Legislator Case Law & Legislation
W20151111325 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - etnisk oprindelse, hudfarve og race - parts- og vidneforklaringer

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 11113 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - etnisk oprindelse, hudfarve og race - parts- og vidneforklaringer

KEN#LOKDOK23 2015 11113 Valid

J.

nr. 2013-6811-58680

En muslimsk kvinde med tørklæde klagede over den behandling, hun fik i en tøjbutik.

Klager mente, at butikkens personale holdt ekstra godt øje med hende, og hun blev pålagt ikke at tage mere end 2-3 stykker tøj med ind i prøverummet.

Indklagede gjorde gældende at på grund af uventet mange besøgende samt tidligere problemer med tyverier, havde de taget særlige forholdsregler i forhold til kunderne.

Disse forholdsregler var ikke møntet på kvinder med tørklæde eller andre bestemte grupper, men var en helt generel foranstaltning.

Da der var uenighed mellem klager og indklagede om sagens fakta, kunne klagen kun afgøres ved hjælp af parts- og vidneforklaringer.

Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

KEN#LOKDOK23 2015 11113 Valid

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnicitet i forbindelse med, at klager besøgte den indklagede tøjbutiks stand på en messe.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle sagen, da en afgørelse af, om klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af etnicitet, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager og hendes veninde besøgte den 27. oktober 2013 den indklagede tøjbutiks stand på en messe.

Både klager og hendes veninde bærer muslimsk hovedtørklæde.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af etnicitet i forbindelse med hendes besøg på den indklagede tøjbutiks stand på messen, fordi hun bærer muslimsk hovedtørklæde.

Klager besøgte standen tre gange i løbet af dagen.

Ved det tredje besøg blev det klart for hende, at særligt én af ekspedienterne behandlede klager ringere end de øvrige kunder, idet ekspedienten fulgte efter klager i standen, pålagde klager kun at gå rundt med 2-3 stykker af butikkens tøj samt bad klager om, at hun ikke lod sine børn holde tøjet eller at lægge tøjet på hendes klapvogn.

Andre kunder blev ikke bedt om det samme.

Under ét af besøgene mødte klager og hendes veninde nogle bekendte, som de faldt i snak med.

Ekspedienten kom løbende over til dem og meddelte, at de ikke måtte gå ind i prøverummet sammen.

Klager sagde til ekspedienten, at beskeden undrede hende, eftersom de ikke stod i nærheden af prøverummet, og at klager ikke havde tænkt sig at gå ind i prøverummet sammen med andre.

Ekspedienten svarede, at hun blot ville informere dem om det, så de vidste det.

Da klager på et tidspunkt befandt sig i prøverummet - klagers veninde stod uden for - kom ekspedienten og ville åbne forhænget til prøverummet for at kontrollere, hvor mange stykker tøj klager havde med ind i prøverummet.

På klagers spørgsmål om, hvorfor ekspedienten "jagtede" klager og hendes veninde, svarede ekspedienten "Ja, fordi de kvinder, som har tørklæde på, de stjæler, så vi må holde øje med jer, sådan er det bare." På klagers spørgsmål om, hvorfor ekspedienten sagde dette, svarede ekspedienten: "Ja, vi fik at vide, at vi skulle holde øje med alle kvinder med tørklæde på." Klager og hendes veninde udtrykte overfor ekspedienten, at de ikke fandt dette acceptabelt.

Ekspedientens svar var, at de [butikkens ekspedienter] skulle holde øje med dem, indtil de havde forladt standen.

På klagers spørgsmål om, hvorfor der kun skulle holdes øje med kvinder med tørklæde, svarede ekspedienten: "Ja, fordi vi i går har fanget en dame med tørklæde på, der ville stjæle noget tøj." Klager og hendes veninde gjorde ekspedienten opmærksom på, at det ikke er alle kvinder med tørklæde, der stjæler, hvortil ekspedienten svarede, at "det er sådan de nu engang oplever det" samt at "sådan er det bare hele tiden".

Da klager uden for standen mødte en kollega, som hun talte med, kiggede ekspedienten stadig efter klager.

Klager gik derfor over til ekspedienten og spurgte, hvorfor hun stadig holdt øje med klager, nu hvor hun havde forladt butikken.

Ekspedienten svarede, at det skulle hun, det havde hun fået besked på at gøre.

Der var ikke andre kunder, der blev behandlet på samme måde.

Klager oplevede episoden som meget ubehagelig, og hun var efterfølgende meget påvirket af episoden.

Klagers veninde har skriftligt bekræftet hændelserne som beskrevet af klager.

Klager henviser til forbuddet mod direkte forskelsbehandling samt at instruktion om forskelsbehandling også udgør forskelsbehandling.

Det følger af praksis fra Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling, at forskelsbehandling på grund af religiøst betinget beklædning tillige kan udgøre forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.

Klager mener ikke, at indklagedes gengivelse af situationen på messen er korrekt.

Indklagede beklager den oplevelse som klager har haft under hendes besøg på indklagedes stand på den pågældende messe.

Det er en grundlæggende forretningsfilosofi, at indklagede i alle henseender behandler alle kunder lige, uagtet om de handler stort eller småt, er store eller små, har anden etnisk herkomst eller på anden måde skiller sig ud.

Det står i indklagedes forretningsgrundlag og tilsvarende i indklagedes personalehåndbog.

Det er et holdningsspørgsmål, som indklagede tager alvorligt.

Indklagede har taget en snak med de medarbejdere, som var til stede på messen, og de forklarede, at situationen på indklagedes stand kom fuldstændigt ud af kontrol med langt flere mennesker end forventet.

Blandt andet var der kunder, der samlede varer til hobe, og der var kaos og åbenlyse tyverier.

Der blev strammet op på reglerne, ligesom der blev tilkaldt en vagt, der skulle være med til at tæmme det kaos, der var og skabe tryghed.

Det skete på baggrund af en konkret, lidt voldsom episode, hvor en kvinde havde forsøgt at forlade standen med favnen fuld af varer uden at have betalt og modsatte sig at aflevere dem igen.

Indklagedes medarbejdere har på ingen måde bevidst søgt at diskriminere, og stort set alle kunder var forstående og kunne se det rimelige i reglerne.

Ekspedienterne var stressede og under pres.

Ekspedienterne kan ikke udelukke, at deres pædagogiske egenskaber ikke helt slog til, og de beklager derfor, hvis klager har fået det indtryk, at der var særlige regler for hende, for det var ikke tilfældet.

Det er ikke indklagedes opfattelse, at klager er blevet behandlet anderledes end andre kunder på messen.

De problemer, der nødvendiggjorde en stramning af reglerne, var de samme i alle standene.

Den pågældende ekspedient kan ikke genkende klagers udlægning af, hvad der er blevet sagt, og hun mener ikke, at hun på nogen måde har diskrimineret klager.

Ekspedienten erkender dog, at klager var en stor udfordring, og at klager var en af de ganske få, der havde svært ved at forstå og respektere reglerne på stedet, og som i den grad satte ekspedientens pædagogiske evner på prøve.

Der er tale om en særdeles rutineret og serviceminded medarbejder.

Hvis klager har følt sig dårligt behandlet, er det uforståeligt, hvorfor klager valgte at besøge indklagedes stand flere gange.

Ekspedientens kollega kan bekræfte hendes udlægning af sagen.

Hun undrede sig bravt over ekspedientens tålmodighed med klager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnicitet uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.

Forskelsbehandling begrundet i religiøs beklædning, herunder muslimsk hovedtørklæde, kan udgøre indirekte forskelsbehandling på grund af etnicitet.

Det fremgår af sagen, af klager og indklagede har forskellige oplevelser af situationen på messen den pågældende dag.

Der er uenighed om, hvorvidt ekspedienten som påstået af klager særligt har holdt øje med klager samt underlagt hende andre regler end de øvrige kunder, samt om ekspedienten som svar på klagers forespørgsel om, hvorfor ekspedienten holdt særligt øje med klager, har henvist til det forhold, at klager bar tørklæde.

Nævnet finder, at en afklaring af disse forhold er nødvendig for, at der kan træffes afgørelse om, hvorvidt klager er blevet udsat for forskelsbehandling af indklagede, og at disse forhold bedst kan afklares i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Da sådan bevisførelse ikke kan finde sted for nævnet, men i givet fald må ske ved domstolene, kan nævnet ikke behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om etnisk ligebehandling

<2013-6811-58680>

KEN#LOKDOK23 2015 11113 Valid

-

§ 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence

-

§ 8, nævnets afvisning af klagen

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2015 11113 Valid

-

§ 2 om lovens anvendelsesområde

-

§ 3 om forbud mod forskelsbehandling

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →