så F ikke kunne komme ud.

I forbindelse med mailkorrespondancen kom klager blandt andet med klager over forstanderens ledelse.

Forstanderen afsluttede korrespondancen ved at indkalde klager til et nyt møde, der skulle handle om klagers tone over for forstanderen og klagers kommunikation og adfærd over for F.

På mødet den 8. september 2015 gjorde ledelsen det klart for klager, at en hård tone og råben ad børnene var en uacceptabel adfærd og ikke forenelig med institutionens værdier.

Afdelingslederen nævnte flere eksempler, hvor klager havde haft en hård tone over for børn og kolleger, og klager fik flere værktøjer, som hun kunne arbejde med.

Ligeledes, som det også fremgår af referatet, oplyste ledelsen, at ledelsen var imødekommende over for eventuelle ønsker fra klagers side i forbindelse med graviditeten.

Den 17. september 2015 noterede klager en intern registrering af vold, som F skulle have begået over for hende.

Hun indberettede ingen magtanvendelse.

Dagen efter henvendte arbejdsmiljørepræsentanten og omsorgshjælperen, kollega A, som klager havde arbejdet sammen med den 17. september 2015, sig til tillidsrepræsentanten om en række episoder mellem klager og F, som fandt sted aftenen forinden, og som kollega A fandt særdeles voldsomme og rystende.

Kollega A havde oplevet, at klager havde udøvet vold mod F.

Der var flere vidner til de voldsomme episoder.

Det fremgår af kollega As observation, at klager havde alvorlige konflikter med F.

Hun anvendte en hård tone, som medførte, at situationen eskalerede, så kollega A måtte gribe ind og støtte F til at finde ro.

Derudover anvendte klager ved en af episoderne højt-råben og uberettiget fysisk fastholdelse i strid med magtanvendelsesreglerne, institutionens pædagogiske principper og de ledelsesmæssige tilrettevisninger.

Tillidsrepræsentanten og kollega A oplyste mundtligt, at klager generelt udviste manglende forståelse for pædagogiske metoder og tilgange, og at hun ændrede sin adfærd i forhold til børnene afhængigt af, hvilke kolleger hun var sammen med.

De oplevede også, at klager var i stand til at beherske sig, når afdelingslederen var i huset, og når klager arbejdede sammen med mere erfarne kolleger, mens hun udviste en langt mere hård og intimiderende tone, når alene medhjælpere og vikarer var til stede.

Efterfølgende har også andre medarbejdere kontaktet ledelsen med kritik af klagers adfærd over for børn og kolleger, og nogle medarbejdere har i perioder været utrygge ved at gå på arbejde, når klager havde vagt.

Efter mødet med tillidsrepræsentanten kontaktede afdelingslederen forstanderen, og de blev enige om, at klager skulle fritages fra tjeneste ind til videre, mens episoderne blev undersøgt nærmere.

Tjenestefritagelsen var begrundet i, at der kunne være tale om så alvorlige forhold, at det ville være uforsvarligt i forhold til børnene at lade klager komme på arbejde.

Den 18. september 2015 ringede afdelingslederen til klager og meddelte hende, at hun var fritaget fra tjeneste på grund af episoden med F.

Ifølge afdelingslederen oplyste klager under telefonsamtalen, at hun var uforstående over for det oplyste om episoderne dagen før, og at der havde været tale om en almindelig aften.

Under den tjenstlige samtale havde konsulenten fra klagers faglige organisation ingen bemærkninger til ledelsens kritikpunkter, men henviste alene til klagers graviditet, og at der ville være tale om forskelsbehandling på grund af graviditet, hvis klager blev afskediget.

Ledelsen vurderede ikke, at der under den tjenstlige samtale blev tilføjet sagen væsentligt nyt.

Det var derfor ledelsens vurdering, at klager ikke fremadrettet ville kunne udvise en hensigtsmæssig adfærd i tjenesten, og der blev derfor sendt et brev til klager om påtænkt afskedigelse.

Klager og hendes faglige organisation fik en frist til den 21. oktober 2015 til at afgive bemærkninger, men hverken klager eller den faglige organisation afgav høringssvar i høringsperioden.

