Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn og handicap - afskedigelse under orlov - forskelsbehandling "by association" - ej handicap - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn og handicap - afskedigelse under orlov - forskelsbehandling "by association" - ej handicap - ej medhold

J.nr. 2500013-10

En kvinde blev opsagt under afholdelse af sygeorlov, hvor hun passede sin søn.

Kvindens søn var født med et hul i hjertet.

Klagen drejede sig både om forskelsbehandling på grund af køn og handicap.

Ligebehandlingsnævnet fandt, at indklagede ikke havde handlet i strid med ligebehandlingsloven, da de havde bevist, at princippet om ligebehandling ikke var blevet tilsidesat i forbindelse med afskedigelsen af klager.

Forbuddet mod forskelsbehandling er ikke begrænset til personer, der selv har et handicap, hvis det er bevist, at forskelsbehandlingen skyldes et handicap hos den pågældendes barn, og vedkommende yder hovedparten af den pleje, barnet har brug for.

Ligebehandlingsnævnet fandt dog ikke grundlag for at betegne sønnens sygdom og dens følger som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den eventuelle funktionsnedsættelse på langt sigt, ikke med tilstrækkelig sikkerhed i dag kunne anses for et handicap i lovens forstand.

Indklagede havde derfor heller ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn eller handicap som følge af, at klager blev opsagt under afholdelse af bevilliget orlov til pasning af sit syge barn.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var hverken strid med ligebehandlingsloven eller med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget under afholdelse af orlov til pasning af alvorligt sygt barn i henhold til serviceloven.

Sagsfremstilling

Klager blev ansat som researcher hos indklagede den 15. august 2006.

Indklagede, en konsulentvirksomhed, tilbød blandt andet rekruttering af ledere og medarbejdere, lederudvikling samt organisationsudvikling.

Indklagede tilbød også rådgivning i forbindelse med afskedigelse (outplacement).

Klager blev ansat til at varetage research i forbindelse med rekruttering.

Fra november 2007 arbejdede klager også med opgaver indenfor outplacement.

I februar 2008 afsluttede klager en uddannelse som Certificeret Coach indenfor outplacement.

I efteråret 2007 blev klager gravid med termin den 1. juli 2008.

I februar 2008 blev klager sygemeldt på grund af risiko for tidlig fødsel.

Hun var sygemeldt frem til fødslen den 23. juli 2008.

En uge efter fødslen viste det sig, at klagers søn var født med huller i hjertet.

Klager søgte derfor allerede i december 2008 orlov til pasning af alvorligt sygt barn i henhold til Servicelovens regler.

Et stykke tid forud for forældreorlovens udløb den 6. maj 2009 stod det klart, at barnet også efter denne dato ville være så syg, at han skulle passes i hjemmet.

Af brev af 19. marts 2009 fra klagers bopælskommune fremgår det, at klager blev bevilget fuld lønkompensation i henhold til serviceloven.

Bevillingen var gældende i perioden fra ophør af barselsorlov, og indtil klagers søn havde overstået sin anden hjerteoperation.

Indklagede godkendte klagers ret til orlov uden løn i marts 2009.

I slutningen af juni 2009 blev klager opsagt.

Af fremlagt opsigelse af 29. juni 2009 fremgår det, at klager blev opsagt på grund af den aktuelle markedssituation, der indebar, at klagers stilling blev nedlagt ultimo 2008.

Afskedigelsen havde virkning fra den 31. december 2009, som var tidspunktet for plejeorlovens udløb.

Samtidig med klager blev en anden researcher fra afdelingen i Jylland også afskediget.

Denne medarbejder arbejdede kun med rekrutteringsopgaver.

Indklagede har i en mail til alle medarbejdere af 6. februar 2009 oplyst, at markedet for outplacement boomede, hvorfor indklagede ville foretage tiltag i form af markedsføring og medarbejdertræning på dette område.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at afskedigelsen af klager var i strid med ligebehandlingsloven.

Hvis nævnet ikke er enig heri, påstår klager, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klager ønsker en godtgørelse, svarende til 18 måneders løn.

