Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2016

Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen til en statsborger fra Bangladesh.

Ansøgeren havde i ansøgningen oplyst, at han havde arbejdet hos en bestemt virksomhed som køkkenassistent siden marts 2012, samt at han havde holdt ferie og afspadsering i perioden fra primo juni 2014 til primo august 2014.

Ansøgerens partsrepræsentant havde til støtte for klagen anført, at det er normalt at afholde flextimer i et ansættelsesforhold.

Udlændingenævnet fandt , at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges, da ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse.

Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at det fremgår af lovbemærkningerne, at der ved fast beskæftigelse af et vist omfang som udgangspunkt skal forstås, at udlændingen skal have været i beskæftigelse i omkring 12 måneder op til afgørelsen om forlængelse, og der skal være tale om beskæftigelse af et ikke ubetydeligt omfang.

Hvis udlændingen alene har haft beskæftigelse i et ubetydeligt omfang – f.eks. under 10 timer om ugen – vil opholdstilladelsen som udgangspunkt ikke kunne forlænges.

Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på , at manglende beskæftigelse i omkring fem uger ud af de seneste 12 måneder efter praksis kan medføre forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen.

Denne praksis er fastlagt efter ferielovens § 8, som indebærer, at en lønmodtager har ret til 25 dages ferie årligt.

Desuden lagde Udlændingenævnet vægt på , at ansøgerens arbejdsgiver havde oplyst, at ansøgeren havde holdt ferie i perioden fra primo juni 2014 til primo august 2014, hvoraf fem uger var almindelig ferie, mens det resterende var afholdelse af opsparede ekstra timer udbetalt i henholdsvis juni og juli 2014.

Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund , at ansøgeren ikke havde haft beskæftigelse af et vist omfang i perioden fra primo juni 2014 til primo august 2014, hvilket var ni en halv uge, og ansøgeren havde således afholdt ferie i cirka fire en halv uge mere, end han var berettiget til efter ferieloven.

Udlændingenævnet fandt endvidere , at det forhold, at det er normalt at afholde flextimer i et ansættelsesforhold, ikke kunne føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at lovbemærkningerne må forstås således, at det ikke er muligt at samle sin arbejdstid i nogle perioder for at kunne holde fri i andre perioder, idet man derved ikke ses at have været i beskæftigelse af et ikke ubetydeligt omfang i alle uger i den relevante periode.