Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - kommuner - er handicap - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - kommuner - er handicap - ej medhold

J.

nr. 2014-6810-59205

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at en jurist i fleksjob blev afskediget fra en kommune.

Hun havde nedsat funktionsevne på grund af PTSD, hvilket nævnet vurderede var et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Juristens opgaver blev i forbindelse med budgetbesparelser rykket til en anden afdeling, og det var ikke muligt for kommunen at finde andre opgaver til hende.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som jurist i den indklagede kommune.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev opsagt fra sin stilling som jurist i den indklagede kommune.

Sagsfremstilling

Klager tiltrådte den 1. marts 2005 en tidsbegrænset stilling som jurist ved X Kommune.

Den 1. december 2005 blev klager fastansat.

Pr. 1. januar 2007 overgik klager som følge af kommunesammenlægningerne til en stilling som jurist ved den indklagede kommune.

Klagers tjenestested var sundhedsforvaltningen.

Klagers arbejdstid var 37 timer om ugen.

Klager blev sygemeldt i oktober 2007.

Det fremgår af psykiatrisk speciallægeerklæring af 29. april 2008, at klager havde nedsat hukommelse og koncentration, vanskeligheder ved at strukturere tingene samt øget træthed og behov for ro.

Speciallægen vurderede, at klager havde en posttraumatisk stresstilstand og deraf følgende alvorlig nedsættelse af funktionsevnen.

Psykologisk undersøgelse på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik viste i juni 2008 symptomer på posttraumatisk stresssyndrom i form af blandt andet vagtsomhedssymptomer, søvnbesvær, manglende overskud til at beskæftige sig med noget og nedsat koncentration og hukommelse.

Tests viste desuden lette depressive symptomer.

Klagers bopælskommune vurderede ifølge bevilling af fleksjob af 22. august 2008, at klager havde varige begrænsninger i arbejdsevnen og ikke ville kunne opnå beskæftigelse på normale vilkår.

I forbindelse med sygeperioden havde klager delvist været i arbejde fra februar 2008.

Klager klarede i gennemsnit 10-12 arbejdstimer om ugen fordelt over tre arbejdsdage.

Klager havde stor indflydelse på sine arbejdsopgaver, arbejdspauser mv. Det havde ikke været muligt at øge arbejdstiden.

Klager blev ansat i fleksjob pr. 1. september 2008 i Social Service i den indklagede kommune.

Den gennemsnitlige arbejdstid var 12 timer og skulle på sigt øges til 15 timer om ugen.

Ifølge bevilling af løntilskud til fleksjob var klagers arbejdsopgaver regres, sygedagpenge, rådgivning og vejledning.

Skånehensyn var udover nedsat arbejdstid arbejde i psykisk roligt arbejdsmiljø, og at klager kun måtte have en opgave ad gangen.

Der skulle derudover tages hensyn til eftervirkningerne af posttraumatisk stresssyndrom.

Det fremgår af psykiatrisk speciallægeerklæring af 21. marts 2011, at klager arbejdede om formiddagen, hvor hun var mere frisk, samt at hun undgik belastninger og blandt andet ikke deltog i personalemøder.

Klager magtede ikke at arbejde mere end 3½ x 3 timer om ugen.

Klager havde fortsat en markant svækkelse af hukommelsen og koncentrationsevnen, problemer med at stave og regne, hun tålte ikke at arbejde under tidspres og havde svært ved at klare to funktioner samtidigt.

Speciallægen vurderede, at klagers tilstand var uændret i forhold til tilstanden i 2008, og at den var varig uden psykiatriske behandlingsmuligheder.

Speciallægen mente ikke, at der var udsigt til, at arbejdstiden ville kunne øges.

Det fremgår af den indklagede kommunes bevillingskontrol pr. 31. marts 2014 og Arbejdsmarkedsudvalgets noter til budgetomplacering, at indklagede i 2014 forventede en mindre indtægt på regres på 0,864 mio. kr. (brutto), som hovedsagligt skyldtes færre sager, hvor der kunne

hjemtages regres, samt at beløbene på regressagerne var blevet mindre end tidligere.

Ifølge notat af 25. april 2014 fra sekretariatschefen ved Jobcenter og Borgerservice (sekretariatet) havde indklagede indhentet et tilbud fra Kommunernes Revision (BDO) på udførelse af regresopgaven.

Det fremgår, at indklagede årligt havde en udgift på 319.500 kr. til in house-inddrivelse af regres, der dog var tale om en nettoudgift, da inddrivelsen blev foretaget af en jurist i fleksjob.

Juristens arbejde blev understøttet af en HK overenskomstansat kollega, som foretog screening af sager.

Udgiften hertil var estimeret til 125.000 kr. årligt.

