Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - medhold

J.

nr. 2014-6810-31566

Klager var grund af sit synshandicap ansat i et fleksjob som fuldmægtig i et ministerium, men blev afskediget på grund af for stort fravær efter en advarsel.

Det var under ansættelsen på tale, at klager skulle have en personlig assistent, men indklagede ville ikke ansætte en assistent, så længe klagers fremmøde ikke var stabilt.

Nævnet fandt, at ministeriet ikke forud for afskedigelsen havde truffet de fornødne hensigtsmæssige foranstaltninger for at afhjælpe klagers funktionsbegrænsninger som følge af synshandicappet.

Afskedigelsen var derfor i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 350.000 kr., svarende til ni måneders løn.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en stærkt synshandicappet fuldmægtig blev afskediget fra sit fleksjob i en styrelse.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede afskedigede klager fra stillingen som fuldmægtig i fleksjob.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 350.000 kr. med procesrente fra den 27. maj 2014, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager er stærkt synshandicappet, idet hun på grund af en sygdom i synsnerven kun har 1-2 procent af normalt syn.

Klager blev pr. 1. maj 2009 ansat som fuldmægtig i et fleksjob i styrelse I under det indklagede ministerium.

Klager blev ansat i kontor II.

Forud for ansættelsen var indklagede blevet kontaktet af en virksomhedsrådgiver, der af klagers kommune var blevet bedt om at finde et fleksjob til klager.

Det fremgår af mail af 26. januar 2009 fra virksomhedsrådgiveren, at klager sagtens kunne være til stede fysisk 37 timer ugentligt, men at hun på grund af sin synsnedsættelse havde en effektiv arbejdstid på omkring 20 timer.

Klager havde en øjenlidelse, der gjorde det nødvendigt for hende at anvende et særligt PC-program, som forstørrer teksten op.

Klager havde også brug for en personlig assistance, der kunne gennemlæse hendes skriftlige arbejder for slåfejl.

Den personlige assistance ville være en af indklagedes ansatte, som de ville få bevilget løn for et vist antal timer til.

I henhold til ansættelsesbrevet og brev af 29. april 2009 fra kommunen var klagers faktiske arbejdstid 37 timer om ugen.

Den effektive arbejdstid, det vil sige det ordinære arbejdsindhold, var fastsat til 20 timer om ugen.

For så vidt angår de særlige vilkår for ansættelsen i fleksjob henvistes til blandt andet fleksjobbevillingen af 28. april 2009 vedrørende skånebehov og hjælpemidler med videre.

Det fremgår af fleksjobbevillingen, at der var behov for synskompenserende hjælpemidler.

Der var tale om udtrætning som følge af handicappet.

Det fremgår af notat af 26. maj 2009, at indklagede i forbindelse med ansættelsen af klager i kontor II kunne pege på følgende relevante opgaver

Opgaverne var tilrettelagt med afveksling for at skåne klager i henhold til hendes behov.

I forbindelse med en ny struktur blev klager pr. 1. marts 2011 flyttet til styrelse III.

Klager blev placeret i kontor IV.

I forbindelse med endnu en strukturændring blev klager pr. 1. januar 2012 placeret i styrelse V.

Klager blev placeret i kontor VI.

Klager blev med virkning fra 1. maj 2012 placeret i styrelsens økonomiske-administrative center.

Kontorchef A havde den 8. februar 2011 en samtale med klager, fordi hun var mødt på arbejde påvirket af sovemedicin.

Den 1. marts 2011 havde kontorchef A en samtale med klager, fordi hun angiveligt var mødt alkoholpåvirket på arbejde.

Dette benægtede klager.

Der var den 29. juli 2011 en samtale mellem klager, kontorchef A og personalekontoret som følge af mistanke om misbrugsproblemer.

Det fremgår af opfølgningsskema vedrørende fleksjob fra januar 2012 blandt andet, at der var behov for justering af jobfunktioner, arbejdstid eller andre skånehensyn.

Læsearbejdet var steget, mens det mundtlige arbejde (bl.a. møder) var faldet en smule.

Der skulle være øget opmærksomhed på, hvordan mængden af skærm- og læsearbejdet kunne reduceres.

