Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - ej medhold

J.

nr. 2015-6810-04066

En kvinde, der var ansat i et fleksjob på grund af kronisk hovedpine, blev opsagt.

Indklagede kunne ikke tilbyde klager arbejdsopgaver, der var forenelige med hendes skånehensyn, da det projekt, hun var beskæftiget i, blev afsluttet.

Klager havde på dette tidspunkt været igennem en større omstrukturering.

Klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, men indklagede havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i

forbindelse med, at klager blev opsagt fra sit fleksjob.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev opsagt

fra sit fleksjob.

Sagsfremstilling

Klager har en bacheloruddannelse i erhvervsjura fra 1996 og herudover

erhvervserfaring og efteruddannelse inden for blandt andet projektledelse,

fundraising og kommunikation.

Det fremgår af en speciallægeerklæring af 3. juni 2011, at klager på dette

tidspunkt havde hovedpineepisoder i gennemsnit to gange om ugen

med anfaldsvarighed af 1-3 døgn.

Forløbsformen var som typisk migræne,

halvsidig pulserende hovedpine, undertiden ledsaget af visuelle fænomener

i begyndelsen, fono- og fotofobi, kvalme og opkastning.

Det har

især været medvirkende til, at klager har fået en mere tålelig tilværelse,

at hun fra november 2009 fik tilkendt fleksjob, således at hun arbejder

15 timer ugentligt.

Klager blev pr. 1. september 2012 ansat som fuldmægtig i et fleksjob i

indklagede myndighed i A by.

Hun arbejdede 15 timer om ugen og blev

aflønnet for 37 timers arbejde.

Klager skulle ifølge ansættelsesbrev af 10. juli 2012 i perioden fra 1.

september 2012 til 31. januar 2014 være tilknyttet projekt X hos indklagede

i A by, hvorefter hun pr. 1. februar 2014 skulle omplaceres i indklagede

i A by.

I den periode hun var tilknyttet projekt X, fik hun et pensionsgivende

funktionstillæg på 5000 kr. om måneden udover basislønnen.

Hendes arbejdstimer var fordelt således, at hun havde fri hver onsdag og

de øvrige dage arbejdede fra kl.

9-13, dog fredag fra kl.

9-12.

Hendes arbejdsopgaver i projekt X var ifølge fleksjobaftalen hovedsageligt

ajourføring af hjemmeside, oprettelse af kurser, planlægning af arrangementer,

oprettelse af ægtefælledatabase og kommunikations- og

informationsarbejde i relation til projektet i øvrigt.

Det fremgår af

fleksjobaftalen, at der ikke var tale om en tidsbegrænset stilling, men at

der ved udløbet af projekt X ville blive taget fornyet stilling til, hvad der

skulle være klagers arbejdsopgaver fremadrettet.

Det er i fleksjobaftalen oplyst, at klager lider af migræne og derfor har

skånehensyn i form af behov for i vidt omfang selv at kunne tilrettelægge

sine arbejdsdage, således at de ikke bliver for stressfyldte.

I den fleksjobaftale, der blev indgået mellem indklagede og klagers

bopælskommune den 11. juli 2012 var det aftalt, at følgende skånehensyn

skulle udvises i forhold til klager

"Nedsat arbejdstid, i begrænset omfang grundet koncentrations-

og hukommelsesbesvær skriveopgaver, afgrænsning

af arbejdsopgaver og uden tidsfrister, undgå rejseaktiviteter,

behov for opgaver der er uafhængige af kollegers opgaver,

undgå stress samt at der er et øget sygefravær."

Klager sendte den 1. april 2014 en liste til kontorchefen med oplysninger

om daværende opgaver og forslag til nye opgaver.

Der blev den 2. april 2014 holdt et møde hvor klager, en tillidsrepræsentant,

kontorchefen, en jobkonsulent fra jobcenteret og en HR-medarbejder

deltog.

Det fremgår af et journalnotat om mødet, at klager lider af kronisk hovedpine,

som blandt andet opstår og forstærkes ved stress, lyd og lyspåvirkning

og ved deltagelse i større forsamlinger af mennesker.

Nogle dage

er hendes hovedpine så slem, at hun ikke kan komme på arbejde.

Andre dage kan hun arbejde lidt, helt afhængig af, hvilke opgaver hun

konkret sidder med og afhængig af udefrakommende forstyrrende faktorer.

Klagers kroniske hovedpine er blandt andet årsag til, at hun er blevet

visiteret til et fleksjob og har en § 56-aftale.

Klager oplyste på mødet, at hun har let til stress, når hun præsenteres

for korte afleveringsfrister eller hasteopgaver generelt.

Hun kan endvidere

stresse over den måde, hendes sygdom vil influere på hendes kollegers

arbejde.

Klager mente sig derfor ikke i stand til at indgå i en vagtplan.

Klager oplyste også, at hun havde haft kontakt med indklagedes afdeling

i B by med henblik på at blive lært yderligere op i intranettet, men at

hun havde ikke hørt fra dem.

Klager oplyste på forespørgsel, at hun ikke kunne varetage betjening af

skranken på grund af de mange påvirkninger, der er fra besøgende og

fra lyd og lys.

Hun oplyste også, at hun gerne ville lave skriftlig sagsbehandling

af enhver slags, og hun foreslog, at hun kunne overtage studentens

opgaver.

Klager havde ikke tidligere arbejdet med juridisk sagsbehandling.

Klager oplyste, at det ville være svært for hende at varetage

mødevirksomhed med de ydre påvirkninger, der var forbundet med dette.

Hun havde i sin hidtidige funktion holdt møder, men hun var ikke

vant til konfliktfyldte møder.

Klager oplyste, at hun gerne ville lave kommunikationsopgaver,

og hun foreslog, at hun kunne lave ad hoc opgaver

for kontorchefen.

Indklagede oplyste, at sådanne opgaver typisk er af

hastende karakter og måske vil virke stressende på hende på grund af

de korte tidsfrister, inden for hvilke opgaverne typisk ville skulle afleveres.

Klager foreslog også, at hun kunne arbejde med koordinerende opgaver

for enhed Y hos indklagede, som hun tidligere havde udarbejdet statistisk

materiale til.

Indklagede oplyste til dette, at det ikke var sikkert, at

enheden skulle fortsætte i indklagedes regi, og at de ikke kunne sige, i

hvilket omfang der ville være behov for, at der blev varetaget koordinerende

opgaver.

Afslutningsvis blev klagers løn og muligheden for at beholde kvalifikationstillægget

drøftet.

Der blev holdt endnu et møde den 11. april 2014, hvor indklagede ifølge

et journalnotat gentog de overvejelser, de havde vedrørende mulighederne

for at finde opgaver, som klager kunne varetage samtidig med, at

hendes skånehensyn blev tilgodeset.

Der blev endvidere holdt et møde den 24. april 2014.

Ved brev af 28. april 2014 fik klager meddelelse om påtænkt afskedigelse.

Klager besvarede ved brev af 7. maj 2014 partshøringen.

Ved brev af 28. maj 2014 blev klager afskediget til fratrædelse den 30.

september 2014.

Begrundelsen for afskedigelsen var, at indklagede ikke

kunne tilbyde klager arbejdsopgaver, der var forenelige med de skånehensyn,

der var en betingelse for hendes ansættelse i fleksjob.

Indklagede oplyste i brevet, at indklagede i A by på tidspunktet for indgåelse

af ansættelsesaftalen med klager løste sager inden for samtlige

indklagedes områder.

Pr. 1. juli 2013 afvikles der imidlertid kun familieretlige

mødesager i den afdeling af indklagede som klager var ansat i

samt visse andre opgaver på det familieretlige område, adoption, EU og i

det psykiatriske patientklagenævn.

Indklagede oplyste videre, at de alene anvendte uddannede juridiske

kandidater eller uddannede socialrådgivere/psykologer til opgaverne med

afholdelse af møder på det familieretlige område, ligesom de henviste til,

at klager ikke tidligere havde arbejdet med juridisk sagsbehandling.

Henset til klagers gener, hendes oplysning om, at hun ikke kunne sidde i

skranken og det forhold, at mødeafvikling inden for familieretten vedrører

sager, der ofte kan have et højt konfliktniveau og blandt andet ofte

indebærer et højere lydniveau, fandt indklagede det ikke muligt at tildele

hende opgaver inden for de familieretlige områder, som varetages af

afdelingen i A by.

Tilsvarende gjaldt inden for de andre sagsområder, der

blev varetaget i afdelingen.

Indklagede oplyste, at den studerende, der havde været ansat til at

hjælpe med sagsbehandlingen inden for EU-opholdsretten fratrådte med

udgangen af juni 2014, og at arbejdsopgaverne herefter skulle varetages

af medarbejdere, der havde et forudgående kendskab til sagsområdet,

og som var særligt oplært hertil.

De opgaver, der blev varetaget inden for EU-opholdsretten, bestod primært

i ekspedition ved skranken af de EU-borgere, der mødte personligt

op samt mødeafholdelse med disse.

En meget stor del af arbejdet med

EU-opholdsretten indebar klientkontakt, grundet kravet om personligt

fremmøde, og i perioder ville fremmødet være af et sådant omfang, at

lydniveauet kunne få en karakter, der ikke var foreneligt med klagers

skånehensyn.

Indklagede oplyste, at de ikke havde ressourcer til at

etablere et bagvagtsystem, således at klager kunne indgå i vagtordningen

i forbindelse med modtagelsen af henvendelser fra EU-borgere og

samtidig havde mulighed for at kunne trække sig tilbage de dage eller de

timer, hvor klagers hovedpine fordrede dette.

I forhold til klagers forslag om at løse opgaver for enhed Y oplyste indklagede,

at de anvendte HK-arbejdskraft til at føre statistik over fremmødet

i enhed Y.

Denne opgave tog 10 minutter om ugen.

Indklagede henviste videre til, at de opgaver, der blev løst i afdelingen af

indklagede i A by, havde ændret sig og nu havde en karakter, der ikke

kunne forenes med de skånehensyn, der skulle udvises i forhold til klager.

En aftale om et lavere ugentligt timetal ville ikke ændre på dette.

Indklagedes nye struktur var fastlagt som følge af en politisk aftale,

hvorfor indklagede ikke kunne tilbyde, at klager varetog opgaver i A by,

som i henhold til organiseringen af indklagede var placeret på en anden

af indklagedes lokaliteter.

Indklagede beklagede desuden, hvis klager på mødet den 11. april 2014

havde følt sig presset til at tilsidesætte sine skånehensyn for at beholde

sine arbejdsopgaver.

Klagers faglige organisation gjorde efterfølgende gældende, at afskedigelsen

var i strid med forskelsbehandlingsloven, og at klager havde krav

på en godtgørelse svarende til ni måneders løn.

Indklagede kunne ikke

tilslutte sig dette.

Sagen er indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 21. januar 2015.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet opsagt på grund af handicap, og

at afskedigelsen derfor var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Hun

ønsker en godtgørelse for dette.

I november 2013 bad klager i forbindelse med lønforhandlingerne hos

indklagede sin tillidsrepræsentant om at være opmærksom på, at klagers

funktionstillæg ville falde væk i forbindelse med projekt X´s ophør i starten

af 2014.

Klager anmodede derfor om, at tillidsrepræsentanten gik i

dialog med HR omkring forhandling af et nyt tillæg.

HR mente, at der var tale om en særlig situation og udsatte behandlingen/

forhandlingen af sagen til senere på året.

Der skete intet i flere måneder, og tillidsrepræsentanten rykkede for svar

flere gange.

Alle opgaver i tilknytning til projekt X blev forlænget indtil maj 2014, og

klager vedblev med at være tilknyttet projektet frem til udgangen af

april 2014.