I notatet sammenholdtes de eksisterende in house indrivelsesomkostninger med det indhentede tilbud

Det fremgik videre, at indklagede forventede et resultat på omkring 1 mio. kr., men at det ikke kunne udelukkes, at resultatet kom til at ligge på et andet niveau.

Ifølge notatet var der god grund til at arbejde hen mod indgåelse af en aftale med BDO, hvilket ville indebære en plan for afvikling af fleksjobkonstruktionen og en fortsættelse af sagsscreeningen.

Den 21. maj 2014 afholdtes møde om omorganisering med deltagelse af sekretariatschefen, tillidsrepræsentanten for AC-gruppen og tillidsrepræsentanten for HK-gruppen.

Det fremgår af referatet, at regresopgaven borfaldt som en del af sekretariatets funktion som følge af stærkt vigende indtægter og heraf følgende voldsom begrænsning i opgaveomfang.

Den resterende opgave ville blive integreret inden for de eksisterende ressourcer i et andet team ved Jobcentret.

Mødedeltagerne var enige om, at der var tale om arbejdsmangel.

På mødet blev kriterierne for afskedigelse besluttet.

Kriterierne var fleksibilitet (til rådighed ift.

aktuelt og varierende behov), stabilitet (jævn præstation på højt niveau) og kompetencer (analytiske, udredende og kommunikative kompetencer).

Beslutningen om afskedigelse skulle træffes, så opsigelsesperioden kunne begynde hurtigst muligt.

Den 23. maj 2014 sendte sekretariatschefen en mail til kommunens afdelingschefer, hvori han blandt andet skrev: "Ved sekretariatet ved Jobcenter og Borgerservice, er afsked af medarbejder under overvejelse.

Overvejelserne skyldes arbejdsmangel som følge af budgetbesparelser.

Jeg henvender mig til dig for at få din vurdering af, om det kunne tænkes at I, i din del af forvaltningen, har brug for og mulighed for, at ansætte en medarbejder fra Jobcenter og Borgerservice."

Den 27. maj 2014 fik klager brev om påtænkt afsked.

Begrundelsen var arbejdsmangel som følge af budgetbesparelser.

Det fremgik af brevet, at afskedigelsen på klagers område skulle ske ud fra kriterierne fleksibilitet (til rådighed i forhold til aktuelt og varierende behov), stabilitet (jævn præstation på højt niveau) og kompetencer (analytiske, udredende og kommunikative kompetencer).

Indklagede gjorde i brevet opmærksom på, at alle ansatte i sekretariatet var velkvalificerede, og at det således var ledelsens opgave at udpege de medarbejdere, de mente bedst kunne varetage arbejdsopgaverne fremadrettet.

Ud fra denne vurdering havde indklagede valgt at indstille klager til afsked.

Den 7. juni 2014 sendte klager høringssvar.

Klager anførte blandt andet, at indklagede kommune ifølge egen strategi havde en holdning til at fremme fortsat beskæftigelse af allerede ansatte medarbejdere med forringet arbejdsevne.

Klager anførte også, at hun havde fået oplyst forskellige grunde til afskedigelsen (at klagers opgaver skulle udliciteres, at der var budgetbesparelser for 2015, og at klagers opgave skulle overføres til en anden afdeling).

Klager ønskede svar på, hvilken begrundelse, der var korrekt.

Klager gjorde desuden opmærksom på, at hun havde inddraget 317.471 kr. til kommunen, og at det ville være meget usandsynligt, hvis der ikke i løbet af året ville komme mindst 1.000.000 kr. ind.

Klager mente ikke, at det ville være billigere at inddrive pengene på anden måde, end at lade en person i fleksjob i kommunen gøre det.

Klager henviste til, at indklagede modtog 2/3 lønrefusion fra klagers bopælskommune.

Den 10. juni 2014 sendte indklagede svar på klagers høringssvar.

Det fremgår af brevet, at indklagede ikke anfægtede, at klager besad værdifulde kompetencer, men at de ikke i tilstrækkeligt omfang matchede de opgaver, der fremadrettet skulle varetages, sammenlignet med de kolleger, der i øvrigt bemandede sekretariatet.

Videre anførte indklagede, at klager havde hørt flere overvejelser omkring situationen som følge af de vigende regresindtægter.

Det blev besluttet at overføre opgaven til en anden afdeling ud fra overvejelser om, at opgaven lå bedst sammen med budgetansvar og indsats.

Derudover fremgår det, at inddrivelse af mindre end 1 mio. kr. ville betyde et negativt regnestykke med den nuværende placering af opgaven.

Indklagede forventede ikke at komme op på 1 mio. kr. årligt i de kommende år, og der var således en anden økonomi i regresopgaven end hidtil.

Ved brev af 11. juni 2014 blev klager afskediget til fratrædelse ved udgangen af december 2014.

