Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap + social oprindelse - afskedigelse - ej medhold - ej handicap - kommuner

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap + social oprindelse - afskedigelse - ej medhold - ej handicap - kommuner

J.

nr. 2015-6810-00531

En socialpædagog blev omplaceret og senere afskediget.

Hun havde gennem en periode lidt af en depression som følge af mobning på arbejdspladsen.

Mobningen relaterede sig til hendes uddannelse.

Hun blev omplaceret til en stilling ved et botilbud, da hendes oprindelige stilling som støttekontaktperson blev nedlagt.

Hun blev herefter afskediget på grund af sit høje sygefravær, der ikke var foreneligt med kommunens daglige drift.

Hun søgte herefter en myndighedsstilling i kommunen, men fik ikke jobbet.

Nævnet fandt, at forskelsbehandling på grund af uddannelsesmæssig baggrund ikke kan anses for at være forskelsbehandling på grund af social oprindelse.

På opsigelsestidspunktet havde socialpædagogens sygefravær ikke været langvarigt, ligesom prognosen i en speciallægeerklæring på lang sigt blev vurderet til at være god.

På den baggrund fandt nævnet, at det ikke var dokumenteret, at socialpædagogen på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap og social oprindelse i forbindelse med, at klager blev omplaceret til et andet ansættelsessted og efterfølgende afskediget.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev omplaceret og senere afskediget fra sin stilling som socialpædagog i den indklagede kommune.

Sagsfremstilling

Klager, som er uddannet socialpædagog, blev pr. 29. marts 2010 ansat ved den indklagede kommune som støttekontaktperson i en afdeling, som var placeret under et af indklagedes centre (Centeret).

Klagers ugentlige arbejdstid var 37 timer.

Klager var i 2/3 af arbejdstiden beskæftiget med opgaver i henhold til servicelovens § 85 (støtte til borgere i eget hjem) og i resten af arbejdstiden med udlændingesager (modtagelse af flygtninge og sagsbehandling i den forbindelse).

Den 19. april 2013 traf Arbejdstilsynet i forlængelse af tilsynsbesøg den 13. marts 2013 afgørelse om, at indklagede skulle træffe effektive foranstaltninger mod den systematiske mobning over flere år, som flere medarbejdere i afdelingen havde peget på, og som ledelsen havde bekræftet.

Pr. 1. august 2013 overgik klager til en stilling ved et botilbud for psykiatriske brugere (Botilbuddet), som hørte under Centeret.

Klager skulle være tilknyttet 'Aktiviteten'.

Klagers arbejdstid var fortsat 37 timer om ugen.

Klager blev sygemeldt den 24. oktober 2013.

Der blev afholdt omsorgssamtale den 26. november 2013 blandt andet på baggrund af flere sygefraværsperioder og den seneste længerevarende

sygefraværsperiode fra den 24. oktober 2013.

Klager oplyste, at hun havde fået ro på, da hendes læge havde udstedt en friattest med en sygemelding på otte uger, men at hun havde fået det dårligt igen i forbindelse med mødeindkaldelsen.

Klager oplyste, at hun havde depression.

Ifølge referatet var egen læge ikke klar til at bevillige psykologtimer, idet klager afventede medicinsk behandling.

Ifølge referat fra opfølgningssamtale den 21. december 2012 oplyste klager, at hun havde det bedre, og at medicinen var begyndt at virke efter hensigten.

Klager var dog stadig glemsom og diffus.

Den 23. januar 2014 afholdtes ny opfølgningssamtale.

Klager oplyste, at hun havde haft samtale med en psykolog.

Forstanderen ved Botilbuddet spurgte klager, hvordan klager selv oplevede sin tilstand på en skala fra 0 til 10, hvor 0 var dårligst.

Klager mente, at hun lå på 4-4½.

Det fremgår af referatet, at lægens vurdering var, at der kunne gå 4-8 uger, før klager kunne genoptage arbejdet.

Klager mente selv, at hun kunne starte på deltid, når det var tid.

Forstanderen oplyste, at arbejdsopgaverne i opstartsfasen ikke behøvede at være beboerrelateret.

Ved næste møde skulle der laves en handleplan for en tilbagevenden på nedsat tid.

Forstanderen ville ifølge referatet ikke presse klager, men fastholdt, at en tilbagevenden på nedsat tid ville hjælpe klager på vej.

Den 5. februar 2014 afholdtes opfølgningssamtale med deltagelse af tillidsrepræsentanten som bisidder, klagers teamleder og forstanderen.

Klager oplyste, at hun ikke havde det godt, og at hun dagen før havde fået stillet diagnosen belastningsreaktion.

Ifølge referatet blev der aftalt en handleplan, hvorefter klager i uge 7 skulle genoptage arbejdet to timer om mandagen og to timer om torsdagen.

I uge 8 skulle klager arbejde to timer tirsdag, onsdag og fredag.

Herefter skulle der ske en gradvis øgning af timerne uge for uge.

Ifølge referat fra opfølgningssamtale den 26. februar 2014 fik klager ved genoptagelse af arbejdet administrative opgaver i et relativt afsides lokale.

Klager beskrev sin tilstand efter de første to timer som 1-2 på en skala fra 1-10, og at hun på tidspunktet for mødet var på 3-4.

Klager oplyste, at de administrative opgaver var fine.

Klager kunne ifølge referatet ikke svare på, hvornår hun kunne vende tilbage til arbejdet.

Forstanderen oplyste, at klager ville blive indstillet til uansøgt afsked, da klager havde været sygemeldt i fire måneder, da handleplanen ikke virkede, og da der ikke umiddelbart var udsigt til forbedring.

Tillidsrepræsentanten spurgte ind til muligheden for omplacering til et andet sted i kommunen, hvortil forstanderen oplyste, at hun gerne ville undersøge det, men at den uansøgte afsked ville blive fastholdt.

Den 7. marts 2014 fik klager partshøringsbrev om påtænkt afskedigelse.

Årsagen hertil var, at klagers sygefravær siden 24. oktober 2013 havde haft et sådan omfang, så det ikke længere var foreneligt med driften.

Det fremgår af brevet, at klager efter handleplanen mødte på arbejde i to timer den 10. februar 2014, hvorefter hun blev sygemeldt på fuld tid.

