Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - etnisk oprindelse, hudfarve og race - afskedigelse efter orlov - arbejdsvilkår - ligeløn - afskedigelse - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - etnisk oprindelse, hudfarve og race - afskedigelse efter orlov - arbejdsvilkår - ligeløn - afskedigelse - ej medhold

J.nr. 7100081-12

Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af køn og/eller etnisk oprindelse i forbindelse med, at en sygeplejerske af anden etnisk oprindelse end dansk blev afskediget, efter endt barselorlov.

Nævnet fandt ikke, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun var blevet forskelsbehandlet på grund af køn.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at de øvrige sygeplejersker var bedre kvalificerede end klager til at varetage arbejdet i den psykiatriske klinik.

Nævnet fandt samtidig ikke, at klager havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse.

Nævnet lagde vægt på, at der hverken i klagers eller indklagedes indlæg forelå oplysninger om forhold, der kunne underbygge klagers formodning om, at hendes etniske oprindelse havde været medvirkende til afskedigelsen.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn og/eller etnisk oprindelse i forbindelse med, at en sygeplejerske af anden etnisk oprindelse end dansk blev afskediget, efter at hun kom tilbage fra barselorlov.

Sagen drejer sig også om forskelsbehandling på grund af køn og/eller etnisk oprindelse som følge af ringere muligheder for videreuddannelse og løntillæg i forhold til kolleger.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var hverken i strid med ligebehandlingsloven eller forskelsbehandlingsloven, at klager den 16. december 2010 blev afskediget fra stillingen som sygeplejerske.

Indklagede har ikke handlet i strid med ligebehandlingsloven elkler forskelsbehandlingsloven i forbindelse med klagers efter- og videreuddannelse.

Indklagede har heller ikke handlet i strid med ligebehandlingsloven eller forskelsbehandlingsloven i forbindelse med tildelingen af løntillæg.

Sagsfremstilling

Klager, der er af anden etnisk oprindelse end dansk, blev den 1. marts 2002 ansat som sygeplejerske i en psykiatrisk klinik.

Den 1. marts 2005 blev klager tilknyttet Akutgruppen i den psykiatriske klinik.

Som følge af kommunalreformen var Region X klagers arbejdsgiver fra den 1. januar 2007.

Klager var på barsel- og forældreorlov med sit første barn fra medio maj 2006 til medio oktober 2007.

Klager fødte sit næste barn den 11. april 2009 og var på barsel- og forældreorlov indtil den 6. juni 2010.

Efter orloven holdt klager omsorgsdage frem til den 20. juni 2010 og ferie frem til den 12. september 2010.

Klager vendte tilbage til arbejdet som sygeplejerske den 13. september 2010.

Regionen sendte den 22. november 2010 høringsbrev til klager om påtænkt afskedigelse.

Klager gav den 27. november 2010 et høringssvar i anledning af den påtænkte afskedigelse.

Klager anførte, at den påtænkte afskedigelse dels ville være usaglig dels ville være i strid med ligebehandlingsloven.

Klager henviste til, at hendes introduktionsprogram ikke blev gennemført efter planen, da hun vendte tilbage til arbejdet den 13. september 2010, blandt andet fordi klagers barselvikar var fortsat i klagers funktion.

To sygeplejersker, der var ansat under klagers barselorlov, var ikke indstillet til afskedigelse.

Klager henviste også til, at hun ikke havde fået nogen kompetencegivende uddannelse i alle de år, hun havde været ansat, og at hun herefter blev indstillet til afskedigelse på grund af manglende faglige kvalifikationer.

Klager oplyste i den forbindelse, at hun ikke under ansættelsen havde modtaget advarsler, påtaler eller klager hverken fra ledelsen, kolleger eller patienter.

Klager oplyste også, at hun kun havde været til én egentlig udviklingssamtale, og at der ikke i den forbindelse blev påpeget

mangler ved hendes faglige kvalifikationer eller indsats.

Klager blev herefter ved brev af 16. december 2010 afskediget til fratræden med udgangen af juni 2011.

Det fremgik af afskedigelsen, at de enkelte distrikter og afdelinger i Psykiatrien i Region X som led i Regionsrådets vedtagelse af budgettet for

2011 var blevet pålagt at reducere budgetterne og harmonisere/tilpasse organisationen for at ensarte patientbehandlingen.

Psykiatrien var derfor nødt til at afskedige nogle medarbejdere.

Vurderingen af, hvilke medarbejdere der skulle afskediges, var foretaget af ledelsen ud fra nogle overordnede kriterier om faglige kvalifikationer, opgavevaretagelsen samt personlige kvalifikationer.

Ud fra en samlet vurdering havde ledelsen i forhold til klager lagt særlig vægt på klagers faglige kvalifikationer i forhold til den fremtidige opgavevaretagelse i distriktet.

Ledelsen fandt, at andre medarbejdere i di-

striktet bedre imødekom de krav, som Psykiatrien i Region X stillede til medarbejderne.

For så vidt angår klagers høringssvar, blev der i afskedigelsen henvist til, at indklagede var enig i, at klager var omfattet af ligebehandlingsloven, men at ledelsen havde foretaget vurderingen af, hvem der skulle afskediges ud fra en samlet bedømmelse af alle sygeplejerskerne i distriktet.

Der blev videre henvist til, at klager ikke deltog i introduktionsprogrammet efter gensidig aftale.

Klager fik afslag på ansøgning om uddannelse i kunstterapi på grund af prisen på 50.000 kr. sammenholdt med, at kunstterapi ikke indgik i konceptet for patientbehandling.

Klager fik afslag på uddannelse i psykoterapiforløb, fordi der var tale om et forløb, der primært henvendte sig til læger og psykologer, og kvoten for, at andre faggrupper kunne deltage, var opbrugt.

For så vidt angik ansættelsen af de to sygeplejersker under klagers orlov, blev det anført, at den ene havde en bredere erfaring og kompetenceprofil end klager.

Den anden havde meget lang erfaring inden for det psykiatriske område.

Ved e-mail af 30. november 2010 meddelte ledelsen klager og en anden medarbejder, der også var blevet afskediget, at "På grund af jeres aktuelle situation i Dagklinikken, finder vi, at det ikke giver mening, at I deltager i temadagen på fredag, da den er beregnet til at tænke planer for vores fremtidige behandling."

Der er uddelt løntillæg til sygeplejersker i psykiatrien i Region X i 2007, 2009 og 2010.

Klager fik ikke tillæg i 2007 og 2010.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at det er i strid med ligebehandlingsloven, at hun blev afskediget kort tid efter, at hun var vendt tilbage fra barselorlov.

Klager mener, at afskedigelsen både er udtryk for kønsdiskrimination og racediskrimination, da hun var den eneste sygeplejerske med anden etnisk baggrund, og da hun lige var vendt tilbage fra barselorlov.

Klager gør også gældende, at hun er blevet udsat for diskrimination på grund af sin etniske oprindelse, fordi hun ikke har fået lov til at videreuddanne sig, og fordi hun ikke har fået løntillæg som de øvrige sygeplejersker.

Klager stiller krav om økonomisk godtgørelse for uberettiget afskedigelse og diskrimination samt kompensation for manglende fritstilling i opsigelsesperioden.

Klager stiller også krav om løntillæg med tilbagevirkende kraft.

Klager henviser til, at der under hendes barselorlov blev ansat to nye sygeplejersker, hvoraf den ene oprindeligt havde søgt vikariatet i forbindelse med klagers barselorlov.

Det er klagers opfattelse, at begge de ansatte sygeplejersker var uden erfaring inden for klinikkens speciale.

Den ene sygeplejerske var i gang med en et-årig psykoterapeutisk uddannelse, som klager adskillige gange tidligere havde fået afslag på.

Den anden sygeplejerske, der blev ansat som barselvikar for klager, stoppede først i vikariatet den 31. oktober 2010, selvom klager kom tilbage den 13. september 2010.

Ledelsen ville ikke fritstille klager, selvom de havde bedt hende om at blive væk fra en temadag.

Klager blev også bedt om at blive væk fra

supervision og personaletræning med videre, men hun kunne ikke blive fritstillet.