Det fremgår videre af opfølgningsskemaet, at klager i perioder havde leveret en noget ujævn præstation muligvis som følge af en misbrugsproblematik.

Ledelsen ville i det efterfølgende halvår følge tættere op på klagers indsats med henblik på at vurdere det videre samarbejde.

Der blev i marts 2013 ansøgt om en personlig assistent til klager efter reglerne om personlig assistance til handicappede i erhverv.

Det fremgår af ansøgningsskemaet, at en personlig assistent ville kunne bruges til følgende opgaver i forhold til klagers handicap

Kommunen bevilgede den 25. april 2013 en personlig assistent til klager 20 timer om ugen.

Bevillingen var gældende fra den 17. april 2013 og indtil videre.

Der blev afholdt møde den 18. juni 2013 i anledning af, at indklagede fandt det nødvendigt at give klager en skriftlig advarsel.

Af referatet fra dette møde fremgår blandt andet, at indklagede henviste til, at klager 12 måneder tilbage havde haft et fravær på 116 dage.

Ledelsen havde svært ved at se nogen fremgang i klagers fremmøde.

Indklagede kunne ikke have en personlig assistent siddende, hvis klager ikke var på arbejde.

Det fremgår videre, at klager begrundede sit fravær blandt andet med, at opgaven omkring refusion havde været for stor, og at hun ikke havde kunnet magte den, og kontorchef B anførte, at opgaven omkring refusion og ansvaret for denne opgave var flyttet fra klager allerede i efteråret.

B syntes, at det var svært at give klager opgaver med ansvar på grund af ustabilt fremmøde.

Tillidsrepræsentanten mente, at det ville være en stor hjælp for klager at få en personlig assistent.

Han mente, at dette ville aflaste klager og nedbringe hendes sygefravær, fordi hun var psykisk dårlig.

Ved at få hjælp til sine opgaver ville klager få en opblomstring og få øget selvtillid, og derved ville det også mindske sygefraværet.

Det fremgår endelig, at klager var enig med tillidsrepræsentanten i, at det ville være en hjælp at få en personlig assistent.

Klager havde været indlagt som følge af arbejdspres på grund af synsnedsættelse, som gjorde, at hun skulle anstrenge sig for at se opgaverne.

Da opgaven havde været meget omfattende, havde det belastet klager ekstra.

Indklagede ville gå videre med et opslag på en personlig assistent, eventuelt i en tidsbegrænset ansættelse.

Klager fik ved brev af 18. juni 2013 en høring om påtænkt advarsel på for grund af manglende sygemeldinger/begrundelser for fravær.

Begrundelsen for den påtænkte advarsel var, at det adskillige gange over for klager var indskærpet, hvordan ministeriets og kontorets procedurer for sygemelding/ fravær fra arbejdspladsen var.

Klager fulgte ikke disse procedurer, hvorfor ministeriet påtænkte at give hende en skriftlig advarsel.

Der var i høringen angivet følgende sammendrag af den seneste del af sagsforløbet

Den 24. januar 2013

Møde mellem klager, klagers far og B.

Mødet blev afholdt efter, at klager stort set var sygemeldt hele december 2012 og januar 2013.

På mødet blev det aftalt, at klager skulle vende tilbage på arbejde den 1. februar.

Arbejdstiden blev drøftet og det blev aftalt, at klager skulle starte med at arbejde 4 timer dagligt indtil videre.

Den 1. februar 2013

Klager skrev en mail til en kollega om, at hun ikke havde sovet i løbet af natten og derfor ikke kom på arbejde.

Den 4. februar 2013

Klager kom ikke på arbejde og gav ikke besked.

Den 5. februar 2013

Ministeriet kontaktede klager både telefonisk og via mail, og procedurerne for sygemelding blev indskærpet.

Det blev indskærpet, at sygemelding skulle ske telefonisk til kontorchefen eller - hvis denne ikke var til at træffe - forkontoret.

Den 13. februar 2013

Møde mellem klager, klagers far, C og B.

På mødet blev de forudgående ugers udebliven og sygemelding drøftet

ligesom historikken forud for de seneste uger blev drøftet.

C understregede, at det var vigtigt, at klager forstod alvoren i, at der nu var behov for, at hun viste et stabilt fremmøde og overholdt de procedurer, der var aftalt.

Den 18. marts 2013

Der afholdtes medarbejderudviklingssamtale og opfølgningssamtale på baggrund af sygemeldingen ugen før.

Samtalen blev ført mellem klager og B.

B pointerede igen alvoren i situationen, og at det var særdeles vigtigt, at klager viste, at hun var stabil i forhold til arbejdet, og hvis hun skulle blive syg, sørgede for at overholde procedurerne for sygemelding, dvs. at ringe til B eller forkontoret.

Den 17. april 2013

Klager kom ikke på arbejde og gav ikke besked.

Personalekontoret anmodede klager om en lægeerklæring.

Den 18. april 2013: B tog kontakt telefonisk til klager og understregede igen, at det er hendes ansvar at kontakte ministeriet for at melde sig syg.

B oplyste, at hvis klager ikke kom på arbejde dagen efter, skulle hun ringe og sygemelde sig efter den aftalte procedure.

Den 19. april 2013

Klager kom ikke på arbejde, men sendte en SMS, hvori hun meddelte, at hun hun kom på arbejde den følgende mandag (den 25. april).

B svarede via SMS og mindede om, at hun den forudgående dag havde bedt klager om at ringe, hvis hun skulle sygemelde sig.

Den 21. april 2013

Klager skrev en SMS til B, hvori hun gjorde opmærksom på, at hun havde ringet mange gange, men kun har fået fat i B's telefonsvarer.

Den 22. april 2013

SMS-udveksling mellem klager og B, hvoraf det fremgik, at B havde fået besked om, at klager kom tilbage på arbejde mandag den 25. april.

Klager skrev, at hun havde ferie i denne uge (uge 17) og derfor ikke kom på arbejde.

Den 25. april 2013

A sendte en mail til B med følgende ordlyd: '[Klager] møder på arbejde igen onsdag 1 . maj efter aftale med hospitalsafdelingen, medbringende lægeerklæring'.

Den 29. april 2013

Klager ringede for at spørge, om hun skulle komme på arbejde

onsdag den 1. maj. Det svarede B ja til.

Det blev endvidere aftalt, at klager skulle medbringe lægeerklæring, der skulle afleveres til Personalekontoret.

Den 1. maj 2013

Personalekontoret modtog lægeerklæring for perioden fra 16. april til og med 30. april 2013.

Det fremgår af lægelig udtalelse af 21. juni 2013, at klager i foråret 2013 jævnligt havde været i behandling/indlagt på Psykiatrisk Center.

De manglende sygemeldinger i denne periode kunne forklares med, at klager på indlæggelsestidspunkterne ikke havde været i stand til at sygemelde sig på grund af en kombination af synshandicap og psykisk lidelse.

Indklagede gav ved brev af 1. juli 2013 klager en advarsel på grund af manglende sygemeldinger/begrundelser for fravær.

Indklagede henviste til, at klager i brev af 27. juni 2013 havde afgivet sine bemærkninger til den påtænkte advarsel.

Klager havde anført

hensyn til hendes handicap,

Indklagede havde imidlertid ikke fundet grundlag for at ændre vurderingen.

Klager fik derfor en advarsel med følgende begrundelse

"Det er adskillige gange overfor dig blevet indskærpet, hvordan ministeriets og kontorets procedurer for sygemelding/fravær fra arbejdspladsen er.

Du følger ikke disse procedurer, hvorfor ministeriet giver dig en skriftlig advarsel."

Indklagede gjorde opmærksom på, at såfremt klager ikke straks begyndte at følge de indskærpede procedurer for sygemelding/fravær fra arbejdspladsen, ville det kunne føre til afskedigelse.

Indklagede fastholdt i brev af 19. juli 2013 advarslen.

Indklagede fandt ikke, at klagers handicap gav anledning til en særlig sygemeldingsprocedure, men ville ikke modsætte sig, at der lokalt kunne aftales en anden ordning.

Klager havde anført, at det ville hjælpe på såvel hendes sygefravær som hendes sagsbehandling, hvis hun fik tilknyttet en personlig assistent.

Hertil bemærkede indklagede, at den skriftlige advarsel ikke var givet på baggrund af klagers sygefravær eller hendes evner som sagsbehandler.

