Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015

Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, til en statsborger fra Peru, der i december 2006 blev meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2014 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse aktuelt var under uddannelse eller i beskæftigelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9.

Udlændingenævnet fandt , at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse opfyldte betingelsen om aktuelt at være i beskæftigelse eller under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution.

Udlændingenævnet lagde vægt på , at ansøgerens ægtefælle til Udlændingenævnet selv havde oplyst, at ansøgeren ikke aktuelt var i beskæftigelse, da ansøgeren afventede en praktikplads.

Udlændingenævnet fandt endvidere , at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren, såfremt Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse i sagen inden april 2014, havde opfyldt betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse.

Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på , at der ikke herved var oplyst om sådanne omstændigheder, som kunne føre til en fravigelse af kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9.

Udlændingenævnet bemærkede hertil , at det er ansøgerens forhold på afgørelsestidspunktet, der er afgørende for, om der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, og at længden af sagsbehandlingstiden hos Udlændingestyrelsen ikke i sig selv kunne danne grundlag for dispensation fra kravet om aktuel beskæftigelse eller uddannelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9.

Udlændingenævnet fandt således , at ansøgeren havde mulighed for at opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, på et senere tidspunkt.