Offererstatningslovens § 10 - krav ikke gjort gældende i retten under straffesagen, nævnets j.nr. 14-520-04381
Statutory Text (2 Articles)
Offererstatningslovens § 10 - krav ikke gjort gældende i retten under straffesagen, nævnets j.nr. 14-520-04381
Skadevolder blev dømt for at have dræbt ansøgers ægtefælle.
Ansøger blev ved dommen tilkendt erstatning i overensstemmelse med bistandsadvokatens påstand, som skadevolder havde anerkendt.
Påstanden udgjorde ca. 350.000 kr. i forsørgertabserstatning og 108.000 kr. i overgangsbeløb.
Ansøgers advokat søgte efterfølgende nævnet om forsørgertabserstatning og overgangsbeløb i overensstemmelse hermed samt om 120.000 kr. i efterladtegodtgørelse.
Nævnet besluttede at tilkende ansøger forsørgertabserstatning og overgangsbeløb som ansøgt og i overensstemmelse med dom.
Nævnet gjorde samtidig ansøgers advokat opmærksom på, at der var begået fejl i forbindelse med opgørelsen af forsørgertabserstatningen og overgangsbeløbet.
Advokaten havde således på ansøgers vegne nedlagt påstand om væsentligt mindre, end ansøger var berettiget til efter erstatningsansvarsloven.
Nævnet afslog ansøgers ansøgning om efterladtegodtgørelse, idet nævnet lagde vægt på, at der ikke var nedlagt påstand herom eller taget forbehold herfor i forbindelse med sagens behandling ved retten, og at selv om bistandsadvokaten ikke kunne møde på tidspunktet for sagens behandling i retten, så var han bekendt med, hvornår hovedforhandlingen fandt sted, og han udarbejdede og sendte en erstatningsopgørelse til retten, som blev fremlagt under sagen.
Nævnet opfordrede advokaten til at anmelde sagen over for sit ansvarsforsikringsselskab, idet den fejlagtige opgørelse af forsørgertabserstatning og overgangsbeløb samt den manglende påstand om/forbehold for efterladtegodtgørelse efter nævnets opfattelse kunne medføre et selvstændigt professionsansvar for advokaten.
Nævnet anmodede advokaten om underretning om, hvad sagen gav ansvarsforsikringen anledning til.
Nævnet har efterfølgende fået oplyst, at forsikringen har anerkendt, at advokaten havde pådraget sig et professionsansvar, og har udbetalt yderligere forsørgertabserstatning og overgangsbeløb til ansøger med i alt ca. 700.000 kr. + renter.
Forsikringen fandt ikke grundlag for at udbetale efterladtegodtgørelse til ansøger.