Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold

J.

nr. 2014-6810-43841

En kunderådgiver i en bank, var sygemeldt på grund af stress.

Hun meddelte under sygemeldingen sin arbejdsgiver, at hun var gravid.

Dagen efter meddelelsen modtog hun en opsigelse med posten.

Indklagede oplyste, at beslutningen om at opsige kunderådgiveren blev truffet, dagen inden hun gav besked om sin graviditet.

Tillidsrepræsentanten bekræftede dette.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som kunderådgiver i en bank samme dag, som hun meddelte indklagede, at hun var gravid.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev opsagt fra sin stilling som kunderådgiver.

Sagsfremstilling

Klager blev i april 2011 kontaktet af indklagede bank, som gerne ville ansætte hende i deres afdeling i X by.

Klager var på daværende tidspunkt ansat i en anden bank.

Hun begyndte hos indklagede den 1. august 2011 som kunderådgiver.

Klager meldte sig syg den 19. april 2012.

Hun blev herefter sygemeldt af sin læge den 24. april 2012 med arbejdsrelateret stress.

Den 14. maj 2012 og den 11. juni 2012 blev der afholdt telefoniske sygesamtaler mellem klager og indklagede.

Den 10. juli 2012 blev der afholdt et møde mellem klager, HR-chef A og filialdirektør B vedrørende klagers sygdom.

Klager havde på mødet sin mor med som bisidder.

Klager fik den 12. juli 2012 besked fra sin læge om, at hun var gravid, hvilket hun samme dag kl.

09.40 meddelte indklagede i en mail.

Hun skrev blandt andet, at

".

.

.

.

., har jeg i dag fået bekræftet af min læge at vi venter barn omkring 2. marts 2013.

Jeg giver dig meddelelsen herom med det samme, da jeg mener du bør have det med i din planlægning vedrørende min flytning af arbejdssted fra [X by] til anden filial, grundet arbejdsbyrden i [X by]afdeling er for stor pt.

til at kunne magte opgaven med min tilbagevendelse.

.

.

.

Min barsel påbegynder i starten af februar, hvorfor jeg naturligvis ikke forventer, at der kan findes en fast stilling til mig, men jeg er afklaret med en løsning der indeholder en midlertidig stilling i en afdeling der mangler en medarbejder i de mellemliggende måneder.

.

.

.

."

Den 13. juli 2012 modtog klager med almindelig post en afskedigelse, der var dateret den 12. juli 2012.

Det fremgik heraf, at indklagede havde forsøgt at finde alternative jobmuligheder, idet klager ikke kunne vende tilbage til sit tidligere job i X by, men at der ikke pt.

fandtes alternative egnede muligheder.

Det fremgik videre, at

"Der blev den 11. juli 2012 holdt et møde med tillidsmand [C], hvor [C] blev orienteret om, at du vil blive afskediget, da det ikke er muligt at holde stillingen i [X by] afdeling åben til dig længere og da der ikke findes alternative egnede jobmuligheder i [].

Du har d.d. kl.

9.40 sendt mig en mail, hvor du oplyser, at du er gravid.

Jeg bekræfter hermed modtagelsen af din mail, men må meddele dig, at det ikke ændrer ved den beslutning, at der blev truffet den 11. juli 2012."

Klagers fagforbund bad tillidsrepræsentanten C om at redegøre for mødet mellem hende og indklagede den 11. juli 2012.

C oplyste i den forbindelse i mail af 20. juli 2012, at indklagede mente at have handlet i god tro, hvilket hun kunne bevidne.

Hun kunne ikke referere ord for ord, hvad der blev sagt på mødet, men hun kunne fortælle, hvad der skete.

C oplyser videre i mailen, at klager havde fravalgt at have en tillidsrepræsentant med til mødet den 10. juli 2012, og at C efter mødet blev kaldt op til HR, hvor hun fik et referat af mødet med klager.

C understregede på dette møde, at det var vigtigt at finde en varig løsning til X by afdelingen, da C var bekendt med, at der som følge af klagers lange fravær var virkelig travlt.

Der var enighed om, at dette skulle løses så langt de kunne komme inden den 20. juli 2012, hvor såvel A som C gik på ferie.

Ved afslutningen af mødet blev det aftalt, at A ville forsøge at kontakte cheferne i de afdelinger, det kunne være muligt at placere klager i.

På mødet den 11. juli 2012 kl.

12, fik C at vide, at A ikke havde fundet en afdeling, der kunne tage klager med det antal timer, hun kunne tilbyde.

C var ikke i tvivl om, at indklagede havde gjort en ærlig indsats for at finde noget andet til klager.

Direktør D var til stede ved mødet noget af tiden.

D var involveret i beslutningen, da det var imod indklagedes sædvanlige politik at afskedige sygemeldte medarbejdere.

Men på grund af en foranstående ressourcetilpasning blev der truffet beslutning om afskedigelse af klager.

Beslutningen var endelig, men på grund af en anden sygefraværssamtale, hvor A og C deltog, blev opsigelsen ikke skrevet og sendt den 11. juli 2012.

Stillingen i X by afdelingen blev slået op internt den 13. juli 2012 og blev hurtigt besat med en intern ansøger.

Den 30. juli 2012 begærede klagers fagforbund organisationsmøde i sagen.

Mødet blev holdt den 27. august 2012.

Der kunne ikke opnås enighed mellem parterne.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet opsagt på grund af sin graviditet.

Hun ønsker en godtgørelse herfor svarende til ni måneders løn.

Klager var på tidspunktet for opsigelsen fortsat sygemeldt med stress og var bange for "stempling" som en dårlig/krakilsk medarbejder, og hun følte sig for sårbar til en eventuel retssag, hvilket var den mulighed hendes fagforbund stillede op for hende.

Hun har først nu kunnet samle sig om at klage over sin tidligere arbejdsgivers afskedigelse, som hun er fuldstændig overbevist om, skyldtes hendes graviditet.

Hun har ikke udøvet retsfortabende passivitet.

Passiviteten kan heller ikke tages til indtægt for, at indklagede dermed har bevist, at afskedigelsen var begrundet i andre årsager end graviditeten.

Da klagers souschef blev forfremmet i januar 2012 steg klagers arbejdspres- og opgaver til det urimelige, hvilket hun påtalte på flere personalemøder.

Den 19. april 2012 blev klager sendt hjem fra arbejde efter at være brudt sammen i gråd.

Det var ikke på mødet den 10. juli 2012 et spørgsmål om der kunne findes en afdeling, hvor klager kunne genoptage arbejdet, men hvor dette skulle ske.

Da klager mødte op på mødet den 10. juli 2012 med sin mor som bisidder, oplyste A overrasket, at hun havde glemt at sige, at klager kunne tage en med.

Derfor ved klager, at hun ikke fik tilbudt og dermed ikke har kunnet fravælge at have en tillidsmand med til mødet, som tillidsmanden siger, at hun har gjort i dennes mail til klagers fagforbund.

Klager og hendes bisidder skrev samme dag et referat af mødet, som også samme dag blev sendt til klagers fagforbund.

Det fremgår af referatet, at konklusionen fra A var, at klager ikke havde sagt nok fra, mens konklusionen fra klager og hendes bisidder var, at klager havde sagt fra, men ikke var blevet hørt.

Det fremgår videre, at A meddelte klager, at det var meget sandsynligt, at klager kunne risikere at få plads i en afdeling med op til en times transport hver vej.

Da klager ikke havde andet valg gav hun tilsagn til transporttiden.

Det blev på mødet aftalt, at klager skulle vende tilbage til arbejdet den 3. september 2012, og at A vil forsøge at finde den afdeling, hun skulle være i, inden hun to uger senere gik på ferie.

Klager havde sammen med en psykolog lagt en plan for klagers tilbagevenden til arbejdet, hvorefter hun skulle arbejde 3 timer om dagen 3 dage om ugen, hvilket gradvist skulle øges, efterhånden som klager blev rask.

A meddelte, at hun ville sende klagers opstartsplan ud til afdelingerne for at se, om der var en chef, der ville gribe opgaven.

A oplyste også, at der på daværende tidspunkt var tre medarbejdere i gang med indslusning efter stress, og at hun mente, at klagers sygemelding var meget lang, og at det normalt drejede sig om 1-2 måneder.

Da klager på mødet spurgte, om der var tvivl om hendes fremtidige ansættelse, fik hun at vide, at der i så fald ville have været en tillidsmand til stede.

Klager spurgte også om, hvad der skulle ske, hvis der ikke var nogen, der greb opgaven.

Dette ville A ikke ind på, men hun pointerede, at hun var nødt til at tage hensyn til indklagedes budget, da der på daværende tidspunkt var 20 sygemeldinger, og et langt sygdomsforløb som klagers jo altid belastede et budget.

A lovede at fremsende et referat af mødet.

Den 13. juli 2012 fik klager en sms fra en kollega, der spurgte om hun var ok, da hun på intranettet kunne se, at klager ikke længere skulle være ansat i banken, og at hendes stilling ville blive slået op.

Da klager tjekkede sin postkasse, kunne hun se, at der lå en opsigelse fra indklagede til trods for, at klager og indklagede tidligere på ugen havde fastsat en dato for klagers tilbagevenden.

