Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - ej medhold

J.

nr. 2014-6811-64027

En mand klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med en udstedt erklæring til brug for ægtefællens inddrivelse af børnebidrag i Italien, uden at manden blev orienteret herom.

Ankestyrelsen var indklaget i sagen, og Ligebehandlingsnævnets sekretariat var derfor myndighedsinhabilt.

I stedet stod Kammeradvokaten for den indledende sagsbehandling.

Nævnet fandt, at der ikke var forhold i sagen, der gav anledning til at formode, at manden havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med indklagedes sagsbehandling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at klager ikke modtog orientering om de foretagne sagsbehandlingsskridt ved behandlingen af klagers tidligere ægtefælles henvendelse til indklagede i 2010-2011.

Sagsfremstilling

Klager, der er bosiddende i Italien, underskrev i 2002 sammen med sin tidligere ægtefælle en erklæring om, at de danske myndigheder skulle fastsætte bidragspligten for parrets tre børn i forbindelse med deres skilemisse.

Det fremgår af sagen, at Københavns Overpræsidium traf afgørelse den 29. august 2002 i bidragssagen.

Det blev her bestemt, at klager skulle betale normalbidrag plus 100 procent til klagers tre børn.

Den 11. marts 2009 traf Statsforvaltningen Hovedstaden afgørelse om, at bidraget skulle nedsættes til normalbidraget.

Denne afgørelse ændrede indklagede ved afgørelse af 9. juli 2010 således, at klager igen skulle betale normalbidraget plus 100 procent i overensstemmelse med den oprindelse afgørelse.

I december 2010 rettede klagers tidligere ægtefælles advokat henvendelse til indklagede med henblik på at modtage en erklæring til brug for en inddrivelsessag i Italien, idet det var den tidligere ægtefælles opfattelse, at klager ikke betalte i overensstemmelse med afgørelsen om betaling af bidrag.

Som svar på denne henvendelse anmodede indklagede Statsforvaltningen Hovedstaden (Statsforvaltningen pr. 1. juli 2013), om at udfærdige attesterne og en bekræftet kopi af bidragsafgørelse.

Den 12. maj 2011 fremsendte indklagede de modtagne dokumenter fra Statsforvaltningen Hovedstaden tillige med en bekræftet kopi af Statsforvaltningen Hovedstadens afgørelse af 11. marts 2009 samt indklagede afgørelse af 9. juli 2010 om fastsættelse af bidrag.

Det fremgår af sagen, at indklagede ikke orienterede klager om den tidligere ægtefælles henvendelse.

I maj 2011 rettede klagers tidligere ægtefælle igen henvendelse til indklagede med en forespørgsel angående underholdspligtforordningens ikrafttræden i Danmark.

Attest efter underholdspligtforordningen blev efter anmodning fra indklagede underskrevet af Statsforvaltningen Hovedstaden og den 18. oktober 2011 fremsendt til den tidligere ægtefælles advokat.

Klager blev ikke orienteret herom.

Klager fremsendte ved brev af 12. november 2012 en klage til Folketingets Ombudsmand over Statsforvaltningen Hovedstadens og indklagede udstedelser af eksigibilitetserklæringer.

Klager anførte i den forbindelse, at formålet med klagen var at få Statsforvaltningen Hovedstaden til at trække de udstedte erklæringer tilbage.

Til støtte herfor anførte klager i første række, at det ikke var korrekt, når den tidligere ægtefælle - som begrundelse for anmodningen om de pågældende erklæringer - havde anført, at bidragsforpligtede (klager) ikke betalte i henhold til afgørelsen herom.

Endvidere anførte klager, at den manglende orientering af ham om myndighedernes behandling af den tidligere ægtefælles anmodninger om eksigibilitetserklæringer havde frataget ham muligheden for at påklage grundlaget for erklæringerne.

Endelig gjorde klager gældende, at de pågældende danske myndigheder ikke havde været kompetente til at udstede eksigibilitetserklæringen i henhold til de internationale regler herom, og at myndighederne desuden ikke havde overholdt gældende sagsbehandlingsregler.

Afslutningsvis bemærkede klager, at han var klar over, at rette rekursmyndighed i relation til udstedelsen af eksigibilitetserklæringerne var Ankestyrelsen, men henset til at Ankestyrelsen allerede havde været involveret i sagen, fandt klager det betænkeligt at overlade klagesagen til styrelsen.

Det fremgår af sagen, at ombudsmanden ikke mente at kunne behandle klagen, hvorfor den blev sendt videre til Statsforvaltningen Hovedstaden som en klage over udstedelsen af attester.

I januar 2013 fremsendte klager en række spørgsmål samt en anmodning om aktindsigt til Statsforvaltningen Hovedstaden, og i februar 2014 henvendte klager sig igen til Folketingets Ombudsmand, da han endnu ikke havde modtaget et endeligt svar i sagen.

Ombudsmanden videresendte i marts 2014 klagers henvendelser til Ankestyrelsen med anmodning om, at sagens behandling skulle fremskyndes.