Indklagede var dog i gang med at se på mulighederne for at tilknytte en personlig assistent.

Der blev den 20. september 2013 holdt møde om klagers sygefravær og sygemeldinger.

Klager fik ved brev 30. september 2013 høring om påtænkt afskedigelse.

Indklagede henviste til, at klager ikke overholdt proceduren for sygemelding, og at hendes samlede sygefravær nu var så højt, at tilrettelæggelsen af arbejdet i styrelsen ikke længere kunne bære det.

Inden for de seneste 12 måneder havde klager haft 115 sygedage.

Indklagede vurderer på baggrund af samtaler med klager, at der ikke var udsigt til, at hendes fremmøde i umiddelbar fremtid blev mere stabilt.

Indklagede henviste blandt andet til, at der efter den skriftlige advarsel blev holdt møde den 20. september 2013 med deltagelse af blandt andre klager og kontorchef D, der efter kontorchef B´s fratræden i juli 2013 havde overtaget det samlede ledelsesansvar for centeret.

Det er anført i varslingsskrivelsen, at klagers sygefravær og proceduren for sygemelding og klagers fremtidige arbejdssituation blev drøftet på mødet, og at kontorchef D indskærpede, at klagers hyppige sygefravær skulle nedbringes, samt at hun skulle være i stand til at arbejde, når hun mødte på arbejde.

D gjorde klager opmærksom på, at hun var blevet gjort bekendt med sygefraværsproceduren, som det var vigtigt, at hun fulgte, hvilket ikke var sket i alle tilfælde.

D gjorde det klart, at han forventede, at klager mødte stabilt på arbejde fra den 23. september 2013.

Det fremgår videre af varslingsskrivelsen, at klager mandag den 23. september 2013 sygemeldte sig, og at hun ikke overholdt den aftalte sygemeldingsprocedure, idet hun kontaktede en specialkonsulent og ikke kontorchef D.

De resterende dage i samme uge mødte klager heller ikke på arbejde, og hun gav ikke besked herom.

Indklagede fandt, at tilrettelæggelsen af arbejdet i kontoret ikke længere kunne bære klagers langvarige sygefravær, og på baggrund af samtalerne med klager vurderede indklagede, at der ikke var udsigt til, at klager inden for den nærmeste fremtid kunne vende tilbage til arbejdet i fuldt omfang.

Indklagede påtænkte derfor at afskedige klager.

Det fremgår af lægelig udtalelse af 10. oktober 2013, at klager var velkendt i ambulatoriet, hvor hun var kommet siden 2010.

Klager havde gennem de sidste måneder klaget over symptomer forenelige med en stressfunktion.

Klager følte, at arbejdsbyrden i fleksjobbet var for stor.

Hun havde i efteråret 2012 måttet arbejde i mange weekender for at klare jobbet.

Hun havde bedt om en hjælper, hvilket arbejdsgiveren ikke havde imødekommet.

Hun var desuden generet af sit synshandicap.

Det fremgår af lægelig udtalelse af 14. oktober 2013 fra Psykiatrisk Center, at klager havde været indlagt på grund af psykisk sygdom.

Den psykiske sygdom havde ikke været stabil i de sidste lange perioder, hvor der havde været hyppige episoder, som havde påvirket funktionsniveauet.

Belastninger af betydning for stabiliteten i den psykiske sygdom var blandt andet forårsaget af klagers synshandicap, som gjorde det vanskeligt for hende at udføre flere forskellige arbejdsopgaver, hvis der ikke var den relevante støtte.

Psykiatrisk Center anbefalede på grund af synshandicappet bedre støttemuligheder på arbejdspladsen.

Ved brev af 12. november 2013 modtog klager den endelig afskedigelse til fratræden med udgangen af marts 2014.

Baggrunden for afskedigelsen var, at klager ikke overholdt proceduren for sygemelding, og at klagers samlede sygefravær nu var så højt, at arbejdet i styrelsen ikke længere kunne bære det.

Klagers fravær var pr. 12. november 2013 opgjort til 153 dage inden for de seneste 12 måneder.

