Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - lejeaftale - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - lejeaftale - ej medhold

J.

nr. 2015-6810-14634

En fysioterapeuts aftale om leje af praksisret blev opsagt under hendes graviditet.

Opsigelsen af lejeaftalen var begrundet med omstrukturering af klinikken.

Der var på klinikken endnu en fysioterapeut A med en tilsvarende indlejeaftale som klager.

Hans aftale blev opsagt samtidig med klagers og med samme begrundelse.

Indklagede havde forud for opsigelsen forsøgt at sælge klinikken til klager og A, og indklagede havde i den forbindelse oplyst, at kontrakterne ville blive opsagt, hvis det ikke lykkedes at sælge klinikken.

Efterfølgende indgik klager en lejeaftale med en tredje fysioterapeut.

Denne aftale blev indgået på nye vilkår.

A kontaktede selv indklagede og indgik en ny indlejeaftale på de nye vilkår.

Indklagede fortsatte bestræbelserne på at afhænde klinikken, hvilket også lykkedes.

Opsigelsen af klagers lejekontraktvar ikke udtryk for forskelsbehandling på grund af køn efter ligestillingslovens bestemmelser.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse

med, at klagers indlejekontrakt i indklagedes fysioterapiklinik blev

opsagt, kort tid efter klager havde meddelt indklagede, at hun var

gravid.

Klager fik desuden ikke tilbud om at fortsætte som lejer hos indklagede

på ændrede vilkår.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at klagers aftale om leje af

praksisret blev opsagt under hendes graviditet, eller at klager ikke fik

tilbud om at fortsætte som lejer hos indklagede på ændrede vilkår.

Sagsfremstilling

Klager er uddannet fysioterapeut.

Hun indgik med virkning fra den 1.

maj 2009 en aftale om leje af praksisret med indklagede, der er en klinik

for fysioterapi.

Klager skulle ifølge aftalen leje retten til at bruge indklagedes klinik samt

et af hendes ydernumre.

Ydernumret giver ret til at praktisere for sygesikringen.

Det fremgår af aftalen, at klinikken og lejeren begge er selvstændige

erhvervsdrivende, og at klinikken derfor ingen ledelses- eller

instruktionsbeføjelse har over for lejeren.

Lejer har ret til at praktisere i

klinikkens lokaler og oppebære omsætning for al behandling på klinikken.

Klinikkens lokaler og øvrige faciliteter benyttes mod betaling af en

mellem parterne aftalt klinikleje.

Lejen udgjorde en procentdel af omsætningen.

Aftalen kunne opsiges af indklagede med seks måneders varsel.

Der er enighed mellem parterne om, at der ikke var tale om et ansættelsesforhold,

men om et samarbejde mellem to selvstændige erhvervsdrivende.

Der var på klinikken endnu en fysioterapeut A med en tilsvarende indlejeaftale

som klager.

Både klager og A anvendte indklagedes ydernumre på over 30 timer pr.

ugen, mens indklagede anvendte et ydernummer på under 30 timer pr.

uge.

Klager og A havde begge ifølge indlejekontrakterne 12 uger, hvor de

kunne holde lukket i deres praksis som følge af ferie, uddannelse, møder

eller lignende.

Medio december 2013 orienterede klager indklagede om, at hun var

gravid med termin den 28. juli 2014.

Der blev den 8. januar 2014 afholdt et møde om køb af klinikken, hvor i

hvert fald indklagede, klager og A deltog.

Forhandlingerne førte ikke til

at hverken klager eller A overtog klinikken.

Klager var sygemeldt i en uge i slutningen af februar 2014, fordi hun

skulle opereres for en graviditetsrelateret lidelse.

Den 28. februar 2014 modtog klager en opsigelse af lejekontrakten.

Det

fremgik heraf, at aftalen om leje af praksisret blev opsagt til fratræden

den 31. august 2014 på grund af omstrukturering på klinikken.

A modtog også en opsigelse af sin lejeaftale med samme ordlyd som

klagers.

Klager blev sygemeldt i slutningen af marts 2014 på grund af graviditetsgener.

