Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - parts- og vidneforklaringer
Statutory Text (4 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - parts- og vidneforklaringer
J.
nr. 2015-6810-03148
En ubefaren skibsassistent mente sig forskelsbehandlet af indklagede på grund af etnisk eller national oprindelse i forbindelse med en tur til Afrika.
Skibsassistenten er fra Slovakiet og har været bosat i Danmark i 7 år.
Der var for nævnet tvivl om, hvad der var foregået ombord på skibet, og dette kunne kun afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk eller
national oprindelse i forbindelse med, at klager i en periode var ansat
som ubefaren skibsassistent hos indklagede.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om
klager er blevet forskelsbehandlet på grund af etnisk eller national oprindelse,
kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Sagsfremstilling
Klager var i perioden 8. oktober 2013 til februar 2014 ansat som ubefaren
skibsassistent hos indklagede på en tur til Afrika.
Klager er fra Slovakiet.
Han har boet i Danmark i 7 år.
I klagers kontrakt stod der, at hans løn var 12.000 kr. + 1000 kr. for
skiftevagt og 1 = ½ fridag.
Det betød, at han skulle sejle fire måneder
og derefter fik løn for de efterfølgende to måneder hjemme i Danmark.
Klagen er indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 14. januar 2015.
Efter partshøring er indklagede afgået ved døden.
Det er oplyst, at boet
behandles i Holland.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på
grund af sin baggrund, idet han kommer fra Slovakiet.
Klager henviser til, at indklagede flere gange har været racistisk over for
ham.
Klager blev konstant svinet til.
Han blev blandt andet kaldt "white nigger".
Klager bestrider, at han har sagt, at danskere er dumme og nemme at
snyde.
Han kunne ikke drømme om at snyde systemet.
Han fik gammel mad, og han skulle arbejde mere end aftalt i kontrakten
uden at få betaling for det.
Der var ikke nogen kok med på turen, så det var ejeren selv, der ordnede
alt med kosten.
Indklagede låste al maden inde, og der var tre dage,
hvor klager blev nægtet mad.
Det er ikke korrekt, at klager skulle have spist mere eller mindre al maden.
Der var masser af flaskevand med på turen, men det måtte han heller
ikke drikke.
Han skulle drikke vand fra hanen, hvilket er filtreret
havvand.
I Afrika havde de nogle dage, hvor de ikke skulle arbejde.
Det er lovpligtigt
at have sine papirer og sit pas på sig, men indklagede ville ikke udlevere
hans papirer og pas.
Klager er en stille og rolig type, som bider meget i sig, men der var diskussioner.
Klager har dog aldrig svinet indklagede til på nogen måde.
Klager bestrider, at han har nægtet at udføre sit arbejde og bare har
ligget i sengen.
Han er ikke den type, der bare ligger og daser.
Klager
har en meget høj arbejdsmoral.
Klager har fået 12.000 kr. i oktober, november, december 2013 og januar
2014.
Trods skiftevagt udeblev de 1.000 kr., og han mangler stadig at
få løn for februar 2014 og for de to måneder hjemme.
Klager har flere gange forsøgt at få indklagede til at betale klagers tilgodehavende,
men indklagede mener, at han har fået det.
Det fremgår af
klagers lønseddel for februar 2014, at han har penge til gode.
Klager er blot en af mange, der ikke har fået udbetalt løn trods udført
arbejde.
Der blev heller ikke indbetalt atp-bidrag, selv om beløbet blev trukket af
klagers løn.
Det skete først i december 2014, efter at klager tog kontakt
til atp.
Der blev heller ikke indbetalt til feriekonto.
Det fremgår af kontrakten, at der er en opsigelsesfrist på 14 dage, og
klager sagde op 14 dage før, de gik i land.
Da han kom hjem til Danmark, kunne han ikke få dagpenge, da indklagede
meddelte A-kassen, at han havde sagt op før tid.
Det mener klager
ikke, at han havde, men hvis det var tilfældet, var det berettiget, da ingen
kan forlange, at han skulle arbejde, når han ikke fik løn som aftalt.
Det endte med tre ugers karantæne i A-kassen.
Det er ikke korrekt, at klager tog jobbet for at kunne få dagpenge.
Klager er hverken den første eller sidste, indklagede har behandlet sådan.
Indklagede er meget berygtet inden for søfart.
Havde klager været
dansker, havde indklagede nok respekteret ham, men indklagede ved at
klager ikke bliver hørt, og har derfor behandlet ham usselt.
Klager har hele tiden troet, at indklagede udelukkende var efter ham,
fordi han er udlænding.