Under forhandlingen den 27. oktober 2015 fremsatte den faglige organisation en række påstande og indvendinger, der var baseret på klagers oplysninger.

Ledelsen tilbageviste påstandene og fandt dem overraskende og ikke i overensstemmelse med virkeligheden, hvilket bestyrkede ledelsens opfattelse af klagers manglende dømmekraft og udsigt til ændret adfærd.

Parterne blev ikke enige under forhandlingerne.

Det blev i forbindelse med opsigelsen den 29. oktober 2015 indskærpet over for klager, at hun ikke måtte møde frem på arbejdspladsen eller kontakte ansatte i arbejdstiden.

Dette var foranlediget af, at flere medarbejdere havde henvendt sig til ledelsen, fordi de oplevede klager som ubehagelig og truende efter tjenestefritagelsen, og nogle var bange for vold fra hendes side.

Det kom derfor ikke på tale at omplacere hende til andet pædagogisk arbejde i kommunen.

Kollega M henvendte sig til ledelsen den 27. oktober 2015.

Hun oplyste, at klager over for hende havde fremsat trusler om vold mod to andre kolleger, at hun frygtede for sine børns sikkerhed i forhold til klager, at hun ved flere lejligheder havde oplevet klager som verbalt krænkende og intimiderende over for institutionens børn, og at hun selv havde været udsat for vold fra klagers side i form af en mavepuster.

Kollega Ms udtalelser vedrørte tiden, før klager blev gravid.

Hun fremkom først med udtalelserne efter, at klager var fritaget fra tjenesten, da hun følte sig truet af klager.

Indklagede kunne som arbejdsgiver ikke sidde de alvorlige tjenesteforseelser overhøring.

Indklagedes valg af sanktion uanset klagers graviditet var mellem at afskedige hende med varsel eller bortvise hende på grund af antallet af episoder og episodernes alvorlige karakter.

Det er ikke korrekt som påstået af klager under forhandlingen den 27. oktober 2015, at man i institutionen ikke ønskede at ansætte kvinder, der kunne blive gravide.

Pr. 1. september 2015 var der ansat 123 personer, heraf 89 kvinder (72 procent).

67 af de 89 kvinder (godt 75 procent) var i den fødedygtige alder (15-49 år ifølge Danmarks Statistik).

Hertil kommer et stort antal mænd, der kunne forventes at afholde fædreorlov.

I klagers ansættelsesperiode blev der ansat 19 kvinder i den fødedygtige alder, og pr. 1. september 2015 var tre kvinder gravide, og to var på barselsorlov.

Institutionen får dækket alle sine udgifter i forbindelse med medarbejdere, der er fraværende på grund af barselsorlov.

En kvindelig medarbejders afholdelse af barsel mærkes derfor ikke økonomisk, tværtimod er barselsvikarer billigere at ansætte.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselsorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Klager blev afskediget ved brev af 29. oktober 2015, efter at hun den 18. september 2015 var blevet fritaget fra tjeneste.

Det blev ifølge notat af 18. august 2015 og 8. september 2015 påtalt over for klager, at hun ved en episode i august 2015 havde ageret uhensigtsmæssigt over for barnet F ved at optage film af ham, mens han var i affekt, frem for at yde omsorg og ved at råbe ad ham.

Efter en episode i september 2015, hvor klager ifølge en indberetning fra en kollega blandt andet havde fastholdt F og råbt ad ham, blev hun fritstillet.

Det fremgår af referatet fra den tjenstlige samtale og det efterfølgende brev om afskedigelse, at indklagede på baggrund af disse episoder havde mistet tilliden til, at klager fremadrettet ville udvise en hensigtsmæssig adfærd.

Det er på denne baggrund nævnets vurdering, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at fritagelsen af klager fra tjenesten og den efterfølgende afskedigelse af klager ikke var begrundet i klagers graviditet.

Det forhold, at klager ikke følte sig hørt, og at indklagede først blev bekendt med klagerne over klagers adfærd, efter at klager havde oplyst indklagede om sin graviditet, kan ikke føre til en anden vurdering.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

<2015-6810-53930>