Der blev efterfølgende indgået en ny indlejekontrakt med A, ligesom der

blev indgået en indlejekontrakt med B med anvendelse af det ydernummer,

som klager havde haft.

Den 25. september 2014 skrev klager i en mail til indklagede, at hun var

blevet opmærksom på, at der ikke var sket nogen omstrukturering på

klinikken, og at hun var af den opfattelse, at lejeaftalen var blevet opsagt

på grund af graviditet.

Indklagedes advokat svarede i mail af 1. oktober 2014, at opsigelsen

alene var begrundet i omstruktureringer i klinikken.

Han henviste til, at

der op til opsigelsen havde været forhandlinger med klager, A og B angående

et eventuelt køb af klinikken, og at det i den forbindelse på et

møde den 8. januar 2014 blev varslet, at indlejekontrakterne ville blive

opsagt, hvis købet ikke blev til noget, da indklagede ellers ville have ændret

flere vilkår i kontrakterne - blandt andet med udvidede åbningstider

et par dage om ugen.

Da der ikke kunne opnås enighed om købet, valgte

indklagede som varslet at opsige lejeaftalen med klager og A med det

formål at gennemføre ændrede vilkår i aftalerne.

Den 11. november 2014 uddybede indklagedes advokat, at indklagede

ud over udvidelse af åbningstiderne ønskede at ændre ferieperioden fra

12 til 6 uger.

Advokaten henviste til, at klager ikke umiddelbart havde

kunnet acceptere en sådan ændring af ferie og åbningstider, idet klager

overfor indklagede havde oplyst, at hun nærmere havde brug for færre

timer, end det der blev lagt op til.

Han henviste også til, at dette var i

klar modstrid med, at indklagede havde henvendt sig til klager og tilbudt

hende at bytte ydernummer, hvilket klager ikke ønskede.

Indklagede solgte klinikken pr. 1. marts 2015.

Klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 12. marts 2015.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hendes lejekontrakt blev opsagt på grund af

hendes graviditet og kommende barsel, og hun ønsker på den baggrund

en godtgørelse.

Der blev afholdt et forhandlingsmøde, hvor det blev drøftet om klager

eller A ville købe klinikken.

Det blev nævnt, at indklagede ønskede at

sælge, og at klager og A ville blive opsagt, hvis det ikke lykkedes.

Forhandlingerne

førte ikke til nogen overtagelse.

Klager ved ikke, hvordan aftalen mellem A og indklagede om indgåelse

af en ny lejeaftale kom i stand, men det må være sket kort tid efter opsigelsen.

Det er kun A, der har fået dette tilbud.

Klager har aldrig fået et

tilbud om at fortsætte heller ikke på ændrede vilkår.

Hun ville have accepteret

de ændrede vilkår, hvis hun havde fået dem forelagt.

På grund af graviditeten, herunder graviditetsundersøgelse, graviditetsscanning,

lægebesøg og operation for en graviditetsrelateret lidelse, var

klager i januar og februar 2014 mindre til stede på klinikken end normalt.

Medio februar 2014 meddelte indklagede, at klager havde for meget fravær.

Indklagede foreslog, at klager kunne bytte sit ydernummer med det

ydernummer indklagede benyttede.

Klager takkede nej til dette, fordi

hun gerne ville opretholde muligheden for indtjening, selvom hun var

gravid.

Klager havde et kortvarigt behov for at være mere fraværende

på dette tidspunkt, men på lang sigt ønskede hun at øge omsætningen

på det ydernummer, hun allerede havde.

Ultimo marts indgik indklagede et samarbejde med en anden fysioterapeut,

som skulle indtræde i klinikken på samme måde som klager, dvs.

som lejer og på det ydernummer klager var blevet opsagt fra.

Den nye

lejeaftale var gældende fra den 1. september 2014 umiddelbart efter

klagers sidste dag på klinikken.

Klager husker ikke, at der er talt om udvidede åbningstider og færre friuger

tilbage i 2013.

Omsætningen på klagers ydernummer har generelt

været stigende - fra 599.315 kr. i 2010 til 667.323 kr. i 2013, hvilket

indikerer, at klager kun har haft interesse i at arbejde mere.