For så vidt angik det af klager anførte i svar på partshøringen om, at indklagede ikke overholdt betingelserne i flekstidsaftalen, og at klagers opgaver skulle være af varierende art og ikke kun bestå af læsetunge opgaver, henviste indklagede til, at kontorchef D havde oplyst, at klager siden efteråret 2012 havde fået hjælp til læsning af sager af såvel en nyansat jurastuderende som en specialkonsulent i kontoret.

Der var taget højde for klagers skånebehov ved sammensætningen af opgaver, så klager havde fået opgaver, der vedrørte telefonisk kontakt og møder med leverandører af socialpædagogisk støtte, udarbejdelse af oplæg til procedurebeskrivelse på baggrund af møder med kolleger og interessenter med videre.

Der havde til alle opgaver været tilknyttet en kollega til faglig sparring og bistand.

For så vidt angik det anførte om, at klager ikke kunne nå sine arbejdsopgaver inden for normal arbejdstid, og at hun derfor havde måttet arbejde i weekenden, hvilket havde forværret hendes stresstilstand, anførte indklagede, at der ikke fra ledelsens side havde været lagt op til weekendarbejde.

Kontorchef D kunne ikke genkende billedet af en opgaveportefølje, der krævede weekendarbejde eller generelt merarbejde.

Klager havde ikke fået bevilget en personlig assistent, der kunne hjælpe hende med læseopgaverne, fordi indklagede havde betinget sig, at klager først skulle vise mere stabilt fremmøde.

Indklagede fandt ikke, at den aftalte sygemeldingsprocedure udgjorde en særlig udfordring i forhold til klagers handicap.

Sygemeldingsproceduren for klager var efter det af indklagede i afskedigelsesbrevet oplyste beskrevet i en mail af 26. november 2013, hvorefter klager senest kl.

9.30 skulle sygemelde sig telefonisk til kontorchef D.

Hvis D ikke svarede, skulle der indtales en besked på hans telefonsvarer.

Hvis D var fraværende, skulle sygemeldingen ske til en af to navngivne medarbejdere i styrelsens forkontor.

Hvis det ikke var muligt at træffe forkontoret telefonisk, kunne sygemeldingen undtagelsesvist ske via SMS til D.

Proceduren var gældende fra den 1. september 2013.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun blev afskediget på grund af sit handicap i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klager ønsker at få en godtgørelse på 475.253,16 kr., svarende til 12 måneders løn med pension.

Klagers handicap indgik direkte eller indirekte i indklagedes beslutning om at afskedige hende.

Der er således udøvet forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klager henviser til, at hun er stærkt synshandicappet.

Klager blev opsagt på grund af sygdom og manglende overholdelse af sygemeldingsproceduren.

Klager havde flere gange før afskedigelsen påpeget, at disse forhold helt eller delvist var begrundet i hendes handicap.

Klager har herved påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.

Det påhviler indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, hvilket ikke er godtgjort.

Indklagede har ikke opfyldt sin forpligtelse til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger, som kunne have fastholdt klager i beskæftigelse.

Jobcentret havde bevilget en fast personlig assistent til klager pr. 17. april 2013, men indklagede undlod at ansætte en assistent til trods for, at det ville være omkostningsfrit og således ikke kunne anses for at være en stor byrde for indklagede.

En fast personlig assistent kunne have afhjulpet klagers problemer med læsetunge opgaver, sænket hendes stressniveau og medvirket til at nedbringe hendes sygefravær, jf. U 2009.1948 S og Sø- og Handelsrettens dom af 31. januar 2014.

Indklagede undlod endvidere at fastsætte en sygemeldingsprocedure, som tog hensyn til klagers synshandicap.

Forud for ansættelsen oplyste kommunen over for indklagede, at klager havde en øjenlidelse, som gjorde der nødvendigt for hende at anvende en særligt PC-program, som forstørrede teksten op.

Klager havde også brug for en personlig assistance, der kunne gennemlæse hendes skriftlige arbejder for slåfejl.

Der blev imidlertid aldrig ansat en assistent til klager.

Der var i løbet af klagers ansættelse flere strukturændringer.

I november 2011 overtog klager et nyt sagsområde fra en fratrådt kollega.

Sagsområdet var meget læsetungt, idet det bestod i klagesager med meget store regnskaber på mange hundrede sider, hvor enkelte tal skulle findes.