Der er ikke grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge.

Samtlige faktiske forhold i sagen kan belyses på skriftligt grundlag.

Vedrørende påstanden om, at afskedigelsen var i strid med ligebehandlingsloven, har klager anført, at afskedigelsen ikke var begrundet i den aktuelle markedssituation.

Afskedigelsen skete, fordi klager var blevet bevilliget orlov til pasning af barn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse efter Servicelovens regler.

Indklagede kunne ikke vurdere, hvordan markedet ville se ud, når klager vendte tilbage til arbejdspladsen efter endt orlov.

Indklagede var nemlig bekendt med, at klagers plejetilladelse først udløb, når barnet havde gennemgået sin anden hjerteoperation og kunne passes udenfor hjemmet.

Der var heller ikke tale om en lønbesparelse for indklagede i forbindelse med afskedigelsen, da orloven var dækket fuldt ud af bopælskommunen.

Der skete heller ikke en reduktion i eventuelt overskydende arbejdskraft i virksomheden, da klager var på orlov og derfor ikke udførte arbejde for indklagede på tidspunktet for afskedigelsen.

Ifølge fremlagte tal fra Danmarks Statistik så afholder langt flere kvinder end mænd orlov efter servicelovens regler.

Klager har til sagen også fremlagt kopi af lovforslag om ændring af lov om social service.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at "det skal dog bemærkes, at der også efter de nugældende regler er en overvægt af kvindelige modtagere af tabt arbejdsfortjeneste".

Klager har til sagen fremlagt statistik med oplysninger fra Lovmodellen.

De nævnte oplysninger er anvendt som grundlag for lovforslagets bemærkninger om ligestillingsmæssige konsekvenser.

Lovmodellen er en database, der indeholder en række oplysninger for en stikprøve af befolkningen.

Det anvendte udtræk stammer fra en stikprøve på 3 procent af befolkningen og indeholder oplysninger om personer, der i 2007 modtog tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens regler.

¬Tallene viser, at 139 af modtagerne var mænd, svarende til 30 procent, imens 319 af modtagerne var kvinder, svarende til 70 procent.

Klager er ikke bekendt med, at antallet af rekrutteringsopgaver hos indklagede var aftagende, og af fremlagt artikel fra marts 2009 fremgår det, at antallet af outplacement forløb hos indklagede var steget voldsomt;

fra 20 - 30 om året til samme antal om måneden.

Det var netop denne type forløb, som klager havde haft som sit arbejdsområde.

Klager har anført, at hun forud for sin orlov brugte 50 procent af sin arbejdstid på outplacement forløb.

Til støtte for denne påstand har klager fremlagt kopi af mail fra indklagede til klager, hvoraf fremgår, at klager i januar 2008 udførte outplacement i 40 procent af sin arbejdstid.

De medarbejdere, der varetog outplacement, blev honoreret for dette med en yderligere løndel.

Det er klagers opfattelse, at løndelen blev udregnet efter den samlede afregning af outplacement forløbene.

Klagers honorerering for dette arbejde fremgår under "ferieberettiget løn 2" på hendes lønseddel.

Det må være nemt for indklagede skriftligt at redegøre for, hvordan udviklingen i antallet af outplacement forløb har været i perioden fra februar 2008, hvor klager blev sygemeldt, og frem til nu.

Det fremgår tydeligt af brev af 19. marts 2009 fra klagers bopælskommune, at plejeorloven var gældende, indtil anden hjerteoperation var overstået.

Det er tydeligt tilkendegivet, at ophørsdatoen ikke var kendt, ligesom klager har fortalt sin arbejdsgiver, at hun ikke vidste præcist, hvornår hun ville vende tilbage til arbejde.

I forhold til vurderingen af, om klagers barn lider af et egentligt handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, vil nævnet i henhold til forretningsordenen kunne indhente en sagkyndig erklæring til belysning af sagen.

Det fremgår af forretningsordenen for Ligebehandlingsnævnet.

Indklagede har henvist til, at antallet af outplacement forløb er steget, men at hver enkelt forløb har et mindre omfang, og at indtjeningen på det enkelte forløb derfor er faldet.