Det fremgår også, at klagers fravær ifølge friattest ville vare 6-8 uger fra den 24. januar 2014, at klager selv angav, at hendes helbred ikke havde ændret sig fra december 2013 til februar 2014, og at klagers fravær var så omfattende, så det var indklagedes vurdering, at der var lange udsigter til klagers genoptagelse arbejdet.

Den 7. marts 2014 skrev indklagede til Arbejdstilsynet, at de påtalte problemer i forhold til mobning var søgt afhjulpet gennem en organisationsændring pr. 1. oktober 2013.

Den 10. marts 2014 skrev en jurist ved den indklagede kommune til en socialrådgiver ved Jobcentret i klagers bopælskommune, at der ikke var mulighed for at flytte klager til et andet arbejdssted, hvor der ville være bedre for hende at være.

Klager sendte den 24. marts 2014 sine bemærkninger til den påtænkte afskedigelse.

Klager anførte blandt andet, at indklagede ikke havde afventet friattestens udløb, at der ikke var indhentet en mulighedserklæring fra klagers læge, og klager ikke var blevet forelagt, at resultatet af, at handleplanen mislykkedes, ville være, at forstanderen blev nødt til at "handle på det".

Den 26. marts 2014 afholdt klagers faglige organisation forhandlingsmøde med indklagede.

Klagers overflytning til Botilbuddet og opgaver på Botilbuddet inden for klagers tidligere arbejdsområde blev drøftet.

Klagers faglige organisation gjorde gældende, at afskedigelsen af klager ikke var saglig.

Parterne kunne ikke nå til enighed.

Den 28. marts 2014 fik klager brev om afskedigelse.

Det fremgår af brevet, at klagers stilling blev nedlagt, og at der ikke senere var oprettet nye stillinger med dette indhold.

Opgaver, som indgik i den nedlagte stilling, blev rokeret rundt.

Opgaverne eksisterede allerede, da klager blev omplaceret, og det var en ledelsesmæssig beslutning, hvem der skulle varetage dem.

Derudover var det indklagedes vurdering, at klager havde gode betingelser for en genoptagelse af arbejdet ved Botilbuddet, og at der ikke ville være andre funktioner i kommunen, som både ville matche klagers kompetencer og baggrund samtidig med de vilkår klager havde på Botilbuddet.

Indklagede fastholdt, at klagers fravær ikke var forenelig med driften.

Klager blev derfor afskediget til fratrædelse med udgangen af juli 2014.

Den 31. marts 2014 sendte klager brev med bemærkninger til afskedigelsen.

Klager anførte blandt andet, at både tillidsrepræsentanten og klagers læge kunne bekræfte, at en tilbagevenden til Botilbuddet ville fastholde klager i sin sygdom, og at Arbejdsmedicinsk Klinik rådede klager til at sygemelde sig på fuld tid.

Klager anførte videre, at hendes tilstand ville være blevet bedre, hvis hun var stillet en omplacering til flygtningearbejdet i udsigt.

Det fremgår af referat fra forhandlingsmøde den 6. maj 2014 mellem indklagede og klagers faglige organisation, at indklagede anerkendte, at forflytningen af klager kunne have været håndteret anderledes og bedre, men at der ikke som anført af klagers faglige organisation burde være fundet en partshøring sted.

Klagers faglige organisation gjorde opmærksom på, at der kunne være tale om, at klager havde et handicap, hvilket ikke var indklagedes opfattelse.

Indklagede oplyste, at klager havde fået tilbudt afskærmede opgaver i Botilbuddet, og at klager derfor var tilbudt foranstaltninger i videst muligt omfang i forhold til en tilbagevenden til arbejdspladsen.

Indklagede oplyste, at der i forbindelse med flytningen til Botilbuddet var mulighed for en anden stilling, som klager ikke ønskede.

Indklagede tilbød klager godtgørelse på en månedsløn til fuld og endelig afslutning af sagen.

Klager afviste efterfølgende over for sin faglige organisation indklagedes forslag til et forlig og oplyste, at hun ikke blev tilbudt en anden stilling.

Den 10. juli 2014 skrev en faglig konsulent ved klagers faglige organisation til chefen for Centeret og bad indklagede om at se positivt på en ansøgning fra klager til en nyoprettet stilling som integrationsrådgiver, da stillingsindholdet stort set svarede til den stilling, som klager tidligere bestred.

Klager søgte den 14. juli 2014 stillingen som til integrationsrådgiver.

Den 15. juli 2014 skrev centerchefen til den faglige konsulent, at hun ikke var enig med den faglige organisation i, at klager opfyldte betingelserne for ansættelse i stillingen som integrationsrådgiver.

Centerchefen anførte, at stillingen var en myndighedsstilling, og at stillingsindholdet ikke svarede til indholdet af den stilling, som klager tidligere bestred, hvor hun var ansat som støttekontaktperson.

Den 21. juli 2014 fik klager pr. mail besked om, at ansøgningsudvalget efter afholdte samtaler havde truffet beslutning om, at stillingen som integrationsrådgiver ville blive genopslået for at udvide ansøgerfeltet.

Det fremgår af arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring af 1. marts 2014, at klager havde været udsat for mobning, særligt i perioden 2010-september 2012 og igen fra april 2013, i forbindelse med sin ansættelse ved den indklagede kommune.

I den mellemliggende periode var der andre mobbeofre.

Det fremgår også, at klager havde symptomer i løbet af 2013 og var tiltagende påvirket i løbet af sommeren 2013.

Klager var flere gange brudt sammen.

Klager havde tankemylder og var blevet træt og indadvendt.

I oktober 2013 reagerede hun voldsomt, da hun fandt ud af, at en anden var blevet ansat i en udekørende funktion.

Klager græd, havde kvalme og ingen appetit.

To uger senere, hvor klager var til opfølgning ved egen læge, var klager træt, desorienteret, magtede ikke noget og kunne kun overskue at se film i fjernsynet.

Klager magtede ikke at deltage i en omsorgssamtale i november 2013 og fik en friattest fra egen læge gældende for otte uger.

I november 2013 blev klager af sin læge sat i antidepressiv behandling.