Derudover har klager opbygget seks hold, der stadig er aktive på klinikken.

Klager har således arbejdet mere og mere samtidig med, at hun

hele tiden har tilført indklagedes klinik patienter.

Det har ikke nogen betydning for vurderingen af sagen, om der har eller

ikke har fundet samtaler sted, om at indklagede ville omstrukturere ved

at omlægge klinikkens åbningstider og lejernes mulighed for friperioder,

idet hun netop ikke tilbød ændrede vilkår, men opsagde klager.

Klager

har ikke afvist at ændre kontraktens vilkår.

Det er ukorrekt, at klager skulle dække klagers kundeefterspørgsel på sit

eget begrænsede ydernummer, når klager var væk.

Der var mulighed

for, at en vikar kunne behandle patienter på klagers ydernummer, ligesom

indklagede havde mulighed for selv at være vikar på klagers ydernummer.

Når en fysioterapeut er fraværende fra sit ydernummer, kan man få en

vikar til at tage fysioterapeutens patienter og afregne på ydernummeret.

De patienter, der i givet fald skulle behandles, hvis klager måtte være

fraværende, skulle derfor afregnes på klagers ydernummer og har således

ikke noget med indklagedes ydernummer at gøre.

Klager har ikke på noget tidspunkt afvist at lade en vikar afregne klagers

patienter på sit ydernummer.

Det er derfor sagen uvedkommende, at indklagede havde behandlet for

mange patienter på sit ydernummer, og derfor fik pålagt et omsætningsloft

i 2013 og skulle tilbagebetale til regionen.

Det samme gælder brugen

af vikar på indklagedes ydernummer.

Klager er derfor uforstående overfor, hvordan nedsættelse af hendes

friperiode skulle løse problemstillingen vedrørende omsætningsloft på

indklagedes ydernummer.

Der er tale om forskellige ydernumre og selvstændige

omsætninger.

Omsætningen på det ene ydernummer påvirker

ikke omsætningen på det andet.

Klager blev opsagt kort tid efter, at indklagede erfarede, at klager var

gravid, og de omstruktureringer, der var begrundelsen for opsigelsen, er

ikke sket.

Klager gik forbi klinikken hver dag og kunne se, at den lige siden hun

stoppede fortsat lukkede senest klokken 18, ligesom da hun var tilknyttet.

Omstruktureringerne var ikke den reelle begrundelse for opsigelsen.

Indklagede

ville gerne undgå, at klager var på hendes klinik, mens hun var

gravid og på barsel.

Indklagede gør gældende, at Ligebehandlingsnævnet skal afvise at behandle

sagen, fordi den kræver mundtlig bevisførelse.

Det gøres subsidiært

gældende, at indklagede ikke opsagde klagers kontrakt på grund

af graviditeten.

Det var et problem for indklagede med de i kontrakterne angivne 12

ugers fravær, idet de blev udnyttet i det væsentligste af indlejerne og

særligt af klager, der blandt andet havde en del fridage/fraværsdage

som følge af fertilitetsbehandling fra 2011 og fremefter.

Problemet var særligt at dække kundeefterspørgslen ind i indlejernes

friperioder, idet indklagede i væsentligt omfang selv stod for dette.

Det

var problematisk for indklagede grundet hendes alder og som følge af

indklagedes eget begrænsede ydernummer på under 30 timer pr. uge.

Indklagede var grundet alder tillige nødsaget til under sit ydernummer at

ansætte vikaren B.

Ansættelse af B medførte, at indklagede i 2013 blev pålagt et omsætningsloft

fra regionen - et loft som indklagede efterfølgende havde svært

ved at holde sig under, hvilket afstedkom et tilbagebetalingskrav fra regionen.

Det var ikke muligt at anvende B som vikar for klager, da hun alene var

disponibel maksimum en dag om ugen, og grundet opgaver andre steder

ikke havde mulighed for at forøge antallet af dage.

Den fremtidige situation i klinikken var ikke holdbar for indklagede, der

således var nødsaget til at få omstruktureret indlejeforholdene.