Det er besynderligt, at A dagen efter mødet den 10. juli 2012 allerede har udtømt alle tænkelige muligheder for at finde en plads til hende i virksomheden, da A på mødet oplyste, at hun ville se, om hun kunne nå at få en afklaring inden hendes ferie to uger senere.

A skulle altså have forhørt sig hos samtlige chefer i alle afdelinger på en dag og dette vel at mærke, mens nogle af disse var på ferie.

Klager fik allerede på mødet den 10. juli 2012 besked om, at det ikke var muligt at finde plads til hende i X by afdelingen.

Hun kan derfor ikke se, at det er et sagligt fyringsgrundlag, at de ikke kan holde stillingen åben til hende, da hun var blevet informeret om, at hun ikke skulle tilbage dertil.

Klager undrer sig over, at tillidsmanden ikke kan fremsende et mødereferat af det påståede møde mellem tillidsmanden, A og til dels direktør D den 11. juli 2012.

Det er tankevækkende, at der ikke er skrevet et referat, når der var tale om et møde, der omhandlede fyring af en sygemeldt medarbejder, og da mødets beslutning var imod indklagedes politik og var så graverende, at D delvist deltog.

Klager har bedt sit daværende fagforbund om at oplyse, hvorvidt de den 11. juli 2012 blev orienteret af C om, at indklagede havde besluttet at afskedige hende.

Forbundet har i den forbindelse oplyst, at det fremgår af tillidsrepræsentantens mail til forbundet den 20. juli 2012, at hun kontaktede forbundet den 12. juli 2012 efter at klager havde oplyst, at hun var gravid.

De har ingen notater på telefonsamtaler den 11. juli 2012 og kan derfor hverken be- eller afkræfte, at tillidsrepræsentanten kontaktede dem den dag.

Klager gik fra mødet den 10. juli 2012 i overbevisning om, at der blev gjort forsøg på at finde en løsning på hendes tilbagevenden til arbejdet.

Der er ikke fremlagt skriftligt materiale, der dokumenterer, at beslutningen om at opsige klager er truffet, inden klager meddelte, at hun var gravid, og at beslutningen dermed ikke er begrundet i graviditeten.

Der er heller ikke dokumentation for at den aftale, der blev indgået mellem parterne den 10. juli 2012 om formiddagen, blev søgt afklaret.

Der er mindst 20 afdelinger af det pågældende pengeinstitut og set i lyset af oplysningen om større organisatoriske ændringer, synes det usandsynligt, at en afklaring kunne ske på under en halv dag - et døgn.

Klager havde fået oplyst en tidshorisont på 14 dage.

Det var meget belejligt, at klager ikke kunne genplaceres efter endt sygdomsperiode, som ellers aftalt, da indklagede blev bekendt med klagers graviditet.

Klager henviser desuden til forskelsbehandlingslovens bestemmelser om passende foranstaltninger for personer med sygdom/handicap.

Selv om denne henvisning til anden lovgivning ikke medfører, at indklagede har overtrådt ligebehandlingsloven, understøtter den, at en afklaring af passende foranstaltninger efter denne anden lovgivning usandsynligt kan nå at blive foretaget på ca. et døgn i en ferieperiode.

Indklagede gør gældende, at sagen bør afvises, da en fuld belysning af sagen kræver afhøring af vidner.

Subsidiært gør indklagede gældende, at de ikke har handlet i strid med ligebehandlingsloven, idet de ikke kendte til klagers graviditet, da beslutningen om at opsige hende blev truffet.

Mere subsidiært gøres det gældende, at der skal fastsættes en lavere godtgørelse på grund af ansættelsesforholdets korte varighed.

Opsigelsen af klager har været behandlet i det fagretlige system, hvor klagers fagforbund ikke har videreført sagen efter konstateret uenighed.

Klager har herefter ikke selv videreført sagen inden for en rimelig frist.

På det tidspunkt hvor klager henvendte sig til Ligebehandlingsnævnet var der gået mere end to år efter opsigelsen, og den fagretlige behandling havde været afsluttet i næsten to år.

Denne betydelige passivitet underbygger ikke klagers påstand om, at indklagede har afskediget hende på grund af graviditet.

Indklagede gør således også gældende, at klager har udvist retsfortabende passivitet.

Indklagede er bekendt med, at klager under sin sygemelding var i stand til at gennemføre et fag på akademiuddannelse samt gå til eksamen, og at klager efter endt barsel i november 2013 begyndte at arbejde i en anden bank.

Der er således gået 11 måneder fra klager på ny var i arbejde, til hun indgav klagen.