For så vidt angår påstanden om diskrimination på grund af etnisk oprindelse henviser klager til, at hun fik afslag på kompetencegivende uddannelser, mens alle andre sygeplejersker og nyansatte kom på relevante kurser og uddannelser.

Klager kan ikke se andre grunde til forskelsbehandlingen end etnicitet.

Det er klagers opfattelse, at tre enkeltdags kurser ikke kan tages til udtryk for, at hun har fået tilbud om den fornødne kompetencegivende efteruddannelse.

Klager henviser også til, at samtlige sygeplejersker med samme grunduddannelse som klager i 2006/2007 fik et engangstillæg på 8.000 kr.

Klager var den eneste af sygeplejerskerne, der ikke blev indstillet til dette tillæg, da hun var på barsel.

I et andet tilfælde blev alle sygeplejersker på klagers arbejdssted på nær klager indstillet til et fast månedligt tillæg på grund af ændring i arbejdsfunktionen.

Klager oplevede, at det var på grund af hendes baggrund og etnicitet, at hun ikke fik tillæg.

Hertil kommer, at klager konstant blev placeret i den samme gruppe, selvom hun søgte om at få mulighed for at arbejde i de mere avancerede grupper.

Klager fik at vide, at det handlede om kompetencer, og at hun skulle have mere erfaring.

Klager fik også i modsætning til de andre sygeplejersker, herunder nyere ansatte, afslag på relevante kurser og efteruddannelse.

Det er klagers opfattelse, at det er hendes pakistanske baggrund/her-komst, der er skyld i, at ledelsen kaldte hende inkompetent og ikke hendes reelle kompetencer.

Klager mener, at hvis hendes kompetencer ikke var nok efter så mange års ansættelse, så burde hun have haft mulighed for at komme på de samme kompetenceuddannelser, som alle de andre sygeplejersker.

Klager mener, at det i henhold til ligebehandlingsloven var arbejdsgiverens ansvar at stille uddannelsestilbud til rådighed for hende, da hun

vendte tilbage fra barsel, hvis det var påkrævet, at hun havde en kompetencegivende uddannelse for, at hun fortsat kunne arbejde på klinikken.

Det er videre klagers opfattelse, at indklagede ved vurderingen har udeladt klagers særlige faglige og personlige kompetencer, herunder at hun havde den længste erfaring i specialet personlighedsforstyrrelser samt ikke-psykotiske lidelser, som er klinikkens speciale.

Hertil kommer, at klager har stået for Akutgruppen og Tegneterapigruppen.

Det er uforståeligt for klager, hvorfor de to sygeplejersker, der blev ansat under hendes barselorlov, vurderedes at være bedre kvalificerede.

Herunder hvorfor en sundhedsplejeuddannelse og arbejde med børn blev anset for at være relevant i en klinik, hvor der arbejdes med voksne med personlighedsforstyrrelser.

Klager var den sygeplejerske, som havde den længste erfaring i klinikkens speciale.

For så vidt angår det forhold, at den ene af de to sygeplejersker havde arbejdet med etniske minoriteter, henviser klager til, at hun på grund af sin etniske oprindelse har bevidsthed om og kendskab til etnicitet i Danmark.

Dette blev imidlertid i klagers tilfælde ikke anset for at være en personlig/faglig kompetence.

Klager henviser i øvrigt til, at de to nyansatte sygeplejersker var væsentlig ældre end klager.

Klager, der var den yngste i klinikken, og den med

de yngste børn, blev af sin daglige leder spurgt, om hun skulle have flere børn, da hun vendte tilbage fra barsel.

Klager oplever det som køns- og aldersdiskriminerende, at der blev ansat to sygeplejersker, der var 10-15 år ældre end klager, der havde små børn.

Klager mener heller ikke, at indklagede har beskrevet hendes arbejdsopgaver korrekt, da hun både har stået for Akutgruppen og tegneterapi.

For at dygtiggøre sig søgte klager en kompetencegivende uddannelse i kunstterapi.

Klager afslog omplaceringstilbuddet, fordi der var tale om et fire-måneders vikariat, som betød, at hun selv skulle sige op og dermed ville

miste opsigelsesvarslet på seks måneder.

Indklagede gør gældende, at afskedigelsen af klager ikke er i strid med ligebehandlingsloven.

Indklagede afviser også, at klager er blevet udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.

Indklagede henviser til, at ligebehandlingsloven ikke kan anvendes i klagers tilfælde, da afskedigelsen ikke er sket i tilknytning til klagers barselorlov, ligesom beslutningen om at afskedige hende ikke blev truffet, mens hun var på barselorlov eller i umiddelbar forlængelse heraf.

Indklagede henviser videre til, at klager siden 1. marts 2005 har været tilknyttet Akutgruppen i den psykiatriske klinik sammen med en læge og en social- og sundhedsassistent.

Den 5. oktober 2010 blev den psykiatriske klinik pålagt besparelser pr. 1. januar 2011.

Der blev herefter udarbejdet strategiplaner med videre, og den 25. oktober 2010 blev tillidsrepræsentanter og de ansatte i psykiatrien orienteret om de varslede besparelser.

Den 5. november 2010 blev det meddelt, at ledelsen påtænkte at afskedige omkring 16 medarbejdere fordelt på forskellige faggrupper.

I midten af november 2010 blev det meddelt, at der skulle afskediges 14 medarbejdere, heraf seks sygeplejersker, hvoraf to var ansat i den psykiatriske klinik.

Beslutningen om at afskedige to sygeplejersker fra den psykiatriske klinik blev først truffet i perioden fra den 5. november til midten af november 2010.

Herefter modtog medarbejdere, der var indstillet til afskedigelse, herunder klager, partshøringer af 22. november 2010.

Den 25. november 2010 blev klager tilbudt en anden stilling, men hun afslog med henvisning til øget transporttid.

Da øvrige omplaceringsmuligheder lå i samme afstand eller længere væk, vurderede indklagede, at det var formålsløst at give klager yderligere omplaceringstilbud.

Ved beslutningen om at afskedige klager, vurderede indklagede, at andre medarbejdere bedre kunne imødekomme kravene.

Særligt for så vidt angik de to seneste ansatte sygeplejersker i psykiatrien, vurderede indklagede, at disse var bedre kvalificerede end klager, der havde 1/6 diplomuddannelse som klinisk vejleder og uddannelsesansvarlig, tre års erfaring fra psykiatrisk sengeafsnit og syv års erfaring fra arbejde fra psykiatrisk klinik for ambulante patienter.

Sygeplejerske A, der overgik fra en stilling som barselvikar til fastansættelse i en vakant stilling den 1. december 2009, havde en videreuddannelse som sundhedsplejerske, udannelse som nøgleperson til forældre med psykisk syge børn samt erfaringer fra blandt andet patienter med angst- og personforstyrrelser, patienter med anden etnisk oprindelse fra asylcenter, fra retspsykiatrisk område samt fra arbejde med kritisk syge børn og deres forældre.

Sygeplejerske B, der blev ansat i vakant stilling pr. 20. april 2009, havde en et-årig psykiatrisk efteruddannelse, en et-årig kognitiv psykoterapeutisk uddannelse, uddannelse som nøgleperson til forældre med psykisk syge børn samt 1/6 diplomuddannelse som klinisk vejleder og uddannelsesansvarlig og havde erfaring blandt andet fra åbent og lukket afsnit, en et-årig turnusuddannelse på psykiatrisk hospital, erfaring fra ungdomspsykiatri med psykoterapeutiske grupper samt syv års ansættelse på en psykiatrisk skadestue.

Det er indklagedes opfattelse, at de øvrige sygeplejersker i den psykiatriske klinik måtte anses for at have højere faglige og personlige kompetencer i forhold til klinikkens fremtidige opgavevaretagelse og patientbehandling.

Der var ikke utilfredshed med klagers opgavevaretagelse, og det er indklagedes formodning, at hun fortsat ville have været ansat, hvis ikke indklagede var blevet pålagt krav om besparelser.

Indklagede henviser også til, at der ikke var sket en opnormering af plejepersonalet under klagers orlov, men at de to sygeplejersker var ansat i vakante stillinger.

