Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansøgning om lån mm. - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansøgning om lån mm.

- parts- og vidneforklaringer

J.

nr. 2014-6811-60639

En dansk-kurdisk kvinde blev bedt om at fremvise pas i forbindelse med, at hun ville oprette et kundekort i en TV/elektronikforretning.

Kvinden mente ikke, at en person med et dansk-klingende navn ville blive bedt om at vise pas.

Hun mente, at passet alene blev efterspurgt, for at hun skulle dokumentere statsborgerskab.

Butikken oplyste, at kvinden blev bedt om at fremvise pas, da de havde mistanke om identitetsmisbrug.

En afklaring af dette spørgsmål kunne kun afklares ved hjælp af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnicitet i forbindelse med, at klager blev bedt om at fremvise pas ved ansøgning om oprettelse af kundekort i en TV/elektronikforretning.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af etnicitet, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager er en dansk-kurdisk kvinde, som er født og opvokset i Danmark.

Klager er bosiddende i X By og studerer i Y By.

Den 13. november 2014 ansøgte klager om oprettelse af et kundekort i en TV/elektronikforretning i Y By.

Ved oprettelse af et kundekort som studerende kunne klager opnå rabat på sine køb i TV/elektronikforretningens butikker.

Ansøgningen om kundekortet skulle godkendes af indklagede, som er en virksomhed, der tilbyder finansieringstjenester.

I forbindelse med ansøgningen om kundekortet fremlagde klager identifikation i form af sygesikringskort, studiekort, dankort og kørekort.

En

medarbejder ved indklagede anmodede klager om også at fremlægge pas.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin etnicitet.

Klager er overbevist om, at hendes navn alene var årsag til, at hun blev bedt om at fremvise pas.

En person med et dansk-klingende navn ville ikke blive bedt om at fremvise pas.

Til at starte med fik klager ikke af ekspedienten i TV/elektronikbutikken oplyst, at kundekortet var et kreditkort, og at det skulle gå igennem indklagede.

Ekspedienten så klagers studiekort, sygesikringskort, dankort og kørekort og fremsendte ansøgningen om kundekortet.

Da det tog længere tid end de oplyste 5-10 minutter at oprette kortet, ringede ekspedienten til indklagede.

Ekspedienten oplyste i telefonen, at klager var

studerende på universitetet.

Til klager sagde ekspedienten: "De spørger, om du er dansk statsborger".

Klager syntes, at det var irrelevant for ansøgningen, men svarede "ja".

Ekspedienten spurgte i telefonen, om klagers fremvisning af studiekort, sygesikringskort, dankort og kørekort ikke var nok.

Klager blev dog fortsat pålagt at fremvise sit pas.

Ekspedienten var også indigneret over indklagedes behandling af klager, og ringede til indklagede.

Klager talte med en medarbejder, der oplyste,

at klager ikke var nægtet medlemskab og blot skulle sende sit pas.

Klager anførte, at det ikke var i orden, og at indklagede ikke ville have bedt om fremvisning af pas, hvis klager havde et dansk-klingende navn.

Medarbejderen anede ikke, hvad hun skulle sige, og endte med at oplyse, at det kunne indklagede bede om, hvis der var behov for det.

Medarbejderen oplyste ikke klager om, hvorfor der var behov for fremvisning af pas i klagers tilfælde.

Samtalen med medarbejderen hos indklagede gik ikke på, om klager var den rette person, men om klager var dansk statsborger.

Dette krænkede

klager, da det forhold, om klager er dansk statsborger, er fuldstændig irrelevant.

Det er således ikke en betingelse for oprettelse af kundekortet, at man er dansk statsborger.

Det blev flere gange oplyst over for klager, at klager skulle fremlægge sit pas for at kunne vise, at hun er dansk statsborger.

Ekspedienten i butikken oplyste til medarbejderen ved indklagede, at klager er studerende ved universitetet i Y By, hvilket forklarede, hvorfor klager handlede i en butik så langt fra sin bopæl.

Klager har to gange tidligere optaget lån hos indklagede.

I 2011 optog klager lån til en computer i Y By, mens klager i 2014 optog lån til en computer i Z By.

I begge tilfælde specificerede klager, at hun gik på en videregående uddannelse i Y By.

Indklagede må have disse oplysninger i sit system.

Indklagedes argumentation i forhold til afstand til bopæl er derfor utilstrækkelig.

Klager kan godt se problematikken i, at der er forskel på de nu og tidligere angive oplysninger om tidligere bopæl.

Det var imidlertid ekspedienten,

der skrev alle klagers informationer ind i ansøgningen.

Klager gjorde over for ekspedienten det klart, at hun ikke huskede datoerne for alle de forskellige steder, klager har boet de sidste fem år under sin studietid.

Klager tog sig dog tid til at huske de forskellige steder, men ekspedienten mente ikke, at der betød så meget.

Han ville derfor skrive det i ansøgningen, som klager kunne huske.

Det var således ekspedienten, der ikke gjorde sit arbejde tilstrækkeligt.

Indklagede gør gældende, at indklagede ikke har udsat klager for diskrimination i forbindelse med behandlingen af hendes ansøgning om lån.

Indklagede diskriminerer ikke kunder på grund af etnicitet, navn eller lignende.

Alle kunder, der søger om lån, skal fremvise gyldig billedlegitimation i form af typisk pas (dansk eller udenlandsk) eller kørekort.

Som udgangspunkt beder indklagede kun ansøgeren om at fremvise en type billedlegitimation.

Indklagede er ikke enig med klager i, at hun blev bedt om at fremvise pas for at kontrollere, om hun er dansk statsborger.

Indklagede yder lån til både danske og udenlandske statsborgere, og statsborgerskab indgår ikke som element i indklagedes kreditvurdering.

Klager indgik i april 2011 og oktober 2014 låneaftale med indklagede.

Begge gange identificerede klager sig ved fremvisning af kørekort.

Den 13. november 2014 søgte klager om oprettelse af et kreditkort i TV/elektronikforretningen i Y By.

Indklagede fik i forbindelse med ansøgningen mistanke om misbrug af klagers identitet til brug for lån i klagers navn (identitetstyveri).

Indklagede bad derfor klager om at fremskaffe yderligere dokumentation for sin identitet i form af kopi af pas.

Ansøgningen gav indklagede mistanke om identitetstyveri, da det af ansøgningen fremgik, at klager var bosiddende i X By.

Det er indklagedes erfaring, at en stor afstand mellem bopæl og butikken, hvor ansøgningen oprettes, kan indikere bedrageri.

I indklagedes IT-system er der en funktion, der automatisk advarer om muligt bedrageri ved stor afstand mellem ansøgers bopæl og butikken, hvor ansøgningen oprettes.

Advarslen gives ved, at ansøgningsprocessen stoppes med koden: "Postnr.

-forskel (øst/vest) på kunde/leverandør".

Medarbejderen fik denne advarsel af IT-systemet i forbindelse med klagers ansøgning.

Derudover skal der i forbindelse med ansøgning om lån hos indklagede angives oplysninger om nuværende og tidligere bopæle.

Ved en sammenligning mellem klagers tidligere ansøgninger og ansøgningen fra november 2014 kunne indklagede konstatere, at oplysningerne om tidligere bopæle ikke var ens.

Dette er ligeledes en indikation for identitetsbedrageri.

Indklagede havde dermed grund til at mistænke, at nogen uretmæssigt forsøgte at oprette et lån i klagers navn.

Som udgangspunkt bliver ansøgninger, hvor der er mistanke om bedrageri, afvist uden yderligere undersøgelse.

Da indklagede tidligere har haft et godt kundeforhold til klager, besluttede indklagedes medarbejdere, herunder den ansvarlige teamleder, at ansøgningen kunne godkendes, hvis klager kunne fremvise yderligere dokumentation for sin identitet.

Da klager allerede havde vist kørekort, blev hun bedt om fremvisning

af pas.

Butikken og klager blev derfor meddelt om, at indklagede ville se yderligere billedlegitimation i form af pas, før ansøgningen kunne godkendes.

Dette krav var uafhængig af klagers navn, etnicitet eller andre tænkelige karakteristika ved klager.

Indklagede er forpligtet til at bede om yderligere dokumentation, hvis der er mistanke om identitetsbedrageri for at forhindre bedrageri og overholde lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af udbytte og finansiering af terrorisme, jf. lovens § 12, stk. 6.

Det fremgår af denne bestemmelse, at "Hvis der er tvivl om, hvorvidt tidligere indhentede oplysninger om kundens identitet er korrekte eller tilstrækkelige, skal der kræves ny legitimation som nævnt i stk. 2 og 3".

Indklagede blev i sidste kvartal af 2014 udsat for en meget voldsom bølge af bedragerier og forsøg herpå, hvor der blev anvendt falske kørekort.

Der er derfor god grund til i tvivlstilfælde som i det foreliggende at bede om anden dokumentation end kørekort.

Der var således tale om en beskyttelse af klager og indklagede mod bedrageri og ikke diskrimination eller chikane af klager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på

grund af etnisk oprindelse efter lov om etnisk ligebehandling.

Det fremgår af den etniske ligebehandlingslov, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes etniske oprindelse.

Indklagede har bestridt klagers oplysninger om, at årsagen til, at hun blev bedt om at vise pas, var, at hun skulle dokumentere sit statsborgerskab.

Nævnet finder, at en afklaring af dette spørgsmål, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet, men i givet fald må foregå ved domstolene.

Nævnet kan derfor ikke behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om etnisk ligebehandling

<2014-6811-60639>

-

 § 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence

-

 § 8, om nævnets afvisning af klagen

-

 § 9, stk. 1, om klagebehandling

-

 § 12, stk. 1, om klagebehandling

-

 § 2 om lovens anvendelsesområde

-

 § 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

-

 § 7 om bevisbyrde