Det referat, klager har fremlagt fra mødet den 10. juli 2012, er ikke et mødereferat, men et partsindlæg.

Indklagede fremlægger deres referat fra mødet, hvoraf det fremgår, at indklagede meddelte, at X by afdelingen ikke længere kunne undvære en medarbejder, og at hensynet til afdelingens drift og hensynet til kollegerne i afdelingen gjorde, at stillingen skulle besættes fuldtids hurtigst muligt.

A meddelte, at hun ville undersøge alternative muligheder for placering af klager i en anden afdeling ca. 9 timer om ugen.

Mødet blev afsluttet med, at A ville vende tilbage hurtigst muligt med en afklaring efter at have undersøgt mulighederne for alternativ placering.

Det er ikke korrekt, at klager ikke fik tilbud om at have sin tillidsrepræsentant med som bisidder ved samtalen den 10. juli 2012.

Det er indklagedes faste procedure, at en medarbejder bliver tilbudt at få en tillidsrepræsentant med til sygefraværssamtaler, hvilket klager fik tilbudt i starten af mødet.

Da det ikke var muligt at imødekomme klagers ønsker om arbejdstid og arbejdsopgaver i hendes daværende stilling af hensyn til afdelingens drift, blev der drøftet muligheder for omplacering.

Det er ikke korrekt, at klager ikke afviste længere transport.

Hun afviste længere transport end ½ time af hensyn til sin datter.

Da klager ikke havde ønsket tillidsrepræsentanten som bisidder på mødet, orienterede indklagede C umiddelbart efter mødet.

Indklagede havde på mødet den 10. juli 2012 lovet en afklaring hurtigst muligt.

Der var begrænsede omplaceringsmuligheder hos indklagede på grund af en større organisatorisk ændring efter overtagelse af et andet pengeinstitut.

Indklagede kontaktede de fire afdelinger, der efter deres vurdering kunne være relevante i forhold til at imødekomme klagers ønsker.

Afklaringen skete ved telefonisk kontakt til de fire afdelingsdirektører.

Da det blev konstateret, at det ikke var muligt at omplacere klager, blev det på mødet den 11. juli 2012 besluttet at opsige klager.

Afskedigelsesbrevet blev ikke skrevet umiddelbart efter mødet 11. juli 2012, da A og C blev kaldt til et andet møde.

Tillidsrepræsentanten orienterede den 11. juli 2012 klagers fagforbund om, at det var besluttet at opsige klager.

Der er fremlagt skriftlig dokumentation for, at beslutningen blev truffet den 11. juli 2012 i C´s mail af 20. juli 2012 til klagers fagforbund.

Indklagede har endvidere i en fremlagt mail af 14. august 2012 til klagers fagforbund oplyst, at organisationen havde fået besked den 11. juli 2012 uden at de bestred oplysningen.

Tillidsrepræsentant C bekræfter i sin mail af 20. juli 2012 til klagers fagforbund, at indklagede har undersøgt mulighederne for omplacering.

En nærmere uddybning af, hvilke undersøgelser der konkret blev foretaget kræver vidneforklaringer.

I forhold til klagers henvisning til forskelsbehandlingsloven, så var klager ikke handicappet.

Klager havde været syg og havde særlige behov for tilpasning af arbejdstid for at begynde gradvis tilbagevenden til arbejdet.

Det var ikke muligt at imødekomme klagers ønsker på den daværende arbejdsplads, hvorfor indklagede undersøgte mulighederne for omplacering.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet finder ikke med den fornødne sikkerhed at kunne fastslå, at klager har udvist retsfortabende passivitet.

Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Nævnet kan derfor behandle sagen.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Indklagede har oplyst, at beslutningen om at opsige klager blev truffet den 11. juli 2012, dagen før klager meddelte indklagede, at hun var gravid.

Tillidsrepræsentanten C har i en mail af 20. juli 2012 til klagers fagforbund bekræftet, at beslutningen blev truffet den 11. juli 2012.

Klager var på dette tidspunkt sygemeldt på grund af arbejdsrelateret stress.

Nævnet må efter nævnte hændelsesforløb lægge til grund, at indklagede først ved modtagelse af klagers mail af 12. juli 2012 kl 9.40 fik kendskab til klagers graviditet, og at fraværet efter det oplyste hverken var helt eller delvist begrundet i klagers graviditet.

På den baggrund finder Ligebehandlingsnævnet, at indklagede har løftet bevisbyrden for at klagers graviditet hverken helt eller delvist har haft betydning for beslutningen om at opsige klager.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

<2014-6810-43841>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 9 om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

-

§ 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde