Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - ej medhold

J.

nr. 2014-6810-36099

En elektriker, der led af piskesmæld efter en ulykke, blev afskediget.

Nævnet vurderede, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Indklagede havde i rimeligt omfang forsøgt at imødekomme klager skånebehov ved at tilbyde nedsat arbejdstid og lagerarbejde.

Det indgik også i nævnets vurdering, at indklagede var en mindre virksomhed, og at der var begrænsede omplaceringsmuligheder.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra stillingen som elektriker 1 år og 10 måneder efter en ulykke, hvor klager fik et whiplash i nakken.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev opsagt fra stillingen som elektriker.

Sagsfremstilling

Klager blev ansat som elektriker hos indklagede den 7. oktober 1991.

Han var specialiseret i reparation af hvidevarer.

Indklagede er en mindre enkeltmandsvirksomhed, som fortrinsvis udfører serviceopgaver for private og erhvervskunder i form af elinstallationer, alarm- og sikringsanlæg og diverse belysningsopgaver.

Indklagede beskæftiger omkring otte elektrikere, og arbejdsopgaverne udføres primært i region Nordjylland.

Virksomhedens elektrikere er udstyret med en firmabil.

Klager var 2. marts 2012 udsat for en påkørsel i forbindelse med sit arbejde.

Ved ulykken pådrog han sig et whiplash i nakken.

Klager genoptog arbejdet på fuld tid.

Kundernes telefoniske ordrer vedrørende hvidevarer blev modtaget af indklagedes arbejdsleder, der på baggrund af kundens oplysninger orienterede klager om kundens adresse og opgavens omfang.

Ved MUS-samtale den 31. maj 2012 oplyste klager, at generne efter skaden var under kontrol, og at han ikke ønskede at gå ned i arbejdstid.

Ifølge referatet fra MUS-samtalen den 20. november 2013 oplevede klager, at hverdagen var lidt stresset.

Klager afviste indklagedes forslag om at arbejde på nedsat tid.

Det fremgår af speciallægeerklæring fra september 2013, at klager som følge af en forudbestående nakkeskade og arbejdsskaden fra marts 2012 har følger efter whiplashtraumer.

Klager har varige hjernesymptomer i form af hovedpine, opmærksomhedssvækkelse, lavt stressniveau og hukommelsesbesvær.

Objektivt findes den aktive bevægelighed i halshvirvelsøjlen reduceret med 50 %.

Indklagede installerede den 5. december 2013 et nyt køresystem i arbejdsbilerne, herefter omtalt som den elektroniske kørebog.

Klager var den første af indklagedes medarbejdere, der fik installeret kørebogen i firmabilen.

Klager blev sygemeldt den 5. december 2013.

Den 7. januar 2014 vurderede klagers læge i en mulighedserklæring, at klager havde behov for støtte i varetagelsen af stillingen som elektriker.

Lægen beskrev på baggrund af klagers beskrivelse af arbejdsforholdene følgende konkrete skånebehov i mulighedserklæringen

"1.

Først og fremmest bør GPS fjernes fra [klagers] bil.

2.

Han bør have helt fastlagt dagsplan, og ikke kunne kaldes til yderligere opgaver eller telefonisk forstyrres i dagens løb.

3.

Han skal have mere tid til at lave sine ugesedler, som han oftest har op mod 25 af.

Disse punkter er fremsat med baggrund i professor [navn] speciallægeerklæring fra december 2013.

For at [klager] skal kunne klare de sidste 2 ½ år i firmaet skal han have lov til at starte op på deltid og han skal ikke kunne forstyrres i dagens løb af telefon.

[Klager] er en erfaren medarb., der kan arbejde selvstændigt og det vil være helt eklatant vigtigt at han får lov til det med baggrund i hans kroniske varige mén efter sine skader".

Jobcentret vurderede den 23. januar 2014, at klager ikke kunne vende tilbage til samme stilling på fuld tid.

Klager havde efter lægens vurdering brug for en skånsom opstart på nedsat tid med skånebehov over for stressende arbejdsopgaver.

Den 11. marts 2014 blev der afholdt en rundbordssamtale i jobcentret med deltagelse af indklagede, klager og en bisidder fra Dansk Elforbund.

På mødet blev klagers skånebehov, som var beskrevet i mulighedserklæringen af 7. januar 2014, drøftet.

Indklagede gav udtryk for, at det ikke var muligt at imødekomme skånebehovene, men at indklagede havde mulighed for at omplacere klager til andre opgaver i virksomheden (værkstedet uden kundekontakt), hvilket dog aldrig kunne svare til fuldtidsbeskæftigelse.

Klager udtalte et ønske om at beholde muligheden for at have kundekontakt.

En psykolog, som klager havde konsulteret gennem et kommunalt behandlingstilbud, vurderede den 26. marts 2014, at klager var tilbage i en betragtelig krisetilstand efter omstændighederne på arbejdet.

Psykologen beskrev klager som grådlabil og frustreret over situationen.

Klagers læge fastholdt den 4. april 2014 i et tillæg til mulighedserklæringen af 7. januar 2014, at der ikke var mulighed for en ændring af skånehensynene ud fra en lægefaglig vurdering.

Klager blev afskediget den 23. april 2014.

Indklagede henviste til, at han som tidligere oplyst ikke kunne imødekomme klagers skånebehov, da den af klager ønskede stilling ikke fandtes i virksomheden, og at indklagede ikke havde mulighed for at oprette den ønskede stilling til klager.

Klager påpegede i brev af 6. juni 2014 til indklagede, at indklagede ikke havde opfyldt tilpasningsforpligtigelsen, hvilket blev afvist af indklagede i brev af 16. juni 2014, idet indklagede ved flere lejligheder havde tilbudt klager forskellige skånehensyn.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han blev afskediget på grund af sit handicap.

Klager ønsker godtgørelse svarende til et års løn.

Sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at nævnet kan træffe afgørelse om, hvorvidt klager blev afskediget på grund af sit handicap.

Indklagedes henvisning til, at nævnet bør afvise at behandle sagen på grund af manglende vidneforklaringer, bør således afvises.

Klager var nødt til at sygemelde sig i december 2013, da han ikke længere kunne varetage arbejdet som elektriker uden skånehensyn.

Klager havde forud for sygemeldingen flere gange påpeget over for indklagede, at han var stresset, og at han ofte havde ondt i hovedet.

Klagers stresssymptomer blev udløst af, at han i en længere periode frem til sygemeldingen blev pålagt flere og flere arbejdsopgaver og samtidig fik mindre tid til at udføre opgaverne.

Herudover indførte indklagede nye arbejdsredskaber og rutiner, som klager også skulle forholde sig til, hvilket var svært med hans handicap.

Klager blev blandt andet præsenteret for en ny måde at registrere arbejdstimer på.

Klager blev tilsvarende instrueret i at timesedlerne skulle udfyldes fra kl 14.00 om fredagen, hvor klager havde fri kl.

15.00, hvilket klager således havde svært ved at nå inden weekenden.

Stigningen i antallet af arbejdsopgaver og de nye arbejdsgange medførte også, at klager oftest ikke fik den nødvendige tid til at pakke firmabilen med det nødvendige værktøj om morgenen.

Klager mistede derfor ofte overblikket og blev tit nødt til at køre tilbage til værkstedet for at hente materialer.

I samme periode oplevede klager, at omgangstonen og kommunikationsformen med tiden var blevet forandret til det mindre gode.

Klager modtog dagligt flere opkald fra indklagede eller indklagedes leder, når klager var i færd med at udføre en ordre hos en kunde.

Henvendelserne kunne vedrøre en hasteordre, som klager skulle tage sig af, eller kunne vedrøre indklagedes leders behov for klagers vurdering af en ny ordre.

Klager og klagers leder misforstod hinanden i flere situationer, hvilket kunne give anledning til diskussioner på arbejdspladsen og tilsvarende medføre ekstra kilometer i firmabilen, da klager skulle retur til firmaværkstedet for at hente værktøj.

En anden større forandring, som var med til at skabe yderligere stresssymptomer hos klager, bestod i, at indklagede uden varsel fik installeret en elektronisk kørebog i sin firmabil.

