Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse efter orlov - arbejdsvilkår - ej medhold - medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse efter orlov - arbejdsvilkår - ej medhold - medhold
J.
nr. 2014-6810-50489
En efterskolelærer blev afskediget tre måneder efter, at hendes barselsorlov var afsluttet.
Afskedigelsen skyldtes faldende elevtal.
Der var efter det oplyste tale om en situation opstået efter klagers tilbagevenden til arbejdet.
Nævnet fandt, at afskedigelsen ikke var i strid med ligebehandlingsloven.
Efterskolelæreren blev ikke indkaldt til medarbejdersamtale, mens hun var på barsel, hvilket var i strid med ligebehandlingsloven.
Klager fik derfor medhold i denne del af klagen og en godtgørelse på 5.000 kr.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev opsagt fra sin stilling som lærer på en efterskole ca. 3 måneder efter, at hendes barselsorlov var afsluttet.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev opsagt fra sin stilling som lærer.
Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager under sin orlov i modsætning til de andre lærere ikke blev indkaldt til medarbejdersamtale for skoleåret 2013-14.
Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager med 5.000 kr. med procesrente fra den 19. september 2014, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
Klager, der er uddannet lærer med linjefag i matematik, fysik/kemi, biologi og idræt, blev ansat ved indklagede idrætsefterskole den 1. august 2010.
Klager underviste to 9. klasser og en 10. klasse i fysik.
Hun underviste også den ene 9. klasse i matematik.
Herudover havde hun svømning.
Hun fungerede desuden som huslærer.
Skolens elever bor i små huse med 16 elever i hvert hus.
Der er tilknyttet en eller to huslærer til hvert hus.
Huslæreren er kontaktperson for eleverne i huset.
Læreren skal løse eventuelle konflikter samt holde kontakten til hjemmet og til de andre lærere på skolen.
Huslæreren holder to møder ugentligt med eleverne i huset, ligesom læreren holder forældremøder og konsultationer med forældrene.
Der blev ydet et månedligt løntillæg for at være huslærer.
Ud over undervisning og varetagelse af huslærerfunktionen skulle lærerne føre tilsyn med eleverne morgen, middag, aften og nat indtil klokken 01.30 samt i weekender og på helligdage.
Lærerne havde som regel et antal "øvrige arbejdsopgaver", som f.eks. deltagelse i rejser og lejrture, deltagelse i temauger, afholdelse af mundtlig og skriftlig eksamen eller udvalgsarbejde.
Disse arbejdsopgaver blev fordelt individuelt, og det afhang af opgavens karakter, hvor mange timer der blev tildelt til opgaven.
Klager fik godskrevet timer for at afholde skriftlige og mundtlige prøver, ligesom hun som de øvrige lærere deltog i rejser, temauger, lærermøder, pædagogiske dage, forældredage osv.
Klager blev gravid i efteråret 2012.
Den 29. november 2012 var hun til MUS-samtale med forstanderen A.
Klager blev fra starten af januar 2013 deltidssygemeldt på grund af graviditetsgener.
Deltidssygemeldingen bestod i at klager blev fritaget for aftenvagter, ligesom hun fik en fridag efter weekendvagter, så hun ikke skulle arbejde 12 dage i træk.
Klager gik på graviditetsorlov ca. den 5. april 2013.
Klagers undervisning i fysik og matematik blev overtaget af en barselsvikar B, der var midlertidigt ansat fra begyndelsen af april til slutningen af juni 2013.
Cirka seks uger efter klager gik på barsel, gik hendes kollega C også på barsel.
C underviste primært i matematik og musik.
Skoleåret 2013/2014 begyndte den 1. august 2013, hvor følgende lærere blev fastansat på skolen
D: Coach for sårbare unge, psykologi, fitness og svømning, matematik på linje.
E: Matematik, fysik, mediesamfund
F: Dans (ikke læreruddannet)
G: Fodbold og engelsk
Herudover blev følgende lærere tidsbegrænset ansat for skoleåret 2013/2014
H: Musik, dansk, tysk og kulturfag
I: Engelsk og dansk
Indklagede ændrede i forbindelse med lønudbetalingen for oktober 2013 i klagers løn, idet huslærertillægget ikke blev udbetalt.
Klager skulle ifølge overenskomsten have udbetalt sædvanlig løn under barsel til og med den 24. november 2013.
Efter korrespondance mellem indklagede og klagers forbund blev tillægget dog udbetalt.
Klager afsluttede ifølge en fremlagt barselsplan sin orlov den 19. januar 2014 og holdt herefter ferie i perioden fra den 20. januar 2014 til den 25. februar 2014.
Klager vendte tilbage til arbejdet den 26. februar 2014.
Klager var den 30. januar 2014 til en samtale med forstanderen og afdelingslederen hos indklagede.
Det var ikke på dette tidspunkt klart, hvilke fag klager skulle have, når hun vendte tilbage til arbejdet.
Klager fik i februar 2015 besked om, at hun efter endt barselsorlov skulle undervise to 10. klasser i matematik, ligesom hun skulle undervise en 10. klasse i psykologi.
Hun skulle desuden undervise den ene 9. klasse i naturfag (biologi og geografi).
Endelig fik hun tildelt morgen, aften- og weekendvagter og diverse andre opgaver.
Klager blev ikke tildelt opgaven som huslærer.
Cirka seks uger efter, at klager havde genoptaget arbejdet, vendte C tilbage fra barselsorlov.
C fik tilldelt opgaven som huslærer.
Indklagede lovede I fastansættelse, som erstatning for en sygemeldt og senere opsagt lærer J.
I var huslærer og skulle også være det i det kommende skoleår.
Han skulle i skoleåret 2014-2015 undervise i dansk og engelsk.
Den 28. marts 2014 blev der afholdt et bestyrelsesmøde hos indklagede, hvor bestyrelsen blev præsenteret for et regnskab for 2013 med underskud og et budget for 2014 med et lille underskud.
Bestyrelsen pålagde ledelsen enten at øge indtægterne (flere elever) eller sænke omkostningerne (færre lærere).
På et lærermøde den 15. april 2014 varslede indklagedes ledelse, at der skulle opsiges en eller flere lærere på grund af manglende elever.
I brev af 25. april 2014 blev klager opsagt med virkning fra den 31. august 2014.
Det fremgik af brevet, at
"Beslutningen er alene begrundet i skolens forhold.
Det er ikke længere sandsynligt, at vi bliver 272 elever i det kommende år, og derfor skal vi være en lærer mindre.
Beslutningen om, at det er dig der skal afskediges, er truffet ud fra en rent objektiv vurdering af, hvordan vi kan være én mindre og alligevel få dækket alle fagene i alle klasser.
Skolen har således intet at udsætte på hverken dine kvalifikationer, dit engagement eller din arbejdsindsats.
.
.
."
Det fremgik desuden, at hvis indklagede mod forventning nåede 272 elever, ville de trække opsigelsen tilbage.
Klager fik i forbindelse med opsigelsen mundtligt oplyst, at indklagede havde for mange matematik- og fysiklærere, og at valget derfor var faldet på hende.
Klager var den eneste, der blev opsagt.
Indklagede holdt ikke medarbejdersamtale med klager eller C i skoleåret 2013-2014.
De øvrige lærere havde fået tildelt 1½ time til medarbejdersamtale.
H fratrådte ved udgangen af juni 2014 sin tidsbegrænsede stilling.
Der var desuden ansat en lærer K, som opsagde sin stilling i slutningen af maj 2014.
Hun underviste blandt andet i håndbold.
Denne stilling blev slået op på indklagedes hjemmeside den 5. juni 2014.
Der er pr. 1. august 2014 ansat en lærer i denne stilling.
Klager indbragte ved brev af 16. september 2014 sagen for Ligebehandlingsnævnet.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at opsigelsen af hende er i strid med ligebehandlingsloven .
Hun ønsker en godtgørelse svarende til 9-12 måneders løn.
Klager bestrider, at skolens driftsmæssige situation har medført behov for at opsige en medarbejder med henvisning til skolens forhold.
Der er
ansat lærere både under og efter klagers barsels- og forældreorlov, ligesom skolen ikke havde en elevtilbagegang, da skolen rent faktisk opnåede de 272 elever, der var budgetteret med.
Ved MUS-samtalen den 29. november 2012, opfordrede A klager til at overveje, om hun ville vende tilbage til skolen efter barslen.
Begrundelsen for opfordringen var, at det ville blive svært for klager at varetage aftenvagter og weekendarbejde med et lille barn.
De fleste medarbejdere vil ikke opfatte dette som omsorg.
Klager er ikke enig i, at hun har krævet særlige hensyn.
Da klager blev ansat lå fysikundervisningen i tidsrummet mellem kl.
14 og 17.
Fysik er et meget teoritungt fag, som kræver, at eleverne er nogenlunde klar til at modtage undervisning.
Klager anmodede derfor om, at få faget flyttet til tidligere på dagen, hvilket blev efterkommet.
Da klager havde været ansat i et år, blev det af ledelsen besluttet at halvere andelen af undervisningstimer i fysik i 10. klasse.
Pensum var uændret.
Dette kunne ikke lade sig gøre, og klager blev derfor bedt om at undervise i ekstra timer.
Der var ikke tale om særlige hensyn til klager, men snarere om hensyn til eleverne.
Da klager blev ansat, rådede indklagede alene over et lærerbogssystem fra 1980´erne.
Klager ansøgte derfor om lov til at købe et nyt lærerbogssystem til fysisk i 9. klasse, så eleverne i det mindste kunne få en bog.
Dette var ikke et særligt hensyn til klager, men til eleverne.
Hvis indklagede havde ansat B som barselsvikar i hele klagers barselsorlov og ikke kun indtil udgangen af juni 2013, ville der ikke have været en
overtallig medarbejder, da indklagede cirka 1½ måned efter klagers tilbagevenden fra orlov varslede opsigelser.
Der var således ingen medarbejdere, der fratrådte, da klager og C vendte tilbage fra barselsorlov.
H fratrådte først sin midlertidige stilling ved udgangen af skoleåret.
H var vikar for C for så vidt angik musikundervisningen.
Der var intet sammenfald mellem I´s og klagers arbejdsopgaver.
Indklagede har ikke sørget for at holde klagers stilling åben, mens hun var på barselsorlov.
De fastansatte i stedet midt i barselsperioden fire lærere, hvoraf E underviser i fysik og matematik, ligesom klager.
Klager bestrider, at indklagede i august 2013 havde brug for at fastansætte en fysiklærer ud over de 6 inklusive klager, der var ansat.
Skolen kan dække fysikundervisningen med 2-3 lærere.
Indklagede havde også rigeligt med matematiklærere.
Der var derfor intet til hinder for, at E kunne have været ansat som barselsvikar.
Klager er derfor blevet skubbet ud af en eller flere nyansatte medarbejdere i forbindelse med, at hun har afholdt barsels- og forældreorlov.
Hun har ikke haft en reel chance for at undgå at blive den lærer, der var i overtal.
Klager var uforstående overfor, at hun ikke blev huslærer efter endt barselsorlov, da alle lærere på skolen var huslærere, og da der var flere huse, som kun havde en huslærer.
C blev huslærer efter sin barselsorlov.
Dette giver en formodning for, at indklagede allerede i februar 2014 havde planlagt, at klager eventuelt skulle opsiges.
De har samtidig kunne spare huslærertillægget til klager.
Klager bestrider ikke, at hun ville være blevet huslærer fra august 2014, hvis hun ikke var blevet opsagt, men hun kan konstatere, at hun som den eneste lærer ikke var huslærer, i perioden fra hun vendte tilbage fra barsel, og indtil hun fratrådte sin stilling.
