Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansættelse - medhold
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansættelse - medhold
J.
nr. 2015-6810-19566
En taxachauffør klagede over indklagedes afslag på en specialopgave.
Taxaselskabet antog blandt andet, at klager ikke ville give hånd til kvindelige kunder.
Nævnet fandt, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på forskelsbehandling, og at indklagede ikke havde godtgjort et legitimt formål med kravet om at give hånd.
Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 10.000 kr.
Sagen er afgjort ved Retten på Frederiksberg, dom af 14. december 2017.
Dommen kan findes på Ligebehandlingsnævnets hjemmeside.
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af religion og etnicitet i forbindelse med, at indklagede gav klager afslag på en specialopgave.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager ikke kom i betragtning til en udbudt specialopgave.
Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 10.000 kr. med procesrente fra den 20. april 2015, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
Klager har i seks år været ansat som chauffør hos en vognmand, der kører for det indklagede taxiselskab.
Der er 379 vognmænd tilsluttet til det indklagede taxiselskab, og antallet af chauffører udgør cirka 2000, der er repræsentativt sammensatte i forhold til alder, køn og med forskellige religiøse og etniske tilhørsforhold.
Det indklagede taxiselskab orienterede den 13. januar 2015 klagers vognmand om en ny specialopgave vedrørende håndtering af kunder, der havde brug for taxikørsel på grund af flyafbud.
Opgaven bestod i, at chaufføren i lufthavnen skulle lede kunden i retning af taxierne og modtog betaling også for denne del af arbejdet.
Indklagede skulle bruge 10 chauffører til specialopgaven, der skulle starte den 13. februar 2015.
Indklagede fremhævede følgende kriterier ved udvælgelsen af chauffører
"
Videre oplyste indklagede
" Hvis din(e) chauffør(er), som sidste år udviste interesse i forbindelse med High End kørsel, er interesseret i at være en del af [navn] chaufførkorpset, bedes du returnere vedhæftede excel ark til: [emailadresse]med de angivne oplysninger.
Noter venligst dit stam nr. i den mail du returnerer.
Tilmelding skal ske senest: 20. januar 2015.
Såfremt flere end 10 chauffører melder sig til, vil udvælgelse ske ved lodtrækning.
Vi offentliggør, hvornår vi afholder lodtrækning i Servicecentret og såfremt du ønsker at overvære denne, skal du være velkommen.
Når lodtrækning har fundet sted, indkalder vi respektive chauffører til et informationsmøde, hvor opgaverne gennemgås detaljeret og hvor der er mulighed for at afdække eventuelle uafklarede spørgsmål.
Vi vil bl.a. her orientere om, hvordan og hvornår chaufføren informeres om den enkelte opgave.
Klagers vognmand tilkendegav i mail af 13. januar 2015 klagers interesse for specialopgaven.
Indklagede bekræftede den 14. januar 2015 i en mail til klager modtagelsen.
Klager modtog den 26. januar 2015 en invitation til informationsmøde den 30. januar 2015.
Indklagede oplyste i mailen
"Vi har valgt at lægge informationsmøde før lodtrækning.
Når informationsmøde har fundet sted, informerer vi om lodtrækningsdag og -tidspunkt."
Klager deltog i indklagedes informationsmøde om specialopgaven.
Klager kom ikke i betragtning til den ønskede specialopgave.
Indklagede oplyste i mail af 2. februar 2015 til klager
"Kære [klager].
Vi skal hermed informere dig om, at vi på baggrund af tidligere kundesager har vurderet og valgt ikke at tilbyde dig at indgå i [firmanavn] chaufførkorpset."
Klager skrev den 3. februar 2015 til indklagede
"Hej [navn]
Hvad er det for nogle kundesager?
Lodtrækningen finder sted idag.
Og du melder dette ud idag?
Jeg har haft nægtet kørsel med en kunde som smækkede hårdt med min dør og som stank af sprut.
Og en anden som kastede op og i første omgang selv accepterede at betale 200 oven i for opkastet men senere lavede en klage.
Det er hvad jeg har haft af sager i 6 års kørsel primært fredag og lørdag aften.
Hvilket er ganske normalt!
!
!
Har du andet?
For hvis ikke så vil dette bringes videre hvis du fortsat vil nægte min deltagelse.
Indklagedes servicechef svarede samme dag
"Hej [klager].
Som oplyst i telefonen, ligger der kundehenvendelser til grund for vores afgørelse samt det, at du ikke vil hilse / give håndtryk, da vi er til informationsmødet i fredags.
For [indklagede] er det et udtryk for en kulturel forskel, som vi ikke vil risikere giver sig udslag i forhold til [kunde]-aftalen og dennes kunder.
Der er ikke her tale om nye krav i forhold til de i forvejen opstillede - der er ganske enkelt tale om almindelig kundeservice.
Som [navn på mandlige medarbejder hos indklagede, der deltog på informationsmødet] oplyste i fredags, ville vi lægge en vurdering til grund for de ansøgere der var til chaufførkorpset.
Dette betyder en umiddelbar fravælgelse af dem der ikke mødte op samt en vurdering af fremmødte.
Du vil ikke blive ringet op af [medarbejderen hos indklagede].
Såfremt ovennævnte giver anledning til yderligere kommentarer, skal jeg bede din vognmand/arbejdsgiver om at rette henvendelse til os, da det er hans vogn der tilbydes/ikke tilbydes kørslen.
Klager skrev samme dag den 3. februar 2015 til direktøren hos indklagede
"Hej [navn]
Tror næppe at vi har mødt hinanden personligt grundet den løbende rotering vi har haft i huset lige på din post:).
Men det kan vel stadig nås.
Lidt om mig.
Jeg er en chauffør, der har haft erhverskortet i snart 6 år og søn af vogn [nr.], der har kørt for dette selskab i 20-25 år hvis ikke mer'.
I fredags var jeg med til et møde omkring dette nye chaufførkorps.
Efter mødet rækte [servicechefen hos indklagede] hånden ud nærmest decideret til mig.
Og jeg gav hende som et svar et klap på skulderen, et smil med ordene at jeg ikke giver hånd.
Det var hun lidt uforstående overfor så hun fik en kort forklaring.
I min verden burde en som sidder i en virksomhed med så mange fra andre kulturer/religioner vide at vi er nogle muslimer som ikke giver hånd til kvinder.
Det er ikke for at være respektløs det er blot ren religion.
Men det kan også brydes hvis der er behov for det, og vi gør det i storartet stil til hverdag overfor folk vi ikke kender.
Men [navn] er ikke en fremmed.
Hun burde kunne vise den forståelighed eller melde det ud, hun føler, for vi arbejder i samme "hus" og tilhører familie;
[navn på indklagedes virksomhed].
Endvidere kunne hun også der have meldt ud at det er noget man skal gøre hvis man vil være med i korpset.
Jeg er snart uddannet cand.merc.aud har arbejdet fire år for [navn] samt to år under [navn].
Har været selvstændig som translatør og bogholder/revisor siden 2006.
Har haft 1.000 vis af sager i retten og politistationer - Jeg møder fremmede folk i massevis og er også typen der rejser meget i udlandet.
Dem jeg ikke har hilst på før kan jeg godt række hånden ud til ved førstegangsmødet, men de jeg har mødt flere gange får en kort forklaring om mit standpunkt og det vises der både respekt og forståelse for.
Jeg så helt klart at både [servicechefen] og [medarbejder hos indklagede] ville kunne udvise samme forståelse.
For det er ikke første gang jeg møder [servicechefen] og der er heller ingen grund til at jeg redegører tingene for hende gang på gang og finder mig i at skulle give hende hånd mod min vilje.
Men nej de fremhæv at vi bor i Danmark og her er nogle andre regler.
Jeg er også født her og gør mit bedste for samfundet og det Danmark jeg kender der eksisterer forståelse, åbenhed, mangfoldighed og respekt.
Man presses ikke til at gøre noget mod ens vilje og man tager hensyn til hinandens behov og ønsker.
Jeg følte fx at det var dybt respektløst at der kun var blevet stillet spegepølse frem ved morgenbrødet når man kunne se at der var tre andre som var tilmeldt mødet med navne som Ahmet Muhammed Mehmet.
De spiser ikke svin, det ved Gud og hvermand.
Skal de ikke have noget at spise?
Det samme fik jeg også sagt til nogle af de øvrige møder.
Respekten skal gå begge veje.
Og selvfølgelig skal vi som et multietnisk selskab tage hensyn til vores medarbejder og værdsætte dem.
Mht chaufførkorpset.
Skulle en kunde række hånden ud i høflighed giver man selvfølgelig hånden ud i samme høflighed.
Er det et kram, så det, kys, ligesåvel.
I mailen har hun anført at jeg ikke vil være med grundet de tre klager jeg har fået.
Og dem har jeg forneden også redegjort for.
Disse er ganske naturlige ting som forekommer når det er aftenkørsel og skyldes ikke chaufførens uhøflighed.
Skulle man som chauffør istedet have fundet sig i at kunden smadrer løs på ens køretøj, takket nej til kundens venlighed med 200kr i drikkepenge som de selv har indtastet og godkendt eller skal chaufføren beskyldes for et af de mange daglige fejl vi havde i opstarten af det nye anlæg som har gjort at en kunde ikke har fået sin vogn?
Jeg har aktivt været inde og kommenteret på hvor man kunne gøre det bedre for at have færre fejl, så både chauffører og kunder får sig en bedre oplevelse og tur.
Forudbetalingsløsninger, at man får kundens nummer og omvendt, at systemet selv fortæller kunden hvor bilen holder gennem data fra hans gps, mobilepay, at man indtaster dankortoplysninger og ikke skal kæmpe med betaling i vognen ala kontokortet.
Jeg har arbejdet med implementeringprocessor af it og været med til næsten samtlige nemid løsninger og ved hvor komplekst det kan være.
Vi er ikke et selvskab som halter bagud og vi er et selvskab der har større forståelse end nogen anden fordi vi har så meget forskellighed i os men vi er sammen og har det bedste bedste sammenhold i huset.
Det er sådan jeg ser [indklagede].
Jeg ser frem til at høre fra Dem og må beklage at dette skulle bringes helt op til Deres bord og ikke kunne ordnes nede i hierakiet, trods vi har en meget flad organisation."
Direktør hos indklagede besvarede klagers henvendelse samme dag.
Klager skrev den 4. februar 2015 til direktør hos indklagede
"Hej [navn]
Tak for dit hurtige svar.
Hvis dette er en jobsamtale så opfylder jeg samtlige kvalifikationer bedre end nogen anden, både hvad angår uddannelse samt sprogkundskaber i såvel flydende engelsk, dansk, tyrkisk, tysk, kurdisk og arabisk skriftlig og mundtlig.
Udelukkelsen skyldes alene at jeg ikke rakte [servicechefen] hånden og som jeg også skrev er dette ikke første gang jeg møder [servicechefen].
Hun har fået forklaringen engang tidligere.
Ydermere rakte [servicechefen] ikke hånden ud til alle.
Hun var faktisk den eneste som rakte hånden ud for at sige farvel og decideret nærmest kun til mig og nogle få andre som hun kendte.
Altså hvor atypisk en handling.
Sensorer, læger og mange andre faggrupper, som har en konstant interrektion med de forskellige borgere med forskellige normer og værdier kan vise forståelse for dette punkt og det må da være en selvfølge at vi også kan.
Arbejdsbeskrivelsen er en ting og om jeg vil give hånd til [servicechefen] eller ikke er en hel privat ting mellem mig og [servicechefen].