Klager afviser indklagedes antagelse om, at klager udelukkende sygemeldte sig, fordi han var utilfreds med indklagedes installering af den elektroniske kørebog.

Det var særdeles uhensigtsmæssigt og virkede stressende på klager, at indklagede netop valgte klagers arbejdsbil som forsøgsbil, når indklagede var klar over, at klager havde problemer med hovedpine og stress.

Ved rundbordssamtalen den 11. marts 2014 gav klager udtryk for sine behov og ønsker i forhold til at vende tilbage til arbejdspladsen.

Klager har arbejdet fuld tid hos indklagede siden 1991 som elektriker, og har haft kundekontakt gennem alle årene.

Klager havde frem til sygemeldingen et stort ønske om at arbejde på fuld tid med kundekontakt.

Klager mener, at det ville have været muligt at fortsætte på fuld tid med kundekontakt, såfremt indklagede havde været villig til at tilgodese klagers skånebehov.

Indklagede kunne have udarbejdet en fast dagsplan med færre opgaver hos enkelte kunder, eller have tilbudt klager at arbejde med længerevarende el-opgaver, for eksempel ved ombygningsjobs eller nybyggerier.

Ved sidstnævnte mulighed ville klager kunne arbejde hos den samme kunde i flere dage og med den samme opgave, hvilket ville være mindre stressende for ham.

Indklagede ville ikke imødekomme klagers skånebehov, hverken permanent eller som et forsøg i en kortere periode.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet afskediget i strid med forskelsbehandlingsloven.

Sagen egner sig ikke til behandling på skriftligt grundlag.

Indklagede og klager er uenige om sagsforløbet på flere centrale punkter.

Spørgsmålet om, hvorvidt klager har været udsat for forskelsbehandling vil kun kunne afgøres efter vidneudtalelser fra Dansk El-forbund og kommunen, som bør have mulighed for at afgive mundtlig forklaring for retten.

Vidnerne vil kunne bekræfte, at indklagede på mødet den 11. marts 2014 tilbød klager, at han kunne genoptage arbejdet delvist og med trinvis optrapning af arbejdstimer og med arbejdssted i indklagedes værksted.

Ligeledes er det af afgørende betydning for sagen, at klager ved partsforklaring for retten skal svare på, om han fortsat afviser, at indklagede tilbød tilpasningsforpligtigelser, som til fulde ville tage hensyn til klagers helbredsmæssige tilstand.

Klager genoptog arbejdet på fuld tid efter ulykken i marts 2012, og der blev på intet tidspunkt fra klagers side fremsat ønsker om at arbejde på nedsat tid eller nævnt skånehensyn i øvrigt.

Klagers sygemelding den 5. december 2013 skyldtes alene klagers utilfredshed med indklagedes lovlige implementering af de elektroniske kørebøger i arbejdsbilerne.

Som en konsekvens af finanskrisen var indklagede ramt af faldende ordretilgang og var nødsaget til at foretage flere tiltag for at optimere virksomhedens økonomi.

Installeringen af de elektroniske kørebøger i samtlige firmabiler var ikke tænkt som et overvågningsværktøj, men derimod som en teknisk løsning, der foruden at give en besparelse på såvel forsikringspræmier som på indklagedes samlede brændstofforbrug, ligeledes kunne angive firmabilens aktuelle position.

Kørebogen kunne således anvendes, når indklagede eller indklagedes leder skulle i kontakt med den medarbejder, der befandt sig tættest på det sted, hvor en kundeordre skulle udføres.

Klagers fremstilling af et væsentligt øget arbejdspres i tiden frem til sygemeldingen i december 2013 bestrides i sin helhed.

I forbindelse med medarbejdersamtalen den 20. november 2013 oplyste klager, at hverdagen var lidt stresset.

Indklagede tilbød som følge heraf, at klager kunne gå ned i arbejdstid.

Klager gav på mødet udtryk for, at han ikke ønskede at gå ned i arbejdstid.

På samme møde blev klager orienteret om indførelsen af den elektroniske kørebog i arbejdsbilerne.

Klager har ikke ført det fornødne bevis for, at der er årsagssammenhæng mellem skaden, som klager pådrog sig ved trafikuheldet den 2. marts 2012, og sygemeldingen den 5. december 2013.

Det var ikke muligt for indklagede at imødekomme de skånehensyn, som klagers læge har beskrevet i mulighedserklæringen af 7. januar 2014.

Klagers behov for at få fjernet den elektroniske kørebog fra arbejdsbilen var ikke en mulighed, da den blandt andet var installeret som en kommunikationsmulighed mellem klager og indklagede gennem arbejdsdagen.

Klagers skånebehov i forhold til at undgå daglige henvendelser fra indklagede eller indklagedes leder i arbejdstiden kunne heller ikke imødekommes.

Indklagede ville få svært ved at afvikle kundeordrer ved reparationer af hvidevarer, hvis klager ikke måtte kontaktes i løbet af arbejdsdagen.

Tilsvarende var det heller ikke muligt at imødekomme klagers skånebehov ved udarbejdelse af særlige og planlagte arbejdsopgaver til klager.

Indklagedes virksomhed er netop kendetegnet ved, at mange kundeordrer både modtages og afvikles samme dag.

Det er således ikke muligt at planlægge en arbejdsdag, da der pludselig kan opstå en kundeordre, der skal afvikles inden for en kort frist.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle på grund af en medarbejders handicap i forbindelse med afskedigelse med videre.

Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed.

Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb.

Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klager ved arbejdsskaden den 2. marts 2012 var udsat for et trafikuheld, der medførte en forværring af klagers forudbestående nakkegener.

Klager har ifølge den neurologiske speciallægeerklæring af 23. september 2013 og statusattesten fra egen læge af 5. maj 2014 følger efter whiplashtraume i nakken, som har forårsaget varige hjernesymptomer i form af konstant hovedpine, opmærksomhedssvækkelse, lavt stressniveau og hukommelsesbesvær.

Ligebehandlingsnævnet vurderer, at der er tale om en så langvarig begrænsning i klagers mulighed for at deltage fuldt og effektivt i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, at klager må anses for at have et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager blev afskediget fra stillingen som elektriker, da indklagede vurderede, at man ikke havde mulighed for at tilgodese klagers skånebehov, som skyldes følgerne efter nakkeskaden.

Der er derfor påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap.

En arbejdsgiver har pligt til at træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til fortsat at udøve sin beskæftigelse hos arbejdsgiveren.

Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiver derved pålægges en uforholdsmæssigt stor byrde.

Det fremgår af præmis 57 i Ring/Werge-dommen, at direktiv 2000/78 ifølge 17. betragtning ikke kræver fortsat ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling, med forbehold af forpligtelsen til i rimeligt omfang at foretage tilpasninger af hensyn til personer med handicap, herunder en eventuel nedsættelse af disse personers arbejdstid.

Af betragtning nr. 21 fremgår, at der ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, navnlig bør tages hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet dermed, og til virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentlige tilskud eller anden støtte.

Nævnet finder, at indklagede i rimeligt omfang har tilbudt hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger for at give klager mulighed for fortsat at udøve beskæftigelse som elektriker hos indklagede.

Nævnet har lagt vægt på, at indklagede ved at tilbyde klager nedsat arbejdstid og mulighed for at arbejde som elektriker på lageret uden kundekontakt, har forsøgt at imødekomme klagers skånebehov.

Det er indgået i nævnets vurdering, at indklagede er en mindre enmandsvirksomhed, der ofte modtager arbejdsopgaver, der skal løses fra dag til dag.

Omplaceringsmulighederne for en elektriker med mange års erfaring og specialisering i hvidevarer, der har behov for skemalagte arbejdsdage med lavt stressniveau og minimale forstyrrelser, er derfor begrænsede.

Indklagede har således løftet bevisbyrden for, at opsigelsen af klager ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klager får derfor ikke medhold.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<2014-6810-36099>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2, stk. 2 om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 2a om arbejdsgivers tilpasningsforpligtigelse

-

§ 7a om delt bevisbyrde