Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - uanset handicap - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - uanset handicap - ej medhold

J.

nr. 2014-6810-52075

En produktionsoperatør klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap fire år efter, at han blev afskediget.

Nævnet fandt, at produktionsoperatøren havde udvist retsfortabende passivitet.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en produktionsoperatør blev afskediget.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Klager har udvist retsfortabende passivitet, og har dermed fortabt et eventuelt krav som følge af ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap.

Sagsfremstilling

Klager blev ansat hos indklagede den 27. april 1995, og arbejdede adskillige år som produktionsoperatør.

Arbejdet bestod fortrinsvis i at overvåge

produktionen på videoskærme.

Indklagede er en produktionsvirksomhed beliggende i Jylland.

Den ulykke, som fandt sted på arbejdspladsen den 17. juli 2008, medførte, at klager var fuldtidssygemeldt frem til den 22. september 2008, hvor han genoptog arbejdet på deltid.

Indklagede stillede i den forbindelse en medarbejder til rådighed for klager, som kunne gå sammen med klager i en overgangsperiode.

Indklagede meddelte klager i august 2009, at han skulle raskmeldes og herefter arbejde på fuld tid.

En speciallæge i neurologi vurderede den 29. september 2009, at klager havde følger efter nakketraume bestående i spændingshovedpine og smertetilstand i nakkeskulderbæltet.

Videre fremgår det af erklæringen, at klager led af daglig hovedpine, konstant træthed, havde hukommelses- og koncentrationsbesvær og en generel følelse af stivhed i nakken.

Videre følte klager sig i perioder deprimeret og modløs.

Klager startede i november 2009 på fuld tid med nogle sygedage, men blev langtidssygemeldt i marts 2010.

Ifølge journal fra egen læge den 7. juni 2010 omtalte klager mulighederne for at drøfte nedsat arbejdstid med indklagede.

Klager blev afskediget den 13. juli 2010.

Det fremgår af opsigelsen, at klager ikke kunne arbejde i skifteholdsdrift i Funktionelafdelingen eller i andre afdelinger på grund af hans helbred, og at indklagede siden 22. september 2008 havde prøvet at hjælpe klager med at komme tilbage i

skifteholdsarbejde, samt at det ikke havde været muligt at tilbyde klager andre stillinger i virksomheden.

Indklagede oplyste tilsvarende i opsigelsesbrevet, at klager ville blive kontaktet, såfremt der opstod en produktionsstilling inden 1. januar 2015.

Indklagede drev produktionsvirksomhed frem til december 2012, hvor virksomhedens samlede aktiviteter ophørte.

Indklagedes søsterselskab [firmanavn] står nu for administration af selskabet, der er hvilende og uden ansatte.

Klager har gennem sin fagforening anlagt sag med påstand om differencekraverstatning, hvilket hverken byretten eller landsretten har givet klager medhold i.

Landsretten har senest truffet afgørelse i sagen i maj 2014.

Den aktuelle klage blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 29. september 2014.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han blev afskediget på grund af sit handicap .

Klager ønsker, at Ligebehandlingsnævnet fastsætter en godtgørelse.

Grunden til, at klagen først blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet i september 2014, er, at klager først i 2014 blev opmærksom på, at Sø- og

Handelsretten i sag havde fastsat godtgørelse til en medarbejder, der blev afskediget på grund af handicap.

Klager har ikke udvist retsfortabende passivitet.

Retsfortabende passivitet er forbeholdt de tilfælde, hvor den ene part forholder sig fuldstændigt passiv, og den anden part, på baggrund heraf, indretter sig i tillid til, at der ikke bliver rejst noget krav.

Ansættelsesretten er særlig på dette punkt, idet man ved forældelseslovens vedtagelse besluttede at forlænge den almindelige forældelsesfrist fra tre til fem år for så vidt angår ansættelsesretlige sager, på baggrund af de særlige forhold, der gør sig gældende i netop disse sager.

Klager har stort set uafbrudt siden opsigelsestidspunktet i 2010 og frem til landsretten afsagde dom i 2014 ført processer mod indklagede vedrørende følgerne efter arbejdsskaden, der har medført, at klager er handicappet.

Først via arbejdsskademyndighederne og efterfølgende vedrørende differencekrav for tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte samt erhvervsevnetab.