Dette tog klager mange dage med et affotograferingsapparat, mens en assistent ville kunne finde de relevante tal og oplysninger på meget kort tid med vejledning fra klager.

Klager bad derfor om en personlig assistent, men dette blev afvist, fordi der ikke var fysisk plads til vedkommende.

Der var dog plads til, at kontoret en måned senere kunne ansætte en jurastuderende, der skulle bistå en anden jurist.

Efter at have overtaget det nye sagsområde var klager nødsaget til at arbejde væsentligt mere, hvilket hun forsøgte at påtale over for ledelsen, men der blev ikke taget hensyn til hendes særlige omstændigheder.

Der var i henhold til fleksjobsaftalen aftalt en faktisk arbejdstid på 37 timer om ugen med et aftalt ordinært arbejdsindhold svarende til 20 timer om ugen.

Betingelserne i fleksjobsaftalen blev imidlertid ikke overholdt, da arbejdsbyrden var meget stor og uden hensyn til klagers svære synshandicap.

Klager arbejdede som følge heraf i flere perioder langt over 37 timer om ugen for at følge med.

Det enorme arbejdspres kombineret med flere flytninger af arbejdspladsen uden hensyn til klagers særlige behov medførte stress og sygemeldinger.

Klager havde ikke udvist manglende vilje til stabilt fremmøde, men på grund af den manglende personlige assistent havde hun ikke været i stand til at arbejde stabilt.

Det ville have været omkostningsfrit for indklagede at ansætte en personlig assistent til klager.

I forbindelse med udfyldning af "opfølgningsskema ved fleksjob" i januar 2012 blev det angivet, at der var behov for justering, idet læsearbejdet var steget, mens det mundtlige arbejde var faldet en smule, og der skulle være øget opmærksomhed på, hvordan mængden af skærm-/læse-arbejde kunne reduceres.

Der skete imidlertid ikke væsentlige ændringer, og den store arbejdsbyrde og manglende hensyntagen medførte, at klager i midten af december 2012 måtte sygemelde sig på grund af stress.

Hun var sygemeldt til midten af februar 2013.

Klager meddelte i januar 2013 sin chef, at efter at hun havde overtaget hele sagsporteføljen, var ønsket om en personlig assistent op til 20 timer om ugen blevet mere presserende blandt andet på grund af det store læsearbejde, som besværliggjordes af hendes synshandicap.

Hun anvendte forstørrelsesapparat.

Klager ønskede ikke færre opgaver, blot de var afvekslende, og der blev fundet en løsning på de læsetunge opgaver.

Ledelsen meddelte på mødet den 23. januar 2013, at der ville blive søgt om en personlig assistent, men at dette ville kræve et stabilt fremmøde.

Jobcentret godkendte ansøgningen om personlig assistent, men der blev ikke ansat nogen.

På mødet den 18. juni 2013, hvor klager modtog partshøring om påtænkt advarsel, tilkendegav tillidsrepræsentanten, at det ville være en hjælp for klager at få en personlig assistent.

Tillidsrepræsentanten mente, at dette ville aflaste klager og nedbringe hendes sygefravær, fordi hun havde det psykisk dårligt, og ved at få hjælp til sine opgaver ville klager få en opblomstring og få øget selvtillid, og derved ville sygefraværet også blive mindsket.

Klager havde været indlagt som følge af arbejdspres på grund af synsnedsættelsen, som gjorde, at hun skulle anstrenge sig for at se opgaverne.

Da klagers opgaver havde været meget omfattende, havde de belastet hende ekstra.

Ledelsen ville gå videre med ansættelse af en personlig assistent.

Der blev imidlertid ikke ansat en personlig assistent.

Klager skulle ved sygdom ringe til en af sine chefer inden kl.

ni.

Hvis hun ikke kunne få fat i nogen af cheferne, skulle hun ringe til HR, hvor der var to personer, hun kunne kontakte.

Hvis hun ikke kunne få fat i disse, skulle hun kontakte omstillingen.

Denne procedure skulle følges hver dag, også under indlæggelse på hospital.

Der var tale om en skærpet og mere belastende procedure end den, der skulle følges af de øvrige ansatte.

Også den sygemeldingsprocedure, der var gældende fra den 1. september 2013, var skærpet i forhold til den almindelige procedure på arbejdspladsen, idet den var mere omstændelig og belastende.