Det var kun fordi klager selv gjorde indsigelse, at tillægget ikke blev frataget hende allerede under barselsorloven.
Dette indikerer, at indklagede allerede på daværende tidspunkt havde besluttet, at klager ikke skulle være huslærer efter orloven.
Klager fik ikke sine sædvanlige arbejdsopgaver i form af fysik i 9. og 10. klasse og matematik i 9. klasse, efter at hun vendte tilbage fra barselsorlov.
Hun fik ikke fysiktimer, selvom hun oprindeligt blev ansat til at varetage fysikundervisningen, og selvom hun har undervist i fysisk under hele sin ansættelse hos indklagede.
Det var forud for skoleåret 2013-2014 planlagt, at klager skulle have to matematikhold i 10. klasse og to naturfagshold, når hun vendte tilbage fra barsel.
Dette var ikke klagers sædvanlige arbejdsopgaver.
Klagers arbejdsopgaver blev på trods af den tidligere planlægning ændret, så hun i stedet fik to matematikhold i 10. klasse, et naturfagshold og et psykologihold.
Klager har ikke tidligere undervist i psykologi og har ikke linjefag i psykologi.
Klager har haft adskillige hold til fysikeksamen, og hun har flere gange været censor i fysik.
Hun kunne derfor fuldt forsvarligt have overtaget fysikhold pr. 26. februar 2014 og ført holdene til eksamen.
Der er ikke forskel på at overtage fysikhold og overtage matematikhold.
De matematikhold, klager overtog, skulle også til eksamen.
Året forinden havde B overtaget klagers fysikhold, kort tid før eksamen.
Indklagede havde i hele skoleåret 2013 - 2014 færre elever end budgetteret.
Den 28. januar 2014 blev lærer J opsagt på grund af sygdom og umiddelbart efter blev I tilsyneladende fastansat på et tidspunkt, hvor der ikke var elever nok, og hvor indklagede ikke vidste, om der ville være elever nok til det kommende skoleår, og hvor klager samtidig kom tilbage fra barsel.
Det blev ikke offentliggjort, at I var blevet lovet fastansættelse.
Denne oplysning blev hemmeligholdt for de øvrige medarbejdere indtil slutningen af maj 2014.
I forbindelse med lærermødet den 15. april 2014 oplyste ledelsen, at der skulle fyres i følgende rækkefølge: H og I først og derefter fastansatte lærere.
Uanset om I blev fastansat lige inden eller lige efter opsigelsen af klager, så er det sket på et tidspunkt, hvor skolen vidste, at der ikke var elever nok til det kommende skoleår, idet skolen stadig manglede 20-30 elever i forhold til det budgetterede.
Den lærer, I blev ansat i stedet for, underviste i engelsk og fodbold og ikke i dansk som oplyst af indklagede.
Han havde ikke undervist i dansk i de to sidste år på skolen.
I kunne ikke undervise på fodboldlinjen.
I havde hverken idrætsfag eller sporfag, og indklagede mistede ikke dansklærere i foråret 2014, idet hverken J eller K underviste i dansk.
Da I blev ansat i en tidsbegrænset stilling i august 2013, og han blandt andet var dansklærer, kunne indklagede allerede på dette tidspunkt have forudset, at skolen ville komme til at mangle dansklærere.
Hvis I ikke kunne undværes på grund af sine kompetencer i Cambridge engelsk kunne indklagede havde fastansat ham og ansat E som barselsvikar.
I har først under sin ansættelse hos indklagede fået kurset i Cambridge engelsk.
Indklagede har valgt at give kurset til en barselsvikar selv om de rådede over rigeligt med engelsklærere, der kunne tage dette.
K underviste på fratrædelsestidspunktet ikke i dansk, men i engelsk og håndbold.
Hvis I ikke var blevet medregnet blandt de 30 fastansatte lærere, havde det ikke været nødvendigt at foretage afskedigelsen af klager.
Med 30 lærere ansat, der alle hver især kan undervise i måske mindst fire forskellige fag, er der mulighed for et næsten uendeligt antal kombinationsmuligheder i forhold til fagfordelingen.
Desuden vil det på de fleste skoler skifte lidt fra år til år, hvilket skema man har.
Indklagede har således flere gange ændret strukturen på skolen, herunder skemastrukturer mv.
De boglige fag/eksamensfagene udgøres af: dansk, engelsk, tysk, fysik, matematik, naturfag (biologi/geografi) og historie/kristendom/samfundsfag.
Det virker uforklarligt, at indklagede ikke har tænkt på at prioritere matematik, fysisk og naturfag, der er klagers fag, og som alle er tunge eksamensfag.
Indklagede har i stedet valgt at prioritere dansk og tysk uden nogen nærmere begrundelse.
Klager bestrider derfor, at indklagedes fremgangsmåde til udvælgelse af, hvem der skulle opsiges, beviser, at klager var den, der bedst kunne
undværes.
Skolen havde mindst 14 lærere ansat der kunne undervise i dansk, enten fordi de tidligere havde undervist i dansk, eller fordi de havde dansk som
linjefag.
Hvis indklagede var sådan i bekneb for dansklærere, virker det mærkeligt, at de ikke fastansatte flere dansklærere i forbindelse med ansættelsesrunden i august 2013.
I stedet ansatte de en matematik og fysiklærer, som de åbenbart i forvejen havde rigeligt af.
Mediefag, kulturfag og innovation er små fag, der ikke har samme størrelse og vægt, som de store boglige eksamensfag og idrætslinjefagene.
Det er E, der underviser i mediesamfund.
Det er ikke muligt at uddanne sig specifikt til dette fag.
Der var to andre lærere på skolen, der underviste i mediesamfund, og som kunne have dækket denne undervisning.