Denne betragtning er korrekt.

Klager har ikke som andre ansatte i virksomheden en videregående uddannelse indenfor psykologi, og hun har derfor aldrig varetaget de større outplacement forløb, hvor ansatte i topstillinger er afskediget pga.

personlige forhold.

Klager har derimod et stort kendskab til, hvordan "almindelige" medarbejdere søger og finder relevante jobs, herunder hvordan man skriver sit CV og ansøgninger, og hvor man primært skal søge efter jobs og lægge sin profil ud på diverse jobsøgningsdatabaser.

Det var derfor primært de mere simple outplacement forløb, som klager varetog i 2007/2008, og som hun i fremtiden også skulle varetage for klager.

Det var denne type opgaver, der på tidspunktet for afskedigelsen var steget i antal hos indklagede.

Indklagede har anført, at klager var assistent i forhold til varetagelsen af outplacementforløb.

Det er ikke rigtigt.

Klager havde sin egen portefølje af outplacementsager, og planlagde selv sit arbejde og sit timeforbrug.

Hun varetog også selv afholdelsen af møder med de berørte personer og var selv ansvarlig for, at disse fik et korrekt og brugbart outplacement forløb.

Det er korrekt, at klager refererede til en overordnet i form af partner 1.

Det var dog mere i form af en sparring omkring forløbet, og klager indtog ikke i den forbindelse rollen som en assistent.

Det fremgår af mail af 30. januar 2008, hvor partneren blandt andet skriver til klager, at ".

.

.

du kan have 8 outplacementkandidater ad gangen, idet man max.

holder et møde med hver om ugen ".

.

.

Mailen fortsætter "jeg sender dig en anden mail om de to fra firma xx, som du jo så kan tage iht.

ovenstående".

I tiden før klager blev sygemeldt, var arbejdet med outplacement tilrettelagt således, at anmodninger fra klienter blev stilet til partner 1, der herefter fordelte disse til medarbejderne.

Indklagede havde på daværende tidspunkt ikke en aktiv opsøgende rolle i relation til outplacement.

Vedrørende påstanden om overtrædelse af forskelsbehandlingsloven har klager anført, at forældre med børn, der har et handicap, kan være omfattet af lovens beskyttelse mod usaglig afskedigelse.

Klagers barn er handicappet i lovens forstand, idet de huller i hjertet, som barnet er født med, vil give ham en varig funktionsnedsættelse.

Det fremgår af konklusionerne i telefonnotat af 24. juni 2010, som overlægen har foretaget, at

"på lang sigt vil xx med meget stor sandsynlighed have en forsnævring af lungepulsåren, der vil kunne give begrænsninger i hans hverdag,.

.

.

.

Når man har en forsnævring af lungepulsåren, vil man have nedsat udholdenhed og bliver hurtigere forpustet end sine jævnaldrende".

Den funktionsnedsættelse, der er beskrevet af overlægen, er omfattet af den definition af handicapbegrebet, der også fremgår af forarbejderne til forskelsbehandlingsloven.

Heraf følger, at handicapbegrebet i praksis skal ses som en konstaterbar fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, der medfører et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende situation.

Det er korrekt, at det i EU-domstolens afgørelse i Navas-sagen er fremført, at sygdom og handicap ikke automatisk kan sidestilles.

Dommens præmisser er dog ikke interessante i denne sag, da det for denne sag gælder, at barnets hjertesygdom har resulteret i en varig funktionsnedsættelse, og denne funktionsnedsættelse falder indenfor handicapbegrebet.

Hverken EU-domstolens præmisser i Navas-sagen eller de afgørelser, der er truffet for danske retsinstanser, kan således tages til indtægt for, at en forudgående sygdomssituation udelukker, at vedkommende er handicappet, når personen som følge af sygdommen lider af en varig konstaterbar fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som medfører et kompensationsbehov.

Der er derfor ingen tvivl om, at barnet har lidt af en sygdom, der efterfølgende har resulteret i, at han er blevet handicappet i den forståelse, der er af begrebet i forskelsbehandlingsloven og EU-domstolens praksis.

