Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - chikane - medhold

J.

nr. 2013-6811-52011

Et ægtepar af anden etnisk oprindelse klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at de var udsat fra chikane fra deres naboer, uden at det almennyttige boligselskab greb ind.

Nogle beboere i ejendommen havde ligeledes klaget til boligselskabet over støj fra familien.

&Aelig;

gteparret modtog hurtigt en advarsel fra boligselskabet, uden at selskabet havde undersøgt sagen nærmere.

Nævnet lagde til grund, at boligselskabet modtog henvendelser såvel fra ægteparret som fra andre lejere, men at selskabet valgte alene at behandle henvendelserne fra de andre lejere som klagede.

&Aelig;

gteparret havde derved påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at selskabet ved sin behandling af klagernes sag havde udøvet forskelsbehandling på grund af klagernes etniske oprindelse.

Boligselskabet havde handlet i strid med lov om etnisk ligebehandling ved forskelsbehandling af klager over chikane fra ægteparret og klager over støj mv. fra beboerne i ejendommen.

Klagerne fik medhold og tilkendt en godtgørelse på 10.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, idet klagerne mener, at boligselskabet ikke greb ind over for naboernes diskriminerende adfærd.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Boligselskabet har handlet i strid med lov om etnisk ligebehandling ved forskellig behandling af klager over chikane fra klager og klager over støj m.v. fra beboere i ejendommen.

Boligselskabet skal inden 14 dage betale godtgørelse til klagerne på i alt 10.000 kr. med procesrente fra den 26. november 2013, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klagerne er et ægtepar af somalisk oprindelse, der har fem børn i alderen tre til 12 år.

De bor i et almennyttigt boligselskab.

Indklagede i sagen er det boligselskab, hvor klagerne bor.

Den ene af klagerne A er social- og sundhedshjælper og arbejder på et privat plejehjem.

Den anden klager B er chauffør og arbejder i et busselskab.

Børnene i familien går i vuggestue, børnehave eller skole.

Familien boede i 12 år i en lille lejlighed i en anden boligforening, men fik anvist en større lejlighed og flyttede den 1. maj 2012 ind i det nuværende boligselskab.

Kort efter at klagerne flyttede ind, opstod der konflikter med naboerne, navnlig i forhold til beboer Y.

Klagerne skrev til boligselskabet den 17. juli 2012 og bad boligforeningen om at mægle i konflikten.

Der foreligger politirapport i sagen af 19. juli 2012, hvor klagerne anmeldte, at deres børn grundet nabostridigheder blev chikaneret af en beboer i naboopgangen med beskyldninger om, at de larmede.

Politiet tog kontakt til pågældende beboer med formaning og noterede i rapporten, at "Hun var totalt uden for pædagogisk rækkevidde".

Boligselskabet fremsendte den 2. august 2012 et brev til klagerne, hvoraf fremgår, at der blev klaget over for meget støj fra klagernes lejlighed, at der blev kastet ting ud over altanen, herunder cigaretskod og vatpinde, og at der blev hængt vådt tøj ud over altanen.

Det blev i brevet indskærpet overfor klagerne at udvise større hensyn i fremtiden.

Det blev meddelt i brevet, at indklagede ikke havde uddannet personale til at afholde mæglingsmøder.

Den 30. august 2012 skrev boligselskabet til klagerne, at selskabet igen havde modtaget klager over familiens støjende adfærd.

Der var klaget over, at børnene hoppede, løb og spillede fodbold i lejemålet, og at den mindste datter stod og råbte på altanen.

Der blev i brevet advaret om, at yderligere klager over støjende adfærd uden varsel ville blive indbragt for beboerklagenævnet.

Den 4. september 2012 sendte en bekendt til klagerne K på klagernes vegne en mail til formanden for lejerforeningen.

Hun gjorde i mailen rede for, at familien ikke føler sig velkommen i bebyggelsen, og at de navnlig er blevet generet af en bestemt beboer, der blandt andet har givet udtryk for, at der ikke skal bo indvandrere i området, som så vil blive en ghetto, og at beboeren ville starte en underskriftindsamling for at få klagerne smidt ud.

Efter K's opfattelse havde boligselskabet været meget hurtig til at true med "bål og brand" på basis af skriftlige henvendelser uden at få parterne til at se hinanden og boligselskabet i øjnene.