Den 23. juni 2014 rettede klagers faglige organisation skriftlig henvendelse til indklagede i anledning af afskedigelsen.

Den faglige organisation anførte, at indklagede ved ændringer i budgettet havde pligt til at orientere medarbejderne herom, og at der, såfremt ledelsen forventede afskedigelser som følge af besparelserne, skulle ske orientering herom.

Den faglige organisation gjorde opmærksom på, at der ikke var sket en sådan orientering.

Organisationen oplyste, at der ikke alene var faldende regresindtægter i den indklagede kommune, men på landsplan, og at de beløb, der var kommet ind på grund af klagers arbejde, var af en sådan størrelse, at hun havde løst opgaven på yderst kompetent måde.

Det beløb, som klager forventede at kunne inddrive, burde kunne dække klagers løn, også selvom halvdelen af det inddrevne beløb gik til staten.

Den faglige organisation kunne derfor ikke se, hvordan afskedigelsen af klager kunne skyldes budgetbesparelser.

Der kunne heller ikke være tale om arbejdsmangel, da opgaven fortsat skulle løses.

Den faglige organisation anførte, at klager som følge af posttraumatisk stresssyndrom havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og at opsigelsen var et udtryk for en overtrædelse af loven.

Den faglige organisation fremsatte krav om godtgørelse efter funktionærloven og forskelsbehandlingsloven.

Den 3. juli 2014 afholdte klagers faglige organisation og indklagede forhandlingsmøde.

Forligsmæssige løsninger blev drøftet, men parterne kunne ikke nå til enighed.

Der var forligsdrøftelser på ny den 9. juli 2014.

Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev indgivet den 10. november 2014.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun blev afskediget på grund af handicap i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klager ønsker godtgørelse på 482.900,64 kr., svarende til 12 måneders løn med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 23. juli 2014.

Klager lider af posttraumatisk stresssyndrom, der medfører væsentligt nedsat koncentrationsevne og opmærksomhed.

Det fremgår af vedlagt dokumentation, at klager har varige begrænsninger i arbejdsevnen, der medfører, at hun ikke kan opnå beskæftigelse på normale vilkår.

Det er lægeligt beskrevet, at der ikke er behandlingsmuligheder, som kan bedre den helbredsmæssige situation og klagers funktionsevne.

Tilstanden er stationær.

Posttraumatisk stresssyndrom er omfattet af handicapbegrebet, da dette skal fortolkes i overensstemmelse med handicapbegrebet i beskæftigelsesdirektivet og EU-domstolens praksis i dom af 11. april 2013 (de samlede sager C-335/11 og C-337/11, Ring og Werge).

EU-domstolen har fastslået, at handicapbegrebet i videst muligt omfang skal fortolkes i overensstemmelse med FNs handicapkonvention.

Med udgangspunkt heri fortolker domstolen handicapbegrebet i direktivet således, at det omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægelig diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed.

Det fremgår af dom af 17. marts 2014 (BS 150-357/2013), hvor en medarbejder var ansat i fleksjob på grund af posttraumatisk stress og blev afskediget i forbindelse med omstruktureringer, at medarbejderen var omfattet af handicapbegrebet i forskelsbehandlingslovens forstand og det bagvedliggende direktiv.

Retten fandt desuden frem til, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven, da det ikke var bevist, at medarbejderens ansættelse udgjorde en uforholdsmæssig stor byrde for arbejdsgiveren.

Godtgørelsen blev fastsat til 200.000 kr. på baggrund af ansættelsens varighed, medarbejderens løn og overtrædelsens karakter.

Klagers lidelse har en langvarig og erhvervsbegrænsende karakter, hvilket understøttes af, at hun fra 1. september 2008 blev ansat i fleksjob, og var ansat i fleksjob på afskedigelsestidspunktet.

Klager har derfor et handicap.

Da klager er omfattet af handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven, påhviler det ifølge forskelsbehandlingslovens bevisbyrderegel indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, da klagers opgaver med inddrivelse af regresindtægter fortsat bestod.

Begrundelsen i afskedigelsesbrevet er ikke faktuelt korrekt, da det på baggrund af indklagedes svarskrift må lægges til grund, at afskedigelsen af klager var en "administrativ ledelsesbeslutning" om at foretage en budgetbesparelse svarende til nettoudgiften ved klagers stilling.

Der var derimod ikke tale om, at der af indklagede var truffet afgørelse om budgetbesparelser af økonomiudvalget.

Der foreligger ikke i øvrigt dokumentation for beslutningens karakter og baggrund.

Derudover var klager den eneste, der blev afskediget, og der blev derved ikke opnået en væsentlig lønbesparelse, da indklagede modtog 2/3 af klagers løn i lønrefusion.

Begrundelsen for afskedigelsen af klager og de kriterier, som indklagede har henvist til, herunder fleksibilitet, er tilstrækkelig til at skabe en formodning for, at afskedigelsen af klager skyldes handicapdiskrimination.

Indklagede har ikke løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke er begrundet i klagers handicap.

Klager blev opsagt med den begrundelse, at en forudsætning for, at klagers fortsatte funktion hos indklagede gav overskud, var, at klagers inddrivelse af regresindtægter udgjorde 1 mio. kr. årligt.

I forbindelse med de af indklagede fremlagte bilag om regresindtægter for perioden 2007-2014 har indklagede ikke taget behørigt hensyn til, at det netop var klager, som alene forestod inddrivelsen af regresindtægter, og at hun afholdt ferie i slutningen af maj og to uger frem og blev sygemeldt umiddelbart efter opsigelsen den 11. juni 2014.

Indklagedes samlede regresindtægter på 850.000 kr. er dermed udtryk for de regressager, som klager nåede at behandle i løbet af de første fem måneder af året.

Klager har fremlagt en oversigt over kommunernes driftsregnskab vedrørende regresindtægter, som er offentliggjort af Danmarks Statistik.

Af det statistiske materiale kan det udledes, at der ikke generelt er belæg for indklagedes påstand om, at klager blev afskediget som følge af generelt dalende regresindtægter.

Det er i overvejende grad den indklagede kommune, der oplevede dalende regresindtægter, hvorfor det må være en direkte konsekvens af afskedigelsen af klager.

For de kommuner, som den indklagede kommune sædvanligvis sammenligner sig med, kan det konstateres, at der i Y Kommune var en stigning i regresindtægter pr. indbygger i 2014 i forhold til 2013, idet der var en forhøjelse fra 27,70 kr. (1.000 kr.) til 30,59 kr. I Z kommune skete en stigning fra 19,43 kr. til 31,66 kr. På landsplan var den gennemsnitlige regresindtægt pr. indbygger i 2014 næsten uændret i forhold til 2013 fra 31,09 kr. til 29,76 kr.

Den fleksjobrefusion, som indklagede modtog, skal fratrækkes det beløb, der er opført som indklagedes udgifter i forbindelse med regresopgaven for at få et retvisende billede af indklagedes reelle nettoomkostninger.

Indklagede er forpligtet til at foretage hensigtsmæssige foranstaltninger for, at klager kunne udøve sin beskæftigelse, herunder tilpasse arbejdsmønstre og opgavefordeling, og derved lade klager fortsætte med at varetage de opgaver, der fortsat bestod vedrørende inddrivelse af regresindtægter.

Indklagede er således forpligtet til at iværksætte positive tiltag for at tilpasse arbejdsopgaverne til klagers særlige forhold.

Indklagede ville ikke derved blive pålagt en uforholdsmæssig stor byrde, da indklagede fik kompenseret 2/3 af lønudgifterne til klager.

Klager er ubestridt kompetent, egnet og disponibel til at varetage de bestående opgaver.

Indklagede gør gældende, at der hverken er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling af klager.

Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af handicap.

Det følger af bevisbyrdereglen i forskelsbehandlingsloven, at det er den person, der føler sig krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling.

Herefter påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det forhold, at klager eventuelt er omfattet af handicapbegrebet, er ikke tilstrækkeligt til at vende bevisbyrden om.

Indklagede bestrider i øvrigt, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager har bevisbyrden for, at hun har et handicap.

I forhold til den dom, som klager henviser til, indgik der særskilt dokumentation for den pågældendes lidelse.

Byretsdommen lagde ved vurderingen af, om pågældende var omfattet af forskelsbehandlingslovens handicapbegreb, vægt på sagens lægelige og psykologfaglige oplysninger sammenholdt med blandt andet fleksjobbevillingen.

Tilsvarende lagde Højesteret i U2013.

2575H også navnlig vægt på de foreliggende lægelige oplysninger.

Vurderingen af, om en person har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, er konkret, og det forhold, at byretten i et tilfælde har vurderet, at PTSD-symptomer var omfattet af handicapbegrebet, er ikke ensbetydende med, at klager tilsvarende er omfattet af handicapbegrebet.

Omstændighederne i dommen adskiller sig i øvrigt væsentligt fra omstændighederne i nærværende sag, og dommen er derfor heller ikke relevant i den sammenhæng.

Såfremt Ligebehandlingsnævnet kommer frem til, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, bestrider indklagede, at afskedigelsen var begrundet heri.

Klager har ikke fremlagt dokumentation herfor.

Såfremt nævnet finder, at klager er berettiget til godtgørelse, skal der betales en mindre godtgørelse end påstået af klager henset til klagers anciennitet og krænkelsens manglende grovhed.

