Erstatningsansvarslovens §§ 12-14 - begravelsesudgifter og tab af forsørger, nævnets j.nr. 15-520-06317
Statutory Text (2 Articles)
Erstatningsansvarslovens §§ 12-14 - begravelsesudgifter og tab af forsørger, nævnets j.nr. 15-520-06317
I n.j.nr. 15-520-06317 var ansøgers ægtefælle blevet dræbt, og ansøger søgte herefter om forsøgertabserstatning, overgangsbeløb og efterladtegodtgørelse.
Det fremgik af sagen, at ansøger og afdøde, der kun havde været gift i 6 måneder, forud for drabet havde besluttet sig for at blive skilt, og at ansøger allerede havde udfyldt skilsmissepapirerne.
Det fremgik endvidere, at ansøger og afdøde kun havde haft fælles bopæl i 43 dage, at ansøger var fraflyttet adressen kort tid inden dødsfaldet, og at afdøde havde indledt forhold til en anden mand, som hun også tidligere havde haft et forhold til.
Nævnet tilkendte ansøger forsørgertabserstatning og overgangsbeløb.
Vedrørende forsørgertabserstatningen lagde nævnet vægt på, at grundlaget for forsørgertabserstatning til en efterladt ægtefælle er den gensidige retlige forsørgelsespligt.
Pligten ophører ved (juridisk) separation.
Selv om samlivet var ophævet umiddelbart inden drabet, kunne det imidlertid ikke lægges til grund, at afdøde og ansøger var blevet separeret i juridisk forstand, og ansøger var herefter berettiget til forsørgertabserstatning.
Da overgangsbeløbet tilkommer samme personkreds som forsørgertabserstatning, jf. erstatningsansvarslovens § 13, var ansøger også berettiget hertil.
Nævnet meddelte afslag på godtgørelse til efterladte, jf. erstatningsansvarslovens § 26 a, under henvisning til de ovenfor anførte omstændigheder.
Nævnet fandt således efter en samlet vurdering af disse ikke, at det kunne lægges til grund, at der på drabstidspunktet bestod et sådant særligt forhold mellem ansøger og afdøde, at ansøger var berettiget til efterladtegodtgørelse.