Det var

særligt magtpåliggende for indklagede, at den 12-ugers friperiode skulle

nedsættes til 6 uger, ligesom indklagede ønskede mere fleksible og længere

åbningstider i klinikken for i højere grad at efterkomme kundernes

stigende efterspørgsel efter tider sidst på dagen efter normal arbejdstids

ophør.

I løbet af 2013 havde indklagede ved flere lejligheder med begge indlejere

drøftet muligheden for at nedsætte friperioden til 6 uger og ændre

åbningstiderne, hvilket indlejerne umiddelbart ikke var velvillige overfor.

Indklagede gjorde det klart, at sådanne omstruktureringer var nødvendige,

og at indklagede kunne blive nødsaget til at opsige begge indlejekontrakterne

for at ændre på dette.

Som følge af klagers mange fridage/fraværsdage foreslog indklagede, at

klager byttede sit ydernummer med det nummer indklagede benyttede.

Dette kunne delvist have løst indklagedes problem, men klager ønskede

ikke at medvirke til denne løsning.

Da indklagede ikke kunne finde en løsning på forholdene bekendtgjorde

hun, at hun ønskede at sælge klinikken.

Dette var før klager meddelte,

at hun var gravid.

Indklagede indledte derfor en forhandlingsproces med

både klager, A og vikaren B om disses køb af klinikken.

Indklagede gjorde

det fra starten klart for klager og A, at såfremt de ikke kunne nå til

enighed om et køb af klinikken, ville deres indlejekontrakter blive opsagt

for at muliggøre et efterfølgende salg til tredjemand.

Klager meddelte forholdsvis hurtigt efter mødet, at klager ikke ønskede

at købe sig ind i klinikken og efter nogle uger måtte indklagede erkende,

at hun heller ikke kunne nå til enighed med A og B.

I konsekvens heraf

opsagde hun klagers og As indlejekontrakter.

Indklagedes ønske om at opsige begge indlejere i tilfælde af manglende

enighed bundede også i, at indklagede skulle skabe sig bedre muligheder

for salg til anden side.

Der var således også en anden mulig liebhaver på

hånden, som indklagede førte forhandlinger med, og det ville alt andet

lige være nemmere at forhandle med en sådan liebhaver og give større

råderum i forbindelse med et salg, når indlejerne var opsagt, og de ønskede

ændringer i indlejekontrakterne herved ville kunne gennemføres

efterfølgende via nye indlejekontrakter.

Indklagedes ønske om at sælge

var ikke en spontan og hurtig beslutning, men en længerevarende overvejelse.

Det er korrekt, at A kort tid efter opsigelsen valgte at acceptere indklagedes

krav om nedsættelse af friperioden til 6 uger og længere åbningstider.

Dette blev foranlediget af A selv, som på eget initiativ bragte muligheden

for en ny aftale på bane.

Der blev derfor indgået en ny indlejekontrakt

med A.

Indklagede hørte dog ikke yderligere fra klager og kunne

dermed ikke andet end forudsætte, at klager havde accepteret opsigelsen

og ikke ønskede at give sig i forhold til de nævnte bevæggrunde

for opsigelsen.

Hvis klager havde henvendt sig og anmodet om en tilsvarende

ny og ændret indlejeaftale som As, ville indklagede have accepteret

dette.

Opsigelsen af As kontrakt var ikke en proforma-opsigelse som klager

insinuerer.

Med henblik på anvendelse af det ydernummer som klager havde haft

stillet til rådighed, indgik indklagede en ny indlejeaftale med B.

Det havde

forud for opsigelsen af klagers aftale været planen, at B skulle afløse

klager i hendes barselsperiode.

Den af klager beskrevne omsætningsstigning og stigningen i antallet af

hold skyldtes alene en øget lægehenvisning af kunder, hvilket klager har

været uden indflydelse på.

Klinikken har kun i meget begrænset omfang

modtaget patienter uden lægehenvisning.

Det har fuldt ud været forretningsmæssigt begrundet, at indklagede efter

opsigelserne indgik nye indlejekontrakter i overensstemmelse med indklagedes

krav - særligt for at opretholde drift og omsætning i indklagedes

klinik og for at bevare værdien af denne i slagsøjemed.

Det var tillige

oplagt at indgå de nye aftaler med både A og B, når de begge var indforståede

med at acceptere vilkårene og i øvrigt havde deres daglige gang

på klinikken.

Omstruktureringerne fandt således rent faktisk sted, og de

var den reelle og bagvedliggende grund til opsigelsen af klager.

Indklagede fortsatte også efter indgåelsen af de nye indlejekontrakter

bestræbelserne på at få solgt klinikken, hvilket efterfølgende endeligt

faldt på plads pr. 1 marts 2015.

Opsigelsen af klagers indlejekontrakt skyldtes på ingen måde klagers

graviditet, men i stedet andre forhold påpeget nogen tid før graviditeten.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på

grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hen9

syn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven) og efter lov om ligestilling

af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet

det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af

mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes afvisningspåstand

tages derfor ikke til følge.

Efter ligebehandlingsloven må en arbejdsgiver ikke afskedige en lønmodtager

på grund af graviditet eller barsel.

På baggrund af den kontrakt om leje af praksisret, der var indgået mellem

klager og indklagede, lægger nævnet til grund, at klager var selvstændig

erhvervsdrivende og derfor ikke kan anses for at være lønmodtager

i ligebehandlingslovens forstand.

Klagen over opsigelse af aftalen om leje af praksisret er derfor ikke omfattet

af ligebehandlingsloven.

Efter ligestillingsloven må ingen udsætte en person for direkte eller indirekte

forskelsbehandling på grund af køn.

Forbuddet gælder blandt andet

for alle personer, der leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige

for offentligheden.

Klager og indklagede havde indgået en aftale om leje af praksisret, hvor

klager skulle betale en vis procentdel af sin omsætning som vederlag for

retten til at praktisere som fysioterapeut i indklagedes klinik og for at

benytte klinikkens faciliteter.

Nævnet finder derfor, at aftalen om leje af praksisret er omfattet af ligestillingsloven.

Selv om klagers kontrakt blev opsagt ca. 2½ måned efter, at klager

havde meddelt indklagede, at hun var gravid, er det på baggrund af sagens

samlede oplysninger nævnets vurdering, at klager ikke har påvist

faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at opsigelsen

af hendes kontrakt helt eller delvist var begrundet i hendes graviditet,

eller at klagers graviditet var årsag til, at klager ikke efterfølgende

fik fornyet sin lejekontrakt på de nye vilkår.

Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede gjorde et forsøg på at

sælge klinikken til klager og A, og at det i den forbindelse blev oplyst, at

kontrakterne ville blive opsagt, hvis det ikke lykkedes at sælge klinikken.

Både klagers og A´s kontrakt blev herefter opsagt.

Nævnet har også lagt vægt på, at indlejekontrakten med B var en naturlig

følge af, at der opstod tomme pladser i klinikken som følge af opsigelsen

af klagers og A´s kontrakter.

B indgik desuden en lejekontrakt på

nye vilkår i forhold til blandt andet omfanget af fravær på et kalenderår.

A indgik efter opsigelsen af sin kontrakt også en ny lejekontrakt på de

nye vilkår, efter at han selv havde henvendt sig til indklagede.

Der var

således efter det oplyste ikke tale om, at indklagede tilbød klager en ny

kontrakt uden samtidig at tilbyde klager det samme.

Klager rettede ikke henvendelse til indklagede med henblik på en fornyelse

af kontrakten på de nye vilkår.

Indklagede fortsatte efter opsigelsen af klager sine bestræbelser på at

afhænde klinikken, hvilket er sket pr. 1. marts 2015.

Opsigelsen af klagers lejekontrakt kan herefter ikke anses for at være

udtryk for forskelsbehandling på grund af køn.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Sagens oplysninger

<2015-6810-14634>

-

Sagen er behandlet på grundlag af

-

Klagen modtaget den 12. marts 2015 med bilag

-

Indklagedes bemærkninger af 21. april 2015

-

Klagers bemærkninger af 18. maj 2015

-

Indklagedes bemærkninger af 15. juni 2015

-

Klagers bemærkninger af 6. juli 2015

-

Indklagedes bemærkninger af 4. august 2015