Behandlingen stoppede i januar 2014 på grund af bivirkninger.

Midt i januar 2014 var klager startet i et forløb ved psykolog.

På tidspunktet for speciallægeerklæringen var klager indadvendt og træt, hun var ked af det, huskede og sov dårligt, isolerede sig og havde nedsat energi til praktiske gøremål i hjemmet.

Hendes selvtillid var forsvundet, og tanker og situationer fra den tidligere arbejdsplads kørte rundt i hovedet.

Diagnosen var belastningsreaktion.

Ifølge psykiatrisk speciallægeerklæring af 21. maj 2014 havde klager oplevet en forsigtig fremgang i sin tilstand.

De depressive symptomer var trådt i baggrunden.

Billedet var herefter præget af udtalt stressvulnarabilitet, koncentrationsbesvær og indprentningsbesvær.

Speciallægen fandt, at klagers funktionsniveau aktuelt var markant nedsat på baggrund af de beskrevne kognitive symptomer, og at der var skånehensyn over for pres og krav.

Det var speciallægens vurdering, at klager burde være i et roligt miljø med overskuelige og veldefinerede opgaver.

Skånehensynene var næppe varige, og prognosen var på lang sigt god.

Diagnosen er angivet som længerevarende tilpasningsreaktion med depressiv reaktion.

Det fremgår af udtalelse af 25. november 2014 fra psykolog, at klager havde haft samtaler med pågældende siden januar 2014.

Ved første samtale kunne der konstateres en række stressbelastningsreaktioner.

Ved samtalen den 12. november 2014 havde klager fortsat en række stressbelastningereaktioner i form af nedsat koncentrationsevne og hukommelse, forstyrret nattesøvn, lavt energiniveau og hurtig udtrætning.

Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev indgivet den 5. januar 2015.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin uddannelsesmæssige baggrund som socialpædagog og på grund af handicap.

Klager gør ikke gældende, at hun blev omplaceret på grund af handicap, men alene at hun blev opsagt på grund af handicap.

Klager ønsker godtgørelse.

Klager har ved speciallægeerklæringer dokumenteret sine begrænsninger.

Klager havde en psykisk skade af længerevarende karakter forårsaget af kommunens undladelse af at efterkomme Arbejdstilsynets påbud om at træffe effektive foranstaltninger mod mobning.

Ifølge arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring var klager langt fra sin habitualtilstand, og i erklæring af 21. maj 2014 vurderede speciallægen, at forløbet kunne blive langvarigt, sandsynligvis et års tid fra denne dato.

På dette tidspunkt havde klager været sygemeldt i syv måneder, hvortil der formentligt skulle lægges et år.

En belastningsreaktion kan ifølge ny viden på området være længerevarende, op til to år.

Tilstanden udvikles gradvist over uger til måneder, og i klagers tilfælde år, og det er ofte en konkret begivenhed, som fører til sammenbrud og sygemelding.

For klager var det begivenhederne omkring omplaceringen og forbigåelsen i forbindelse med den nye stilling som støttekontaktperson, der var udløsende, men klager havde allerede symptomer fra foråret 2013 i form af træthed, indadvendthed og flere sammenbrud.

Ved dom af 11. april 2013 udvidede EU-domstolen handicapbegrebet til at omfatte skader som følge af helbredelig sygdom, hvis denne medfører langvarige begrænsninger i samspil med forskellige barrierer.

EU-domstolen har endvidere udtalt, at funktionsnedsættelsen udgør et handicap, også selvom den kun indebærer en gene for udøvelsen af det pågældende arbejde.

Klagers symptomer på uspecificeret belastningsreaktion var hukommelses- og koncentrationsbesvær samt stressoverfølsomhed.

Dette medførte generelle funktionsbegrænsninger.

Klager havde specifikke funktionsbegrænsninger i forhold til Botilbuddet, da denne ansættelse bragte sygdommen op til overfladen.

Botilbuddet var en konkret barriere for, at klager kunne udøve nogen form for arbejde.

Klagers tilstand blev forværret før, under og efter kontakt med Botilbuddet.

I forhold til den afgørelse fra 2014 (nr. 126) fra Ligebehandlingsnævnet, som indklagede henviser til, er det et fortolkningsspørgsmål, om belastningsreaktion i sig selv af Ligebehandlingsnævnet er underkendt som et handicap.

Klagers stilling som støttekontaktperson var, modsat anført af indklagede, forankret i administrationen, hvilket fremgår af klagers ansættelseskontrakt.

Klager var ansat i administrationen.

Klager var også integrationsmedarbejder, og denne funktion udføres kun fra administrationen.

Hele fusionsprocessen havde været under forberedelse i lang tid, da den blev iværksat i februar 2013, og den strakte sig frem til 1. oktober 2013.

Processen blev skudt i gang af centerchefen ved et fællesmøde i februar 2013.

Der blev forelagt et oplæg til nye grupper i den fremtidige struktur, og klager var indplaceret i tre af grupperne, blandt andet integrationsgruppen.

Klager fik at vide, at der var politisk vilje til at opnormere på udlændingeområdet, og klager blev stillet en fuldtidsansættelse på dette område i udsigt.

Næsten fra starten af sin ansættelse var klager udsat for grov mobning i form af udelukkelse fra sociale og faglige sammenhænge og nedladende bemærkninger om pædagoger.

Mobningen blev udført af to kolleger.

Det gennemgående tema for mobningen var, at det kun gav status at være socialrådgiver eller socialformidler, og at pædagoger var en "laverestående klasse".

Uddannelsesbaggrunden kan i denne sammenhæng godt forstås som både social oprindelse og som en samfundsanskuelse.

Centerchefen blev siden sin ansættelse i 2011 informeret om mobningen.

Klager beskrev flere gange episoderne direkte over for centerchefen, og klager brød også flere gange sammen i arbejdstiden.

Klager oplyste ved uanmeldt besøg af Arbejdstilsynet den 13. marts 2013 om sine oplevelser i teamet.

Klager var en af de fire medarbejdere ud af syv, som blev interviewet af Arbejdstilsynet.

Umiddelbart efter Arbejdstilsynets besøg fratrådte afdelingslederen og en konstitueret afdelingsleder startede den 15. april 2013.