Der var desuden yderligere to lærere på skolen, der tidligere havde undervist i mediesamfund og kunne have gjort det igen.
Det var derfor ikke nødvendigt at tillægge undervisningen i mediesamfund afgørende vægt som kriterium i forhold til "fredning" af E i forbindelse med behovet for at opsige en lærer.
For så vidt angik IT havde to lærere varetaget denne opgave i de sidste mange år.
Begge disse lærere var fortsat ansat, og kunne fortsat varetage IT-opgaven.
E har i vidt omfang erstattet klager, idet indklagede nu henviser til en overvægt af matematik og fysiklærere.
Klagers fysiktimer og matematiktimer i 9. klasse blev overtaget af afdelingslederen, som ifølge indklagede havde for meget undervisning.
E skulle derfor aflaste denne lærer på den lange bane.
E vil derfor med lidt forsinkelse få klagers fysiktimer.
Tysk var også dækket af flere lærere.
Det var muligt at have mere end et tyskhold, hvorfor skolen kunne have dækket skemaet med to tysklærere.
Ligesom med klager var der flere andre lærere, der ikke havde fag eller opgaver, der ikke kunne dækkes af andre lærere.
Der har været ledige stillinger både lige inden opsigelsen af klager og lige efter opsigelsen af klager .
K sagde op, mens klager stadig var i opsigelsesperioden.
Indklagede har en omplaceringspligt i en sådan situation, og indklagede har ikke opfyldt denne forpligtelse.
Indklagede levede ikke op til løftet om, at opsigelsen ville blive annulleret, hvis det blev muligt.
Når to lærere fratræder, opstår der et utal af forskellige måder at få fagfordelingen til at gå op.
Lærerne kan typisk undervise i flere fag, og der var således stor mulighed for at undgå opsigelser ved at rykke rundt på fagene.
Klager bestrider indklagedes oplysning om, at indklagede, da man nåede 272 elever, kunne have tilbudt klager en stilling med præcis samme fag og opgaver, som hun var vant til.
Det undrer klager, at indklagede i så fald ikke har ansat en lærer til denne stilling.
Der er således ikke ansat en ny lærer i matematik og fysik pr. 1. august 2014.
Der er alene ansat én lærer til at erstatte K, hvilket var før skolen nåede op på 272 elever.
Både J og K var idrætslinjefagslærere, idet de underviste i henholdsvis fodbold og håndbold.
I kunne ikke undervise i disse fag.
Han var boliglærer ligesom klager.
Indklagede havde rigeligt med engelsklærere, ligesom de havde flere lærere ansat der kunne undervise i dansk, men som ikke gjorde det på opsigelsestidspunktet.
I´s kompetencer var derfor ikke uundværlige for skolen.
Der var en del lærere ansat, der alle underviste i matematik og fysik, og der har derfor været en større gruppe af ansatte at vælge imellem.
Klager har ikke fået yderligere oplysninger om, hvorfor valget er faldet på hende.
E og en anden lærer er begge ansat senere end klager, og de
underviser i samme fag som klager.
Klager har under ansættelsen udført sit arbejde upåklageligt og har aldrig fået advarsler eller påtaler.
Der er en tæt tidsmæssig sammenhæng mellem klagers tilbagevenden fra barselsorlov til ledelsens varsling af opsigelser den 15. april 2014.
Det er uklart, hvilket beslutningsgrundlag, indklagede har brugt til at vurdere de enkelte medarbejderes kompetencer.
Indklagede har glemt at indbyde de to kvinder på barselsorlov til medarbejdersamtale.
Klager har derfor ikke haft samme mulighed som sine kolleger for at byde ind på fag og opgaver.
Indklagede burde have drøftet de generelle kriterier for opsigelse i et samarbejdsudvalg.
Indklagede havde imidlertid ikke noget samarbejdsudvalg på dette tidspunkt.
Beslutningen om generelle kriterier for opsigelsen har derfor været den daglige ledelses, og hverken bestyrelse eller samarbejdsudvalg har forholdt sig til disse kriterier.
Indklagede har ikke fremlagt skriftlige bilag eller anden dokumentation for, at der forud for opsigelsen var truffet beslutning om de generelle kriterier.
Indklagede gør gældende, at der ikke er sammenhæng mellem klagers graviditet, afholdelse af barselsorlov og opsigelsen af hende den 25. april 2014.
Det har hverken under klagers graviditet eller barselsorlov været planlagt at opsige hende efter hendes tilbagevende til arbejdet.
Indklagede har mange barsels- og forældreorlover både på herre- og på damesiden, og betragter det som en del af hverdagen.
C, der havde barselsorlov samtidig med klager, blev gravid på et tidspunkt, hvor hun ikke var fastansat, og hvor fastansættelse end ikke havde været drøftet.
Hendes barselsorlov skulle begyndte stort set samtidig med, at hun fratrådte sin stilling hos indklagede.
Indklagede havde ikke en sikker stilling til hende på dette tidspunkt, men valgte alligevel at fastansætte hende med det samme, da de håbede på at kunne udvide.
C fik derfor fuld løn under sin barselsorlov.
Antallet af lærere hos indklagede var styret af antallet af huslærere.
Der var to lærere pr. elevhus og maksimalt 8 elever pr. lærer.
Dette princip var indklagedes ledelse nødt til at bryde som konsekvens af bestyrelsens beslutning i marts 2014.
I begyndelsen af april 2014 stod det klart, at der skulle være 280 elever, hvis alle de 30 lærere, der var ansat på dette tidspunkt, skulle kunne fortsætte efter sommerferien.
Der manglede 30 elever i at nå det mål.
H var barselsvikar og kunne fratræde uden yderligere varsel.
I, der også var barselsvikar, var blevet lovet fastansættelse efter J´s sygdom og afskedigelse i slutningen af januar.
Der skulle derfor være 272 elever til det kommende skoleår, hvis at alle lærere skulle beholde deres stillinger.
Da der stort set ikke skete noget i elevtilgangen i marts/april 2014, besluttede ledelsen at iværksætte den af bestyrelsen besluttede nedjustering af lærergruppen.
Indklagede besluttede at opsige én medarbejder i april 2014 og vente til slutningen af maj med eventuelt at opsige en mere.
Det var besluttet, hvilke to lærere, der var tale om.
Det eneste kriterium, der blev lagt til grund for, hvem der skulle opsiges, var overvejelser om, hvem det var mindst svært at undvære rent fagfordelingsmæssigt, når der skulle være en lærer mindre til at løse de samme opgaver.
På grund af indklagedes struktur har ingen lærer mere end ét danskhold.
Der skulle derfor bruges 12 dansklærere, og de 12 lærere, der underviste i dansk, kunne derfor ikke undværes.
Idrætslinjerne havde tilknyttet mindst to lærere, håndbold havde tilknyttet tre lærere, og fodbold havde tilknyttet seks lærere.
Det kunne ikke være mindre, og linjelærerne i disse fag kunne derfor ikke undværes.
Sporfagene mediesamfund, kulturfag og innovation skulle dækkes, ligesom tyskundervisningen skulle dækkes.
Der skulle desuden være en til at spille til morgensang og til sang.
Endelig var de lærere, der indgik i ledelsen, ikke i spil til opsigelse.
Herefter var kun klager tilbage.
Klager havde ikke fag eller opgaver, der ikke kunne dækkes af andre lærere, og der var fysiklærere, naturfagslærere og matematiklærere nok, til at fagene kunne dækkes uden klager.
Det var således helt klare og objektive kriterier, der førte til beslutningen om, at klager skulle afskediges.
Indklagede holdt i afskedigelsesforløbet to samtaler med klager, hvor skolens forstander tilbød at gøre rede for de ovenfor beskrevne udvælgelseskriterier.
Klager bad ikke om en uddybning.
Det er korrekt, at forstanderen ved medarbejdersamtalen i 2012 bad klager overveje, om det var godt for hende at være efterskolelærer efter sin barsel.
Klager har i hele sin ansættelse givet udtryk for, at hun synes, det var hårdt at være lærer på en efterskole.
Hun har flere gange i løbet af de første to år af sin ansættelse haft brug for, at der blev taget særlige hensyn.
Det drejer sig om hensyn i forhold til omlægning af skemaet, ekstra undervisningstimer, anskaffelse af undervisningsmaterialer og planlægning af aftenvagter.
Det var ikke en skjult trussel eller opfordring til, at klager skulle opsige sin stilling.
Det var heller ikke en kritik af klager, men alene et udtryk for omsorg.
Det er korrekt, at klager under hele sin ansættelse har udført sit arbejde upåklageligt, hvorfor der heller aldrig er blevet udtrykt kritik af hendes indsats.
Indklagede fik i august 2013 ny forretningsfører, der ikke var klar over, at lærere på barsel har krav på deres sædvanlige tillæg.
Hun fjernede derfor huslærertillægget fra både klager og C.
De fik begge tillægget tilbage efter klagers henvendelse.
Der blev i marts 2013 opslået seks faste stillinger og to tidsbegrænsede stillinger som barselsvikarer i forbindelse med udvidelse af indklagede.
De tidsbegrænsede stillinger blev slået op for skoleåret 2013-2014.
Da udvidelsen af indklagede ikke blev så omfattende som antaget, men endte med oprettelse af yderligere to 10. klasser, fastansatte indklagede fire lærere og derudover to barselsvikarer.
Fire lærere svarede til 48 timers undervisning, hvilket igen svarede til undervisning af to klasser.
Antallet af nyansatte lærere passede derfor med de to ekstra klasser.
D blev ansat, fordi hun skulle udvikle indklagedes fitnesslinje.
Hun behøvede ikke at undervise i matematik for at få et fuldt skema.
E blev primært ansat, fordi han kunne undervise i mediesamfund, og fordi han havde kompetencer på IT og AV området.
Indklagede havde haft betydelige vanskeligheder med at besætte faget mediesamfund på grund af kravene til den tekniske kunnen og udvikling.
E skulle enten undervise i matematik eller fysik for at få en fuld stilling.
Det var tanken, at E skulle aflaste afdelingslederen, som havde for meget undervisning til at varetage sin lederstilling på tilfredsstillende måde.
F blev kun ansat til dans.
Hun er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at ingen lærere på skolen kun underviser i idræt.
F underviste i fire måneder i dansk i 10. klasse med en meget erfaren dansklærer til at supervisere hende.
Hvis hun skal være dansklærer hos indklagede fremover, skal hun uddannes til det.
G blev ansat, fordi der var brug for en fodboldlærer mere.
Indklagede ønskede kun at afholde en ansættelsesrunde, hvorfor de ansatte B som timelærer fra april/maj til juni uden om den almindelige ansættelsesprocedure.
B søgte som alle andre om ansættelse i skoleåret 2013-2014, men indklagede valgte ikke at indkalde B til samtale til enten de faste eller de tidsbegrænsede stillinger.
Grunden til at indklagede valgte at ansætte de to lærere i de tidsbegrænsede stillinger for hele skoleåret 2013-2014 var blandt andet huslæreropgaven.
Indklagede forsøger at bygge forældrelignende bånd mellem huslærere og elever, og det er meget sjældent en succes, når der skal skiftes huslærer i løbet af året.
Herudover er der det særlige ved efterskoler, at eleverne er der i ét år, hvorefter de alle skal til afsluttende prøver i slutningen af skoleåret.
Ved at ansætte vikarer for hele skoleåret 2013-2014 ville indklagede minimere antallet af lærerskift i prøvefagene.
Indklagede gik derfor bevidst efter at være flere lærere end normeringen i den sidste del af skoleåret 2013-2014.
Endelig ønskede indklagede fortsat at udvide.
Ved at lade vikariatet følge skoleåret ville det være nemmere at bevare de tidsbegrænsede lærere i deres stillinger, hvis de fik elever nok.
Dette gjaldt for både klagers og
C´s vikar.
Indklagede er en idrætsefterskole, og idrætslinjerne har en stor prioritet i fagfordelingen.
Det er vigtigt for skolen, at have velkvalificerede lærere i de linjefag de udbyder.
Det prioriteres også, at fagene pædagogisk hænger sammen, og at samarbejdet om undervisningen har de bedste vilkår.
Sporfagene innovation, medie & samfund og kulturfag på 10. klasses niveau har også fået større betydning som en del af skolens profil.
Disse fag er ikke seminariefag, så det er lærernes særlige interesse og kunnen der vægter, når fagene fordeles.
På medie & samfundsfagene er der sket en rivende udvikling, som betyder, at lærerne løbende er stærkt udfordret for at holde trit med udviklingen.
Der er brugt betydelige ressourcer på uddannelse, teknologi, udvikling og planlægning af disse fag.
Det er ikke bare fag "man ikke lærer på seminariet", men specialiserede fag,
der kræver indsigt og færdigheder ud over det normale.
Det er fag, som de implicerede lærere er med til at udvikle.
Der var nogle lærere på skolen, som kunne undervise i mediesamfund, men som havde bedt om at blive fritaget, da faget var meget forberedelsestungt og krævende teknologisk.
Dansk, engelsk og matematik har som obligatoriske fag en høj prioritet for alle 10. klasser.
Der blev ikke ansat dansklærere i 2013, fordi der var præcist det antal, der var brug for.
Der var andre lærere der kunne undervise i dansk, men da de var nødvendige til at dække andre fag, kunne de ikke også undervise i dansk.
Herudover har eleverne i 10. klasse valgfag og linje10 idrætsfag.
Valgfagene bliver besat efter behov, og elevernes valg har betydning for, hvilke fag der udbydes.
Klager underviste forud for sin barsel i svømning, som var et halvårligt idrætsvalgfag.
Der sker løbende ændringer i valgfagene, som bryder ind i skolens planlægning.
Der er f.eks. nu i 10. klasse mindre end halvt så mange tysk og fysikelever som tidligere.
Alle linjelærere har 4-6 timer afsat til linjeundervisning.
Det betyder f.eks., at man ikke kan have to danskhold, da dansk fylder 4 timer.
Man kan derimod godt have to matematikhold eller et fysik og et matematikhold.
Idrætslærerne vil typisk skulle have et eller flere hold på linje10 for at dække skolens behov.
Indklagede kan ikke oplyse den præcise dato for, hvornår de lovede I en fastansættelse, men det var i starten af marts 2014.
Dette var inden ledelsen blev klar over, at der skulle skæres i antallet af lærerstillinger.
I underviste i dansk og engelsk.
J havde også forud for sin opsigelse undervist i engelsk.
I blev fastansat på baggrund af sine faglige kompetencer i Cambridge engelsk, et fag som skolen ikke kunne undvære.
I underviser tre af fire hold og har hovedansvaret for tilrettelæggelse af prøveforløb, retning af opgaver og kommunikation med Cambridge.
Det var nødvendigt at fastansætte I, da den anden Cambridgelærer kun havde plads til et hold på skemaet.
I var i løbet af skoleåret 2013-2014 på kursus og er fuldt uddannet til at varetage netop Cambridge undervisning.
J har tidligere undervist i dansk, men i skoleåret 2012-2013 skulle han medvirke til at udvikle innovationssporet på skolen.
Han underviste desuden
både drenge- og pigefodbold.
Han havde derfor timemæssigt ikke plads til dansk, når det også var nødvendigt, at han havde engelsk for at skemaet kunne gå op.
Derfor havde han ikke dansk på daværende tidspunkt, og der var heller ikke udsigt til, at han skulle have det.
Hvis J ikke var blevet opsagt, og I derfor ikke var blevet lovet fastansættelse i starten af marts måned, ville klager stadig være den, der bedst kunne undværes.
K opsagde i slutningen af maj 2014 sin stilling.
K var en velkvalificeret dansklærer, som dog ikke underviste i dansk på daværende tidspunkt.
Hun underviste i engelsk og håndbold.
Det var ikke muligt, at få dækket håndbold blandt de resterende lærere, ligesom det var umuligt at dække dansk og engelsk inden for lærergruppen.
Klager kunne ikke erstatte K, og indklagede kunne ikke bytte rundt på lærerne, uden at der opstod andre huller, der ikke kunne besættes.
De fagkombinationer, der eventuelt kunne være i spil, ville på ingen måde give plads til klager.
Indklagede er en stor efterskole, hvor der er behov for mange særlige kompetencer og mange af lærerne har fag, som ikke kan erstattes internt.
Det drejer sig især om idrætslinjelærerne.
En fagfordeling på en skole med en faglig struktur som indklagedes kan ikke tilrettelægges på et utal af måder, uden at det går væsentligt ud over fagligheden.
Rigtig mange af lærerene er bundet på de idrætslige fag.
Indklagede holder medarbejdersamtaler i oktober kvartal.
Både klager og C var på barselsorlov i oktober 2013, og ledelsen havde ikke skænket det en tanke, at de to havde krav på en årlig medarbejdersamtale.
Ingen af dem har bedt om en samtale.
Fagfordelingen foregår i perioden marts til juni.
Det skyldes dels, at skolen ind til sommerferien og nogen gange i sommerferien optager de sidste elever, hvilket kan betyde ændringer i sammensætningen af hold samt være årsag til væsentlige skemamæssige ændringer.
Desuden vælger 10. klasses eleverne først valgfag på formødet i april.
Herefter kan de sidste brikker i det store puslespil lægges.