Af Coleman-sagen fra EU-domstolen fremgår det også, at hvis en ansat yder størstedelen af den nødvendige pleje for sit handicappede barn, er den ansatte også beskyttet mod forskelsbehandling fra en arbejdsgiver som følge af det handicappede barn.

Klager var på tidspunktet for afskedigelsen på orlov efter reglerne i Serviceloven.

Klagers barn blev opereret i oktober 2008, hvor der blev sat et bånd omkring lungepulsåren for at afhjælpe hjertet.

I tiden efter operationen og frem til den 15. december 2010 var klagers barn så funktionsnedsat, at det ikke var muligt for ham at blive passet udenfor hjemmet.

Han startede den 15. december 2010 i dagpleje.

Dagplejen blev valgt på anbefaling af overlægen, da barnet har nedsat immunforsvar og derfor ikke bør udsættes for mange smittekilder i en vuggestue.

Der er derfor ingen tvivl om, at klager på tidspunktet for afskedigelsen i juni 2009 var omfattet af den beskyttelseskreds, der er fastsat af EU-domstolen i Coleman-sagen.

Det er korrekt, at den behandlende overlæge i november 2008 skrev i barnets journal, at "når hullerne i hjertet er lukket og båndet er fjernet, vil xx med stor sandsynlighed være fuldstændig rask".

Det bemærkes i den forbindelse, at bedømmelsen relaterer sig til hjertesygdommen.

Statusattesten fra 2008 er udfærdiget til kommunen til brug for deres behandling af orlovsansøgningen fra klager.

Det er også væsentligt at hæfte sig ved, at statusbedømmelsen blev udfærdiget, da klagers barn var tre måneder gammel, og før han blev opereret.

Det var på dette tidlige tidspunkt i sygdommen ikke muligt at foretage en bedømmelse af, hvorvidt og i hvilken grad barnet ville komme til at lide under en funktionsnedsættelse efterfølgende.

Klager skal derfor henholde sig til den senere bedømmelse af barnets funktionsgrad, som beskrevet i telefonnotat af 24. juni 2010.

Endelig finder klager ikke anledning til, at den behandlende overlæge skal afhøres mundtligt.

Hvis Ligebehandlingsnævnet finder, at der er grundlag for dette, kan yderligere oplysninger indhentes.

Klager mener dog, at barnets handicap er tilstrækkeligt oplyst ved den fyldige lægejournal, der er fremlagt.

Indklagede påstår sagen afvist, idet sagen ikke er egnet til at blive behandlet ved Ligebehandlingsnævnet, da sagen ligger udenfor nævnets saglige kompetence.

Sagen omhandler et principielt spørgsmål om, hvorvidt klagers barn lider af et handicap, og om klager som forælder er beskyttet i henhold til forskelsbehandlingsloven.

Handicapbegrebet og omfanget af forskelsbehandlingslovens beskyttelse skal fastlægges ved de civile domstole.

Henset til sagens principielle karakter og omfanget af bevisligheder vedrørende opsigelsen af klager, er det også indklagedes opfattelse, at sagen ikke i tilstrækkeligt omfang vil kunne oplyses udelukkende på et skriftligt grundlag.

Da der er uenighed om flere faktuelle forhold, kræver sagen bevisførelse i form af parts - og vidneforklaringer.

Indklagede bestrider navnlig klagers redegørelse for hendes arbejdsopgaver hos indklagede, herunder omfanget og fordelingen af arbejdsopgaverne.

Klagers fremstilling af markedet for outplacement er også fuldstændig ukorrekt.

Endelig er indklagede også uenig i klagers oplysning om, at indklagede på opsigelsestidspunktet vidste, at udløbet for klagers plejeorlov ikke var fastsat endeligt og var udskudt fra oktober 2009 til sommeren 2010.

Klager havde oplyst indklagede om, at den anden hjerteoperation forventedes fastlagt til september/oktober 2009, hvilket klagers orlovsansøgning også gav udtryk for.

