Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - chikane - ej medhold - uanset handicap - kommuner

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - chikane - ej medhold - uanset handicap - kommuner

J.

nr. 2015-6810-02711

En social- og sundhedshjælper var i en måneds praktik på et plejecenter.

Hun mente, at hun blev chikaneret på grund af blandt andet en medfødt fejl på højre hånd.

Uanset om social- og sundhedshjælperen havde et handicap, var der ikke noget, der tydede på, at medarbejdere ved plejecentret bevidst eller ubevidst havde behandlet hende chikanøst i relation til et muligt handicap.

Social- og sundhedshjælperen fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling i form af chikane på

grund af handicap i forbindelse med klagers virksomhedspraktik på et

plejecenter i den indklagede kommune.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Den indklagede kommune har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven

i forbindelse med klagers virksomhedspraktik i december

2014.

Sagsfremstilling

Klager, som er uddannet social- og sundhedshjælper, er født med en fejl

på højre hånds fingre.

Hun var i perioden 1. december 2014 til den 31.

december 2014 i ulønnet virksomhedspraktik på et plejecenter i den indklagede

kommune.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling.

To social- og sundhedsassistenter på plejecentret chikanerede klager.

De

betragtede klager som syg.

Hun blev opfattet som en sindssyg/dement

person.

En af social- og sundhedsassistenterne fik flere praktikanter til at spørge

klager om, hvad der var sket med hendes fingre.

Klager blev nedgjort og

fik mange spørgsmål om sit privatliv, sin fortid og sine tidligere praktikophold.

Social- og sundhedsassistenten brugte oplysninger om klagers

tidligere praktiksted som kosmetolog og oplysninger fra Jobcentret.

Klager er uddannet social- og sundhedshjælper, men social- og sundhedsassistenten

satte spørgsmålstegn ved klagers uddannelse.

Klager

blev behandlet som om, at hun ikke var uddannet social- og sundhedshjælper.

Klager blev testet.

Social- og sundhedsassistenten skrev beboernes navne

på gule og røde papsedler, så klager kunne huske, hvor beboerne

skulle sidde, ligesom klager skulle lugte til termokander og fortælle, om

de lugtede af te eller kaffe osv. Social- og sundhedsassistenten krævede,

at klager skulle spørge ind til alt, inden hun foretog sig noget.

Pågældende

oplyste også klager om, at klager ikke kunne klare arbejdet, og at

hun skulle finde noget andet.

Klager blev sat til mange forskellige arbejdsopgaver,

mens de andre holdt fri eller deltog i møder.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling

på grund af handicap.

Såfremt Ligebehandlingsnævnet kommer frem til, at indklagede har

handlet i strid med forskelsbehandlingsloven, bør godtgørelsen maksimalt

fastsættes til 5.000-10.000 kr. Klager var i ulønnet virksomhedspraktik,

og hendes dagpengebeløb var 780,00 kr. pr. dag.

Ingen af medarbejderne kan genkende klagers beskrivelse af forløbet.

Indklagede var bekendt med klagers uddannelse som social- og sundhedshjælper,

og klager fulgte det faste introduktionsprogram, som var

gældende for alle i virksomhedspraktik på plejecentret.

Medarbejdere i

virksomhedspraktik arbejder altid sammen med og er under daglig supervision

af en fast medarbejder på plejecentret.

Klager blev introduceret

til arbejdet, og hun var fra starten meget interesseret i arbejdet som

social- og sundhedshjælper.

Beboerne opfattede klager som en venlig

person.

De medarbejdere, der hjalp klager i perioden, var alle opmærksomme på

eventuelle sprogbarrierer og gik ikke i dialog om private forhold, med

mindre klager selv indledte en dialog.

Det fremgik af klagers CV, at hun havde arbejdet som kosmetolog.

Oplysningerne

i CV'et udleveres ikke til medarbejderne på afdelingen, så

klager må selv have fremkommet med oplysninger herom.

Klager havde oplyst, at hun havde et synligt handicap, som ikke forhindrede

hende i at udføre arbejdet.

Det var forventeligt, at klager lod den

ne oplysning indgå i dialogen om arbejdsopgaver og eventuelt arbejdsredskaber.

Den social- og sundhedsassistent, som klager henviser til, har i mange år

været vant til at varetage pleje- og omsorgsopgaver i forhold til beboere

med demens og andre fysiske og psykiske lidelser.

Hun kan derfor tydeligt

adskille symptomer og adfærd.

Det er helt almindeligt i en oplæringsperiode

at tale med nye medarbejdere og at stille spørgsmål inden

en given opgave udføres.

Mange af beboerne har bordkort, der lægges på bordet som en del af

borddækningen.

Bordkortene har til formål at tilgodese beboernes behov

og hjælpe nye medarbejdere med at varetage beboernes behov.

Klager fik tilbudt fastansættelse efter praktikken, såfremt hun kunne

opnå en aftale med Jobcentret herom.

Indklagede er derfor uforstående

over for, at klager har fået en opfattelse af, at en medarbejder skulle

have vejledt klager om at søge andet arbejde.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på

grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet

mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår heraf, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere

eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse,

forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår på

grund af handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling med hensyn til arbejdsvilkår skal fortolkes

således, at en arbejdsgiver har pligt til at stille et chikanefrit miljø

til rådighed og til i et rimeligt omfang at sikre sine medarbejdere mod

chikane.

Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden

i relation til en persons handicap mv. finder sted med det formål

eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende,

fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den

pågældende.

Uanset om klager måtte anses for at have et handicap, finder nævnet

ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning

til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling i form af

chikane.

Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremlagt oplysninger,

der tyder på, at medarbejdere ved indklagede bevidst eller ubevidst over for klager har handlet på en måde, som kan karakteriseres

som chikane i relation til klagers mulige handicap.

Klagen tages derfor ikke til følge.

Sagens oplysninger

Sagen er behandlet på grundlag af

<2015-6810-02711>

-

Klagen af 21. december 2014

-

Indklagedes bemærkninger af 23. februar 2015

-

Klagers bemærkninger af 16. oktober 2014

-

Indklagedes bemærkninger af 7. januar 2016 med bilag

-

Klagers bemærkninger af 19. januar 2016