Ved en almindelig jobsamtale, der ville beslutningstageren udspørge jobansøgeren om han vil have noget imod at række hånden ud til en kunde eller komme nærmere ind og skrevet dette i selveste opslaget at det var en nødvendighed at man giver hånd.
"Fx for at kunne komme i betragtning i korpset er det en forudsigelse at de tilmeldte chauffører giver samtlige kunder hånden og byder dem velkommen og viser dem den vogn de skal køre med".
Tror personligt at der nærmest på intet tidspunkt vil være tid til at have den interaktion med kunden i den travlhed, så hvorfor overhovedet tage det op?
Man kunne også udspørge taxa - skal de chauffører vognmænd som ikke giver hånd finde sig et andet selskab?
I opslaget står intet af ovenstående og man har blot udelukket, på grund af en personlig irritation men vi skal holde vores personlige følelser og holdninger ude og køre dette professionelt.
Vi kunne vel heller ikke tillade os at udelukke hinanden for det ene og tredje grundet politiske synspunkter.
Jeg har ydermere efter vores samtale også gjort rede for at det med ikke at give hånd er noget der ikke vil komme på tale om overfor en kunde, men det vil det overfor [serviceehefen] da vi et eller andet sted er kollegaer og har et andet forhold end til en udefra huset og af denne årsag bør have en hel anden forståelse og respekt for hinanden.
Denne forståelse har vi fx når vores mange chauffører holder EID, eller faster, eller tager til fredagsbøn eller har ferie, eller har skæg der alle er punkter man praktiserer af religiøse årsager - ligesåvel som ikke at give hånd.
Og for dem alle gælder at disse kan brydes hvis der er en nødvendighed bag.
Jeg som person kunne aldrig finde på at såre en anden persons hjerte som med god tro rækker hånden ud - vedkommende ved jo ikke bedre.
Under en kørsel kan man måske forklarer vedkommende men ikke i et travl situation.
Og mildest talt så tror jeg folk er fuldstændig ligeglad med om en chauffør giver dem hånd eller ikke, det jo ikke en stjernespiller, Hendes Majestæt eller en millionkontrakt der bliver givet hånd til.
Den gode tro er desværre ikke det jeg fornemmer her, for som sagt er det ikke første gang jeg møder [servicechefen].
Ydermere er vi et selskab med lidt over 2/3 som har anden etnisk herkomst end dansk.
Vil det sige at denne opgave kun skal gå til den sidste 1/3?
for dette er en opgave som skal varetages af en de vogne som er tilknyttet selskabet - Altså er dette en service, en form for opgave- og turfordeling og disse skal alle vogne have mulighed til at kunne indgå og disse skal fordeles ligeligt.
Min vognmand er min far og jeg er den som tager mig af de administrative ting på vegne af ham og er her den rette kontaktperson til at drøfte sagen og vi ønsker gerne at drøfte sagen yderligere.
De kan se at det også er denne mail som er knyttet til Vogn [nr.] og at der i mailen er angivet mit navn.
Hvis man er i tvivl omkring dette punkt kan man altid ringe og spørge til dette faktum til vognmanden på [tlf.
nr.].
En ting jeg dog ikke helt har forstået er at man tilmelder sig med sit førernummer, altså set at man vælger at rykke over til fx vogn XX55 for [indklagede] så overgår opgaven vel over til den vogn.
PS: Mht til de tre sager, dem har jeg personligt kommenteret på i tidernes morgen og fået god feedback og forståelse omkring skriftligt fra selve kundecenteret så ved ikke hvorfor de klager fortsat er tilstede.
De burde forlængst være smidt ud.
Klager blev efterfølgende inviteret til et møde hos indklagede, hvor sagen om udvalgte til chaufførkorpset og spørgsmålet om håndtryk blev drøftet.
Klagen blev indgivet til Ligebehandlingsnævnet den 20. april 2015.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af religion og etnicitet.
Som chauffør for en vognmand betragtes det som en forfremmelse, når man får tilbudt en specialopgave.
