Erstatningsansvarslovens § 26 a - godtgørelse til efterladte, nævnets j.nr. 15-520-07014

Erstatningsansvarslovens § 26 a - godtgørelse til efterladte, nævnets j.nr. 15-520-07014

Ansøger søgte om forsørgertabserstatning samt efterladtegodtgørelse som følge af, at hans biologiske mors samlever blev dræbt.

Den på drabstidspunktet 8-årige ansøger havde altid haft bopæl hos sin mor.

Nævnet fandt grundlag for at tilkende ansøger forsørgertabserstatning, idet ansøgers biologiske mor og afdøde havde haft fælles bopæl, husholdning og økonomi i knap 2 år inden drabet, og idet der var oplysning om, at ansøger ikke modtog økonomisk hjælp fra sin biologiske far.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilkende efterladtegodtgørelse til ansøger.

Nævnet henviste til forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 26 a, hvoraf fremgår, at godtgørelsen normalt udbetales til afdødes nært-stående, det vil sige som udgangspunkt afdødes efterladte ægtefælle eller samlever, mindreårige børn og, hvis afdøde var mindreårig, afdødes forældre.

Efter omstændighederne kan også andre end ovenfor nævnte persongruppe være berettiget.

Dette forudsætter dog, at der har været et sådant særligt forhold mellem den efterladte og afdøde, at der må antages at være tale om en tilsvarende særlig følelsesmæssig belastning som følge af dødsfaldet.

Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på FED 2012.71, hvor A blev kendt skyldig i drab på D og C.

E, som var D’s biologiske datter og C’s steddatter, havde i landsretten afgivet forklaring om sit forhold til C, og havde i den forbindelse forklaret, at C kom ind i hendes tilværelse, da hun var ca. 10 år, og således havde været en del af hendes liv i 12 år.

C var som en biologisk far for hende, men der var ikke tale om adoption, da hun både havde sin biologiske mor og far.

C havde udtalt, at hvis der nogensinde skete noget med D, skulle E fortsat bo hos C.

Hun havde hele tiden boet hos sin mor og C og boede således sammen med dem, da drabene fandt sted.

Landsretten fandt E berettiget til efterladtegodtgørelse som følge af drabet på C.

Landsretten fandt i den forbindelse, at der havde bestået et sådant særligt forhold mellem E og C, at dødsfaldet måtte antages at have tilføjet hende en følelsesmæssig belastning, som svarer til, hvad drab på forældre indebærer.

Nævnet lagde således vægt på, at ansøger hverken var biologisk barn eller adoptivbarn af afdøde, og at der ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at ansøger og afdøde havde et særligt tæt forhold, eller at forholdet adskilte sig fra en normal tilknytning mellem nærtstående familiemedlemmer i en sådan grad som i FED 2012.71, at ansøger var berettiget til erstatning i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 a.

Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøger var 8 år på skadestidspunktet, samt at han på daværende tidspunkt havde haft fælles bopæl med afdøde i en samlet periode på knap 2 år.