Proceduren var også i strid med funktionærloven.

I de tilfælde, hvor klager ikke havde overholdt proceduren for sygemelding, skyldtes det hendes synshandicap.

Det forhold, at klager ikke havde fulgt sygemeldingsproceduren, kunne hverken begrunde advarslen eller afskedigelsen.

I stedet for advarslen burde indklagede have ændret på sygemeldingsproceduren.

Det af indklagede anførte om, at klager skulle have haft et misbrug af sovepiller og alkohol er irrelevant for sagen.

Indklagede afviser, at afskedigelsen af klager var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Indklagede anerkender, at klager var omfattet af forskelsbehandlingsloven, men ikke, at der i forbindelse med afskedigelsen af klager blev udøvet forskelsbehandling i strid med loven.

Klager blev afskediget, fordi hun gennem det meste af sin ansættelse havde udvist manglende evne og vilje til et stabilt fremmøde, hvilket havde medført et meget højt antal sygefraværsdage.

Klager havde desuden ikke kunnet overholde fastsatte procedurer og aftaler.

Klager var kompetent og egnet til at udføre væsentlige funktioner i forbindelse med sin stilling, men hun havde ikke været disponibel.

Klager havde været meget fraværende, og hun havde ved flere lejligheder ikke været i stand til at udføre sit arbejde, når hun mødte påvirket af alkohol eller medicin.

Den fastsatte sygemeldingsprocedure for klager skyldtes, at hun flere gange var udeblevet fra arbejde uden at melde lovligt forfald.

Proceduren havde dels til formål at sikre, at indklagede blev orienteret om klagers fravær, dels at sikre, at der blev draget omsorg for hende i de perioder, hvor hun virkede ude af stand til at tage vare på sig selv.

Omsorg for en sårbar medarbejder bør ikke lægges indklagede til last.

Den fastsatte sygemeldingsprocedure var, at klager skulle ringe til sin kontorchef, når hun var syg.

Der var ikke tale om, at hun skulle ringe til flere personer for at sygemelde sig, men det var som en service oplyst, hvem hun kunne ringe til, hvis hun ikke kunne komme i kontakt med kontorchefen.

Det er indklagedes opfattelse, at den fastsatte sygemeldingsprocedure ikke var problematisk i forhold til klagers synshandicap, idet hun flere gange havde sygemeldt sig ved at sende en SMS.

Hun måtte derfor også have kunnet foretage opkald fra telefonen.

Hvis hun ikke kunne huske telefonnumre på de angivne kontaktpersoner, havde hun mulighed for at ringe til indklagedes hovednummer og blive viderestillet.

Indklagede har svært ved at se, hvilken anden sygemeldingsprocedure, der ville have taget større hensyn til klagers handicap.

Klager var ansat i fleksjob, hvor hun skulle have stillet synskompenserende hjælpemidler til rådighed.

Opgavesammensætningen var tilrettelagt på en måde, så det tog hensyn til klagers skånebehov, herunder at der var den fornødne afveksling i arbejdsopgaverne.

Ansættelse af en personlig assistent ville efter indklagedes opfattelse ikke have medført et stabilt fremmøde fra klagers side.

Klagers samlede ansættelsesperiode havde været præget af ustabilitet, og der havde været stillet hjælp til rådighed for klager.

Den manglende ansættelse af en fast personlig assistent skyldtes alene det forhold, at indklagede ikke fandt det hensigtsmæssigt at ansætte en personlig assistent, før klager viste vilje og evne til et mere stabilt fremmøde.

Indklagede bestrider, at det var forudsat i forbindelse med ansættelsen, at der skulle ansættes en personlig assistent.

En personlig assistent kan også være en allerede ansat medarbejder.

Der var under klagers ansættelse tilknyttet dels en student dels en specialkonsulent til at assistere klager i forbindelse med hendes arbejde.

Indklagede afviser, at klager blev nægtet en personlig assistent på grund af pladsmangel.

Indklagede har udvist stor villighed til at fastholde klager i beskæftigelse.

Indklagede har i den forbindelse tålt mere, end hvad man ellers ville have gjort i forhold til medarbejdere, der ikke er omfattet af forskelsbehandlingsloven.