Den konstituerede afdelingsleder havde modsat den tidligere leder og stik imod normalen afskedigelseskompetence for at gøre noget ved mobningen.

Kort efter kom Arbejdstilsynets rapport.

Arbejdstilsynets rapport blev offentliggjort i teamet den 24. april 2013.

Der var heri et påbud om at træffe effektive foranstaltninger mod mobning.

Indklagede skulle sende tids- og handlingsplan senest den 28. juni 2013.

Klager har dog konstateret ved aktindsigt, at indklagede først indsendte sit svar til Arbejdstilsynet den 7. marts 2014 trods gentagne rykkere.

Under 14 dage efter modtagelsen af Arbejdstilsynets rapport blev klager indkaldt til møde med centerchefen og afdelingslederen.

På mødet den 6. maj 2013 fik klager oplyst, at hun ikke længere skulle arbejde så tæt sammen med sagsbehandlerne.

Klager fik oplyst, at hendes stilling blev nedlagt.

Begrundelsen var, at der var opstillet en ny intern regel om at skelne mellem "bestillere" og "udførere".

På mødet påpegede klager, at konflikterne i afdelingen intet havde med klagers udførerrolle at gøre.

Hertil nikkede den konstituerede afdelingsleder tavst med korslagte arme og et skævt smil uden at kommentere det yderligere.

Den attitude var ikke til at tage fejl af.

Mobningen blev forbigået i tavshed fra ledelsens side.

Beslutningen om at adskille funktionerne var taget af ledelsen inden for 14 dage med afdelingslederen som primus motor.

Indklagede har ikke redegjort for, hvorfor det lige på det tidspunkt var nødvendigt at indføre denne nye regel.

Den nye, interne regel ramte alene klager ud af cirka 23 medarbejdere i afdelingen, og det var bevidst og målrettet, at klager skulle ud af afdelingen.

Da reglen kun ramte klager, var der tale om indirekte forskelsbehandling af hende.

Reglen kom i øvrigt ikke til at gælde for resten af kommunen.

Det er klagers opfattelse, at klagers stilling blev nedlagt for at indklagede kunne dokumentere over for Arbejdstilsynet, at indklagede foretog sig noget i forhold til Arbejdstilsynets påbud.

Klager kunne konstatere, at de personer, som mobbede klager, forblev i deres stillinger, og en af dem endda kort efter blev forfremmet til konstitueret fagkoordinator.

Indklagede hævdede, at beslutningen om at nedlægge klagers stilling var drøftet og vedtaget på et MED-udvalgsmøde.

Da klagers faglige organisation bad om referater fra disse møder, sendte indklagede referater af 15. august og 10. oktober 2013, dvs. referater fra møder afholdt efter klagers omplacering den 1. august 2013.

Klager kan konstatere, at indklagede har indrømmet, at der var tale om en ren ledelsesbeslutning.

Det er god forvaltningsskik som offentlig arbejdsgiver at føre en hensynsfuld personalepolitik.

Det mindst indgribende i klagers situation ville være at bibeholde hende på integrationsopgaven på fuld tid, som hun var blevet lovet, eller flytte hendes stilling som støttekontaktperson ud i en af institutionerne.

Herved kunne klager have bevaret sit oprindelige ansættelsesområde.

Klager havde det psykisk dårligt på grund af den langvarige mobning og den måde, som hun blev behandlet på ved nedlæggelse af stillingen.

Klager burde nok have sygemeldt sig på et tidligere tidspunkt, men hun håbede og var blevet stillet i udsigt af centerchefen, at arbejdsmiljøet ville blive bedre.

Klager passede sit arbejde bedst muligt og "hang i med neglene", selvom arbejdsmiljøet påvirkede hende voldsomt.

Klagers tidligere arbejdsopgaver var den eneste grund til, at klager kunne holde ud af gå på arbejde gennem de år, hvor mobberiet fandt sted.

På et møde den 9. juli 2013 skulle sagsbehandlerne vurdere hver enkelt opgave og sag meget kort.

Arbejdsmiljørepræsentanten deltog alene i sin egenskab af sagsbehandler.

Alle tilstedeværende sagsbehandlere i gruppen deltog.

Det er derfor ikke korrekt som anført af indklagede, at der blev afholdt møde med deltagelse af tillidsrepræsentanten om en drøftelse af klagers arbejdsopgaver.

Ledelsen besluttede, at klager skulle omplaceres til en ledig stilling pr. 1. august 2013 ved Botilbuddet.

Der var tale om en stilling med et væsentligt andet jobindhold.

Klager blev aldrig rådet til at inddrage sin faglige organisation eller andre bisiddere.

Klager fyldte meget belejligt et "hul" op.

Klager gav udtryk for, at det ikke var klagers ønskejob, da klagers kompetencer lå inden for § 85- og flygtningeområdet.

Dette blev dog ignoreret.

Klager fik stillet i udsigt, at hun kunne blive overført til Botilbuddets udekørende opgaver efter § 85, når der blev mulighed for det.

I forhold til indklagedes angivelse af, at klagers nye stilling var tilpasset hendes uddannelsesniveau, og at hun havde mulighed for kollegialt fællesskab, var den reelle situation, at klager græd og fik afslag på psykologhjælp, hvorefter afdelingslederen sagde: "Nu skal du jo ud og være sammen med andre pædagoger - er du ikke glad?

", hvorefter hun forlod kontoret.

Klager var dog allerede i et sådan fællesskab, da både socialrådgiver/socialformidler og socialpædagog er lige lange uddannelser

Afdelingslederen opsøgte flere gange klager og gjorde det klart, at klager ville blive afskediget, hvis hun ikke indvilgede i en omplacering.

Klager kan dokumentere, at den konstituerede centerchef truede klager med fyring den 27. juni 2013, hvis klager ikke underskrev ændringsblanketten.

Dette fremgår af et lydklip, som klager har fremsendt til nævnet.

Klager havde allerede modtaget denne trussel tre gange uden vidners tilstedeværelse, og klager optog samtalen på sin telefon, da hun kunne fornemme, hvor den bar hen.

Den 28. juni 2013 underskrev klager overflytningsblanketten til Botilbuddet "med pistolen i ryggen".

I sommerferien brød klager helt sammen.

Klager kan dokumentere ved udskrift af opkaldslister for de pågældende dage, at hun den 30. og 31. juli 2013 gentagne gange forsøgte at komme i telefonisk kontakt med arbejdsmiljørepræsentanten, da klager var brudt sammen og allerede på daværende tidspunkt var syg.

Klager kontaktede centerchefen via arbejdsmiljørepræsentanten for at få hjælp.

Klager fik blot oplyst, at hun skulle købe sig en æske chokolade for at komme over det.

Arbejdsmiljørepræsentanten fik oplyst, at hun ikke skulle blande sig yderligere, da klagers ansættelse var overgået til Botilbuddet.

Klager kan ikke dokumentere, at hun den 1. august 2013 under en timelang telefonsamtale orienterede centerchefen om, at hun var brudt sammen i sin ferie.

Indklagede har nægtet at udlevere den mail, som centerchefen efterfølgende skrev til lederen af Botilbuddet

Klager så ingen anden udvej end at møde på Botilbuddet efter ferien for ikke at miste sit arbejde.

Klager blev på intet tidspunkt tilbudt opkvalificering eller hjælp.

Klager fik tre gange afslag på at få psykologbehandling.

Afslagene blev givet af henholdsvis afdelingslederen, centerchefen og forstanderen ved Botilbuddet.

En kollega, som også var udsat for mobning blandt andet på grund af sin faglige baggrund som kontorassistent, blev tilbudt og gik i gang med en uddannelse som socialformidler.

Hun forblev i sin stilling og blev desuden bevilliget psykologsamtaler.

Først efter et åbenlyst sammenbrud i august 2013 og først efter, at forstanderen ved Botilbuddet havde drøftet det med centerchefen, fik klager tilbudt psykologhjælp et par gange.

Klager var dog for påvirket til at sætte en fremmed person ind i hele problematikken.

Klager valgte derfor en coach, som samtidig var konsulent i Centeret og havde et indgående kendskab dertil.

Coachen behøvede ikke så meget forklaring i forhold til klagers situation.

Coachen medgav, at klager havde været udsat for utrolig dårlig ledelse.

Klager fik tre samtaler med pågældende.

Klager forsøgte at passe sit arbejde ved Botilbuddet efter bedste evne, men var psykisk udmattet, tyndskindet og grådlabil.

Klager sov dårligt.

Klager havde et åbenlyst sammenbrud i arbejdstiden samt et par kortere sygefraværsperioder i de første par måneder.

Klager kunne dog ikke mere, da hun den 23. oktober 2013, efter at have læst et referat fra et personalemøde den 16. oktober 2013, hvor hun ikke deltog, blev bekendt med, at der ved Botilbuddet var opslået og besat en ny og ekstrastilling som § 85-støttekontaktperson.

Klager var ikke blevet spurgt om eller tilbudt stillingen.

Det havde været hensynsfuld personalepolitik at orientere klager om, at der allerede måneden efter hendes omplacering blev oprettet en ny stilling som støttekontaktperson på Botilbuddet, velvidende at klager var knust over at have mistet sit job.

Det kan ikke bebrejdes klager, at hun ikke havde set stillingsopslaget og derfor ikke havde søgt stillingen set i lyset af, at hun lige var blevet omplaceret, ligesom klager var blevet omplaceret uden jobopslag og normal ansættelsesprocedure.

Der var kun en støttekontaktperson på Botilbuddet i forvejen, og klager var midt i overdragelsen af sine tidligere § 85-opgaver til hende.

Det var derfor påfaldende, at klager ikke blev tilbudt funktionen, når den ene støttekontaktperson åbenbart ikke havde tid til alle opgaverne.

Klager fik stærke fysiske og psykiske symptomer og blev sygemeldt den 24. oktober 2013.

Klagers læge vurderede, at klager var i en akut krise og hjalp klager med at foretage anmeldelse som arbejdsskade.

Klager blev af Arbejdsskadestyrelsen henvist til Arbejdsmedicinsk Klinik, som stillede diagnosen uspecificeret belastningsreaktion efter mobning.

Under en omsorgssamtale dagen efter den arbejdsmedicinske undersøgelse fik indklagede og Botilbuddet orientering om klagers diagnose, og at den formodentlig var langvarig.

Under samtalen følte klager sig presset til at forsøge at genoptage arbejdet på nedsat tid, da det "lå i luften", at klager ellers ville blive fyret.

Der blev på intet tidspunkt udfyldt en mulighedserklæring i samarbejde med klagers læge.

Forstanderen havde givet klager indtryk af, at hun ville formidle kontakt til en god psykolog på baggrund af en henvisning, hvilket fremgår af klagers mail af 3. december 2013 til forstanderen.

Forstanderen svarede ikke på denne mail, og klager fandt først tre uger senere ud af, at hun ikke ville få hjælp.

Under mødet i december 2013 blev der giver afslag på psykologhjælp via Falck Healthcare.

Forstanderen forlængede og forværrede således forløbet.

For så vidt angår indklagedes angivelse i henhold til opfølgningsmødet i december 2013 af, at klager selv valgte ikke at henvende sig til psykolog, havde klager på det tidspunkt ventet længe på, at indklagede gav hende noget hjælp.

Straks efter mødet tog klager kontakt til sin læge og fik en henvisning til en psykolog.

Klager forsøgte at genoptage arbejdet den 10. februar 2014.

Efter to timer blev hun dårlig med fysiske og psykiske symptomer, da gensynet med Botilbuddet bragte krisesymptomerne op til overfladen.

Klager måtte sygemelde sig på ny.

Klager kontaktede sin tillidsrepræsentant om natten og sin læge morgenen efter.

Lægen konkluderede sammen med klager, at klager ikke ville blive rask, så længe hun skulle tilbage til Botilbuddet.

Arbejdsgiver er forpligtet til at undersøge fornødne og tilstrækkelige tilpasninger.

For så vidt angår tiltagene i handlingsplanen behøvede klager blot et forsøg og en dag til at påvise, at tiltagene i handlingsplanen ikke var tilstrækkelige.

Klager anmodede gennem sin tillidsrepræsentant om at blive omplaceret til et andet sted, men dette blev fuldstændigt afvist.