Endelig er det indklagedes opfattelse, at der er behov for lægefagligt syn og skøn i relation til handicapbegrebet.

Ligebehandlingsnævnet skal tage stilling til klagers påstand om, at flere kvinder end mænd afholder orlov efter serviceloven, og at afskedigelsen af klager derfor skulle være i strid med ligebehandlingsloven.

Denne påstand kan ikke belyses i tilstrækkelig grad ved klagers fremlæggelse af udskrift fra Danmarks Statistik.

Denne påstand egner sig ikke til en retlig bedømmelse, da der er tale om et postulat, der ikke kan danne grundlag for en retlig afgørelse af den konkrete sag.

Derudover indeholder ligebehandlingsloven ikke regler om medarbejdere, der er på plejeorlov efter servicelovens regler.

Selve spørgsmålet om, hvorvidt ligebehandlingsloven yder beskyttelse til medarbejdere, der holder orlov til pasning af sygt barn er principiel, da der ifølge indklagedes opfattelse ikke tidligere er taget stilling til en lignende påstand i dansk retspraksis.

Sagen bør derfor afgøres ved domstolene.

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et handicap i forhold til forskelsbehandlingsloven bør en sagkyndig erklæring ud fra en retssikkerhedsmæssig betragtning ikke erstatte det lægefaglige syn og skøn.

Det vil være afgørende, at skønsmanden kan indkalde til afhøring af begge parter, hvilket kun kan ske i forbindelse med en retssag for en domstol.

Hvis sagen ikke afvises, påstår indklagede frifindelse, eller frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at opsigelsen af klager er i strid med hverken ligebehandlingsloven eller forskelsbehandlingsloven.

I 2007 oplevede indklagede en nedgang i markedet for rekruttering.

Det betød, at der var færre opgaver til klager, og hun fik tilbud om at bruge noget af sin tid som assistent i outplacement forløb under supervision af to partnere.

Af fremlagt oversigt fremgår det, at klager fra november 2007 til februar 2008 assisterede med udførelsen af fire outplacement opgaver.

Af disse fire opgaver blev kun to afsluttet med klager som assistent, da de øvrige sager blev overtaget af en anden kollega.

Medarbejdere, der beskæftigede sig med outplacement, var provisionslønnede.

Da klager var fastlønnet blev det aftalt, at hun ud over sin faste løn modtog et tillæg på 10 procent af opgavens salgspris for de outplacement opgaver, som hun assisterede med.

Klager blev aflønnet med 8.250 kroner, hvilket svarede til fakturerbart arbejde for 82.500 kroner.

Det svarede til cirka 2.050 kroner om måneden og var en lille andel af klagers faste løn for researcharbejde, der udgjorde 34.000 kroner om måneden.

Indklagede har opgjort det samlede tidsforbrug til 44,5 timer i løbet af en fire måneders periode.

Opgaverne udgjorde således kun 7 procent af klagers arbejdstid, og det er derfor ikke korrekt, at klager brugte halvdelen af sin arbejdstid på outplacement opgaver.

Størstedelen af hendes arbejdstid, svarende til minimum 90 procent, blev brugt på researcharbejde.

Ifølge fremlagt oversigt fremgår det, at klager varetog knap 11 procent af outplacement sagerne i løbet af de fire måneder, hvor hun var assistent på outplacement.

Den af klager fremlagte mailkorrespondance af 30. januar 2008 udtrykker alene de fremtidige planer for parternes samarbejde.

Planerne blev imidlertid aldrig til noget, da klager kort tid efter blev sygemeldt.

Nedgangen i aktiviteter fortsatte gennem 2007 og 2008.

Det betød, at indklagede var nødt til at afvikle partnere og afskedige samtlige medarbejdere, der arbejdede med rekruttering, herunder klager.

Der er nu kun en enkelt partner tilbage, der arbejder med rekruttering.

Indenfor outplacement oplevede indklagede en større tilgang af opgaver, men opgaverne var af mindre omfang end tidligere.

På grund af finanskrisen og de mange afskedigelser havde kunderne ikke råd til at købe forløb af samme omfang som før.

Opgaverne var derfor langt mindre indtægtsgivende, hvilket fremgår af fremlagt dokumentation.

Indklagede oplevede således en fremgang i antallet af sager, men reelt en nedgang, da opgaverne indbragte ringere indtjening.

Det øgede antal af sager var derfor ikke ensbetydende med økonomisk fremgang for virksomhedens outplacement forretning - tværtimod.

Der var derfor heller ikke grundlag for at udvide forretningen med tilførsel af nye medarbejderressourcer.

I stedet blev de eksisterende medarbejdere også sat til at tage sig af de mange små outplacement opgaver.

Det var også indklagedes vurdering, at klager som assistent ikke udelukkende kunne arbejde med outplacement.

Hun havde kun assisteret med outplacement i mindre omfang og under supervision i en meget kort periode inden sygemeldingen.

Derudover havde hun ikke de nødvendige uddannelsesmæssige kvalifikationer.

Klager kunne derfor ikke omplaceres til at arbejde fuld tid med outplacement.

Den 16. april 2009, under klagers plejeorlov, blev klager kontaktet af en af partnerne hos indklagede, som fortalte om de dårlige tider for virksomheden.

Partneren informerede klager om, at hendes stilling nok ville bortfalde, inden hun kom tilbage fra orlov ultimo 2009 på grund af manglende opgaver indenfor rekruttering.

Der er fremlagt mailkorrespondance af 14. og 16. april 2009 som dokumentation

Det fremgår heraf, at klager blev informeret af indklagede om, at " xx forlader os, når vikariatet for dig udløber, da vi ikke rigtig kan se lys forude mht rekrutteringsopgaver og dermed opgaver for en researcher.

Xx har siden nytår beskæftiget sig med diverse marketingopgaver, men på den lange bane er det ikke den rigtige løsning hverken for hende eller os, i og med jobbet kræver en anden faglig baggrund.

Som jeg omtalte i telefonen, skal du nok se i øjnene, at der ikke er en stilling til dig, når din - nu forlængede - orlov er forbi.

Men lad os tale om, hvordan vi tackler det bedst muligt for begge parter, når du forhåbentlig snart har en mere præcis viden om xx.

operation" .

Af mailkorrespondancen fremgår tillige, at klager oplyste indklagede om, at plejeorloven ville vare til efteråret 2009, idet den anden hjerteoperation var planlagt til dette tidspunkt.

Indklagede vurderede derfor, at de ikke ville være i stand til at beskæftige klager, når hun kom tilbage fra orlov senest i januar 2010.

De var derfor nødsaget til at afskedige klager sammen med de øvrige medarbejdere indenfor rekruttering.

Det af klager fremlagte lovforslag om ændring af lov om social service giver ikke anledning til bemærkninger, særligt henset til at der ikke er fremlagt de statistikker, som lovforslaget angiveligt skulle referere til.

Klager er ikke omfattet af forskelsbehandlingsloven, da klagers barn på opsigelsestidspunktet ikke led af et handicap, der i retspraksis defineres som en varig funktionsnedsættelse, der afføder et kompensationsbehov.

På opsigelsestidspunktet led klagers barn af en sygdom, der kunne kureres, og der var derfor ikke tale om en varig funktionsnedsættelse.

Klager havde heller ikke et kompensationsbehov, idet frihed ikke anses for et kompensationsbehov ifølge dom af 1. oktober 2007 fra Vestre Landsret.

Klager havde således heller ikke anmodet indklagede om særlige kompensationsforanstaltninger.

Barnets sygdom eller plejeorloven kunne ikke have haft indflydelse på indklagedes beslutning om opsigelse, da indklagede godkendte plejeorloven, og da beslutningen om opsigelse blev truffet ud fra den forudsætning, at barnet blev rask, og at klager ville komme på arbejde ved årsskiftet 2009/2010.

Det fremgår af Navas-dommen fra EU-domstolen, at sygdom og handicap ikke kan sidestilles.

Det fremgår blandt andet af præmis 44, at "lovgiver har dog, ved anvendelsen af begrebet "handicap" i direktivets artike 1, bevidst valgt et udtryk, der adskiller sig fra "sygdom".