Den første barselvikar fik en ledig stilling pr. 1. december 2009, da en af de andre sygeplejersker havde fået anden beskæftigelse.

Den nye barselvikar blev ansat fra den 1. januar 2010 til den 31. oktober 2010, således at der var en overlapningsperiode ved

klagers tilbagevenden fra orlov.

Der var det samme antal plejepersonale i klinikken før og efter klagers orlov.

Indklagede henviser videre til, at klager efter barselorloven vendte tilbage til sin oprindelige stilling og funktion i Akutgruppen.

Der var i løbet af klagers barselorlov udviklet og integreret en ny form for patientbehandling i klinikken.

For at klager kunne få en struktureret introduktion til den nye patientbehandling, var der udarbejdet et introduktionsprogram for klager fra den

13. september 2010 til den 22. oktober 2010.

Det er indklagedes opfattelse, at klager fulgte introduktionsprogrammet på nær fem dage, idet

det var aftalt mellem klager og ledelsen, at hun ikke var i Akutgruppen de dage, hvor der var studerende.

Efter udløbet af introduktionsprogrammet og barselvikarens ansættelsesperiode, skulle klager arbejde på almindelige vilkår.

For så vidt angår spørgsmålet om efteruddannelse havde ledelsen og klager drøftet forskellige efteruddannelsesmuligheder, herunder bacheloruddannelse, miljøterapeutisk uddannelse og specialuddannelse i terapi.

Indklagede var indstillet på, at klager kunne deltage i disse uddannelsesaktiviteter, men det blev dog af forskellige årsager ikke til noget.

Indklagede bemærker i den forbindelse, at personalet selv skulle tage initiativ til de aftalte kursusforløb.

I 2008 deltog klager i kurser i henholdsvis, ADHD og Borderline, Personlighedsforstyrrelser samt Psykopati og Borderline.

Klager fik afslag på uddannelse i kunstterapi, da denne uddannelse var for dyr.

Ledelsen var positivt stemt for, at klager kunne få en uddannelse i psykoterapi, men kvoten for kursister uden lægelig eller psykologisk baggrund var opfyldt.

Ved lønforhandlingen i 2007 blev der uddelt engangstillæg til 145 af omkring 380 sygeplejersker i psykiatrien i hele Region X.

Indklagede har

ikke oplyst fordelingen på de enkelte ledelsesområder.

Ved lønforhandlingen pr. 1. april 2009 fik alle sygeplejersker i psykiatrien, herunder klager, en årligt tillæg på 9.250 kr. Der blev ikke ydet individuelle tillæg i 2009.

Ved lønforhandlingen pr. 1. april 2010 blev der ved udmøntningen af de lokale lønmidler uddelt tillæg til 79 af 391 sygeplejersker i Psykiatrien i hele Region X.

Der blev heraf efter indstilling fra ledelsen uddelt tillæg på 8.000 kr. til tre ud af fem sygeplejersker i klinikken.

Herudover fik en fjerde sygeplejerske i klinikken kompetencetillæg efter indstilling fra den faglige organisation.

Hverken ledelsen eller den faglige organisation havde indstillet klager til tillæg.

Der udarbejdes ikke en begrundelse for ikke at indstille en medarbejder til tillæg.

Indklagede henviser til, at klager hverken i 2007 eller 2010 fik uddelt kompetencetillæg, og at dette efter indklagedes opfattelse skyldes, at

klager ikke havde opnået så ekstraordinære og personlige kompetencer i forhold til de krav, der var stillet til opgavevaretagelsen i klinikken.

Klager var heller ikke berettiget til funktionstillæg på grund af den daglige opgavevaretagelse.

Indklagede afviser at have givet udtryk for, at klager var uønsket på klinikken i opsigelsesperioden, tværtimod ønskede indklagede at gøre brug af klager i opsigelsesperioden, hvilket var baggrunden for afslaget på fritstilling.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Afskedigelsen - ligebehandlingsloven

Hvis en lønmodtager, som bliver afskediget efter afsluttet barselorlov, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det fremgår af den af klager fremlagte aftale om fravær ved fødsel og adoption, at klager holdt barsel- og forældreorlov frem til den 6. juni

2010.