Det ville ikke have udgjort nogen uforholdsmæssig byrde for indklagede at imødekomme klagers forslag og ønsker til omplacering.

Klager henviser til Ligebehandlingsnævnets afgørelser 34/2014, 230/2013 og 193/2013.

Afslaget på omplacering var helt uforståeligt for klager, da man manglede hænder til flygtningeopgaven i klagers gamle afdeling og havde ansat to studentermedhjælpere til at varetage klagers gamle opgaver inden for dette område.

De havde en samlet arbejdstid på 15 timer.

Medhjælpernes stilling blev ændret til en fuldtidsstilling inden udløbet af klagers opsigelsesperiode.

Den fulde sygemelding kunne være undgået, hvis indklagede havde truffet hensigtsmæssige foranstaltninger.

Klager kunne i et vist omfang have udført administrativt arbejde et andet sted i kommunen.

Hvis centerchefen frit kunne omplacere klager til Botilbuddet, kunne hun også have gjort det den modsatte vej, såfremt viljen havde været der.

Indklagede havde derfor ikke udtømt mulighederne for tilpasningsforanstaltninger og forsøgt at fastholde klagers tilknytning til arbejdspladsen.

Derimod blev det konkluderet, at en tilbagevenden på nedsat tid ikke var lykkedes, hvorfor klager blev indstillet til afskedigelse.

Andre med mange og lange sygemeldinger, helt op til et år, blev ikke afskediget under centerchefens ledelse.

Da Botilbuddet hørte under Centeret, burde indklagede efter klagers vurdering ikke begrænse klagers ansættelse til Botilbuddet alene og kun se på driften heraf i denne sammenhæng.

Dette bestyrkes af, at centerchefen deltog i forhandlingerne med klagers faglige organisation og rådede over hele Centerets budget og ikke kun Botilbuddets.

Forstanderen ved Botilbuddet undlod i øvrigt at kontakte centerchefen om situationen i forhold til klagers afskedigelse og indstillede klager direkte til HR-afdelingen i modsætning til spørgsmålet om psykolog.

Klager afviste indklagedes forligstilbud, da det var utilstrækkeligt i forhold til den behandling, klager havde fået af indklagede, og den sygdom, hun havde fået som følge heraf.

Inden udløbet af opsigelsesperioden blev der ved klagers tidligere afdeling opslået en nyoprettet stilling som integrationsrådgiver.

Indholdet af den nyoprettede stilling svarede præcist til det, der udgjorde 1/3 af klagers tidligere stilling bortset fra en enkelt tilføjelse.

Klagers faglige organisation kontaktede derfor indklagede og oplyste, at organisationen forventede, at indklagede ville se positivt på en ansøgning fra klager.

Centerchefen svarede, at hun vurderede, at klagers faglige kompetencer ikke matchede stillingsindholdet, da det var en myndighedsstilling.

Klagers faglige organisation skrev tilbage, at der var socialpædagoger, som varetog myndighedsstillinger i mange kommuner, men fik intet svar.

Klager søgte alligevel stillingen, men fik et kort svar om, at ansøgningsudvalget, efter at have afholdt samtaler, ville genopslå stillingen for at udvide ansøgerfeltet.

Dette oplevede klager som forskelsbehandling, da klager var socialpædagog og havde fået prædikatet "udfører", ligesom hun var blevet et åbenlyst problem for centerchefen.

Klager påpegede flere gange under forløbet over for indklagede, at "udfører" ikke følger personen eller uddannelsen, men funktionen.

På mødet den 6. maj 2013 spurgte klager centerlederen om, hvornår man har myndighed, hvortil hun svarede: "Når jeg giver dig den!

".

Myndighedsfunktionen kan gives til hvem som helst.

Mindst en anden socialpædagog var ansat i en myndighedsstilling igennem lang tid.

Medarbejderen, som var kontorassistent og som blev opkvalificeret, fik et uddannelsesforløb som socialformidler betalt af indklagede.

Klager har allerede arbejdet med delegeret myndighed inden for integrationsområdet i afdelingen, og det giver derfor ingen mening, når centerchefen svarer og indklagede gentager over for nævnet, at klager ikke opfylder betingelserne, fordi det var en myndighedsstilling.

I annoncen søgtes en socialrådgiver/socialformidler eller person med anden relevant faglig baggrund med erfaring eller særlige forudsætninger på området.

Klager har socialfaglig baggrund på lige fod med de øvrige socialpædagoger i afdelingen samt tre års erfaring på området og personligt kendskab til alle flygtningesager i afdelingen.

Hvis indklagede havde ført en hensynsfuld personalepolitik, ville klager have fået et fortrin frem for andre, da hun fortsat var ansat på ansøgningstidspunktet.

Centerchefens svar til klager fremkom inden ansættelsesudvalget var trådt sammen, og klager fik derfor ikke lov til at søge på lige fod med andre.

Det bestyrker klager i, at klagers tilstedeværelse efter tiltrædelse af den konstituerede afdelingsleder var uønsket.

Der blev opslået endnu en stilling som § 85-støttekontaktperson.

Denne stilling blev klager heller ikke tilbudt.

Det er klagers opfattelse, at hun hurtigere ville være blevet raskmeldt, hvis hun var blevet tilbudt en af de stillinger, der var opslået inden for klagers kompetenceområde.

Klager ville kunne varetage en sådan stilling, mens hun kom sig, og kunne have fundet tryghed i arbejdsopgaverne og især have fået indklagedes anerkendelse af, at klager havde været udsat for mobning i en urimelig lang periode, uden at ledelsen reagerede.

På baggrund af en henvendelse fra klagers faglige organisation til kommunaldirektøren vil der fremadrettet blive rettet op på juridiske og tekniske fejl i sagsbehandlingen.

Dette kommer dog ikke klager til gavn.

Indklagede har efterfølgende indgået en fratrædelsesaftale med centerchefen.

Klager er fortsat meget påvirket af det urimelige og langvarige forløb, og hun er fortsat ikke rask nok til at søge fuldtidsbeskæftigelse et nyt sted.

Indklagede gør gældende, at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap eller social oprindelse.

Der er ikke belæg for klagers påstand om, at hun blev direkte forskelsbehandlet dels som socialpædagog og dels som følge af sin belastningsreaktion.

Klager har ikke fremlagt dokumentation herfor.

Der er ikke hjemmel i forskelsbehandlingsloven i forhold til direkte eller indirekte forskelsbehandling i relation til klagers uddannelse som socialpædagog.

Der er ikke tale om forskelsbehandling på grund af social oprindelse eller andre grunde i forskelsbehandlingsloven.

Indklagede henviser til nævnets afgørelse nr. 207/2014.

Heri fremhævede nævnet, at nævnet ikke har kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af uddannelsesmæssig baggrund.

Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Opsigelsen af klager skete ud fra saglige og objektive kriterier, da hun blev opsagt på grund af fravær som følge af sygdom.

Indklagede anfægter klagers påstand om, at hun har et handicap, og at dette skulle være årsag til omplaceringen og afskedigelsen af hende.

Sygdom i sig selv udgør ikke et handicap.

Ifølge klagers egen redegørelse ville hun være blevet hurtigere raskmeldt, såfremt hun var blevet tilbudt en anden stilling, ligesom hendes tidligere stilling efter hendes egne oplysninger var drømmejobbet og medvirkende til, at hun kunne "holde fast" i stedet for at sygemelde sig.

Klager giver dermed udtryk for, at hun ikke ville have sygemeldt sig, såfremt hun ikke var blevet omplaceret eller var blevet tilbudt en anden stilling i kommunen.

Sygdommen er således alene knyttet til en bestemt lokation og er således ikke omfattet af handicapbegrebet, som det skal forstås ud fra forskelsbehandlingsloven.

Indklagede henviser til Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 126/2014, hvorefter belastningsreaktion ikke er et handicap.

Det er uden betydning - såfremt Ligebehandlingsnævnet kommer frem til, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand - om dette skulle være forårsaget af forholdene på arbejdspladsen.

Indklagede henviser til nævnets afgørelse 191/2011.

Såfremt nævnet kommer frem til, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, har indklagede truffet de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give klager adgang til beskæftigelse.

For så vidt angår arbejdsmiljøet havde indklagede et forløb med eksterne konsulenter i henhold til Arbejdstilsynets anvisninger, og der var for eksempel også en fælles seminardag for medarbejderne.

Der blev i foråret 2013 truffet ledelsesmæssig beslutning om at fusionere to myndighedsgrupper ved Centeret.

Den ændrede organisering var ikke knyttet til arbejdsmiljøet.

I forbindelse med fusionen traf ledelsen beslutning om at adskille bestiller-og udføreropgaverne.

Medarbejdere med bestilleropgaver har myndighed og bestiller opgaverne, hvorimod medarbejdere med udføreropgaver udfører opgaverne og derfor er eksternt placerede, da de udfører opgaverne ude på virksomhederne.

De organisatoriske ændringer blev efterfølgende drøftet af MED-udvalget.

Indklagede kommune fastlægger i medfør af ledelsesretten placeringen af opgaverne.

Klager var den eneste medarbejder placeret i en udførerstilling i administrationen, idet alle øvrige medarbejdere med udføreropgaver var placeret i bofællesskaberne i den indklagede kommune eller ved kommunens botilbud.

Klagers stilling kunne ikke forankres i administrationen og er heller ikke i dag forankret i administrationen.

Det blev derfor besluttet at nedlægge klagers stilling.

Klager blev orienteret om begrundelsen herfor på møder den 22. april og 6. maj 2013.

Når en stilling nedlægges, forsøger indklagede altid at finde et job et andet sted i kommunen forinden en eventuel afskedigelse.

Klager fik tilbudt og accepterede en omplacering til Botilbuddet.

Der blev i den forbindelse også drøftet omplacering til en stilling i socialpsykiatrisk center.

Hverken klager eller lederen ved centeret var interesseret deri.

Den 28. juni 2013 underskrev klager erklæring om ændring af ansættelsesforholdet.

Den 9. juli 2013 blev der afholdt møde med deltagelse af arbejdsmiljørepræsentanten om klagers aktuelle opgaver, og efterfølgende holdt klager møde med forstanderen ved Botilbuddet om klagers nye opgaver.

Klager skulle være med til at udvikle 'Aktiviteten' ved Botilbuddet i forbindelse med opstarten, hvilket hun var indforstået med.

Det var i den forbindelse ikke muligt med personalemæssige omrokeringer ved Botilbuddet af hensyn til stabiliteten for brugerne og klagers kolleger.

Der var tale om en omplacering til en stilling i samme center, med samme arbejdstid og lønvilkår som hidtil.

Stillingen var afpasset i forhold til klagers uddannelsesniveau, og der var mulighed for et kollegialt fællesskab med kolleger på samme uddannelsesniveau.

Der blev også taget hensyn til klagers ønsker for opstart i forhold til hvordan og hvornår.

På dette tidspunkt havde klager ikke sygemeldt sig.

Ved omplacering af klager til Botilbuddet blev der mulighed for uddannelsesmæssig opkvalificering.

Den medarbejder, som klager har oplyst blev tilbudt opkvalificering, var allerede placeret i en myndighedsstilling og blev tilbudt opkvalificering inden for dette område.

Der var således ikke tale om en medarbejder i en tilsvarende stilling som klager.

Hvis klager ikke havde accepteret tilbuddet om omplacering, ville indklagede have foretaget partshøring om nedlæggelse af klagers stilling og den følgelige opsigelse af klager.

Ved opstarten fik klager tilbudt psykologtimer finansieret af indklagede, men klager afslog og valgte selv en coach.

Det tidsmæssige aspekt (tre sessioner) af forløbet blev fastsat i samarbejde med forstanderen, klager og den pågældende coach.

Klager gav efterfølgende udtryk for, at forløbet havde været godt.

Botilbuddet har sit eget budget, og beslutningen om at tilbyde psykologtimer skal derfor ikke drøftes med en øvre ledelse eller med centerchefen som påstået af klager.

Klager søgte ikke stillingen som § 85-støttekontaktperson i efteråret 2013 ved Botilbuddet, og hun fik den derfor ikke tilbudt.

Klager blev efter sin sygemelding den 24. oktober 2013 indkaldt til en omsorgssamtale den 6. november 2013, hvilket hun meldte afbud til.

Der blev afholdt omsorgssamtale den 26. november 2013.

Samtalen var begrundet i flere sygefraværsperioder samt den nuværende.

Det fremgår af referatet, at indklagede ikke var afvisende over for at tilbyde klager psykologhjælp.

Indklagede mente dog ikke, at der skulle tages kontakt til Falck Healthcare set i lyset af, at klagers egen læge ikke mente, at det var det rette tidspunkt at tilbyde psykologhjælp på.

Det fremgår ikke af den af klager fremsendte mailkorrespondance mellem klager og forstanderen dateret den 3. december 2013, at forstanderen afviste psykologhjælp.

Ved opfølgningssamtale den 23. december 2013 oplyste klager, at hun havde det bedre, men ikke kunne give et bud på en tidshorisont for, hvornår hun ville kunne genoptage arbejdet.

Klager oplyste, at hun havde fået nogle navne på psykologer, men at hun endnu ikke havde opsøgt en.

Klager valgte således selv på daværende tidspunkt ikke at opsøge en psykolog.

Den 23. januar 2014 blev der afholdt nyt opfølgningsmøde.

Ifølge referatet ville der efter lægens vurdering gå 4-8 uger, før klager kunne vende tilbage til arbejdspladsen.

Klager gav udtryk for, at hun ville starte på deltid, hvilket ledelsen ved Botilbuddet imødekom.

Ledelsen tilkendegav også, at arbejdsopgaverne i opstartsfasen ikke behøvede at være beboerrelaterede, og at der ved næste møde skulle laves en handleplan.

Ledelsen oplyste, at det ikke var for at presse klager, men et udtryk for, at en tilbagevenden på nedsat tid ville hjælpe klager på vej.

Der blev afholdt nyt møde den 5. februar 2014.

Klager oplyste, at hun havde fået diagnosen belastningsreaktion.

I denne forbindelse blev en handleplan for genoptagelse af arbejdet 2 timer 2 gange om ugen drøftet.

I forbindelse med klagers forsøg på at genoptage arbejdet blev der taget en række initiativer.

Der skulle således ikke være beboer-, borger eller kollegakontakt, der skulle være mulighed for anden indgangsdør, opgaverne skulle være administrative, og timeantallet skulle være minimalt med kun mødetid om eftermiddagen.

Foranstaltningerne blev aftalt i samarbejde med klager.

Det er derfor indklagedes opfattelse, at der blev truffet en række foranstaltninger for at give klager adgang til beskæftigelse, og at disse var tilstrækkelige i forhold til, at klager kunne starte på arbejde igen.

Klager mødte på arbejde i henhold til planen den 10. februar 2014, men sygemeldte sig igen på fuld tid.

Herefter blev der afholdt opfølgningssamtale den 26. februar 2014, hvor klager oplyste, at hun ikke vidste, hvornår hun kunne genoptage arbejdet.

Klager blev gjort opmærksom på, at klagers fravær ikke længere var foreneligt med driften, og at hun ville blive indstillet til uansøgt afskedigelse.

Da klager ikke magtede at genoptage arbejdet 2x2 timer om ugen, var det indklagedes opfattelse, at klager heller ikke ville være i stand til at varetage en udekørende funktion.

Klager var i henhold til ændringsblanketten ansat ved Botilbuddet, og det var derfor ud fra driften på dette ansættelsessted, at en afgørelse om opsigelse skulle vurderes.

Indklagede partshørte herefter klager om opsigelse den 7. marts 2014.

Efter forhandlingsmøde den 26. marts 2014 med klagers faglige organisation vurderede indklagede sagen igen.

Vurderingen var fortsat, at der var tale om et så omfattende sygefravær, at det ikke længere var foreneligt med driften på Botilbuddet.

Klager havde da været sygemeldt i fem måneder og var fortsat sygemeldt på fuld tid.

Klager blev derfor opsagt.

Indklagede er ved stillingsopslag forpligtet til at ansætte den bedst kvalificerede ansøger.

Indklagede tager dog for så vidt muligt personalepolitiske hensyn, hvis der er ansøgere i en opsigelsesperiode, såfremt vedkommende besidder de nødvendige kompetencer i forhold til stillingen.

Klager fik ikke tilbudt stillingen som integrationsrådgiver, da der var tale om en myndighedsstilling, og da klager derfor ikke opfyldte betingelserne for ansættelse i denne stilling.

Stillingsindholdet svarede ikke til den stilling, som klager tidligere bestred.

Uanset at klager ikke var kvalificeret til stillingen, var hun ikke hindret i at søge på lige vilkår med andre.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap og social oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre (forskelsbehandlingsloven).

Social oprindelse

Det er antaget, at "social oprindelse" relaterer sig til den gængse opfattelse af sociale klasser, således at det for eksempel vil være udtryk for forskelsbehandling på grund af social oprindelse, hvis en medarbejder behandles anderledes end andre medarbejdere, fordi den pågældendes forældre har en ikke-akademisk baggrund, eller fordi den pågældende kommer fra et socialt belastet område.

Forskelsbehandling på grund af uddannelsesmæssig baggrund kan efter nævnets vurdering ikke anses for at være forskelsbehandling på grund af social oprindelse.

Nævnet har derfor ikke kompetence til at tage stilling til forskelsbehandling på grund af uddannelsesmæssig baggrund.

Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Handicap

En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse på grund af handicap.

Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse.

Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde.

Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed.

Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb.

Klager har bevisbyrden for, at hun led af en sygdom, der havde medført et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager var på grund af psykiske forhold periodevist sygemeldt fra 24. oktober 2013.

Under opfølgningssamtale den 5. februar 2014 oplyste klager, at hun havde fået stillet diagnosen belastningsreaktion.

På opsigelsestidspunktet havde sygefraværet ikke været langvarigt.

På dette tidspunkt var der heller ikke oplysninger om, at sygdommen ville blive af lang varighed.

Ifølge speciallægeerklæringen af 21. maj 2014 betegnedes prognosen på lang sigt da også som værende god.

Nævnet finder det på denne baggrund ikke dokumenteret, at klager på opsigelsestidspunktet var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager får derfor heller ikke medhold i denne del af klagen.

<2015-6810-00531>