En umiddelbar sidestilling af de begreber er derfor udelukket".

Det fremgår af præmis 45, at for en begrænsning kan siges at være et handicap, skal det være af lang varighed.

Videre i præmis 52, 1. led: " en person, der er blevet afskediget af sin arbejdsgiver udelukkende på grund af sygdom, er ikke omfattet af den generelle ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af handicap, som er fastlagt ved direktiv 2000/78".

I den fremsendte journal under punkt 1 "statusbedømmelse på grund af patientjournal m.v." lyder vurderingen således afslutningsvis: "Når hullerne i hjertet er lukket, og båndet er fjernet, vil xx med stor sandsynlighed være fuldstændig rask".

Det kan derfor ikke ud fra det fremlagte materiale lægges til grund, at der er tale om et handicap.

Forløbet synes ud fra det oplyste ikke at have en sådan stationær karakter, som må forudsættes for at der kan være tale om et handicap i henhold til direktiv 78/2000.

Som tidligere anført under forberedelsen vil der være brug for at foretage afhøring af den behandlende overlæge og eventuelt andre fagkyndige vidner for at vurdere barnets diagnose.

Sagen bør derfor afvises af Ligebehandlingsnævnet.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Som sagen foreligger indbragt for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres mundtligt bevis.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.

Ved forskelsbehandling forstås efter loven enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særligt ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at afskedigelsen er sket som følge af, at klager afholdt orlov til pasning af sygt barn efter reglerne i serviceloven.

Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det med den fremlagte statistik er tilstrækkelig sandsynliggjort, at det overvejende er kvinder, der tager orlov til pasning af sygt barn.

Nævnet finder, at indklagede har bevist, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat i forbindelse med afskedigelsen af klager.

På baggrund af oplysningerne i sagen lægger nævnet til grund, at indklagede på tidspunktet for afskedigelsen af klager havde en forventning om, at klager ville vende tilbage fra plejeorlov senest i januar 2010.

Nævnet har også lagt vægt på, at klager allerede i april 2009 blev informeret om, at der nok ikke ville være en stilling til klager, når hendes forlængede orlov var forbi.

Indklagede informerede ligeledes klager om, at hendes vikars stilling ikke ville blive forlænget efter udløbet på grund af manglende arbejdsopgaver.

Det fremgik også, at vikaren siden nytår havde beskæftiget sig med marketingopgaver.

Nævnet finder det derfor godtgjort, at det var nødvendigt at nedlægge klagerens stilling med udgangen af 2009.

Indklagede har derfor ikke handlet i strid med ligebehandlingsloven.

Ligebehandlingsnævnet behandler også klager over forskelsbehandling på grund af handicap på arbejdsmarkedet.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Forbuddet mod forskelsbehandling er ikke begrænset til personer, der selv har et handicap, hvis det er bevist, at forskelsbehandlingen skyldes et handicap hos den pågældendes barn, og vedkommende yder hovedparten af den pleje, barnet har brug for.

En person, der er blevet afskediget af sin arbejdsgiver, udelukkende på grund af sygdom vil dog ikke være omfattet af den generelle ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet finder ikke grundlag for at betegne sønnens sygdom og dens følger som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Nævnet har lagt vægt på, at den eventuelle funktionsnedsættelse på langt sigt ikke med tilstrækkelig sikkerhed i dag kan anses for et handicap i lovens forstand,

Indklagede har derfor heller ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven, hvorfor klageren ikke får medhold i sin klage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet

Lov nr. 734 af 28. juni 2006 om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv.

Lov nr. 459 af 12. juni 1996 om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., som senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse af 1349 af 16. oktober 2008

<2500013-10>

-

§ 1, stk. 1, nr. 3, og stk. 3 om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 2, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1, om lovens anvendelsesområde

-

§ 4, om ligebehandling af mænd og kvinder

-

§ 14, om godtgørelse

-

§ 16 a, bevisbedømmelse

-

§ 1, stk. 1, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7 a om bevisbyrden