Det var kun de sidste to uger, der bestod i afvikling af projektet.

Den 28. marts 2014 opdagede klager, at hendes funktionstillæg var fjernet

fra lønsedlen for april 2014.

Klager skrev derfor en mail til indklagede,

hvor hun udtrykte sin frustration og vrede over den manglende information

om, at tillægget var blevet fjernet, idet klager på dette tidspunkt

fortsat var tilknyttet projekt X.

Klager blev ringet op af HR-chefen, som beklagede den manglende information

og manglende afklaring omkring tillægget.

HR-chefen lovede, at

der ville komme en afklaring hurtigst muligt, og at der snarest ville blive

holdt et møde om klagers fremtidige arbejdsopgaver.

Samme uge meddelte klagers tillidsrepræsentant, at der ville blive afholdt

et møde med kommunen og HR omkring klagers fremtidige arbejdsopgaver.

Klager havde på dette tidspunkt intet hørt fra sin kontorleder, og hun

sendte ham derfor som forberedelse til mødet nogle forslag til eventuelle

arbejdsopgaver, som klager kunne varetage.

Hun fik ingen respons på

sin mail.

På mødet den 2. april 2014 blev klager spurgt om, hvorfor hun har et

skånebehov, og hvordan hun håndterer sin arbejdsdag, når hun er så

hårdt plaget af migræne.

Klager oplyste om fordele og ulemper ved at arbejde og gav udtryk for,

at hun på trods af sit skånebehov var indstillet på at gøre sit bedste og

tage del i alle opgaver.

Kontorchefen gennemgik under mødet alle de opgaver, som indklagede i

A by varetager.

Efter hver beskrivelse af en arbejdsopgave sluttede kontorlederen

sætningen af med at oplyse, at klager nok ikke kunne udføre

denne opgave som følge af sin sygdom.

Klager udtrykte under mødet sin interesse for at påtage sig udfordrende

opgaver, og klager nævnte, at hun var indstillet på at blive lært op i nye

arbejdsopgaver.

Klager henledte opmærksomheden på arbejdsopgaverne

i EU-afdelingen, som omfatter juridisk sagsbehandling, der på daværende

tidspunkt blev varetaget af en jurastuderende.

Disse opgaver blev i al

den tid klager var ansat udført af en jurastuderende.

Den studerende,

der udførte jobbet på daværende tidspunkt, skulle planmæssigt forlade

jobbet i sommeren 2014.

Klager fik imidlertid oplyst, at indklagede ikke havde tid eller ressourcer

til at oplære hende inden for dette felt.

Klager oplevede mødet som meget ubehageligt.

Der var en anspændt

stemning i lokalet.

Indklagede var under mødet meget afvisende overfor

alle klagers forslag.

Det blev afslutningsvist aftalt, at klager ville få en

afklaring hurtigst muligt og i løbet af samme uge.

Mødet den 11. april 2014 var stort set en gentagelse af mødet den 2.

april 2014.

Klager foreslog på mødet, at hun kunne afprøves i visse opgaver

og derefter kunne indklagede vurdere, om hun var kvalificeret eller

ej.

Dette afviste indklagede.

Klager oplevede på mødet, at hun blev stillet et ultimatum om, at hun

enten skulle sige ja til opgaver, som tilsidesatte hendes skånehensyn -

det vil sige vagter på niveau med de andre medarbejdere - eller finde sig

et andet job.

Klager følte sig presset til at sige ja til at tilsidesætte sine

skånehensyn, og det blev aftalt, at de skulle tale videre om vagtplanerne

efter påskeferien.

Efter grundige overvejelser fortrød klager, at hun havde accepteret en

tilsidesættelse af sine skånehensyn.

Hun skrev derfor til kontorchefen og

bad om, at indklagede forsøgte at finde en alternativ løsning.

Den 23. april 2014, mens klager holdt påskeferie, modtog hun en opringning

fra kontorchefen, som bad hende komme til et møde dagen efter

klokken 12.

Klager mødte op til mødet den 24. april 2014, selv om hun

fortsat havde ferie.

Også dette møde blev indledt med en opremsning af

alle de opgaver, som klager efter kontorchefens opfattelse ikke kunne

varetage på grund af skånehensyn.

Klager fik på mødet oplyst, at indklagede

ikke havde nogen arbejdsopgaver, som klager kunne varetage, og

at HR ville påbegynde en afskedigelsessag.

Afskedigelsen var ikke begrundet i klagers manglende kompetencer eller

virksomhedens forhold, men derimod i klagers handicap.

Klagers handicap og klagers kompetencer var kendt af indklagede, da de

ansatte hende.

De har derfor på dette tidspunkt vurderet, at der var arbejdsopgaver,

som klager kunne varetage både i forbindelse med projekt

X og i resten af indklagede.

Indklagede kan derfor ikke på et senere tidspunkt

hævde, at der ikke er nogle arbejdsopgaver, som klager kan varetage.

Klager er opmærksom på, at der kort tid efter klagers ansættelse blev

gennemført en strukturændring i indklagede, hvor de regionale afdelinger

blev lagt sammen til en enhedsforvaltning med hovedkontor i B by.

I den forbindelse blev der ansat en ny ledelse i indklagede, herunder

også en ny kontorchef i klagers afdeling i A by.

Klager bestrider, at denne strukturændring skulle være årsag til, at klager

ikke længere kunne være ansat hos indklagede.

Afdelingen i A by varetog efter strukturændringen familieretlige mødesager,

herunder sager om separation, skilsmisse, forældremyndighed og

samvær.

Derudover behandlede afdelingen sager om fremmedadoption,

EU-sager og sager til det psykiatriske patientklagenævn.

Klager kunne varetage en lang række af de opgaver, som er knyttet til

disse områder.

Klager har fremlagt den liste, hun udfærdigede til kontorchefen

med forslag til fremtidige arbejdsopgaver.

Klager ville være egnet til at løse opgaver inden for familieretten.