Indklagede kan derfor ikke på noget tidspunkt have været af den opfattelse, at klager ikke ville forfølge krav mod indklagede.

Klager gjorde kravet gældende i forbindelse med hovedforhandlingens afslutning ved landsretten behandling af sagen.

Indklagede er på baggrund af forældelseslovens § 4 forpligtet til at opbevare oplysninger i fem år i ansættelsessager.

Det forhold, at indklagede har oplyst, at samtlige skriftlige personaleoplysninger og aktiviteter ikke eksisterer længere, da virksomheden ikke er i drift, kan ikke sig selv begrunde

afvisning af klagen.

I øvrigt er virksomheden fortsat i drift, men under et andet navn.

Klager er enig med indklagede i, at der blev foretaget visse tilpasninger, da klager vendte tilbage til arbejdet i september 2008.

Indklagede mødekom dog ikke klagers ønske om at arbejde på deltid, hvilket ville have gjort det muligt for klager at arbejde hos indklagede.

Indklagede havde på tidspunktet for afskedigelsen af klager 120 medarbejdere ansat i afdelingen i Aarhus og cirka 2.700 på verdensplan.

Det ville af den grund ikke have været en uforholdsmæssig stor byrde for indklagede at tilbyde klager en deltidsstilling et sted i virksomheden.

Indklagede var bekendt med klagers lidelser som følge af den anerkendte arbejdsskade og havde i øvrigt ikke forud for arbejdsskaden givet udtryk

for utilfredshed ved klagers udførelse af arbejdsopgaverne.

Den anerkendte arbejdsskade var den eneste årsag til, at klager ikke kunne arbejde i samme omfang som tidligere.

Klager blev afskediget på grund af følgerne efter arbejdsskaden, og blev derfor udsat for forskelsbehandling.

Indklagede gør gældende, at klagers krav om godtgørelse er forældet, subsidiært at klager har udvist passivitet.

Indklagede var på opsigelsestidspunktet ikke koncernforbundet med søsterselskaber [firmanavn], der i dag står for administration af selskabet, som er hvilende og uden ansatte.

I forbindelse med nedlukningen af virksomheden, hvor klager var ansat, blev blandt andet selskabets historiske personalearkiver bortskaffet.

Indklagede har derfor vanskeligt ved på skriftligt grundlag at dokumentere sagens forløb.

Sagen bør afvises fra nævnsbehandling, da en afgørelse forudsætter en egentlig detaljeret bevisførelse vedrørende forløbet mellem klagers tilbagevenden til arbejdet den 22. september 2008 til meddelelse af opsigelse den 10. juli 2010.

Klager blev afskediget i 2010, og klagen over forskelsbehandling samt kravet om godtgørelse, der udspringer af ansættelsesforholdet, er først gjort gældende i 2014.

Klager har på intet tidspunkt i perioden fra fratrædelsen og frem til klagen i september 2014 omtalt, forbeholdt sig eller forfulgt et eventuelt krav han måtte have mod indklagede efter forskelsbehandlingsloven.

Dette til trods for, at klager såvel under opsigelsessamtalen samt i forbindelse med de efterfølgende retssager har været bistået af sit fagforbund og to forskellige advokater.

Det er i danske ret en almindelig regel, at der skal reklameres over et retsbrud inden rimelig tid.

Klager har ikke forfulgt sit eventuelle krav i en periode på mere end fire år, og har ved passivitet fortabt sin ret til at få sit synspunkt om forskelsbehandling prøvet, jf. Ligebehandlingsnævnets praksis og blandt andre Ligebehandlingsnævnets sag med j.

nr. 7100121-13.

Klagers eventuelle krav efter forskelsbehandlingsloven er omfattet af forældelsesloven.

I denne lov er krav, som udspringer af et ansættelsesforhold reguleret i § 4, som fastslår en femårig forældelsesfrist for sådanne fordringer.

Den femårige forældelsesfrist løber i forhold til samme lovs § 2 fra "det tidligste tidspunkt, til hvilken fordringshaveren kunne kræve, at få fordringen opfyldt".

Hvis passivitetsgrundsætningen skal

have et selvstændigt indhold ved siden af forældelsesinstituttet, må retstabende passivitet være indtrådt i en sag som denne efter fire år.

Klager blev afskediget, fordi han ikke var kompetent, egnet og disponibel til stillingen.

Ligebehandlingsnævnet har gennem flere år betragtet piskesmældslæsion som et handicap.

Uanset om klager var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand eller ej, forsøgte indklagede i tilstrækkeligt omfang iværksatte at de tilpasningsforanstaltninger, som med rimlighed kunne forlanges af indklagede i den konkrete situation.

Indklagede var indforstået med, at klager i næsten et år var på nedsat arbejdstid.

Tilsvarende fik klager stillet en makker til rådighed.

Den særlige

makkerordning indebar, at der reelt var to medarbejdere om arbejdsopgaver, der normalt udføres af én medarbejder.

En sådan løsning var ikke en drift økonomisk mulig permanent løsning, men sigtede mod at give klager en mulighed for at optrappe til en normal stilling over en periode.

Klager har ikke godtgjort, at han var handicappet på tidspunktet for opsigelsen.

Hvis nævnet kommer frem til, at klager var handicappet på

tidspunktet for afskedigelsen gøres det gældende, at Klagers gengivelse af forløbet for perioden 2008 til juli 2010 er ufuldstændig og præget af efterrationalisering.

Indklagede forsøgte siden september 2008 at hjælpe klager tilbage i arbejde, herunder undersøge alternative jobmuligheder hos indklagede.

Indklagede tog over en periode på to år relevante og rimelige tiltag med henblik på, at klager trods skaden kunne komme tilbage i arbejde igen.

Klager var blandt andet ansat på nedsat tid i op mod et år, ligesom indklagede stillede en makker til rådighed, som han kunne gå sammen med i en overgangsperiode.

Stillingen som procesoperatør indebar ofte vagter på syv til otte timer, hvor kun en tilstedeværende medarbejder skulle overvåge produktionen.

Indklagede havde derfor ikke mulighed for at tilbyde klager en deltidsansættelse.

Tilsvarende havde indklagede ikke andre ledige deltidssstillinger inden for klagers arbejdsområde.

Det er indklagedes opfattelse, at virksomheden over en længere periode på alle mulige måder forsøgte at få klager tilbage i arbejdet som procesoperatør ved at søge at tilrettelægge arbejdet efter klagers funktionsbegrænsninger.

Klager gjorde indklagede opmærksom på, at han i marts 2010 "ikke kunne overskue at arbejde længere", hvilket yderligere vanskeliggjorde indklagedes bestræbelser på at finde en løsning på klagers fremtidige arbejdssituation.

Klagers repræsentant fra fagforeningen havde på tidspunktet for afskedigelsen ikke indvendinger mod afskedigelsen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandlet blandt andet klager over forskelsbehandling på grund af handicap inden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling.

Det følger blandt andet af loven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse.

Krav, som udspringer af et ansættelsesforhold, er reguleret i forældelsesloven § 4, hvoraf det fremgår, at der er en femårig forældelsesfrist for disse fordringer.

Klagers eventuelle krav er herefter ikke forældet.

Klager blev afskediget den 13. juli 2010, og klagen over forskelsbehandling på grund af handicap blev indgivet til Ligebehandlingsnævnet den 30. september 2014.

Nævnet bemærker, at der ikke er nogen lovbestemt klagefrist i forhold til at indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet.

Klagen er imidlertid modtaget mere end fire år efter, at klager blev afskediget.

Klager har i forbindelse med de anlagte retssager har haft adskillige

muligheder for at gøre synspunktet om forskelsbehandling gældende over for indklagede.

Oplysninger om klagers helbredsmæssige forhold har været tilgængelig for klager i en årrække.

Klager har således ikke været afskåret fra tidligere

at have indbragt til Ligebehandlingsnævnet.

Det må endelig antages, at indklagede på baggrund af det anførte har haft en berettiget forventning om og indrettet sig efter, at klager ikke ville gøre det krav, denne sag vedrører, gældende overfor klager.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har udvist retsfortabende passivitet.

Det forhold, at klager først i 2014 er blevet bekendt med, at Sø- og Handelsretten har behandlet spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af

handicap, kan ikke føre til et andet resultat.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<2014-6810-52075>

-

 § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

 § 9, stk. 1, om klagebehandling

-

 § 12 om klagebehandling

-

 § 1 om lovens anvendelsesområde

-

 § 2 om forbud mod forskelsbehandling

-

 § 2a om tilpasningsforpligtigelsen

-

 § 7a om delt bevisbyrde