Ved brev af 10. september 2012 besvarede boligselskabet en henvendelse fra Retshjælpen af 3. september 2012.

Boligselskabet oplyste i sin besvarelse, at det ikke var praksis i boligselskabet at afholde mæglingsmøder, hvilket selskabet tidligere havde meddelt familien.

Boligselskabet ville ikke foretage sig yderligere i sagen, men oplyste at klagerne kunne indbringe sagen for beboerklagenævnet.

11. maj 2013 klagede fem beboere i ejendommen over klagerne til Beboerklagenævnet.

Den 10. juni 2013 skrev boligselskabets advokat til klagerne, at der kort efter klagernes indflytning indløb klager over voldsom råben og skrigen fra lejemålet, at støjen åbenbart var af vedvarende karakter, og såfremt klagerne ikke kunne forhindre larmen, ville det resultere i, at lejemålet kunne ophæves, subsidiært opsiges, eller sagen kunne indbringes for beboerklagenævnet alt med den følge, at klagerne kunne risikere at miste deres bolig.

Klagerne besvarede advokatens henvendelse ved brev af 14. juni 2013.

De oplyste i brevet, at de ikke kunne kende det billede, der blev tegnet i advokatens brev, at de havde gjort alt for at holde støjen på et acceptabelt niveau, og at de gerne accepterede, at der blev foretaget en støjmåling.

Klagerne henstillede til, at naboerne også udviste en vis fleksibilitet.

Klagerne oplyste, at de ville kontakte boligselskabet.

Retshjælpen skrev på vegne af klagerne til advokaten for boligselskabet ved brev af 24. juni 2013, at familien gjorde meget for at begrænse støjen i dagligdagen, eksempelvis afholdt de ikke børnefødselsdage.

Familien ville være imødekommende over for at flytte til en tilsvarende lejlighed i stueetagen, hvis dette kunne afhjælpe situationen.

En beboer fra ejendommen anmeldte den 30. juni 2013 klagerne til politiet.

Det er i politirapporten oplyst, at anmeldelsen drejede sig om seks somaliske børn under 10 år, der var alene hjemme i lejligheden, og at de terroriserede alle andre beboere.

Det blev konkluderet i rapporten, at moderen var hjemme hos børnene, og at der ikke var noget afvigende.

Ved brev af 6. august 2013 fra kommunen, Beboerklagenævnet, til klagerne fremgik, at der til nævnet var indgivet en klage over overtrædelse af husordenen fra lejemålet, men at nævnet ikke ville foretage sig yderligere, da det var oplyst, at der verserede en sag hos boligselskabets advokat.

Klagen fra beboerne af 11. maj 2013 var vedlagt og underskrevet af fem beboere i ejendommen, der klagede over larm.

Boligselskabet har til sagen oplyst, at der ikke forelå yderligere klager i perioden fra det seneste advarselsbrev af 10. juni 2013, og vurderingen var derfor, at familien nu efterlevede husordenen, hvorfor sagen i beboerklagenævnet ikke blev gennemført.

Sagen er ifølge indklagede blevet behandlet som alle andre tilsvarende klagesager.

Klagen er indbragt for nævnet med mail af 26. november 2013.

Parternes bemærkninger

Klagerne gør gældende, at de er blevet udsat for chikane på grund af deres etniske oprindelse hovedsagelig fra én beboer Y i den bebyggelse, hvor de bor.

Y har flere gange udtalt sig truende og nedværdigende overfor dem i sammenhæng med deres somaliske oprindelse.

Flere af naboerne har klaget over forhold, som klagerne ikke kan genkende, og klagerne opfatter disse klager som et led i chikanerierne.

Klagerne har flere gange informeret boligselskabet om chikanerier, og har efterspurgt muligheden for mægling, men indklagede har forholdt sig passiv.

Korrespondancen med boligselskabet har stået på, siden familien flyttede ind i lejligheden i maj 2012 og pågår stadig.

Klagerne mener, at naboerne ved deres optræden har skabt et truende, nedværdigende og ubehageligt klima for dem.

Kort efter klagerne flyttede ind, sagde Y følgende til klager A: "[Ejendommens navn] skal ikke være en ghetto, her skal ikke bo indvandrere og jeg skal nok få jer ud.

Jeg starter en underskriftindsamling."

Da klagerne modtog brevet fra boligselskabet af 30. august 2012, hvori de blev truet med at blive smidt ud, ringede A til en veninde af familien K, som tog kontakt til formanden for bestyrelsen for lejerforeningen.

Formanden for bestyrelsen oplyste efterfølgende, at administrationen for boligselskabet havde frarådet bestyrelsen at gå ind i sagen, da man så ville blive personligt involveret i sagen.

Klager A og K blev enige om at overgive sagen til Retshjælpen, og lade dem besvare breve fra boligselskabet.

Brevene fra boligselskabet var meget korte, og der stod ikke noget om, hvor mange der havde klaget til selskabet over familien.

En del af det, der stod i brevene, passede ikke.

Cigaretskoddene kom ikke fra familien, da ingen af dem ryger.

Det våde tøj på altanen kunne de have sagt, og det er ikke sket siden.

Det er ikke sandt, at klagerne blev smidt ud af deres tidligere lejlighed.

Klagernes børn lider også under forholdene.

De vil ikke ud på legepladsen, når Y er på altanen, fordi hun råber efter dem.

Den 29. juni 2013 ringede Y til A og sagde: "Jeg slår jer alle ihjel", hvorefter A ringede til politiet, som kom og sagde til Y, at hvis hun foretog sig mere, ville hun blive sigtet.

Politifolkene var meget venlige overfor A.

Den 1. juli 2013 sagde Y til A: "I kan godt begynde at pakke jeres ting, for nu har vi samlet underskrifter og I bor her heldigvis ikke om 2 måneder", ligesom hun ringede til A's arbejdsgiver og fortalte, at A brugte firmabilen til at transportere børn i.

Klager B har oplyst, at Y en dag i sommeren 2012 kom hen til ham og sagde: " I somaliere tygger khat og er misbrugere.

I er ikke velkomne her".

I forbindelse med klagen til beboerklagenævnet i kommunen gik klagerne og K ud for at tale med nogle af naboerne, som havde skrevet under på klagen, og naboerne oplyste, dels at de havde følte sig pressede, dels at de havde skrevet under, fordi de kendte de andre, der havde skrevet under, men at de i øvrigt ikke syntes, at familien larmede mere end andre.

To af de fem underskrivere havde fortrudt, at de havde skrevet under.

Y havde imidlertid ikke skrevet under, og tre af underskriverne bor ikke i nærheden af klagerne.

Klagerne mener nu i øvrigt, at Y havde været involveret i underskriftindsamlingen, for hun havde sagt til A den 1. juli 2013, at "vi samler underskrifter".

Klagerne føler i det hele, at Y forsøger at piske en stemning op imod dem blandt beboerne i ejendommen ved generelt at svine somaliere til og ved at fortælle usandheder om klagerne.

Klagernes partsrepræsentant gør gældende, at boligselskabet fremsendte advarsler om at opsige klagernes lejemål på baggrund af klagerne fra naboerne, uden at forholdet blev undersøgt nærmere.

Boligselskabet undersøgte ikke sandhedsværdien i naboklagerne.

Efter lov om etnisk ligebehandling gælder forbuddet mod forskelsbehandling privat virksomhed for så vidt angår adgangen til og levering af tjenesteydelser, herunder bolig.

Indklagede er som udlejende boligselskab omfattet af lov om etnisk ligebehandling, og den indeholder en pligt til i et rimeligt omfang at sikre et chikanefrit miljø.

Der henvises til en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet j.nr. 2500047-09, hvorefter arbejdsgiver er forpligtet til i et rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod chikane ikke alene begået af arbejdsgiver selv, men også af hans ansatte.

Boligselskabet er forpligtet til at overholde forbuddet mod forskelsbehandling, herunder chikane, på grund af etnisk oprindelse, når selskabet varetager sine opgaver som udlejer.

Dette omfatter først og fremmest administrationen af klagesagsbehandlingen og husordensovertrædelser.

Selskabet har således ansvar for, at der ikke sker forskelsbehandling i strid med lov om etnisk ligebehandling i sagsbehandlingen af klagesager og lejerhenvendelser mv., således at lejere ikke udsættes for diskrimination på grund af deres etniske oprindelse.

