Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - kompetence - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - kompetence - ej medhold

J.

nr. 2014-6811-50792

En far klagede over statsforvaltningens afgørelse i en samværssag.

Der blev truffet afgørelse efter forældreansvarslovens regler.

Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at ændre en afgørelse, der er truffet af statsforvaltningen.

Nævnet fandt i øvrigt ikke, at der i sagsbehandlingen og afgørelsen om samvær var sket forskelsbehandling på grund af køn, eller at statsforvaltningen i afvejningen af, hvad der var bedst for barnet, var lagt vægt på kriterier, der kunne anses for kønsdiskriminerende.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med sagsbehandlingen og ved afgørelsen i statsforvaltningen i af en sag om samvær med klagers søn.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Sagsbehandlingen i statsforvaltningen og afgørelsen af sagen om samvær med klagers søn var ikke i strid med ligestillingsloven.

Sagsfremstilling

Der er indgivet klage over statsforvaltningens sagsbehandling og afgørelse af 22. maj 2014 om samvær.

Statsforvaltningen traf afgørelse om ikke at fastsætte samvær.

Klager har en søn på nu 11 år.

Forældrene bor ikke sammen, og klager har ikke haft samvær med sin søn i de sidste tre år.

Statsforvaltningen har i afgørelsen om samvær af 22. maj 2014 lagt vægt på, at der ikke har været samvær i over to år, at der er et højt konfliktniveau mellem klager og sønnens mor, og at klager har tilhold mod sønnens mor.

Der er lagt vægt på, at sønnen er i en positiv, "men porøs udvikling hvor hans sociale og faglige kompetencer trænes, men hvor der stadig er behov for hjælp til hans udfordringer", og på sønnens udtalelser om klager, hvor sønnen i skolen har sagt, at han ikke længere har klagers efter navn, at han selv har valgt ikke at se sin far, og at han først vil se ham, når han bliver 16 år.

Forvaltningen har i afgørelsen lagt afgørende vægt på, at klagers søn har behov for ro for at kunne fortsætte en positiv udvikling samt hans holdning til klager.

Psykologudtalelsen i sagen har ifølge statsforvaltningen ikke kunnet føre til en anden opfattelse.

Ifølge klager lægger forvaltningen ved afgørelsen lagt vægt på forhold, der taler til moderens fordel, mens alene negative forhold om klager anvendes i afgørelsen.

Klager mener, at han bliver forskelsbehandlet på grund af sit køn, og at afgørelsen ikke varetager barnets tarv.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han ved sagsbehandlingen i statsforvaltningen er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Statsforvaltningens

afgørelse er alene vægtet til moderens side, og fordi klager er en mand, kan han bare skæres ud af sønnens liv.

Statsforvaltningen har lagt vægt på, at klager ikke har haft samvær i to år, og årsagen hertil er, at statsforvaltningen ikke har tilladt, at klager fik

samvær.

Der er ligeledes i afgørelsen lagt vægt på, at der er et højt konflikt niveau mellem forældrene, men der skal altid to til at skabe en konflikt.

Forvaltningen har lagt vægt på, at klagers søn er i en positiv, men porøs udvikling, hvor hans kompetencer trænes, men hvor der stadig er behov for hjælp til hans udfordringer, hvorfor der er bevilget et ekstra år på X behandlingsskole.

Grunden hertil kunne ligeså godt skyldes moderen og det forhold, og fordi sønnen savner sin far.

Det er alene negative oplysninger om klager, og udtalelser fra moderen som statsforvaltningen i sin afgørelse har lagt vægt på.

Den børnesagkyndige i byretsdommen anbefalede opstart af samvær gradvist, hvis der kunne samarbejdes herom.

Det fremgår således af den børnesagkyndiges anbefaling, at hvis den ene af forældrene er i mod samværet, kan der ikke startes samvær op igen trods anbefalingen heraf.

I den konkrete sag efterlades faderen hermed retsløs, da moderen alene ved sin adfærd og manglende vilje til samarbejde kan bestemme, om der skal være samvær.

Klager mener ikke, at det hverken er rimeligt eller i barnets tarv, at den ene part ensidigt kan udelukke den anden fra samvær ved at nægte at samarbejde.

Statsforvaltningen lægger heller ikke vægt på, at klagers søn først efter at samvær havde været ophævet i længere tid oplyser, at han er bange

for klager.

Muligvis kunne nogle af sønnens vanskeligheder skyldes, at han ikke havde set sin far, men dette har statsforvaltningen ikke undersøgt.

Statsforvaltningen har for eksempel ikke trods klagers ønske herom fået foretaget en fornyet børnesagkyndig erklæring i forbindelse med afgørelsen af 22. maj 2014, selvom den seneste erklæring er mere end to år.

Statsforvaltningen lægger kun delvist vægt på den børnesagkyndige udtalelse i forbindelse med sagens behandling ved domstolene og kun de

dele, der taler til fordel for moderens ønske om, at der ikke skal være samvær.

Klager henviser til, at statsforvaltningen har udtalt i et radioprogram, at en børnesamtale kun er et øjebliksbillede, og at man aldrig ville lægge en enkelt samtale, som er foregået via retten, til grund for at afskære samvær i tre år.

Indklagede oplyser, at forvaltningen har truffet afgørelsen af 22. maj 2014 efter forældreansvarslovens regler, om at der ikke skulle være samvær mellem klageren og hans søn.

Der blev ved afgørelsen bl.a. lagt vægt på, at der ikke har været samvær i to år, og at der er et meget højt konfliktniveau imellem klageren og sønnens mor.

Der blev endvidere lagt vægt på, at sønnen har brug for støtte til sin udvikling, og at han har afvist samvær med klageren.

Afgørelsen er truffet ud fra en konkret skønsmæssig vurdering af, hvad der er bedst for banet.

Indklagede har supplerende bemærket, at klager den 14. oktober 2014 på ny søgt om samvær med sønnen, og forvaltningen traf i november 2014 afgørelse om at afvise at behandle ansøgningen, idet forvaltningen i afgørelsen af 22. maj 2014 om afslag på fastsættelse af samvær havde anført, at en eventuel ny ansøgning om fastsættelse af samvær ville kunne behandles om et år altså i maj 2015.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det bemærkes indledningsvis, at Ligebehandlingsnævnet alene kan tage stilling til, om der er handlet i strid med ligebehandlingsreglerne og tilkende en godtgørelse.

Nævnet har ikke kompetence til at ændre den afgørelse, der er truffet af forvaltningen.

Nævnet har heller ikke kompetence til at behandle klager om ligestillingslovens § 4, hvorefter alle offentlige myndigheder har pligt til inden for deres område at arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning.

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Offentlige myndigheder, som træffer afgørelser overfor borgere, er i deres forvaltning omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling.

Nævnet finder ikke, at der i det af klager anførte er skabt en formodning for, at der i sagsbehandlingen og afgørelsen om samvær er sket forskelsbehandling på grund af køn, eller at statsforvaltningen i afvejningen af, hvad der måtte anses bedst for sønnen, har lagt vægt på kriterier, der kan anses for kønsdiskriminerende.

Klager for derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

<2014-6811-50792>

-

 § 1, stk. 1, og stk. 2 nr. 1, om nævnets kompetence

-

 § 9, stk. 1, om klagebehandling

-

 § 12, stk. 1, om klagebehandling

-

 § 1 om lovens anvendelsesområde

-

 § 1 a om lovens anvendelsesområde

-

 § 2 om forbud mod forskelsbehandling