Herefter holdt klager omsorgsdage og ferie, indtil hun genoptog arbejdet som sygeplejerske den 13. september 2010.

Klager blev opsagt den 16. december 2010 efter høringsbrev af 22. november 2010.

Ligebehandlingsnævnet finder på grundlag af indklagedes oplysninger om, at Region X som følge af en politisk beslutning den 5. oktober 2010 blev pålagt budgetbesparelser i 2011, ikke grundlag for at antage, at beslutningen om at afskedige klager var truffet under klagers barsel- og forældreorlov.

Nævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at ligebehandlingsprincippet blev krænket, da indklagede i begyndelsen af november 2010 besluttede at indstille klager til afskedigelse.

Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at indklagede som led i en besparelsesrunde måtte afskedige to sygeplejersker i den psykiatriske

klinik, herunder klager.

Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at de øvrige sygeplejersker var bedre kvalificerede end klager til at varetage arbejdet i den psykiatriske klinik.

Klagers påstand om, at afskedigelsen er i strid med ligebehandlingsloven, tages derfor ikke til følge.

Det bemærkes, at det ligger uden for nævnets kompetence at tage stilling til, om afskedigelsen af klager i øvrigt kan anses for at være sket på et sagligt grundlag, eller til spørgsmålet om fritstilling i opsigelsesperioden.

Afskedigelsen - forskelsbehandlingsloven

Efter forskelsbehandlingsloven må en arbejdsgiver ikke udøve direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med afskedigelse.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller

indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der skaber formodning for, at hun i forbindelse med afskedigelsen blev udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse.

Klager har været ansat som sygeplejerske hos indklagede siden 2002, og der er hverken i klagers eller indklagedes indlæg oplysninger om forhold, der kan underbygge klagers formodning om, at hendes etniske oprindelse direkte eller indirekte har været medvirkende til afskedigelsen i 2010.

Klagers påstand om, at afskedigelsen er i strid med forskelsbehandlingsloven, tages derfor ikke til følge.

Løntillæg samt efter - og videreuddannelse

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige, for så vidt angår

løn- og ansættelsesvilkår.

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må udøve direkte eller indirekte forskelsbehandling af en lønmodtager på

grund af dennes etniske oprindelse i relation til løn- og arbejdsvilkår.

Hvis en person, der føler sig krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn eller etnisk oprindelse, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet finder, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede ved tildelingen af løntillæg har inddraget klagers etniske oprindelse i sin vurdering.

Klager har heller ikke påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn ved uddelingen af løntillæg i 2007 og 2010, hvor klager var på barsel- og forældreorlov.

Nævnet har herved lagt vægt på indklagedes oplysning om, at det ikke kun var klager, men et meget stort antal sygeplejersker, der ikke fik løntillæg i 2007 og 2010.

Ligebehandlingsnævnet finder, at klager heller ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af køn og/eller etnisk oprindelse i relation til klagers muligheder for efter- og videreuddannelse.

Nævnet har herved lagt vægt på indklagedes oplysninger vedrørende klagers deltagelse i efter- og videreuddannelse og begrundelse for de meddelte afslag.

Indklagede har derfor ikke overtrådt ligebehandlingsloven eller forskelsbehandlingsloven i relation til klagers løn og muligheder for efter- og videreuddannelse.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet

Lov nr. 161 af 12. april 1978, som senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 734 af 28. juni 2006 om ligebehandling af mænd og kvinder

med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven)

Lov nr. 459 af 12. juni 1996 om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., som senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse af

1349 af 16. oktober 2008 (forskelsbehandlingsloven)

<7100081-12>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, samt stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1 og stk. 2, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 4 om ligebehandling af mænd og kvinder

-

§ 9 om forbud mod afskedigelse på grund af graviditet og barselorlov

-

§ 16a om delt bevisbyrde

-

§ 1, stk. 1 - 3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling ved ansættelse m.v.

-

§ 3 om forbud mod forskelsbehandling ved videreuddannelse m.v.

-

§ 7a om delt bevisbyrde