Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - medhold
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - medhold
J.
nr. 2015-6811-04079
En 20-årig kvinde fik afslag på sin jobansøgning til en café med henvisning til, at caféen foretrak ældre ansøgere.
Dette var i strid med loven.
Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 25.000 kr.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en 20-årig kvinde fik afslag på en stilling som bartender på en café.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på sin ansøgning til stillingen som bartender hos indklagede.
Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 25.000 kr. med procesrente fra den 19. januar 2015, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
Indklagede søgte på Jobindex en bartender til Café X.
Det fremgår af stillingsopslaget, at
"Vi søger ny fuldtidsmedarbejder til vores hyggelige og travle café på [ ].
Jobbet er alsidigt og foregår både bag baren, på gulvet og i køkkenet.
Det er vigtigt at du kan holde overblikket og agerere roligt, også i pressede situationer.
Arbejdet består i at kunne åbne og lukke stedet, tage imod bestillinger og til dels at lave maden, alt sammen med sans for detaljen og med fokus på kvalitet.
Dagsvagterne er med fokus på varemodtagelse, varebestilling, samtidig med at køre stedet.
Aftenvagterne er med fokus på god service og servering af kaffe, vin, øl og cocktails.
Som fuldtidsmedarbejder forventer vi også at du kan tage et ansvar for driften herinde, dvs. hjælper med til at stedet bliver vedligeholdt.
Arbejdstiden er fortrinsvis mandag til fredag, samt hver anden lørdag og skiftevis en uge med dagsvagter og en uge med aftenvagter.
Du skal have god, brugbar erfaring fra lignende job, men det er lige så vigtigt at du fungerer godt I et team, men også at du kan arbejde selvstændigt og med en positiv energi.
Kun ansøgere med min 1 års restaurations-erfaring samt billede vil blive taget I betragtning - skriv gerne om du har hygiejnebevis i besvarelsen.
Vi holder jobinterviews 6-9 januar og introperioden vil ligge i tidsrummet 12-15 jnauar, med rigtig opstart d. 19.1
ANSØG VIA MAIL, tak - spørgsmål til stillingen besvares også via mail
Vi leder efter 1 fuldtidsmedarbejder samt 1 medarbejder til ca. 3 vagter om ugen."
Klager sendte den 30. december 2014 pr. mail følgende ansøgning til indklagede
"Jeg er en kvinde på 20 fra København, og jeg har rigtig god erfaring med faget.
Jeg har besøgt jeres cafe før, og synes stemningen virker rigtig god.
Det kunne jeg godt tænke mig at blive en del af.
Desuden har før arbejdet som bartender på barer i København.
Derfor ved jeg hvad jobbet kræver, og jeg er blevet dygtig til at håndtere og servicere mange forskellige typer mennesker.
Derudover er jeg åben, smilende og tålmodig både med kunder og kolleger - også i tider med stress eller anden modgang.
Jeg er proaktiv, selvstændigt og
ansvarsbevidst - altid.
Jeg kan arbejde alle ugens dage uanset tidspunkt.
Er uddannet sikkerhedsvagt, hvorfor aften/lukketid og sikkerheden ikke er et problem."
Indklagede bad i en mail den 6. januar 2015 klager om et CV.
Klager fremsendte den 7. januar 2015 følgende CV til indklagede
"UDANNELSE
2013 - sosu / sygeplejerske
ERFARING
2013 - 2014 [Café Y] København
2013 - 2013 [Café Z] København
2012 - 2013 deltid/vikar sikkerhedsvagt
2012-2013 sikkerhedsvagt"
Klager kom ikke i betragtning til stillingen, og indklagede meddelte den 15. januar 2015 klager, at de havde fundet de kandidater, de skulle bruge.
Klager bad i mail af 15. januar 2015 om en begrundelse for, hvorfor hun ikke kom i betragtning til stillingen.
Indklagede oplyste herefter i mail af 16. januar 2015 til klager, at
"Der er rigtig mange grunde.
For det første var der rigtig mange gode ansøgere, for det andet er din erfaring god, men kunne være mere relevant, og så søger vi fortrinsvis også nogle lidt ældre personer medmindre man har meget".
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at afslaget på grund af alder ikke alene er i strid med forskelsbehandlingsloven, men også er i strid med ligebehandlingsloven.
Det fremgår af begrundelsen for afslaget, at klagers erfaringer m.m. -som nøje var i overensstemmelse med stillingsopslaget - var gode, men at indklagede fortrinsvis søgte ældre personer.
Det er uanstændigt, at indklagede på grund af alder forringede klagers chancer for ansættelse.
Det er ulovlig forskelsbehandling på grund af alder at søge eller foretrække medarbejdere i en bestemt aldersgruppe.
Indklagede har derfor overtrådt forbuddet mod direkte forskelsbehandling.
Klager har restaurationserfaring fra meget større caféer og restauranter end indklagede.
Klager har desuden haft lukke- og morgenvagter med ansvar for driften.
Det er uden betydning for sagen, at klager ikke havde fremsendt billede og CV sammen med ansøgningen.
Indklagede afviser, at det var på grund af klagers alder, at hun ikke fik jobbet.
Indklagede skrev i jobopslaget, at ansøgere uden billede ikke ville komme i betragtning til jobbet.
Klager havde intet billede vedhæftet, og hun kunne derfor som udgangspunkt ikke komme i betragtning til jobbet.
Ud fra det CV, som klager indsendte, efter at hun kun havde indsendt en motiveret ansøgning til at starte med, bedømte indklagede, at hun ikke var den rigtige til jobbet.
Der havde desuden været et rekordstort antal ansøgere, herunder en del som havde oparbejdet en solid erfaring ved at være på arbejdsmarkedet i flere år.
Med den rette erfaring kan man få job hos indklagede uanset alder.
Indklagede har på et tidspunkt haft en person på 19 år ansat i det pågældende job, men indklagede ansætter oftest personer i starten af 20'erne, da de har haft længere tid til at oparbejde erhvervserfaring.
Klager ville ikke være blevet ansat, selvom hun havde været 30, 40 eller 50 år.
De personer, som indklagede ansatte, havde simpelthen bare sendt bedre CV'er, de havde betydelige mængder af caféerfaring, og de havde før prøvet at stå med det ansvar, som jobbet krævede.
Det var således ikke, fordi klager var 20 år, at hun ikke fik jobbet, men fordi hendes CV ikke var fyldestgørende og slet ikke i forhold til det antal ansøgere, indklagede fik ind.
Indklagede sorterede klager fra, fordi hendes CV ikke kunne måle sig med de stærkere kandidater, og indklagede ville have sorteret hende fra uanset alder.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på arbejdsmarkedet efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. (ligebehandlingsloven) og lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelse.
Der foreligger efter Ligebehandlingsnævnets opfattelse ikke omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager blev udsat for indirekte eller indirekte forskelsbehandling på grund af sit køn, da hun fik afslag på ansøgningen til stillingen som bartender hos indklagede.
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke på grund af alder må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger.
Ligebehandlingsnævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun blev udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sin alder, idet indklagede i afslaget blandt andet henviste til, at man fortrinsvis søgte nogle lidt ældre ansøgere.
Indklagede har af samme grund ikke godtgjort, at klagers alder ikke helt eller delvist var årsag til, at hun fik afslag på sin ansøgning til stillingen som bartender.
Klager får derfor medhold i, at indklagede har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.
Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.
Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 19. januar 2015, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligebehandlingsloven
Forskelsbehandlingsloven
<2015-6811-04079>
-
§ 1, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 3, og stk. 3, om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12 om klagebehandling
-
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
-
§ 2 om forbud mod forskelsbehandling ved ansættelse m.v.
-
§ 16 a om delt bevisbyrde
-
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
-
§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling ved ansættelse m.v.
-
§ 7, stk. 1, om godtgørelse
-
§ 7 a om delt bevisbyrde