Den 10. april 2014 traf indklagede afgørelse i sagen angående Statsforvaltningens udstedelse af attester om eksigibilitet.

Indklagede besvarede i brevet klagers kritikpunkter vedrørende sagens behandling og fremhævede bl.a., at udfærdigelsen af en eksigibilitetserklæring alene har til formål at beskrive den allerede trufne afgørelse.

Endvidere fandt indklagede ikke anledning til at kritisere Statsforvaltningens sagsbehandling i forbindelse med klagers anmodning om aktindsigt.

Kopi af afgørelsen blev sendt til klagers tidligere ægtefælle.

Klager anmodede ved brev af 27. april 2014 indklagede om at redegøre for, hvorfor indklagedes afgørelse af 10. april 2014 tillige var sendt til hans tidligere ægtefælle.

Klager fremhævede i den forbindelse, at han ikke havde modtaget lignende orienteringer fra myndighederne i forbindelse med den tidligere ægtefælles anmodning om udstedelse af eksigibilitetserklæringer i 2010 og 2011.

Den 30. maj 2014 fremsendte klager endvidere en klage til Folketingets Ombudsmand over både Statsforvaltningens og indklagedes sagsbehandling i forbindelse med udstedelse af eksigibilitetserklæringer.

I klagen blev det fremhævet, at indklagede havde fremsendt afgørelsen af 10. april 2014 til klagers tidligere ægtefælle, men at klager ikke selv var blevet orienteret i forbindelse med udstedelsen af eksigibilitetserklæringerne

Ombudsmanden besluttede ved brev af 20. juni 2014, at der ikke skulle indledes en undersøgeæse af sagen og henviste klager til at gøre sine indsigelser vedrørende de udstedte eksigibilitetserklæringer gældende direkte over for de italienske inddrivelsesmyndigheder.

Ved brev af 7. juli 2014 besvarede indklagede klagers brev af 27. april 2014.

Det fremgår heraf, at indklagede var af den opfattelse, at klagers tidligere ægtefælle - som part i den oprindelse sag - med rette var blevet orienteret om udfaldet af klagesagen, jf. indklagedes afgørelse af 10. april 2014.

Der var efterføglende yderligere korrespondance mellem klager og indklagede vedrørende indklagedes sagsbehandling, herunder særligt i relation til underretning af modparter i bidragssager.

Klager fremhævede i den forbindelse bl.a., at indklagede havde udøvet forskelsbehandling af klager og hans tidligere ægtefælle i forbindelse med indklagedes sagsbehandling, idet klager ikke var blevet orienteret i samme omfang som den tidligere ægtefælle.

Indklagede orienterede ved brev af 26. september 2014 klager om muligheder for at forelægge sagen for Ligebehandlingsnævnet.

¬¬Klager fremsendte i december 2014 en klage til Ligebehandlingsnævnet, hvor han bl.a. gjorde gældende, at indklagede havde udsat ham for grov forskelsbehandling på grund af køn.

På baggrund af Ombudsmandens udtalelse af 17. februar 2015 om, at der (i en anden sag) foreligger myndighedsinhabilitet, når Ankestyrelsen både er part i en klagesag i Ligebehandlingsnævnet og samtidig varetager sekretariatsbetjeningen af nævnet, fremsendte Ligebehandlingsnævnet ved brev af 2. juli 2015 klagesagen til Kammeradvokaten med henblik på substitution af sekretariatsbetjeningen.

Klager og indklagede har, efter at sagen blev oversendt til Kammeradvokaten, haft lejlighed til at fremkomme med yderligere bemærkninger.

Indklagede har henholdt sig til det tidligere anførte og er således ikke fremkommet med væsentlige nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

Klager er fremkommet med bemærkninger og yderligere bilag, der i det væsentligste svarer til de af klager tidligere fremførte synspunkter, herunder for så vidt angår klagers indsigelser mod de udstedte erklæringer samt vedrørende indklagedes fremgangsmåde for fremsendelse af orientering/information om sagsbehandlingsskridt mv.¬¬ Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for grov forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med indklagedes sagsbehandling, idet han ikke er blevet orienteret om indklagedes sagsbehandling i samme omfang som hans tidligere ægtefælle.

¬¬Det er således klagers overordnede synspunkt, at det var udtryk for forskelsbehandling på grund af køn, da indklagede fremsendte afgørelsen af 10. april 2014 til klagers tidligere ægtefælle, når denne fremgangsmåde sammenholdes med, at klager ikke modtog nogen orientering i forbindelse med sagsbehandlingen af den tidligere ægtefælles anmodninger i 2010 og 2011 om udstedelse af attester til brug for eksigibilitet i udlandet.

¬¬Klager redegør i sin klage endvidere for sagsforløbet i forbindelse med fastsættelsen af bidrag til klagers tre børn efter skilsmissen i 2002.

Klager fremhæver i den forbindelse, at han altid har betalt i henhold til de trufne afgørelse(r) om bidragspligt, og at der således intet grundlag har været for, at hans tidligere ægtefælle skulle påbegynde en inddrivelsessag i Italien, herunder anmode danske myndigheder om udstedelse af attester til brug for sagen.

I tilknytning hertil anfører klager, at myndighederne burde have forespurgt ham om rigtigheden af grundlaget for erklæringernes udstedelse, da hans tidligere ægtefælle fremsendte anmodningerne om udstedelse af attester.

¬¬Herudover mener klager, at erklæringerne er blevet udstedt i strid med internationale regler og vejledninger, og at han først blev bekendt med attesternes udstedelse i forbindelse med en proces ved byretten i Varese i Italien.

Endelig fremhæver klager, at det udelukkende har været kvindelige ansatte ved myndighederne samt en kvindelig advokat, der har været involveret i udstedelsen af eksigibilitetserklæringerne og sagsbehandlingen i øvrigt.

Klager stiller i den forbindelse spørgsmålstegn ved, om indklagede udøver en vis forskelsbehandling mellem kvindelige bidragsmodtagere og mandlige bidragsbetalere, og om samtlige sagsbehandlingsskridt bliver foretaget på et neutralt og objektivt grundlag særligt taget i betragtning, at der er 80 % flere kvindelige ansatte ved styrelsen og øvrige danske myndigheder, end der er mandlige ansatte.

¬¬ Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Indklagede har henvist til, at det er fast praksis, at der i sager om klager over Statsforvaltningens sagsbehandling sendes en kopi af afgørelsen til modparten.

Denne praksis gælder, uanset om modparten er mand eller kvinde.

Indklagede bemærker yderligere, at udfærdigelsen af attester til brug for eksigiblitet i udlandet ikke er afgørelser i forvaltningenslovens forstand.

Udfærdigelsen er reguleret af underholdspligtforordningen og har alene til formål at beskrive den allerede trufne afgørelse.

Endvidere henviser indklagede til det i afgørelsen af 10. april 2014 anførte om praksis for udstedelse af attester.

¬¬ Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion ¬¬Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter §§ 2, 2 a og 2 b i lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

¬¬Ligestillingslovens formål er at modvirke direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Loven gælder blandt andet myndigheder og organisationer inden for den offentlige forvaltning.

¬¬Efter loven må ingen udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

¬¬I denne sag har klager ikke påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at køn er indgået i grundlaget for beslutningen om at sende kopi af afgørelsen af 10. april 2014 til klagers tidligere ægtefælle.

¬¬Efter det oplyste er der tale om to forskellige situationer, hvor den første situation angår sagsbehandlingen i forbindelse med den tidligere ægtefælles anmodninger i 2010 og 2011 om udstedelse af eksigibilitetserklæringer, hvilket omfatter udfærdigelse af dokumenter, der alene indeholder oplysninger om en allerede gældende retsstilling vedrørende bidragspligt.

¬¬Den anden situation angår sagsbehandlingen i forbindelse med en egentlig klagesag.

Ligebehandlingsnævnet finder derfor, at klager ikke har påvist sammenlignelige situationer, der er blevet behandlet forskelligt, eller at klager på anden måde har henvist til forhold, der giver anledning til at formode, at køn er indgået i indklagedes beslutninger om konkrete sagsbehandlingsskridt.

¬¬Ligebehandlingsnævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at der, for så vidt angår indklagedes afgørelse 10. april 2014, er tale om et sædvanligt skridt i sagsbehandlingen af en klagesag, da indklagede orienterede klagers tidligere ægtefælle om afgørelsen.

Nævnet lægger i den forbindelse til grund, at der anvendes den samme praksis for orientering af modparter, uanset køn.

¬¬For så vidt angår øvrige klagepunkter bemærkes, at Ligebehandlingsnævnet ikke har kompetence til at påse, om udstedelser af attester til klagers tidligere ægtefælle har været korrekt.

Ligebehandlingsnævnet hæfter sig dog ved, at klagers indsigelser for så vidt angår attesternes udstedelse er besvaret i indklagedes afgørelse af 10. april 2014.

Endvidere har forløbet ikke givet anledning til, at Folketingets Ombudsmand har undersøgt sagen nærmere, og der er heller ikke oplysninger i sagen om, at klager skulle have anfægtet bidragsafgørelsen af 9. juli 2010, hvorved det blev bestemt, at klager skulle betale bidrag i overensstemmelse med den oprindelige afgørelse af 29. august 2002 fra Københavns Overpræsidium.

¬¬Der er heller ikke andre forhold i sagen, der peger på, at indklagede har udsat klager for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Det forhold, at der er flere kvindelige end mandlige ansatte i de omhandlede myndigheder, kan dermed ikke tillægges en selvstændig betydning.

¬¬Klager får således ikke medhold i klagen.

¬¬ Retsregler ¬¬Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:¬¬Lov om ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

<2014-6811-64027>

-

§ 1, stk. 1 og stk. 2, om nævnets kompetence¬§ 3, stk. 1-3, om nævnets organisation¬§ 9, stk. 1 og § 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1 om lovens formål¬§ 1 a, stk. 1, nr. 1, om lovens anvendelsesområde¬§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling¬§ 2, stk. 4, om delt bevisbyrde