Boligselskabet har som udlejer ansvar for, hvad der i situationen må anses for rimeligt for at yde sine lejere et chikanefrit lejemål, herunder gribe ind overfor chikane fra andre lejere.

Der kan i den forbindelse henvises til den fastlæggelse af udlejers ansvar, som følger af lov om leje af almene boliger, hvorefter udlejer er ansvarlig for at sikre sine lejere en god husorden og har beføjelser til at skride ind overfor overtrædelser, fx hvor nogle lejere chikanerer andre lejere.

Hvis der ikke efter reglerne om etnisk ligebehandling er grundlag for at pålægge udlejer et ansvar for at gribe ind overfor diskriminerende adfærd udøvet af andre lejere, er der ikke en effektiv beskyttelse af lejere mod etnisk chikane i boligsektoren, således som det er tilsigtet i det underliggende direktiv og i de internationale konventioner.

Boligselskabet har oplyst, at klagernes sag er behandlet som alle andre tilsvarende klagesager, og at sagen er behandlet som en sag, hvori der klages over husordensovertrædelser, ligesom boligselskabet i øvrigt vurderer forløbet i sagen som mishagsytringer, som er for ukonkrete til, at de kan forholde sig til dem.

Det er imidlertid ikke oplyst, hvorledes boligselskabet behandler klager om etnisk nabochikane.

Selskabet har under sin behandling af naboklagesagen om støj m.v. måttet være vidende om, at klagerne selv forinden havde klaget over krænkende behandling og chikane fra naboerne, ligesom klagerne i høj grad kunne tilbagevise naboernes klagepunkter.

Indklagedes sagsbehandling i de to klagesager har samlet set betydet, at klagerne har manglet effektiv beskyttelse mod diskrimination i relation til deres rettigheder som lejere, og de har på et tidspunkt måttet leve med risikoen for at miste deres bolig.

Klagerne er således af indklagede blevet udsat for forskelsbehandling på grund af deres etniske oprindelse i sagsbehandlingen af forløbet.

Boligselskabet har ikke i tilstrækkelig grad sikret sig, at de naboklager om støj m.v. som indklagede lagde til grund for sine henstillinger og advarsler om at opsige familiens lejemål, var tilstrækkeligt berettigede og uden diskrimination.

Indklagede har i forbindelse med klagernes tilbagevendende henvendelser om etnisk chikane fra naboerne ikke gjort, hvad der må anses for rimeligt for at yde familien et chikanefrit lejemål.

Det må forventes, at udlejer undersøger de klager, de modtager, herunder om de er udtryk for chikane grundet i etnisk oprindelse.

Boligselskabet har oplyst, at det ikke opfattede klagernes henvendelser som en sag rejst af familien om chikane fra andre beboeres side, og at familiens henvendelser er blevet opfattet som partsindlæg i sagen om støj.

Der er imidlertid i mailen fra familiens veninde K til boligselskabet af 4. september 2012 beskrevet en række eksempler på truende og indvandrerfjendtlige udtalelser, som viser en konkret hensigt om at samle naboer for at få familien smidt ud.

Disse oplysninger og de øvrige henvendelser fra familien burde havde givet boligselskabet konkret anledning til at vurdere, om naboerne bag støjklagerne havde andre diskriminerende hensigter og til at overveje, hvordan boligselskabet kunne stoppe denne alvorlige adfærd.

Boligselskabet har fremsendt deres "Forretningsgang vedr.

klage over husordensovertrædelser" til belysning af sagsbehandlingen i disse sager.

I forhold til familiens henvendelser om chikane har indklagede udtalt, at disse var for ukonkrete til, at de kunne forholde sig til den del af klagen.

I forretningsgangen beskrives imidlertid en sagsgang i den slags tilfælde, hvorefter der kræves underskrifter fra to lejemål, for at selskabet kan behandle sagen.

Det må anses for vanskeligt eller umuligt at opnå underskrifter fra to lejemål, og en sådan procedure vil være ganske vanskelig eller umulig i klagesager, der drejer sig om chikane med et etnisk indhold.

Familien blev derfor reelt afvist og så ingen klagevej for deres væsentligste problem, chikane.

Boligselskabet anvendte ikke vejledningsmulighederne i forretningsgangen og gjorde i stedet familien opmærksom på, at den kunne indbringe en sag for beboerklagenævnet.