Hun

kunne blandt andet arbejde som børnesagkyndig, da hun har erfaring

med sagsbehandling fra tidligere job hos en arbejdsformidling/jobcenter,

hvor hun også havde svære konfliktfyldte samtaler og møder med klienter.

Arbejdet som børnesagkyndig rådgiver handler primært om at rådgive

forældre og børn i forbindelse med samarbejdsproblemer og uenighed

om samvær, forældremyndighed, barnets bopæl m.m.

Klager har også gennem sit virke som tolk haft utallige konfliktfyldte møder

og samtaler, som ofte førte til større indgriben i klienternes liv.

Klager

er derfor vant til at takle konfliktfyldte samtaler og har taget kurser

vedrørende "den svære samtale" samt kursus i etnisk/kulturel mægling.

Det er ikke helt korrekt, at klager kun i begrænset omfang kunne påtage

sig skriveopgaver og arbejdsopgaver med tidsfrister.

Disse skånehensyn

var vurderet i forhold til klagers tidligere job, hvor hun havde mange

rejseaktiviteter og mange krævende skriveopgaver såsom større rapporter

og analyser.

Skånehensynene blev aldrig justeret til jobbet hos indklagede.

Jobbet hos indklagede var ikke så krævende som klagers tidligere job, så

klager ville sagtens kunne have taget del i opgaver med større fagligt

niveau, hvilket hun også selv påpegede over for sin leder.

Klager har ikke været afvisende overfor at udføre arbejdsopgaver, som

indebar mødeaktivitet, borgerkontakt eller arbejde ved skranken, ligesom

klager ikke har været afvisende over for at deltage i konfliktfyldte

møder.

Klager ønskede blot, at der var tale om afvekslende opgaver,

således at arbejdet ikke udelukkende bestod af skrivearbejde eller mødevirksomhed.

Indklagede lægger tilsyneladende for stor vægt på de nævnte skånehensyn,

idet de ikke tidligere har betydet, at klager ikke ville kunne varetage

mødeopgaver eller arbejde ved skranken.

Klager ville kunne udføre juridisk arbejde i EU-afdelingen, idet indklagede

ikke udelukkende har anvendt jurister til dette.

Der har også hele

tiden været anvendt studentermedhjælpere/jurastuderende.

Studentermedarbejderen i EU-afdelingen var ansat indtil 1. juli 2014.

Det

er ikke korrekt, at denne medarbejders opgaver skulle være flyttet til

indklagedes afdeling i C by.

Da klager spurgte til opgaven på et møde

om hendes fortsættelse hos indklagede, fik hun oplyst, at de ikke havde

ressourcer til at oplære hende inden for det felt.

Derudover mente indklagede

ikke, at hun ville kunne klare opgaven som følge af hendes skånebehov.

I den forbindelse drøftede klagers ledere, at opgaven ville blive

fordelt til de øvrige ansatte i indklagedes afdeling i A by.

I efteråret 2013 fik klager at vide, at hun kunne få arbejdsopgaven med

at opdatere det lokale intranet i indklagede.

Samtidig fik hun lovning på,

at hun ville få en introduktion til dette system.

Klager modtog aldrig denne

introduktion/hjælp.

Der fandtes alene en overordnet vejledning i brugen af intranettet, men

den indeholdt ikke de oplysninger, som klager havde brug for som administrator.

Derfor var yderligere introduktion/oplæring nødvendig, hvilket

indklagede anerkendte.

Som følge af den manglende oplæring/introduktion henvendte klager sig

til IT-afdelingen i B by og fik i den forbindelse at vide, at de ville vende

tilbage, hvilket dog aldrig skete.

Derefter kontaktede klager IT-folk, der

tidligere havde arbejdet med intranettet.

Disse personer havde dog på

grund af overflytning til en anden offentlig myndighed ikke længere tid til

at bistå med en sådan opgave.

Hvis klager ikke magtede opgaven, skyldtes det således manglende oplæring

og ikke manglende kompetencer.

Den kontorchef, der indstillede klager til afskedigelse, har ikke noget

konkret kendskab til klagers kvalifikationer, idet projekt X havde en anden

leder.

Klager har kun haft en meget kortfattet dialog med kontorchefen

vedrørende hendes arbejdsopgaver forud for møderne den 2., 11. og

24. april 2014.

Det er derfor ikke korrekt, når indklagede oplyser, at kontorchefen har

haft en jævnlig dialog med klager.

Forud for møderne vedrørende afskedigelse

af klager, har klager alene haft to samtaler med kontorchefen.

Den første samtale var et præsentationsmøde, og den anden samtale

omhandlede tidsregistreringsprogrammet, som klager blev superbruger

på.

Derudover har klager kun set kontorchefen til afdelingsmøder i A by.

Klager var fysisk placeret i en anden bygning end kontorchefen.

Den manglende viden om klagers kompetencer og inddragelse af klager

indikerer, at indklagede fra starten af ikke har haft noget ønske om at

finde en løsning i forhold til klagers overflytning fra projekt X.

Klager har hjulpet utallige medarbejdere med deres problemer i tidsregistreringsprogrammet.

Hun fik endda meget ros for sin indsats på det

område af sine kolleger.

Hun kan dog ikke udelukke, at der også er kommet

henvendelser til kontorchefen vedrørende tidsregistreringssystemet,

idet han var den anden superbruger på systemet.

Endelig er det ikke korrekt, at kontorchefen skulle have opfordret klager

til at tage del i EU-skranke opgaver.

Det eneste tidspunkt, kontorchefen

har nævnt EU-opgaver over for klager, var under det andet møde, hvor

han stillede klager det tidligere beskrevne ultimatum.

Kontorchefen ønskede

dermed ikke at tage hensyn til klagers skånebehov, idet klager,

såfremt hun ønskede at være i EU-afdelingen, skulle deltage i samme

vagtordning som de øvrige medarbejdere.

Klager var ansat til opgaver i projekt X, og derfor var opgaver i EUskranken

ikke hendes primære felt.

Hun har en enkelt gang varetaget

opgaver i EU-skranken, og det kan derfor ikke udelukkes, at hun har

spurgt sine kolleger om vejledning/råd i forbindelse med nogle henvendelser.

Dette er dog på ingen måde unaturligt eller et udtryk for, at hun

ikke kunne varetage disse opgaver.

Klager har arbejdet i fleksjob i næsten fem år, hvoraf to år i projekt X,

hvor klager havde mange forskellige former for arbejdsopgaver, som

omfattede både skrivearbejde og mødeaktiviteter med større og mindre

forsamlinger.

Klager bestrider, at der ikke inden for indklagedes afdeling i A by er stillinger/

arbejdsopgaver, som ikke kræver indgående kendskab til EU-retlige

problemstillinger eller en juridiske kompetencer ud over den, klager i

forvejen besad.

Det er korrekt, at klager ikke har en kandidatgrad, men hun har anvendt

sin juridiske baggrund i næsten alle de job, hun har haft.

Klager har

blandt andet arbejdet med arbejdsmarkedslovgivningen, integrationslovgivningen

og ligebehandlingslovgivningen på højt plan.

Derudover har

klager også deltaget i arbejdsgrupper, som kom med forslag til lovændringer

især til integrationsindsatsen samt ungeindsatsen i forhold til

arbejdsmarkedet.

Klager bestrider, at indklagede ikke er forpligtet til at omplacere hende i

stillinger uden for det, indklagede betragter som hendes faglige område.

Klager har en bred erfaring og vil derfor kunne varetage mange forskellige

arbejdsopgaver, herunder blandt andet rådgivning af borgere, projektudvikling,

koordinering, tilrettelæggelse af kurser, udarbejde analyser

og pjecer, drift af hjemmeside mv. Klager har fremlagt sit CV.

Der er ikke fra indklagedes side truffet de fornødne foranstaltninger for

at fastholde klager i stillingen.

Indklagede har ikke respekteret de skånehensyn,

der skulle udvises over for klager, ligesom de ikke har været

indstillet på at oplære klager eller tilpasse arbejdsopgaver til klagers

funktionsnedsættelse.

Indklagede har heller ikke redegjort for eller dokumenteret,

hvilke konkrete tiltag der er gjort for at finde en passende stilling

og dermed fastholde klager.

Klager er bekendt med, at indklagede har opslået flere stillinger efter

klagers fratræden.

Indklagede gør gældende, at afskedigelsen af klager ikke er i udtryk for

forskelsbehandling på grund af handicap, og at klager derfor ikke har

krav på en godtgørelse.

Opgavevaretagelsen i A by har ændret sig markant, siden klager blev

ansat i 2012.

Der afvikles nu kun familieretlige mødesager i afdelingen i A by samt

visse andre borgernære opgaver på det familieretlige område, adoption,

EU og i Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Der behandles ikke længere

sager alene på skriftligt grundlag.

Indklagede anvender alene uddannede juridiske kandidater eller uddannede

socialrådgivere/psykologer til opgaverne med afholdelse af møder

på det familieretlige område.

Klager har ikke en kandidatgrad i jura, og

hun har på mødet den 2. april 2014 oplyst, at hun ikke tidligere har prøvet

at arbejde med juridisk sagsbehandling.

Indklagede finder det i den

forbindelse ikke relevant at forholde sig til, hvilke påståede komplekse

skriveopgaver klager måtte have haft i tidligere ansættelser.

Den del af sagsbehandlingen, der kræver en juridisk embedseksamen,

kan klager ikke tage del i, og hun kan heller ikke omplaceres til juriststillinger

på andre områder i indklagede i A by.

Det er indklagedes opfattelse, at klager altid har været afvisende overfor

at skulle udarbejde større skriftlige opgaver, indgå i sagsbehandlingen

eller stå i ekspeditionen.

Klager har kun stået i skranken i meget begrænset omfang og alene for

kortvarigt at aflaste kolleger.

Kontorchefen har løbende observeret, at

når en EU-borger henvendte sig i skranken, hentede klager en kollega til

at hjælpe den pågældende.

Hun har ikke været interesseret i borgerkontakt

og skrankearbejde og i de tilfælde, hvor hun har gjort det, har hun

arbejdet meget uselvstændigt, og har i langt de fleste tilfælde overladt

ekspeditionen til sine kolleger.

Det har ikke været muligt, at finde opgaver til klager inden for det område,

som varetages af indklagede i A by, idet klager lider af kronisk hovedpine,

som opstår og forstærkes ved stress, lyd og lyspåvirkning og

ved deltagelse i større forsamlinger af mennesker, ligesom mødeafvikling

inden for familieretten vedrører sager, der ofte kan have et højt konfliktniveau

og ofte indebærer et højt lydniveau.

Ifølge fleksjobaftalen kan klager på grund af koncentrations- og hukommelsesbesvær

kun i begrænset omfang påtage sig skriveopgaver og arbejdsopgaver

med tidsfrister.

De sager, der er henlagt til afdelingen i A by, kræver mødevirksomhed

og efterfølgende skriftlig sagsbehandling og er kendetegnet ved, at de

skal løses hurtigt og inden for visse fastsatte frister for at sikre borgernes

retskrav.

De opgaver, der varetages inden for EU-opholdsretten, består primært i

ekspedition ved skranken af de EU-borgere, der møder personligt op

samt mødeafholdelse med disse.

I perioder vil fremmødet ved EU-skranken være af et sådant omfang, at

lydniveauet kan få en karakter, der ikke er foreneligt med klagers skånehensyn.

På mødet den 2. april 2014 oplyste klager også, at hun ikke ville kunne

varetage betjening af skranken på grund af de mange påvirkninger, der

sker fra besøgende og lyd og lys.

Klager oplyste videre, at det nok ville

være svært for hende at afholde møder.

Hun var således ikke vant til

konfliktfyldte møder.

Ifølge fleksjobaftalen har klager behov for opgaver, der kan varetages

uafhængigt af kollegers opgaver og vagtplaner.

Det er en væsentlig forudsætning for at kunne være sagsbehandler i sager

vedrørende EU-opholdsretten, at man som medarbejder i oplæringsfasen

og efterfølgende i en stor del af tiden kan stå i ekspeditionen og

vejlede fremmødte ansøgere.

Det er ved dette arbejde, at man opnår

den fornødne erfaring og evnerne til at kunne foretage sagsbehandlingen.

På mødet den 2. april 2014 forklarede klager, at hun ikke kunne indgå i

en vagtplan, idet det ville stresse hende, hvis hun på grund af fravær ikke

ville kunne løfte opgaven.

Indklagede havde en fuldtidsjurist ansat til at varetage sags- og klagebehandlingen

på EU-området.

Denne jurists ansættelse ophørte med udgangen

af november 2013.

Herefter blev næsten alt juridisk sagsbehandling

varetaget fra de øvrige EU-afdelinger i landet, især afdelingen i C by

fik tilsendt hovedparten af sagerne fra A by.

I begyndelsen af 2014 blev det således besluttet, at opnormere indklagedes

EU-afdeling i C by og efter sommeren 2014, blev det endvidere besluttet,

at EU-afdelingen i C by skulle varetage stort set al juridisk sagsbehandling

på EU-området for alle afdelinger af indklagede.

Den stud.

jur., der var tilknyttet området, indgik også i arbejdet på forældreansvarsområdet,

og hovedparten af arbejdstiden gik med øvrigt

almindeligt skrankearbejde.

På baggrund af klagers egne oplysninger om, at hun ikke kunne tåle et

højt konflikt-, lyd- og lysniveau og af den grund ville have brug for et

bagvagtsystem, der kunne aflaste hende, finder indklagede, at klager

ikke er egnet og disponibel i forhold til varetagelse af skranke- eller mødefunktioner,

idet det ikke ville være muligt, at indtænke en medarbejder

med klagers kompetencer i det arbejde, der foregår uden for skranken.

Arbejdet uden for den umiddelbare ekspedition i sager vedrørende EU-opholdsretten

kræver betydeligt kendskab til området samt juridiske kompetencer.

Indklagede har ikke ressourcer til at etablere eksempelvis et bagvagtsystem

i EU-opholdsretten, således at klager ville kunne indgå i vagtordningen

i forbindelse med modtagelsen af henvendelser fra EU-borgere,

og samtidig have mulighed for at kunne trække sig tilbage de dage eller

de timer, hvor hendes hovedpine konkret fordrede det.

Alle administrative funktioner er som en del af den nye organisering af

indklagede på landsplan samlet i hovedkontoret i B by.

Al kursustilrettelæggelse

sker centralt derfra ligesom driften og supporten af indklagedes

IT sker derfra.

Der er derfor ikke egentlige IT-opgaver i afdelingen i A

by, som klager kunne have varetaget.

Klager har heller ikke det fornødne

kendskab til IT for at kunne løse opgaver i indklagedes nye og efterhånden

yderst komplicerede IT-system.

Kontorchefen oplevede, at alle henvendelser vedrørende tidsregistreringssystemet

blev sendt til ham eller til den centrale IT-afdeling, selv om klager var lokal IT-bruger i systemet.

Klager kunne ikke løse de IT-problemer,

der var.

Klager ville ikke kunne varetage de meget begrænsede

IT-opgaver, der varetages i afdelingen i A by.

Opgaverne har et endog

meget lavt timeforbrug, idet langt størstedelen af IT-opgaverne varetages

centralt fra hovedkontoret i B by.

Det har ikke været driftsmæssigt muligt at tilrettelægge arbejdet med

opgaver, som klager kunne varetage på trods af hendes funktionsnedsættelse.

Det er konkret begrundet, at klagers skånehensyn ikke kunne

passes ind i den nye struktur og i opgavesammensætningen i afdelingskontoret

i A by.

Der er ikke en generel forpligtelse til at omplacere en fleksjobmedarbejder

uden for den pågældendes faglige område.

De resterende opgaver

som indklagede i A by rådede over, og som klager ville kunne sættes til,

var opgaver uden for hendes faglige område.

Klager er ikke disponibel og

egnet i relation til disse opgaver, idet det primært vil være betjentopgaver,

der har fysisk karakter eller opgaver for kontorchefen, der er kendetegnet

ved korte frister.

Der er endvidere tale om mindre ad hoc opgaver,

som ikke vil kunne udfylde en stilling.

Klager er ikke kompetent, egnet og disponibel til at varetage opgaverne i

skranken, inden for EU-opholdsretten eller inden for andre af de opgaveområder,

der varetages i A by.

Der er foretaget de nødvendige undersøgelser

af, om klager med de nødvendige tilpasninger vil kunne varetage

opgaverne, hvorved afskedigelse ville kunne være undgået.

Indklagede har på intet tidspunkt i forløbet tillagt klagers sygefravær

vægt ved vurderingen af hendes ansættelsesforhold i indklagede.

De har

alene foretaget en vurdering af hendes skånebehov sammenholdt med

de opgaver, som indklagede skal have løst.

Projekt X ophørte pr. 31. januar 2014.

I perioden fra februar til maj skete

der overvejende en afslutning af den økonomiske del af projektet

samt opsamling af data - det vil sige varetagelse af opgaver, der ikke

direkte var en del af klagers portefølje.

Forlængelsen af projekt X vedrørte

således alene afrapporteringen og den økonomiske afslutning af

projektet.

Klagers leder på projekt X var ansat som projekttovholder uden formelt

personaleansvar.

Kontorchefen i A by afholdt således alle møder vedrørende

projekt X og kendte også til klagers arbejdsopgaver og indsats.

Kontorchefen havde fra 3. kvartal 2013 og fremad jævnligt samtaler med

klager om, hvilke funktioner/opgaver hun kunne udføre, når projekt X

sluttede.

Kontorchefen talte med klager i hvert fald en gang hver 14.

dag.

Kontorchefen aftalte med klager, at hun skulle melde tilbage med,

hvilke opgaver/funktioner hun kunne se sig selv udføre, når projektet

sluttede.

I processen med at finde opgaver til klager, blev de enige om,

at hun kunne blive afdelingens superbruger på tidsregistreringsprogrammet.

Klager blev uddannet til dette og fik samtidig ansvaret for afdelingens

intranetside.

Indklagede opfordrede jævnligt klager til i forbindelse med hendes arbejde

på projekt X at prøve arbejdsopgaverne i skranken, men hun tilkendegav

overfor kontorchefen, at hun ikke var interesseret heri.

Den opgaveliste klager havde udfærdiget over arbejdsopgaver, som hun

mente, hun kunne varetage, var omdrejningspunktet for samtalerne den

2. og 11. april 2014 og var udgangspunktet for indklagedes vurdering af,

hvilke opgaver klager kunne varetage.

Børnesagkyndig rådgivning er et tilbud til forældre, som blandt andet er

uenige om forældremyndigheden over deres fælles barn, hvor barnet

skal bo, og hvor meget samvær, der skal være med barnet.

Børnesagkyndig

rådgivning er også et tilbud til børn.

Da der er tale om et yderst ansvarsfuldt arbejde, beskæftiger indklagede

kun erfarne børne- og familiesagkyndige rådgivere, psykologer og socialrådgivere,

som har speciel erfaring med rådgivning til forældre og børn.

Indklagede er ikke enig i, at klager kunne håndtere hvervet som børnesagkyndig

rådgiver, idet klager ikke har de fornødne faglige kompetencer

til at bestride dette arbejde, og idet hun selv har oplyst, at hun ikke kan

indgå i faste opgaver/vagtplaner og ikke tåler støj m.v. Arbejdet som

børnesagkyndig rådgiver er tilrettelagt med en meget fast og hyppig mødenorm.

Møderne har ikke sjældent et betydeligt konfliktniveau med et

dertil hørende højt støjniveau, hvor det er den børnesagkyndiges opgave

at få de involverede parter til at samarbejde.

De af indklagedes opgaver, der løses i afdelingen i A by, har ændret sig

og har nu en karakter, der konkret ikke kan forenes med de skånehensyn,

der skal udvises i forhold til klager.

En aftale om et lavere ugentligt

timetal, ville ikke ændre på dette.

De hjælpeforanstaltninger indklagede ville kunne tilbyde klager med henblik

på at muliggøre, at hun kunne udføre de væsentligste funktioner i

forhold til opgavevaretagelsen var et kontor eller rum, som hun kunne

trække sig tilbage til, når de ydre påvirkninger blev for store.

En sådan

tilbagetrækning var dog kun forenelig med varetagelsen af skriftlig sagsbehandling,

der ikke var betinget af borgerkontakt eller mødevirksomhed.

Klager besidder ikke de fornødne juridiske kvalifikationer til dette

arbejde, som inden for EU-retten i øvrigt varetages af en anden afdeling

af indklagede.

Indklagede har konkret undersøgt mulighederne for at indrette arbejdspladsen

og arbejdsopgaverne, så langt som det var hensigtsmæssigt til

klagers skånebehov, inden der blev truffet afgørelse om afskedigelse.

Afskedigelsen af klager var udslaget af en vurdering af hendes faglige og

erfaringsmæssige kvalifikationer samt uddannelsesmæssige baggrund

sammenholdt med indklagedes behov inden for opgaveløsningen på tidspunktet

for afskedigelsen.

Indklagede havde og har ikke opgaver, som

kræver en ansat med den uddannelsesmæssige og erfaringsmæssige

baggrund, som klager har.

Indklagedes nye struktur er fastlagt i lovgivningen som følge af en politisk

aftale herom, og indklagede kan derfor ikke tilbyde klager opgaver,

som er placeret på en anden af indklagedes lokaliteter.

Indklagede har siden afskedigelsen af klager haft et enkelt stillingsopslag

i afdelingen i A by.

Det drejer sig om en medarbejder til skranke- og serviceopgaver

med ansættelsesstart den 1. marts 2015.

Klager havde ikke

de fornødne faglige kompetencer til at bestride denne stilling, der endvidere

var fysisk krævende på grund af løft, skub mv.

Det er ikke relevant at inddrage oplysninger om oprettelse af praktikpladser

for elever, herunder kontorserviceelever, idet området er lovreguleret

og indklagede er underlagt en kvoteordning.

Indklagede er således

uden indflydelse på, hvor mange praktikpladser, der skal udbydes.

Det er heller ikke relevant at inddrage oplysninger om stillingsopslag i

indklagedes øvrige afdelinger, idet disse ikke har nogen umiddelbar relevans

for opgavevaretagelsen i afdelingen i A by.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på

grund af blandt andet handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling

på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven)

En arbejdsgiver må ikke på grund af handicap forskelsbehandle lønmodtagere

eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse,

forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-

337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i

forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes

således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt

diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom

medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale

eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre

den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod

med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed.

Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke

afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet

af dette begreb.

Det er arbejdstageren, der har bevisbyrden for, at der foreligger et handicap i lovens forstand.

Klager lider af kronisk hovedpine med en forløbsform som er typisk for

migræne med halvsidig pulserende hovedpine, undertiden ledsaget af

visuelle fænomener i begyndelsen, fono- og fotofobi, kvalme og opkastning.

Klager blev fra november 2009 tilkendt et fleksjob, hvilket har været

medvirkende til, at hun har fået en mere tålelig tilværelse.

Det er i fleksjobaftalen oplyst, at klager lider af migræne og derfor har

skånehensyn i form af behov for i vidt omfang selv at kunne tilrettelægge

sine arbejdsdage, således at de ikke bliver for stressfyldte.

Hun har

skånehensyn i form af behov for nedsat arbejdstid, skriveopgaver i begrænset

omfang grundet koncentrations- og hukommelsesbesvær, afgrænsning

af arbejdsopgaver og uden tidsfrister, undgå rejseaktiviteter

og behov for opgaver der er uafhængige af kollegers opgaver.

Klagers kroniske hovedpine har således medført en funktionsbegrænsning

i forhold til hendes arbejde på kontor, og denne begrænsning må

anses for at være af lang varighed.

Klager har på denne baggrund et

handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager blev opsagt med henvisning til, at indklagede ikke kunne tilbyde

klager arbejdsopgaver, der var forenelige med hendes skånehensyn.

Da klagers skånehensyn skyldtes hendes handicap, har klager påvist

faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er

blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap.

En arbejdsgiver skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i

betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap

adgang til at udøve beskæftigelse, med mindre arbejdsgiveren derved

pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang

lettes gennem offentlige foranstaltninger.

Det er en forudsætning for, at arbejdsgiveren kan anses for at have tilsidesat

tilpasningsforpligtelsen, at arbejdstageren godtgør, at arbejdsgiveren

på opsigelsestidspunktet vidste eller burde vide, at arbejdstageren

var handicappet i lovens forstand.

Indklagede har ansat klager i et fleksjob under hensyntagen til de i den

forbindelse beskrevne skånehensyn.

Der blev desuden den 2. april 2014

afholdt et møde, hvor der blandt andet deltog en konsulent fra jobcenteret.

Mødet blev afholdt med henblik på at drøfte klagers fremtidige arbejdsopgaver,

efter at hendes hidtidige opgaver bortfaldt.

Klagers skånehensyn

blev i den forbindelse omtalt på mødet.

På den baggrund finder Ligebehandlingsnævnet, at indklagede på opsigelsestidspunktet

vidste, at klagers kroniske hovedpine havde medført et

handicap.

Det fremgår af præmis 57 i Ring/Werge-dommen, at direktiv 2000/78

ifølge 17. betragtning ikke kræver fortsat ansættelse af en person, der

ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste

funktioner i forbindelse med den pågældende stilling med forbehold af

forpligtelsen til i rimeligt omfang at foretage tilpasninger af hensyn til

personer med handicap, herunder en eventuel nedsættelse af disse personers

arbejdstid.

Klager blev ansat til at varetage nogle bestemte arbejdsopgaver inden

for et bestemt projekt.

Da disse opgaver bortfaldt, skulle indklagede forsøge

at finde andre opgaver til klager.

Indklagede havde på dette tidspunkt været gennem en større omstrukturering,

hvor en del af indklagedes opgaver ikke længere blev varetaget

i indklagede og en del ikke længere blev varetaget i indklagedes afdeling

i A by.

Tilbage i A by var familieretlige mødesager samt visse andre opgaver

på det familieretlige område, adoption, EU og i det psykiatriske

patientklagenævn.

Indklagede har oplyst, at de alene anvender uddannede juridiske kandidater

eller uddannede socialrådgivere/psykologer til opgaverne med afholdelse

af møder på det familieretlige område.

Klagers arbejdsopgaver skulle tilrettelægges i forhold til hendes skånehensyn,

hvor der efter det oplyste var behov for, at klager kunne tilrettelægge

sine arbejdsdage, således at de ikke bliver for stressfyldte.

Hun

havde behov for nedsat arbejdstid, skriveopgaver i begrænset omfang

grundet koncentrations- og hukommelsesbesvær, afgrænsning af arbejdsopgaver

og uden tidsfrister, undgå rejseaktiviteter og behov for

opgaver der var uafhængige af kollegers opgaver.

Det fremgår af journalnotat fra mødet den 2. april 2014, at klager selv

oplyste, at hun ikke kunne indgå i en vagtplan, idet det ville stresse hende,

hun kunne ikke varetage betjening af skranken på grund af påvirkninger

fra besøgende, lyd og lys, hun havde ikke erfaring med juridisk

sagsbehandling, og hun ville have svært ved at varetage mødevirksom20

hed med de ydre påvirkninger, der var forbundet med dette, ligesom hun

ikke var vant til konfliktfyldte møder.

Klager var ansat til at varetage projekt X, og det blev ved hendes tiltræden

aftalt, at hun pr. 1. februar 2014 skulle omplaceres i indklagede i A

by.

Klager har oplyst, at hun i forbindelse med mødet den 11. april 2014

følte sig presset til at sige ja til nye opgaver, som tilsidesatte hendes

skånehensyn, at påtage sig vagter på niveau med de andre medarbejdere.

Hun måtte efterfølgende meddele, at hun ikke kunne dette og bad

kontorchefen om at forsøge at finde en alternativ løsning.

På den baggrund har Ligebehandlingsnævnet lagt til grund, at indklagede

med de opgaver der var tilbage i A by og med inddragelse af klager havde

foretaget tilstrækkelige vurderinger, men ikke havde mulighed for at

finde arbejdsopgaver, der i tilstrækkeligt omfang tog hensyn til klagers

skånehensyn, som de var aftalt i forbindelsen med etableringen af

fleksjobbet, og som klager selv havde givet udtryk for på mødet den 2.

april 2014.

Nævnet finder derfor, at indklagede har løftet bevisbyrden for i tilstrækkelig

grad at have opfyldt sin tilpasningsforpligtelse, herunder at placeringen

af klager i en ny funktion ville have pålagt indklagede en uforholdsmæssig

stor byrde.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Sagens oplysninger

Sagen er behandlet på grundlag af

<2015-6810-04066>

-

Klagen modtaget den 21. januar 2015 med bilag

-

Indklagedes bemærkninger af 25. februar 2015

-

Klagers bemærkninger af 30. marts 2015 med bilag

-

Indklagedes bemærkninger af 24. april 2015

-

Klagers bemærkninger af 27. maj 2015 med bilag

-

Indklagedes bemærkninger af 24. juni 2015