For så vidt angår klagers påstand om betaling af renter efter renteloven, har Ligebehandlingsnævnet ikke kompetence til at tage stilling til eventuelle krav efter renteloven.

Indklagede har - såfremt nævnet finder, at klager er omfattet af forskelsbehandlingslovens handicapbegreb - overholdt sin tilpasningsforpligtelse.

Indklagede kommune er generelt en arbejdsgiver, som påtager sig et socialt ansvar.

I 2012 var 8,6 procent af stillingerne i kommunen besat af ansatte på særlige vilkår, herunder i fleksjob.

Den største gruppe på 233 personer var ansat i fleksjob.

Klagers fleksjobstilling blev oprettet specielt til hende, og hendes eneste opgave var regresopgaven.

Der blev i forbindelse med fleksjobansættelsen truffet en række foranstaltninger med henblik på at imødekomme de skånebehov, der fremgår af fleksjobbevillingen, i form af nedsat arbejdstid, opgavevaretagelse med kun én opgave ad gangen, kun deadlines i begrænset omfang, faste hjemmearbejdsdage, afskærmning af arbejdspladsen for at skabe ro og undtagelse fra deltagelse i personalemøder og andre fælles aktiviteter.

Det fremgår også af speciallægeepikrise og speciallægeerklæring fremsendt af klager, at klagers skånehensyn blev tilgodeset på arbejdspladsen.

Indklagede henviser til Ligebehandlingsnævnets afgørelse 46/2010, hvor en person med handicap blev afskediget som følge af besparelser, som indebar nedprioritering af medarbejderens arbejdsfunktioner.

Nævnet fandt, at arbejdsgiveren ikke havde tilsidesat sin forpligtelse til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger, idet der allerede på tidspunktet for afskedigelsen var taget hensyn til medarbejderens handicap, og arbejdsopgaverne var tilpasset dette.

Regresopgaven bestod i at fremsætte regreskrav mod skadevoldere, det vil sige opkræve betaling af udbetalte sygedagpenge fra skadevoldere i tilfælde, hvor en person har modtaget sygedagpenge fra kommunen som følge af en lidelse forvoldt af en ansvarlig skadevolder.

Opgaven var placeret i forvaltningen Jobcenter og Borgerservice, hvor klager var ansat.

Klager brugte hele sin arbejdstid på denne opgave.

Derudover anvendte en HK-medarbejder 5-8 timer om ugen på at screene sygedagpengesager med henblik på at finde sager, hvori der kunne fremsættes regreskrav.

Ved behov, typisk i særligt besværlige sager, fik sekretariatet assistance af et advokatfirma til at udføre regresopgaven.

Omfanget af den opgave, som klager varetog, var formindsket så væsentligt, så det ikke var økonomisk forsvarligt at fortsætte med den daværende organisering af opgaveløsningen.

Afskedigelsen af klager var således sagligt begrundet i arbejdsmangel og behov for besparelser, og der var ikke tale om, at klagers opgaver fortsat bestod.

Indklagedes regresindtægter faldt drastisk i 2014.

De samlede regresindtægter var 850.000 kr. mod 2,4 mio. kr. i 2013 og over 3 mio. kr. i 2012.

Heraf skulle kommunen aflevere 50 procent til staten som følge af statsrefusion.

Antallet af regressager var faldende i indklagede kommune og på landsplan.

Den af klager fremsendte statistik vedrører 19 kommuner.

Disse kommuner er udvalgt af klager uvist ud fra hvilke kriterier.

Statistikken viser, at der i 13 af de 19 udvalgte kommuner, herunder den indklagede kommune, var et fald i regresindtægter pr. indbygger i 2014 i forhold til i 2013, mens seks kommuner oplevede en stigning i regresindtægten pr. indbygger.

Det viser, at regresindtægterne generelt var faldende.

Et mere retvisende billede fås dog ved at se på regresindtægterne for alle landets 98 kommuner.

Indklagede har for nævnet fremlagt en oversigt over regresindtægter for perioden 2007-2014 for alle landets 98 kommuner.

Der er ligeledes tale om materiale fra Danmarks Statistik.

Det fremgår heraf, at 52 kommuner oplevede et fald i regresindtægten i 2014 i forhold til 2013, at 43 kommuner oplevede en stigning i forhold til 2013, og at tre kommuner ikke havde regresindtægter i perioden.

På landsplan havde 56 procent af kommunerne enten et fald i regresindtægten eller ingen regresindtægt.

Samlet set skete der på landsplan et fald i regresindtægten fra 2013 til 2014 på 1,31 kr. pr. indbygger svarende til i alt 5,8 mio. kr. Der var syv kommuner ud af de 52, som oplevede et større fald i regresindtægten end indklagede.

Statistikken viser også, at der var en gradvis faldende regresindtægt fra 2010 til 2014.

I perioden var der et fald på 25 procent.

Indklagede sammenligner sig ikke særligt med udvalgte kommuner i forhold til regresindtægter, da regresindtægten pr. indbygger intet har med kommunestørrelser, socioøkonomiske rammebetingelser eller andre strukturelle forhold at gøre, og da regresindtægten i de enkelte, konkrete sager kan variere fra få tusinde kroner til flere hundredetusinde kroner afhængig af skade og sygeforløb.

Såfremt indklagede skulle sammenligne sig med andre kommuner, er det mest nærliggende at sammenligne sig med de kommuner, som ministerierne på flere områder - dog ikke regresområdet - benchmarker indklagede op imod.

Der er tale om 19 kommuner, hvoraf de 13 oplevede et fald i regresindtægten pr. indbygger fra 2013 til 2014, mens seks kommuner oplevede en stigning i samme periode.

Ikke kun indtægterne faldt drastisk i 2014, men også antallet af regressager, som i 2014 var cirka 130 mod cirka 290 i 2013.

Faldet i regresindtægterne i 2014 skyldtes i hvert fald delvist en ændring af sygedagpengeloven i 2014, hvorefter kommunerne kun kunne gøre regreskrav gældende for 22 uger mod tidligere 52 uger.

Det forventes, at regresindtægterne falder yderligere i de kommende år.

Klager afholdt rettelig ferie i begyndelsen af juni 2014 og sygemeldte sig herefter.

Det bestrides, at der ikke blev arbejdet med regressager under klagers ferie og sygefravær i perioden juni-december 2014.

Regresopgaven blev under klagers fravær flyttet til det team, som fremadrettet skulle varetage den resterende del af opgaven.

Opgaven blev varetaget med de ressourcer, der allerede var i teamet.

At der blev arbejdet med regressager i perioden juni-december 2014 understøttes af, at der ved udgangen af april 2014 alene var inddrevet 317.471 kr. i bruttoregresindtægter, hvilket klager også selv gjorde opmærksom på i sine partshøringsbemærkninger af 7. juni 2014, mens der i hele 2014 blev inddrevet brutto 849.937 kr. Det fremgår desuden af en oversigt over inddrevne regresindtægter for 2014, at der blev inddrevet regres i juni, august, november og december 2014.

For 2014 havde indklagede budgetteret med en regresindtægt på 2,810 mio. kr. brutto.

I starten af 2014 ved de månedlige opfølgninger samt ved bevillingskontrol pr. 31. marts 2014 blev det imidlertid klart, at det ikke var muligt at nå den budgetterede indtægt.

Det blev derfor på arbejdsmarkedsudvalgsmøde den 12. maj 2014 indstillet, at der brutto ville mangle en regresindtægt på 1,754 kr. i forhold til det oprindeligt budgetterede.

Budgetændringen blev senere godkendt af Økonomiudvalget og Byrådet, så der herefter kun blev budgetteret med en indtægt på 1,056 mio. kr. Budgettet blev yderligere revideret på baggrund af bevillingskontrol den 30. september 2014, hvorefter indklagede budgetterede med en regresindtægt på brutto 768.000 kr.

Som følge heraf havde sekretariatet, hvor regresopgaven lå, en række overvejelser om organiseringen af regresopgaven.

Det var nødvendigt at vurdere, om det var økonomisk forsvarligt at fortsætte med den hidtidige interne løsning af opgaven.

Ledelsen overvejede blandt andet udlicitering af opgaven til Kommunernes Revision, og indklagede indhentede tilbud om udførelse af opgaven.

Ved en årlig regresindtægt på 1 mio. kr. ville der være en besparelse på 44.500 kr., når udgiften til Kommunernes Revision blev sammenlignet med kommunens udgift til advokat og klagers løn eksklusiv fleksjobrefusion.

Kun ved indtægter på over 1 mio. kr. ville det være billigere at udføre opgaven som hidtil end at udlicitere den.

Ledelsen besluttede ikke at udlicitere opgaven, og at det var mere rentabelt at overføre opgaven til et andet team i Jobcentret.

Dette team varetog allerede behandlingen af sygedagpengesagerne.

Indklagede mente, at opgaven i det nu reducerede omfang ville kunne løses ved de allerede eksisterende ressourcer, det vil sige uden at få tilføjet ekstra arbejdskraft.

Med denne løsning påregnede indklagede at opnå en budgetbesparelse på 229.500 kr. årligt svarende til en årlig nettoudgift på 319.500 kr. fratrukket en årlig fastsat udgift til advokatbistand på 20.000 kr. og en fortsat udgift til screening af sager på anslået 70.000 kr. Der foreligger ikke dokumentation for de disse administrative ledelsesbeslutninger.

Som følge af ledelsens beslutning om at omlægge regresopgaven afholdt sekretariatschefen den 21. maj 2014 møde med tillidsrepræsentanterne for AC- og HK-gruppen.

På baggrund af de udvælgelseskriterier, der blev drøftet på mødet den 21. maj 2014, foretog sekretariatschefen en vurdering af, hvilke medarbejdere, der bedst kunne varetage arbejdsopgaverne i sekretariatet fremover i lyset af omlægningen som følge af den væsentligt formindskede regresopgave.

Der var i sekretariatet 17 medarbejdere, som varetog mange forskellige typer opgaver.

Opgaverne var delt op i seks specialer, herunder regresopgaven, økonomi/regnskab, IT/superbrugere, sekretariatsbetjening af råd og udvalg, kontrakter/udbud og ad hoc juridisk rådgivning inden for beskæftigelsesområdet.

Medarbejderstaben bestod af 13 HK'ere og fire AC'ere, herunder to Cand.jur.

'er, en Cand.polit og en Cand.scient.adm.

Henset til, at regresopgaven ikke længere skulle udføres i sekretariatet, og de tilbageværende opgaver, fandt sekretariatschefen, at vurderingen af hvem, der bedst fremadrettet kunne undværes, skulle foretages i forhold til de to jurister, hvoraf klager var den ene.

På baggrund af de opstillede kriterier vurderede chefen, at klager bedst kunne undværes.

Dette var særligt begrundet med, at klager hidtil var den eneste medarbejder, der kun havde haft regresopgaven, og at hun var mindre fleksibel i forhold til varetagelse af de øvrige juridiske opgaver.

Ved en omlægning af regresopgaven kunne indklagede opnå en årlig budgetbesparelse på cirka 230.000 kr. svarende til nettolønudgiften til klagers stilling.

I skemaet over udgifter til regresopgaven før omlægningen fra april 2014, var nettoomkostningerne estimeret til 319.500 kr. I dette tal var inddraget 125.000 kr. til sagsscreening, 20.000 kr. til advokatudgifter og 174.500 kr. til klagers løn efter, at fleksjobrefusionen var fratrukket, det vil sige indklagedes nettolønudgift.

Den årlige lønrefusion var estimeret til 317.085 kr., og kommunens bruttolønudgift var estimeret til 491.585 kr. (174.500 kr. + 317.085 kr.)

I 2014 bogførte indklagede cirka 560.000 kr. i bruttolønomkostninger for klager eksklusiv de særlige udgifter i forbindelse med klagers fratrædelse.

Der blev bogført cirka 350.000 kr. i fleksjobrefusion, og nettolønudgiften var således cirka 210.000 kr. og dermed noget højere end estimeret i skemaet over udgifter til regresopgaven.

Kommunens nettoomkostninger ved in house-ordningen var derfor reelt større (ca. 35.000 kr.), hvilket understøtter, at in house-ordningen ikke var økonomisk forsvarlig.

Sekretariatschefen havde løbende en dialog med klager om muligheden for at tildele hende andre arbejdsopgaver.

Klager fastholdt, at en eventuel udvidelse eller ændring af hendes opgaver kun kunne indeholde følgende faglige elementer: Forsikring, arbejdsmiljø og afgrænset juridisk udredning.

Klager fastholdt samtidig, at det var en forudsætning, at skånehensynene blev iagttaget, herunder særligt, at hun kun blev tildelt en opgave ad gangen.

Indklagede havde ikke mulighed for at imødekomme disse forudsætninger, hverken i sekretariatet eller i det team, der overtog opgaven med regres.

Forvaltningen havde ikke opgaver vedrørende forsikring og arbejdsmiljø.

Der var heller ikke mulighed for at tilbyde arbejdsopgaver inden for afgrænset juridisk udredning.

Der er her ofte tale om hasteopgaver af et vist omfang og en kompleksitet, som kræver fleksibilitet fra medarbejderens side i forhold til arbejdstid og arbejdspres.

Det er ad hoc-opgaver, og det kan ikke forudsiges, hvornår og i hvilket omfang, sådanne opgaver forekommer, ligesom der ofte vil være stramme deadlines.

Juristens rådighedsforpligtelse bringes ofte i anvendelse i forbindelse med udredningopgaver.

Det er derfor svært at tilbyde en sådan arbejdsopgave til en medarbejder med klagers skånehensyn, særligt hvis det er pågældendes eneste arbejdsopgave.

Allerede under MUS-samtaler i 2013 og 2014 blev det drøftet med klager, om hun kunne varetage juridiske udredninger ad hoc.

Det blev anført som udviklingspunkt i klagers MUS-skemaer fra begge år.

Klager har dog på intet tidspunkt arbejdet med en sådan opgave, og det var indklagedes erfaring, at klager reelt ikke kunne/havde mulighed for at løse denne type opgaver.

Sekretariatschefen sendte pr. kutyme den 23. maj 2014 mail rundt til alle afdelingschefer i kommunen med henblik på at afklare, om klager kunne omplaceres til andet arbejde i kommunen.

Sekretariatschefen fik dog ingen tilbagemeldinger fra afdelingscheferne.

Kommunen havde i øvrigt ikke opslået relevante stillinger.

Det var således ikke muligt at give klager andre arbejdsopgaver i Jobcenter og Borgerservice, ligesom det ikke var muligt med en omplacering, hvorfor ledelsen fandt det nødvendigt at indlede en afskedigelsessag.

Det forhold, at et af kriterierne, som indgik i ledelsens vurdering af, hvilken medarbejder, der bedst fremadrettet kunne undværes, var fleksibilitet, betyder ikke, at der er en formodning for, at der skete forskelsbehandling af klager på grund af handicap.

Indklagede bestrider, at begrundelsen i afskedigelsesbrevet er faktuelt forkert.

Begrundelsen var arbejdsmangel på grund af budgetbesparelser.

Ledelsen havde som allerede beskrevet forud for afskedigelsen truffet en administrativ ledelsesbeslutning vedrørende omorganisering af den formindskede regresopgave, som ville indebære en budgetbesparelse på cirka 230.000 kr.

Indklagede kommune arbejder efter en decentral styreform, hvor kompetencer og ansvar lægges så tæt på ledere og medarbejdere som muligt.

Det indebærer, at kommunalpolitikerne fastlægger rammebudgettering, hvorefter den enkelte forvaltning er ansvarlig for, at budgettet overholdes.

Det er derfor i vid udstrækning direktøren og afdelingschefen, der træffer beslutning om, hvordan budgettet forvaltes bedst muligt.

Dette indebar, at ledelsen i form af afdelingschefen (sekretariatschefen) og direktøren (vicekommunaldirektøren) på baggrund af beslutningsoplæg af 25. april 2014 udfærdiget af sekretariatschefen traf beslutning om, at der af hensyn til forvaltningens rammebudget skulle reduceres i udgiften til regresopgaven.

En sådan disposition ligger inden for det almindelige ledelsesansvar og involverer ikke nødvendigvis en politisk beslutning i Økonomiudvalget.

Det ligger i øvrigt inden for den almindelige ledelsesret at tilrettelægge arbejdet og disponere over budgettet, så det forvaltes forsvarligt.

Ved en fejl blev klagers ansættelse før 2005 medregnet i klagers anciennitet i forbindelse med afskedigelsen, hvorfor klager uberettiget har fået udbetalt fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a svarende til en måneds løn.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre (forskelsbehandlingsloven).

En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse på grund af handicap.

Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger,

der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse.

Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde.

Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i

forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed.

Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe,

er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb.

Klager har bevisbyrden for, at hun led af en sygdom, der havde medført et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager har siden 2007 haft psykiske symptomer i form af blandt andet nedsat koncentration og hukommelse samt øget træthed.

Symptomerne medførte behov for nedsat arbejdstid, afskærmning, og at hun kun kunne varetage en enkelt arbejdsopgave ad gangen.

Klager blev derfor ansat i fleksjob.

Symptomerne var uændrede ved speciallægeundersøgelsen i 2011, hvor klagers skånebehov blev anset for at være varige.

Klager var fortsat ansat i fleksjob på tidspunktet for afskedigelsen.

Ligebehandlingsnævnet finder på den baggrund, at klagers helbredsmæssige problemer hindrede hende i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, og at denne begrænsning var af lang varighed.

Klager har derfor et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at klager ikke ved opsigelsen blev udsat for diskrimination på grund af sit handicap.

Indklagede oplevede et fald i regresindtægterne.

Regresopgaven var den eneste opgave, som klager varetog.

Indklagede havde flere overvejelser omkring den fremtidige håndtering af regresopgaven.

Man besluttede, at opgaven skulle overføres til et andet team.

Dette team varetog bl.a. sygedagpenge sagerne.

Opgaven skulle løses inden for de eksisterende rammer.

Nævnet lægger til grund, at klager på grund af sit handicap alene var i stand til at varetage begrænsede arbejdsopgaver, og at indklagede ikke var i stand til at finde andre arbejdsopgaver til hende i forbindelse med beslutningen om at overføre regresopgaven til et andet team med det formål at opnå besparelser.

Nævnet finder, at indklagede herefter har løftet bevisbyrden for, at opsigelsen af klager ikke helt eller delvist var begrundet i hendes handicap.

Klager får derfor ikke medhold.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<2014-6810-59205>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 2a, om arbejdsgivers tilpasningsforpligtelse

-

§ 7a om delt bevisbyrde