Indklagede har en række opgaver, som er attraktive at opnå for en chauffør.
Det drejer sig om skolekørsel, handicapkørsel, lægekørsel, High End kørsel, prioritetskundekørsel, stationcarkørsel og kørsel med cykler, da indtjeningen ved disse kørsler er højre end ved normal taxikørsel.
Jo flere af disse attributter man har, jo større er sandsynligheden for, at man får tilbudt en kørsel fra centralen.
Klager mener, at denne sag ikke omhandler klagers adfærd over for kunden, men en intern strid mellem to kolleger, hvor den ene ikke respekterer den andens holdning.
På informationsmødet den 30. januar 2015 blev deltagerne orienteret om, at indklagede ville foretage en lodtrækning blandt de tilmeldte deltagere.
Klager deltog dog ikke i lodtræningen, da indklagede diskvalificerede ham som en værdig deltager.
Klager er ikke i tvivl om, at han fik afslag på at komme i betragtning til specialopgaven, da han på informationsmødet afviste at give hånden til indklagedes kvindelige servicechef.
Klager har mødt den kvindelige servicechef ved flere lejligheder, blandt andet til bestyrelsesmøder og generalforsamlinger, hvor han har mødt og talt for forsamlingen på vegne af sin vognmand.
Klager har ved et af de første møder høfligt og roligt forklaret servicechefen, at han som muslim ikke ønsker at give hånden til kvindelige kolleger, og at han derfor ikke vil give hende hånden.
Klager forklarede også servicechefen, at andre måske giver hende hånden, men at han fremover ikke ville give hende hånden ved bestyrelsesmøder, generalforsamlinger etc.
Det er således ikke rigtigt, når servicechefen oplyser, at de ikke har talt samme forud for informationsmødet i januar 2015.
Ved et af møderne påpegede klager overfor servicechefen, at indklagede kun serverede pålæg af svinekød ved møderne, hvilket servicechefen bør kunne huske.
På informationsmødet i januar 2015 rakte servicechefen hånden frem til klager.
Klager mener, at hun udelukkende ønskede at give ham hånden for at irritere ham.
Han smilte til hende, og gav hende et venligt klap på skulderen.
Servicechefen har brugt situationen fra informationsmødet til at afvise hans anmodning om at være med til at løse specialopgaven i lufthavnen.
Hun mener, at klager ikke kan være en repræsentant for indklagedes virksomhed, og at det ikke er i orden, at han ikke vil give hånden til andre kvinder.
Klager har efter informationsmødet i januar 2015 både skriftligt og ved en samtale hos indklagede redegjort for sit ståsted omkring det at give hånd til kvinder.
Klager har i den forbindelse forklaret, at en taxichauffør sjældent føler behov for at give hånden til kunder, og at opgaven med at vise kunden vejen til taxierne heller ikke omfatter, at man giver hånd.
Klager har aldrig haft en klagesag omkring denne problematik, og ønsker heller ikke at få det.
Skulle der i forbindelse med kørsel af en ældre kvinde eller anden person med gangbesvær opstå et kritisk tilfælde, vil klager håndtere situationen.
Enten ved at hjælpe eller bære kvinden op til tredje sal, eller ved at give hende mund til mund, hvis det skulle være nødvendigt.
Rækker en kunde hånden frem til klager, giver klager hånd til kunden.
Klager mener, at kundesituationen og mødet med servicechefen ikke kan sammenlignes.
Klager påpeger, at han aldrig har fået klager fra kunder med hensyn til at give hånd.
Når klager på informationsmødet ikke ønskede at give den kvindelige servicechef hånden, er det et spørgsmål om kultur, forståelse og religion.
Klager vil helst undgå at give hånd til kvinder, men rækker en kvinde hånden frem, giver klager hende hånden, så hun ikke bliver krænket.
Hvis klager ved, at han kommer til at møde kvinden ved flere lejligheder, for eksempel til møder, vil han gøre hende opmærksom på, at han fremover ikke ønsker at give hende hånden, og at han herefter forventer en forståelse for dette.
Klager væmmes nogle gange ved at give hånd til mænd og kvinder, som er snottede eller bare klamme.
Kunden får lov til at køre med klager, men klager mener ikke, at han af den grund skal presses til at give alle hånden, uanset om kunden er en mand eller en kvinde.
Indklagede burde efter mødet, hvor situationen på informationsmødet blev diskuteret, have orienteret klager om, at de nu var bekendte med baggrunden for klagers ståsted, og have oplyst ham om, at han ville miste jobbet som chauffør, hvis de blev orienteret om, at han ikke ville give hånd til kvindelige kunder.
Hvis indklagede mener, at klager ikke er en værdig repræsentant til specialopgaven i lufthavnen på grund af situationen ved informationsmødet, burde klager vel heller ikke kunne repræsentere indklagede som chauffør, da det er de selvsamme kunder.
Indklagede besluttede at tilbyde specialopgaven i lufthavnen til chauffører med etnisk dansk oprindelse, hvilket klager undrer sig over, da tæt på 80 procent af ansatte chauffører hos indklagede har en anden etniskoprindelse end dansk.
Det er korrekt, at klager ankom fem minutter efter informationsmødets start, hvilket klager ikke ser som et problem.
Hos indklagede plejer der at være forståelse for, at en chauffør på grund af trafikken kan have svært ved at nå ud til aftaler på et meget præcist tidspunkt.
Indklagede afviser, at klager har været udsat for forskelsbehandling i på grund af religion.
Der er ikke et ansættelsesforhold mellem klager og indklagede.
Klager er ansat som chauffør hos en vognmand.
Det er vognmanden, der har instruktionsbeføjelsen i forhold til chaufføren, og som udbetaler chaufførens løn.
Der er i denne situation tale om udlicitering af en konkret arbejdsopgave.
Tildelingen af opgaven og kriterierne herfor er ikke af betydning for den generelle adgang til erhvervsrelateret beskæftigelse med taxikørsel.
Lov om etnisk ligebehandling finder heller ikke anvendelse i denne situation, da udliciteringen af en opgave ikke kan ses som levering af en tjenesteydelse til de personer, som gerne vil have opgaven tildelt.
Af disse grunde har Ligebehandlingsnævnet ikke kompetence til at behandle klagen over forskelsbehandling.
Ved informationsmødets start hilste indklagedes kvindelige servicechef på de fremmødte medarbejdere, hvilken er normal adfærd ved alle møder.
Hun gav alle medarbejdere hånden.
Medarbejderne oplyste navn, og herved kunne hun få ansigt og navn på den enkelte chauffør.
Klager kom for sent til mødet, og var han mødt til tiden, ville han have set, at den kvindelige servicechef gav hånd til alle deltagere.
Ved mødets afslutning stod servicechefen og en mandlig medarbejder hos indklagede og chauffører i grupper og talte.
Servicechefen og klager stod i den samme gruppe.
En chauffør rakte hånden frem til servicechefen for at sige farvel og tak for mødet, hvilket var en høflighedshilsen.
Servicechefen rakte pr. refleks hånden til klager, som stod ved siden af hende.
Dette udløste en reaktion fra klager, der forklarede, at han ikke ville give hånd til kvinder, der er en del af "taxa-familien", og at hun var bekendt med klagers holdning.
Efter mødet vurderede servicechefen og den anden medarbejder fra indklagede, at nedenstående chauffører ikke kunne komme i betragtning til specialopgaven
Indklagede besluttede at tilbyde de 12 resterende chauffører specialopgaven.
Når klager ikke blev valgt, skyldtes det, at klager havde haft et antal klagesager fra kunder, klagers sene fremmøde til informationsmødet samt indklagedes bekymring for, at klagers ståsted omkring håndtryk, og klagers manglende forståelse for andre menneskers reaktion på hans ståsted, ville skabe uønskede situationer overfor kunderne.
Når indklagede har lagt vægt på klagers personlige modvilje i forhold til at give hånd til kvinder, kan det ikke anses som forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, da der ikke er tale om et forhold, som kan tilskrives klagers generelle tilhørsforhold til en gruppe personer, som er defineret på grundlag af fælles historie, traditioner, kultur eller kulturel baggrund, sprog og geografisk oprindelse.
Dette understreges af klagers egne udtalelse om den manglende tilslutning til denne holdning blandt folk med samme kulturelle baggrund og oprindelse, jf. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 258/2012.
Sammensætningen af de chauffører og vognmænd, der fik specialopgaven, har således intet med etnicitet at gøre.
Servicechefen hos indklagede genkalder ikke at have mødt klager ved tidligere lejligheder.
Indklagede afviser derfor klagers påstand om, at servicechefen har udøvet chikane mod klager.
Klager har aldrig deltaget ved hverken bestyrelsesmøder eller generalforsamlinger, da disse ifølge vedtægterne kun er for vognmændene og ikke vognmændenes chauffører.
Når indklagede efter 105 år stadig eksisterer som en virksomhed, skyldes det blandt andet, at der i det daglige samarbejde mellem indklagede og vognmændene er et fælles mål bestående i ønsket om at drive en forretning med kunderne i fokus.
Indklagede tager hensyn til medarbejdernes forskelligheder både ved valg af mad til arrangementer og ved at tilbyde hjælp ved sprogvanskeligheder.
Fordeling af almindelige taxiture tilbydes alle chauffører uden hensyntagen til etnicitet.
Bestyrelser og samarbejdende udvalg hos indklagedes består af vognmænd af forskellige etnicitet.
Indklagede har desuden adskillige ansatte i bestillingskontoret med anden etnisk oprindelse end dansk.
Ved arrangementer hos indklagede anvendes håndtryk som en høflighedsform, der modtages af alle, uanset religiøs eller etnisk oprindelse.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af religion og etnicitet på arbejdsmarkedet.
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Klager er ansat som taxichauffør for en vognmand, der kører for et taxiselskab.
Ligebehandlingsnævnet vurderer, at klager ved tilkendegivelse af interessen for specialopgaven kan sidestilles med en ansøger til en stilling i et ansættelsesforhold, der er omfattet af loven.
Nævnet har i den vurdering inddraget det forhold, at klager i hverdagen modtager ordrer om kørsel fra indklagede, hvor klager repræsenterer indklagede udadtil, selvom klager optjener løn via sin vognmand.
Lov om forbud mod forskelsbehandling finder derfor anvendelse.
Indklagede har som begrundelse for ikke at antage klager til specialopgaven blandt andet henvist til, at han ikke ville give hånd til kvindelige kunder.
Nævnet finder, at klager derved har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af religion.
Indklagede har ikke godtgjort et legitimt formål med kravet om at give hånd.
Klager får derfor medhold i klagen.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 10.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse samt det forhold, at specialopgaven kun udgjorde en del af hans ansættelsesforhold.
Indklagede skal herefter betale 10.000 kr. til klager med procesrente fra den 20. april 2015, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
<2015-6810-19566>
-
Dansk- og engelsktalende
-
Serviceminded
-
Profilbeklædt
-
Ansvarsbevidst
-
Evne til at planlægge og prioritere i hektiske situationer
-
Evne til at bevare overblik og udføre opgaver med et smil"
-
En tilmeldt chauffør var stoppet hos vognmanden og kunne derfor ikke deltage
-
Fem chauffører mødte ikke op til informationsmødet og fravalgtes af denne grund
-
To chauffører fravalgtes, fordi de ud fra indklagedes subjektive vurdering ikke fandtes egnede - herunder klager
-
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk.1, om klagebehandling
-
§ 1, stk. 1,om lovens anvendelsesområde
-
§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling
-
§ 7, stk. 1, om godtgørelse
-
§ 7a om delt bevisbyrde