I denne periode er der mange samtaler med de enkelte lærere om fagfordelingen, dels fordi nogle lærere har ønsket andre fag, end det der er brug for, dels fordi elevernes valg ikke altid passer med fagønskerne fra lærerne.
Klager havde derfor nøjagtig de samme muligheder for at byde ind som alle andre lærere.
Det blev allerede i juli 2013 planlagt, hvilke fag og hold klager skulle undervise i, når hun kom tilbage fra orlov.
Der var også i juli 2013 lavet vagtplaner, hvor klager indgik i det almindelige tilsyn fra den 26. februar 2014.
Klagers fagfordeling og vagtplanerne blev offentliggjort på skolens intranet allerede i juli 2013.
Indklagede var ikke ordentligt forberedt til mødet med klager den 30. januar 2014.
Ledelsen var hårdt presset arbejdsmæssigt, og samtalen burde have været flyttet.
En af de lærere, der skulle have afgivet et naturfagshold til klager, var ikke blevet underrettet om dette.
Da han var ærgerlig over det, brugte indklagede noget tid på at overveje beslutningen og undersøge, hvad der ellers kunne flyttes rundt på.
Det endte derfor med, at klager fik to matematikhold, et naturfagshold og et psykologihold.
Klager kom efter sin orlov tilbage til alle sine sædvanlige arbejdsopgaver undtagen huslærerfunktionen.
Hun havde fra den 26. februar 2014 undervisning, tilsyn og pædagogisk-administrative opgaver, ligesom hun havde haft de tre foregående år.
Hun fik ikke undervisning i præcis samme fag/klasse som det foregående år.
Det er en helt sædvanlig opgave for en linjeuddannet matematiklærer at skulle undervise i matematik i 10. klasse i stedet for i 9. klasse.
Klager skulle desuden undervise i naturfag i 9. klasse, hvilket også var en sædvanlig del af klagers fag.
Klager underviste således efter sin barselsorlov i både matematik og naturfag, hvilket hun er kvalificeret til.
Det er korrekt, at hun ikke skulle varetage fysikundervisning resten af skoleåret 2013/2014.
Et hold har fysik en gang om ugen, og det var skolens
vurdering, at dette var et sårbart prøvefag, og at der fra den 26. februar 2014 til den 1. juni 2014 var så få undervisningsgange tilbage (9 gange), at det ikke var optimalt at skifte lærer så sent i forløbet.
Det er vigtigt for indklagede at skabe gode og tygge rammer i 9. klasse med høj faglighed.
Indklagede har derfor vægtet kontinuitet højt, således at eleverne oplever at have de samme lærere i fagene hele året.
Der er forskel på at overtage et hold i matematik i forhold til et hold i fysik, fordi matematik har flere timer pr. uge end fysik.
Dermed er det lettere at lære matematikholdet at kende og skabe de rammer, der skal til for at føre holdet til prøve.
En lærer hos indklagede har mellem 11 og 12 timers undervisning om ugen.
Da det var besluttet, at klager ikke skulle have fysik resten af skoleåret, manglede der 2-3 timer.
Klager blev derfor spurgt, om hun ville påtage sig at undervise i psykologi mod at hun fik den forberedelsestid, hun havde brug for, samt at hun kunne trække på hjælp fra kollegers side.
Dette var ikke planlagt fra årets start, da det ikke var en af klagers sædvanlige opgaver.
Det var planen, at klager skulle tilbage til alle sine tidligere undervisningsfag igen i skoleåret 2014-2015.
Det er korrekt, at alle lærerne på skolen er huslærere, men dette er en pligt og ikke en ret.
Det er også korrekt, at der var flere huse, der kun havde én huslærer, da klager vendte tilbage fra barselsorlov.
Dette skyldtes, at indklagedes struktur blev lavet om under klagers barsel, og at der blev indført et begreb, der hedder alenehuslærer.
Der var stadig otte elever pr. lærer i gennemsnit.
Det var planen, at hverken klager eller C skulle være huslærere, når de vendte tilbage fra barselsorlov og resten af skoleåret.
Dette fremgår af årsplanlægningen.
Det var en del af ideen med at ansætte H og I for hele året, at de varetog huslærerfunktionen i deres vikariater.
I et af husene var en af lærerne langtidssygemeldt, og den anden lærer bad om en ekstra huslærer, fordi der var krise blandt pigerne i huset.
Indklagede valgte C, fordi hun havde færrest undervisningsopgaver og dermed mest overskud til at løse opgaven.
C havde desuden tidligere samarbejdet med den anden huslærer, og det gav derfor den største sikkerhed for elevernes trivsel.
Der var desuden sørget for at både klager og C kunne blive huslærere i skoleåret 2014-2015, hvis skolen fik det samme elevtal som i 2013-2014.
Indklagede har ikke overflødiggjort klager ved under hendes graviditet at ansætte andre medarbejdere, der kunne undervise i matematik og fysik.
Der var seks lærere inklusive klager, der underviste i matematik og fysik.
De fire var ansat før klager blev gravid.
E blev ansat i august 2013.
Der er ikke ansat nogen til at erstatte klager.
Da opsigelsen af klager var en del af en sparerunde, er det klart, at klagers arbejdsopgaver blev overtaget af andre lærere.
Skolen ansatte en lærer for at dække K´s stilling, selvom det medførte, at afdelingslederen ikke som planlagt kunne undværes i matematik og fysik.
Indklagede kunne ikke bare ansætte yderligere lærere på grund af økonomien.
Indklagede lovede at trække opsigelsen tilbage, hvis der blev indmeldt 272 elever.
Klager var sygemeldt hele juni måned og først den 1. juli 2014 blev elev nr. 272 indmeldt.
Indklagede ville således gerne have trukket opsigelsen tilbage.
Indklagede kunne have tilbudt, at klager fik den samme stilling tilbage, som hun tidligere havde haft med præcis de samme fag og opgaver, som hun var vant til.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.
Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager eller udsætte denne for anden mindre gunstig behandling på grund af graviditet, barsel eller adoption.
Såfremt en afskedigelse eller en anden mindre gunstig behandling finder sted under graviditet eller afholdelse af barselsorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen eller behandlingen ikke er begrundet i disse forhold.
Klager vendte efter sin barselsorlov ikke tilbage til sit tidligere skema.
Hun skulle fortsat undervise i matematik dog i 10. klasse og ikke i 9. klasse som tidligere, ligesom hun skulle undervise i naturfag, som var et af hendes linjefag.
Endelig skulle hun undervise i psykologi, hvilket hun ikke tidligere havde gjort.
Hun fik dog øget forberedelsestid til dette, ligesom hun kunne sparre med kolleger, der tidligere havde undervist i faget.
Klager blev desuden ikke huslærer i de fire måneder, der var tilbage af skoleåret 2013-2014.
Det ændrede skema var tænkt som en midlertidig foranstaltning, som kun skulle løbe resten af skoleåret, hvorefter det var planen, at klager skulle vende tilbage til de fag, hun tidligere havde undervist i, ligesom hun igen efter sommerferien skulle have været huslærer.
Det er Ligebehandlingsnævnet opfattelse, at klager som lærer må tåle, at hun ikke kan vende tilbage i præcis det samme skema, som hun havde, da hun gik på barselsorlov, så længe det skema hun fik, ikke stiller hende væsentlig ringere, end det hun havde forud for sin orlov.
Der var her tale om en midlertidig foranstaltning, som kun skulle vare resten af skoleåret, og som blandt andet var begrundet i hensynet til at sikre mest mulig kontinuitet for eleverne.
Ligebehandlingsnævnet finder derfor ikke, at klager i forbindelse med sin tilbagevenden til arbejdet har været udsat for anden mindre gunstig behandling, fordi hun har udnyttet retten til at afholde barselsorlov.
Klagers barselsorlov sluttede den 19. januar 2014, hvorefter hun afholdt ferie til den 25. februar 2014.
Hun genoptog arbejdet den 26. februar 2014.
Klager blev opsagt den 25. april 2014.
Klager blev ikke opsagt under sin graviditet eller barselsorlov.
Der er heller ikke dokumentation for, at indklagede allerede under klagers orlov havde besluttet at opsige hende.
Det er derfor reglerne om delt bevisbyrde, der finder anvendelse.
Klager skal således påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Indklagede har efter det oplyste i forbindelse med MUS-samtalen i efteråret 2012 bedt klager overveje, om hun efter sin barsel skulle vende tilbage til arbejdet som efterskolelærer.
Indklagede kom desuden ved en fejl til at stoppe huslærertillægget i efteråret 2012.
Indklagede fastansatte til skolestart i august 2013 fire nye lærere, idet der var oprettet yderligere to 10. klasser.
Der blev desuden ansat to barselsvikarer i midlertidige ansættelser for skoleåret 2013-2014.
Den ene af disse vikarer blev efterfølgende fastansat, da en anden lærer blev opsagt på grund af sygdom.
Indklagede blev først den 28. marts 2014 af bestyrelsen gjort opmærksom på, at der kunne blive behov for at afskedige lærere, hvis der ikke blev indmeldt flere elever.
Den 15. april 2014 blev dette meddelt på et lærermøde, og den 25. april 2014 blev klager opsagt.
Der var således på opsigelsestidspunktet gået ca. 3 måneder fra klager afsluttede sin orlov.
Ligebehandlingsnævnet finder, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
Ligebehandlingsnævnet har lagt vægt på, at indklagedes anmodning til klager under MUS-samtalen i efteråret 2012, dvs. 1½ år før opsigelsen ikke kan tages som udtryk for, at indklagede ønskede at opsige klager på grund af hendes graviditet eller afholdelse af barselsorlov.
Indklagede genoptog desuden udbetalingen af huslærertillægget, da de blev gjort opmærksomme på fejlen.
Nævnet har også lagt vægt på, at indklagede på tidspunktet for klagers tilbagevenden til arbejdet den 26. februar 2014 ikke var bekendt med, at der ville opstå en situation, hvor de var nødsaget til at afskedige en medarbejder.
Dette stod først klart den 28. marts 2014 efter et bestyrelsesmøde.
Endelig har nævnet lagt vægt på, at indklagede må disponere efter forholdene på de tidspunkter, hvor beslutningerne skal træffes.
I august 2013 var der således brug for yderligere fire fastansatte lærere og to vikarer.
Ligesom der i foråret 2014 var brug for en erstatning for J.
Det er ikke sandsynliggjort, at valget af disse lærere er sket med det formål for øje at skubbe klager ud af sin stilling eller at indklagedes dispositioner i øvrigt var begrundet i klagers graviditet eller afholdelse af barselsorlov.
Indklagede har i opsigelsen anført, at opsigelsen ville blive tilbagekaldt, hvis indklagede nåede et elevtal på 272.
Klager får derfor ikke medhold i, at opsigelsen af hende var i strid med ligebehandlingsloven.
Det er imidlertid ubestridt, at klager under sin orlov i modsætning til de andre lærere ikke blev indkaldt til medarbejdersamtale for skoleåret 2013-14.
Nævnet finder, at dette i sig selv udgør en tilsidesættelse af indklagedes forpligtelse efter ligebehandlingsloven til at behandle alle medarbejdere lige for så vidt angår arbejdsvilkår, hvorfor klager tilkendes nedennævnte godtgørelse.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt fastsættes til 5.000 kr.
Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 19. september 2014, hvor klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligebehandlingsloven
<2014-6810-50489>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12 om klagebehandling
-
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
-
§ 4 om forbud mod ulige arbejdsvilkår
-
§ 9 om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov
-
§ 16, stk. 2 om godtgørelse
-
§ 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde
-
§ 16a om delt bevisbyrde