Boligselskabet har således reelt afskåret familien fra at bruge klagevejledningen vedrørende husordensovertrædelser i forbindelse med familiens problemer vedrørende nabochikane, idet familien ikke blev vejledt om, hvilke oplysninger selskabet havde brug for til behandling af klagen, men i stedet blev afvist.

Boligselskabet har i medfør af den etniske ligebehandlingslov et selvstændigt ansvar for at gribe ind overfor diskriminerende adfærd udøvet af nogle lejere overfor andre lejere, et ansvar som er blevet tilsidesat.

Mailen fra naboen Y af 11. maj 2015, hvori hun forholder sig til foreningens henstilling af 8. maj 2015, finder partsrepræsentanten ikke kan give anledning til ændring af grundlaget for klagen til Ligebehandlingsnævnet og argumentationen herfor.

De oplysninger, der fremkommer i mailen, er ikke af en sådan karakter, at de kan ændre grundlaget for den del af klagen, der vedrører boligselskabets mangelfulde sagsbehandling i anledning af familiens klage over chikane.

Det fastholdes derfor fortsat, at boligselskabet burde have behandlet familiens klage i det dertil indrettede system eller på anden måde have bidraget til, at de forhold, der blev oplevet af familien som chikane, blev undersøgt og om nødvendigt stoppet.

Indklagede har oplyst, at den udarbejdede forretningsgang er vejledende, og at den konkrete sagsbehandling beror på et skøn.

Det kan således konstateres, at disse skøn i denne sag har ført til, at forretningsgangen er blevet fraveget ved selskabets sagsbehandling, hvilket ikke har bidraget til en forklaring på de sagsbehandlingsskridt, der faktisk er foretaget.

Indklagede gør gældende, at alle lejere i almene boliger kan indbringe sager for beboerklagenævnet under forudsætning af, at de formelle vilkår er opfyldt.

Den aktuelle sag tog sin begyndelse i sommeren 2012 med klager over støj fra navnlig familiens børn.

Der blev frem til 10. juni 2013, hvor foreningens advokat sendte det seneste advarselsbrev, modtaget klager med andre lejeres underskrifter, og advokaten fremsendte klagebrevene til familien hver gang i forbindelse med støjgenerne.

Da der ikke forelå yderligere klager i perioden fra det seneste advarselsbrev pr. 10. juni 2013, var det vurderingen, at familien havde "rettet sig" og nu efterlevede husordenen, hvorfor den klage, der var blevet indgivet af en af beboerne i ejendommen, ikke blev gennemført.

Det er boligselskabets opfattelse, at der i et ikke ubetydeligt omfang har været tale om mishagsytringer imellem medlemmer af familien og andre beboere, der var så ukonkrete, at boligselskabet ikke kunne forholde sig til dem.

Indklagede er et administrationsselskab, som ikke har ansatte med kompetencer til mægling som foreslået af klagerne.

Udlejer har pligt til at sørge for, at der hersker ro og orden i ejendommen, hvilket indebærer, at man om fornødent skal søge lejemålet ophævet, hvor en lejer tilsidesætter god skik og orden, og forholdet har en sådan karakter, at lejernes flytning er påkrævet.

Hvordan påståede husordensovertrædelser skal afgøres overlades til beboerklagenævnet og domstolene.

Det kan nævnes, at domstolspraksis i forhold til opsigelse af et lejemål er restriktiv.

Sagerne går imidlertid ofte i sig selv igen, og det var også det, der skete i denne konkrete sag.

Klagerne stoppede, og familien bor stadig i ejendommen.

Det ligger indklagede meget på sinde at sikre, at det miljø, lejerne bor i, er så optimalt som muligt.

Beboersammensætningen i boligselskabet er meget blandet.

Der bor ressourcestærke og ressourcesvage, etniske danskere og beboere med anden etnisk baggrund end dansk.

Boligselskabet behandler generelt sager om klager over husordensovertrædelser på samme måde, uanset om klagen drejer sig om etniske danskere eller beboere med anden etnisk baggrund end dansk, og uanset om de klagende lejere er etnisk danskere eller danskere med anden etnisk baggrund end dansk.

I det konkrete tilfælde har indklagede ikke opfattet familiens henvendelser på en sådan måde, at dette burde foranledige, at der blev rejst en yderligere husordenssag "den anden vej rundt", dvs. en sag rejst af familien om chikane fra de andre beboeres side.

Boligselskabet har opfattet familiens indlæg som partsindlæg i den allerede rejste sag, og på den måde blev henvendelsen fra K ved mail af 4. september 2012 også betegnet.

Boligselskabet har i svaret til Retshjælpen af 10. september 2012 gjort opmærksom på, at familien kunne indbringe en klage for beboerklagenævnet.

Det fremgår af den vedlagte "Forretningsgang vedr.

klage over husordensovertrædelser", at indklagede som altovervejende hovedregel ikke går videre med klager, der kun er baseret på henvendelse fra ét lejemål, idet de ofte bliver afvist ved beboerklagenævnet/domstolene som nabostridigheder, hvor det er påstand mod påstand.

Med hensyn til Ligebehandlingsnævnets afgørelse j.nr. 2500047-09, som klagerne henviser til, mener indklagede ikke, at den kan overføres til det aktuelle forhold.

En arbejdsgiver har både en ledelsesret og en ledelsespligt, herunder ikke mindst instruktionsbeføjelser samt ret til at afskedige medarbejdere, som træder ved siden af.

En tilsvarende relation findes ikke mellem en lejer og en udlejer/administrator.

Det er langt sværere for en udlejer at opsige et lejemål, end det er for en arbejdsgiver at tage tilsvarende skridt i forhold til en ansat.

En almen udlejer kan ikke vælge, hvilke lejere der skal bo i ejendommen, som de administrerer, mens arbejdsgivere frit kan vælge, hvem de vil ansætte, naturligvis med respekt af forskelsbehandlingslovene.

Boligselskabet mener, at de i den konkrete sag har taget de skridt, man kan forlange af en professionel administrator, og de har derfor ikke udøvet forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.

Indklagede medgav klagerne i seneste brev af 23. juni 2015 til sagen, at stridighederne nu fortsætter, og at selskabet på baggrund heraf overvejer, hvilke videre skridt der bør foretages, herunder evt.

inddragelse af beboerklagenævnet.

Boligselskabets henvendelse til den lejer, som familien følte chikanerede dem, har således ført til, at indklagede har modtaget en mail fra lejeren Y, hvori denne tilbageviser de beskyldninger, der er fremkommet.

Med hensyn til den forretningsorden, der er udarbejdet af selskabet, bemærkes, at den er vejledende og udgør en ramme for sagsbehandlingen.

Den konkrete sagsbehandling beror naturligvis på en lang række konkrete skøn i de enkelte sager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.

Ingen må udsætte en anden person for forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse.

Chikane skal efter loven betragtes som forskelsbehandling, når en optræden i relation til race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, for så vidt angår adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelig for offentligheden.

Indklagede er et almennyttigt boligselskab, som udlejer boliger, der er tilgængelige for offentligheden.

Nævnet lægger til grund, at indklagede modtog henvendelser såvel fra klagerne som fra andre lejere, men at indklagede valgte alene at behandle henvendelserne fra de andre lejere som klager.

Ligebehandlingsnævnet finder, at klagerne derved har påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at indklagede ved sin behandling af klagernes sag har udøvet forskelsbehandling på grund af klagernes etniske oprindelse.

Nævnet finder, at boligselskabet ikke har godtgjort, at forskelsbehandlingen ikke helt eller delvist var begrundet i klagernes etnicitet.

Nævnet har herved lagt vægt på, at boligselskabet meddelte klagerne indskærpelser og advarsler på baggrund af klagerne fra de andre lejere, men undlod at foretage sig noget i anledning af klagernes henvendelser om chikane på trods af bestemmelsen i almenlejelovens § 81, stk. 1, nr. 4, der giver boligselskabet indgrebsbeføjelser over for lejere, der udøver chikane overfor andre beboere.

Klagerne får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klagerne tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 10.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Indklagede skal herefter betale 10.000 kr. til klager med procesrente fra den 26. november 2013, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om etnisk ligebehandling

<2013-6811-52011>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 8, nævnets afvisning af klagen

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 2, om klagebehandling

-

§ 1 om lovens formål og anvendelsesområde

-

§ 2 om lovens formål og anvendelsesområde

-

§ 3, stk. 2, og stk. 4, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7 om bevisbyrde

-

§ 9 om godtgørelse