Han er dog kommet i tvivl, da han efterhånden
har hørt flere historier i samme stil, hvor det gik ud over danskere.
Uanset hvad bør den behandling, klager var udsat for, aldrig accepteres.
Indklagede gør gældende, at han ikke har udsat klager for forskelsbehandling
på grund af etnisk eller national oprindelse.
Indklagede sejlede sammen med klager og den øvrige besætning, som
bestod af en svensk styrmand og en maskinmester fra Guyana, som har
sejlet med indklagede i rigtig mange år.
Klager var gennem hele ansættelsen
fuldstændig umotiveret i forhold til at arbejde.
Det er en vanvittig beskyldning at kalde indklagede diskriminerende og
racistisk.
Alle indklagedes besætningsmedlemmer er af anden nationalitet,
hvilket han intet har imod.
Der var hver dag ballade med klager om ingenting, når han skulle udføre
det arbejde, han var ansat til, og den øvrige besætning måtte hver dag
høre ham sige, at han kunne tjene så meget mere ved at lave sort arbejde
i Danmark, da danskere er så dumme og nemme at snyde.
En af de
bemærkninger, indklagede konstant måtte høre på, var, at Danmark er
et lorteland, og at danskere alle er nogle idioter.
Klager har flere gange pralet af, at den eneste grund til, at han tog jobbet
hos indklagede var, at han så kunne få dagpenge.
Desværre for klager
blev han ikke fyret af indklagede.
Klagen burde være omvendt, da det var klager, der var diskriminerende
og rakkede Danmark ned.
Generelt opførte klager sig rigtig dårligt ombord, men da de var begyndt
på en lang rejse, havde indklagede ikke mulighed for at afløse ham med
en anden.
Drikkevandet om bord på skibet bliver lavet af et meget kostbart system,
som laver det reneste vand, man kan få.
Der var desuden altid ubegrænset
adgang til juice, mælk, te og kaffe samt mineralvand på flaske.
Der
var også mulighed for at købe sodavand og cigaretter.
Indklagede er udlært kok, og det var derfor ham, der lavede mad ombord.
Der blev lavet frisk mad hver dag til alle, og maden var altid af høj
kvalitet.
Indklagede har altid været kendt for, at man spiser rigtig godt
ombord, og der er aldrig nogen ombord, der bliver nægtet mad eller
vand.
Klager var dog en kæmpe madgris og havde absolut ingen respekt for, at
man var nødt til at rationere maden med omhu, når man skal være på
havet i måneder ad gangen, så der fortsat er mad til alle på hele turen.
Indklagede har adskillige gange taget klager i at stjæle proviant og gemme
det i sit kammer.
Det er første gang i over 24 år, at indklagede har
følt, at han var nødsaget til at holde opsyn med provianten.
Der var adskillige gange på rejsen, hvor klager ikke gad møde på arbejde
og bare blev i sengen i flere dage i træk.
Han har ligeledes nægtet at
tage nattevagter, selvom aftalen lød på to-skiftsvagter.
For hver fulde arbejdsdag optjente klager en halv fridag, men hvis han
holdt fri, blev der trukket i fridagene, mens lønnen kørte videre.
Undervejs forsinkede klager skibets afgang med seks timer, fordi han
uden aftale var gået i land for at komme på internettet.
Dette til trods
for at han vidste, at de skulle sejle.
Ved ankomsten til Holland ville klager hjem, selvom han havde 7 dages
opsigelse.
Han gik således før tid, selv om der var arbejde.
Dette udløser
efter sømandsloven, at han selv skal betale rejsen for sin afløser.
Fordi
han ikke havde været ansat længe nok, skulle han også selv betale for
sin hjemrejse.
Den eneste grund til, at klager ikke blev fyret med det samme, var at
indklagede skulle have skibet klar til næste rejse og derfor havde brug
for alle mand.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på
grund af blandt andet etnisk og national oprindelse efter lov om forbud
mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere ved ansættelse,
afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Der er for nævnet tvivl om, hvad der foregik om bord på skibet.
Denne tvivl kan kun afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Da en sådan bevisførelse ikke kan ske for Ligebehandlingsnævnet, kan
nævnet ikke behandle sagen.
Sagens oplysninger
<2015-6810-03148>
-
Sagen er behandlet på grundlag af
-
Klagen modtaget den 14. januar 2015 med bilag samt supplerende oplysninger af 30. januar 2015
-
Indklagedes bemærkninger af 2. marts 2015
-
Klagers bemærkninger af 29. juni 2015