Indklagede har alene gjort sig skyldig i positiv forskelsbehandling af klager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven).

Det følger af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ved afskedigelse ikke må udsætte en lønmodtager for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Det følger også af loven, at arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af det konkrete behov for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse.

Ligebehandlingsnævnet finder, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, idet hendes svære synsnedsættelse medfører begrænsninger i hendes muligheder for at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere.

Nævnet finder videre, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun blev udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af sit handicap, da indklagede afskedigede hende fra stillingen som fuldmægtig.

Nævnet har ved denne vurdering lagt til grund, at klager blev afskediget på grund af for meget fravær, og at i hvert fald en del af fraværet efter det oplyste skyldtes en form for stressreaktion som følge af, at klager på grund af sin synsnedsættelse havde svært ved at nå sit arbejde.

Klager gjorde allerede i forbindelse med sygemeldingen i januar 2013 opmærksom på, at hun havde problemer med større læseopgaver, og indklagede var før ansættelsen af klager gjort bekendt med, at klager udover et særligt PC-program kunne have behov for personlig assistance.

Udgifterne til en personlig assistent ville være blevet afholdt af kommunen.

Indklagede, som efter det oplyste må formodes at have anset det for sagligt begrundet at ansætte en personlig assistent, benyttede sig imidlertid ikke af muligheden herfor.

Nævnet finder på dette grundlag, at indklagede ikke har godtgjort, at der forud for afskedigelsen af klager blev truffet de fornødne hensigtsmæssige foranstaltninger for at afhjælpe funktionsbegrænsningen som følge af klagers synsnedsættelse.

Afskedigelsen af klager var derfor i strid med forskelsbehandlingsloven.

Klager får derfor medhold i klagen.

Ligebehandlingsnævnet kan ikke tage stilling til den del af klagen, der vedrører eventuel overtrædelse af funktionærloven.

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 350.000 kr., svarende til omkring ni måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde, lønnens størrelse og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 350.000 kr. til klager med procesrente fra den 27. maj 2014, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<2014-6810-31566>

-

Bekendtgørelsesarbejde

-

Bidrage til lovforberedende arbejde

-

Udarbejde vejledninger til Retsinformation

-

Lovfortolkning og generel juridisk bistand til kontoret

-

Bidrage til kontraktstyring, herunder deltage i møder med eksterne leverandører

-

Aktindsigtssager

-

Ministerbetjening

-

Sagsbehandling

-

Deltage i udvalgsarbejde

-

Bidragsyder til Karnov fsva.

kontoret

-

Internationale regler

-

Juridisk Kreds

-

Refusionssagerne/dispensationssagerne - til at ordne alle indkomne mails og dokumenter i hver sag, herunder regnskaber, som ofte fyldte flere 100 sider

-

Store sager, der skulle sorteres og ordnes kronologisk - især på [ ], som pt.

fyldte en flyttekasse, og som ikke forventedes afsluttet foreløbig.

-

Ordne, sortere og strukturere andre af klagers mange dokumenter og papirer

-

Indscanning af dokumenter til klagers mail

-

Deltagelse i kurser og efteruddannelse, hvor der var meget skriftligt materiale

-

I kontrakterne, udbud og rammaftaler hurtigt at kunne finde de relevante afsnit, bestemmelser og andre oplysninger, klager skulle bruge for at komme videre i de konkrete sager

-

Ad hoc læsesager.

-

at procedurerne for sygemelding ikke var præciseret i høringsbrevet,

-

at hun havde udvist vilje til at leve op til ministeriets krav,

-

at det havde været vanskeligt at overholde procedurerne, da hendes kontorchef kunne være vanskelig at træffe pr. telefon om morgenen,

-

at det ville hjælpe på såvel hendes sygefravær som hendes sagsbehandling, hvis hun fik tilknyttet en personlig assistent,

-

at der burde beskrives en særlig sygefraværsprocedure, der tog

-

at hun af de ovenfor anførte grunde ikke burde tildeles en advarsel.

-

§ 1, stk. 1 og stk. o m nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12 om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling ved afskedigelse m.v.

-

§ 2a om arbejdsgivers pligt til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger

-

§ 7, stk. 1, om godtgørelse

-

§ 7a om delt bevisbyrde