Legislator Case Law & Legislation
W20151106725 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - ej medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 11067 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2015 11067 Valid

J.

nr. 2014-6810-24095

En konferencevært, der var ansat på et hotel i et fleksjob, blev afskediget.

Hun havde på grund af følgerne efter insulinkrævende sukkersyge fået en nyretransplantation.

Hotellet henviste til, at afskedigelsen var nødvendig, da hendes stilling blev nedlagt på grund af omstrukturering i forbindelse med nødvendige besparelser.

Nævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at opsigelsen skyldtes klagers handicap.

Klager fik derfor ikke medhold.

KEN#LOKDOK23 2015 11067 Valid

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev opsagt fra sit fleksjob som konferencevært på et hotel.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev opsagt fra sit fleksjob.

Sagsfremstilling

Klager har haft insulinkrævende sukkersyge siden 1985.

Sygdommen medførte nedsat nyrefunktion, ligesom hun fik for højt blodtryk.

Sygdommen og behandlingen heraf medførte øget trætbarhed, og kommunens lægekonsulent vurderede, at klagers arbejdsevne klart var nedsat.

Klager blev på den baggrund bevilliget et fleksjob.

Klager blev ansat i et fleksjob på det indklagede hotel den 2. juli 2007.

Indklagede er et hotel beliggende i X-by, som er en del af en større hotelkoncern.

Klager blev ansat som konferencevært, og hun skulle ifølge ansættelsesaftalen arbejde gennemsnitligt 20 timer om ugen.

Efter ansættelse i fleksjobbet hos indklagede har klager fået en nyretransplantation.

Det er oplyst fra den sygehusafdeling, hvor klager går til undersøgelser, at patienter med den type sukkersyge, som klager har, ikke blot har en sygdom i nyrerne, men også i mange andre organer, og specielt også kan være forbundet med kredsløbssygdomme, hvilket kan reducere den fysiske formåen og også har gjort det.

Det er en forbedring af helbredstilstanden, når patienten får en ny nyre, men det hjælper ikke på sygdomme i andre organer.

Klager har haft kredsløbssygdom i benene, som hun er behandlet for.

Det er en tilstand, som udvikles over længere tid, og som forekommer hyppigt hos diabetikere.

Klager har også lymfatisk leukæmi og har haft det i en årrække.

Sygdommen er en form for kræft og har sædvanligvis et fredeligt forløb, men sammen med sukkersygen og de deraf følgende komplikationer har den yderligere nedsat den fysiske formåen og medført, at klager ikke har kræfter til at passe et fuldtidsjob.

Den 6. december 2013 blev der i koncernen udsendt en meddelelse fra det centrale bookingsystem i Y-by om, at systemet var kommet godt i gang i forhold til booking af møder og konferencer på koncernens hoteller i Y-by, Z-by og &Aelig;

-by.

Det fremgik også, at det var besluttet indtil videre at "pause" den videre indfasning af hoteller, og at det ikke var bestemt, hvornår de blev klar til at indfase flere hoteller.

Klager blev opsagt den 27. december 2013 med fratrædelse den 31. maj 2014.

Begrundelsen for opsigelsen var omstruktureringer i forbindelse med nødvendige besparelser.

Klager blev fritstillet den 27. december 2013, men mødte fortsat på arbejde frem til den 17. januar 2014.

Det fremgår af hoteldirektør A´s udtalelse af 9. januar 2014 til klager, at klagers arbejdsopgaver blandt andet har været tilbudsgivning, salg, fakturering, forefaldende receptionsarbejde samt personlige og faglige opgaver for sine kollegaer.

Der har desuden været tale om diverse administrative opgaver, heriblandt til tider privatsekretæropgaver for A.

Det fremgår også af udtalelsen, at klager altid har udført sine opgaver med engagement til A´s fulde tilfredshed.

Af mail af 10. januar 2014 fra en direktør i koncernen fremgår, at det foregående år havde været et spændende og succesfuldt år, hvor koncernens mål på omsætning, på service og på bundlinjen blev nået.

Af mail af 13. januar 2014 fremgår, at der denne dag var booket gennem det centrale bookingsystem.

Der har efter klagers opsigelse været korrespondance mellem klager og indklagede vedrørende opsigelsens lovlighed i forhold til forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Da denne korrespondance ikke førte til enighed mellem parterne, er sagen den 11. april 2014 indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Indklagede har i forbindelse med sagen fremlagt en oversigt over deres totale omsætning, samt konferencedelens andel heraf for årene 2007-2013.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, da, hun blev opsagt fra sin stilling hos indklagede.

Hun ønsker en godtgørelse for dette.

Omstruktureringen hos indklagede bestod i at hoteldirektør A, som i forvejen havde 40-50 arbejdstimer ugentligt, og havde svært ved at nå sit arbejde, skulle varetage klagers arbejde, hvortil der var medgået gennemsnitligt 25 timer pr. uge.

Konstruktionen må være midlertidig og udtryk for, at indklagede havde en plan, men at den ikke kunne iværksættes umiddelbart, muligvis fordi dette ville indebære en overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.

Da klager blev fritstillet samme dag som hun modtog opsigelsen, kan det lægges til grund, at A ikke blev uddannet i det omfattende system, som konferencen udgør, herunder konferencedelen af it-systemet, priser, ordreindtastning tilbudsgivning, firmaaftaler, fakturering m.m.

Klager afsluttede efter aftale med A igangværende arbejde frem til den 17. januar 2014.

A stillede heller ikke et eneste spørgsmål til klager om konferencedelen frem til den 17. januar 2014, ligesom A ikke lagde de modtagne nye forespørgsler og ordrer ind i systemet.

A har ikke siddet med dette område i flere år, og der er kommet meget nyt til.

En oplæring ville have taget meget lang tid, men det havde der været tid til, hvis klager ikke var blevet fritstillet.

Hun kunne ikke få en begrundelse for fritstillingen.

Hverken klager eller andre kunne få en officiel og ordentlig forklaring på, hvorledes konferencen skulle fungere fremover.

Direktøren sagde til nogle af de ansatte vedrørende konferencen/receptionen, at "nu, må vi lige gennemføre dette skuespil".

Den 15. januar 2014 oplyste A til klager, at al booking af konferencer nu var overladt til hotelkædens centrale bookingsystem i X-by.

A kunne i den forbindelse ikke kommentere, hvorfor de mange ordrer, der var modtaget i januar, så ikke var lagt ind i systemet.

Klager kontaktede herefter en person i det centrale bookingsystem, som oplyste, at de ikke havde lagt ordrer ind for indklagede.

Pågældende oplyste også, at de ikke vidste, hvornår de eventuelt skulle overtage opgaven for indklagede, hvilket også stemmer overens med den officielle udmelding fra 6. december 2013.

I klagers opsigelsesperiode er B medio januar blevet ansat til at varetage receptionsarbejdet, da receptionist C blev sygemeldt.

B kunne også konferencearbejdet, og hun tog straks over, da klager stoppede den 17. januar 2014.

Klager har fremlagt oplysninger, som viser, at ordrer modtaget indtil den 31. januar 2014 er indlagt af klager og den nytilkomne B.

Klager har desuden fremlagt en mail af 23. januar 2014, hvor A bad B om at forhåndsreservere et lokale til ca. 28 personer.

A sendte således opgaverne videre til B.

Efter at C blev raskmeldt i februar 2014, fortsatte B på fuld tid indtil den 31. marts 2014.

I den periode oplærte hun C i konferencedelen.

De to har også sammen deltaget i et faktureringskursus alene relateret til konferencen.

B er fratrådt sin stilling hos indklagede den 31. august 2014.

Hun har oplyst klager om, at hun har udført konferencearbejdet frem til sin fratrædelse.

B beklagede sig til A over, at hun følte, at hun svigtede sine kolleger i receptionen, da konferencedelen tog for meget af hendes arbejdstid på 37 timer om ugen.

B oplevede ligesom klager, at der ikke blev gjort noget ved konferencen, når hun ikke var til stede, idet end ikke konferencemailen blev tjekket.

Hun klagede desuden over, at der ikke stod noget på hendes ansættelseskontrakt om, at hun passede konferencedelen.

Inden B ankom den 15. januar 2014 blev indklagede bistået i konferencen af D, som blev ansat som hotelchef på koncernens hotel i Z-by i december 2013.

D fungerede som guide til systemet.

Det forhold, at der er en i øvrigt meget kort periode mellem klagerens fritstilling og B´s tiltrædelse, er ikke udtryk for, at der er opstået et pludseligt og uforudset behov for arbejdskraft.

Det var derimod udtryk for, at indklagede erkendte, at de måtte have en mere permanent løsning på udførelsen af det arbejde, som klager hidtil havde udført, end blot at blive bistået af en ikke på hotellet værende guide.

Behovet for B`s arbejdskraft ses også af det faktum, at C ikke var langtidssygemeldt.

Hun blev sygemeldt den 14. januar 2014, hvor hun var hos lægen.

Lægen sygemeldte hende til den 29. januar 2014, hvilket A blev underrettet om.

Receptionen på det indklagede hotel kunne foretage reservation af overnatninger i forbindelse med konferencer.

Når receptionen modtog andre forespørgsler i relation til konferencen under klagers fravær, blev der blot lagt en seddel på klagers bord, hvilket i øvrigt var årsagen til, at der altid var ekstraordinært arbejde efter f.eks. ferier.

Derfor tog klager af og til på arbejde i ferien eller i weekender, når det mest nødvendige arbejde skulle udføres.

Dette må antages at være baggrunden for A´s rosende ord om klagers indsats i to fremlagte kort fra december 2013 (lykønskningskort i forbindelse med afsluttet coachuddannelse og julekort) og afskedskort fra januar 2014.

Efter det for klager oplyste, bliver der stadig udført funktioner på indklagede vedrørende konferencer, idet det alene er bookingerne, der behandles af det centrale bookingsystem, mens al opfølgning blev foretaget af B og efter dennes fratrædelse af restaurantchefen og C.

Receptionist E står for faktureringen.

Konferencedelen er vokset markant i klagers ansættelsesperiode.

Klager blev samtidig pålagt flere administrative opgaver for eksempel indberetning af omsætningen, statistik angående statens indkøb og diverse opgaver for A.

Det er korrekt, at konferencedelen på det indklagede hotel er mindre end på mange andre hoteller.

Dette indebar imidlertid, at klager skulle arbejde mere for at opnå den budgetterede omsætning, og hun var efter juli 2012, hvor den tidligere hoteldirektør blev opsagt, den eneste, der kunne betjene konferencedelen, herunder det dengang nye it-system.

Klager havde ofte overfor A givet udtryk for, at hun gennem lang tid havde haft for meget at se til.

Til trods for dette, blev klager bebyrdet med mere arbejde, og det seneste år var hun presset til at arbejde ca. 25 timer pr. uge, herunder nogle gange i weekender og ferier for at nå sit arbejde.

Sidstnævnte blev omtalt på flere mandagsmøder, senest mandag den 9. december 2013.

Arbejdspresset blev så meget for klager, at hun under møder med direktøren den 12. og den 13. december 2013 gav udtryk for, at hun følte sig stresset og ikke kunne klare mere.

Reaktionen herpå var, at A godt var klar over situationen, og at hun ville gøre, hvad hun kunne for at ændre på forholdene, herunder sørge for at klager fik sit eget kontor, hvilket hun også tidligere var blevet lovet.

Indklagede forsøgte imidlertid ikke at ændre på forholdene.

Når A i forbindelse med opsigelsen af klager blev udpeget til at overtage det fulde arbejde med konferencen, kunne hun vel også have aflastet klager i travle perioder og i forbindelse med ferier.

Klager efterlyste flere gange, at en kollega kunne blive oplært i konferencearbejdet, hvilket heller ikke blev til noget.

Indklagede forsøgte heller ikke at omplacere klager inden opsigelsen, hvis der var ønske om en anden struktur i konferencen.

For eksempel har klager løbende været anvendt i receptionen på foranledning af A.

Det fremgår således også af fleksjobaftalen, at klagers arbejdsopgaver bestod i forefaldende opgaver i receptionen og ved konferencer m.v. Klager måtte ofte efter receptionschefens tiltrædelse bistå hende med arbejdet i receptionen, indtil andre, der var fast tilknyttet receptionen, mødte ind.

Klager har jævnligt udført langt de fleste funktioner i receptionen, herunder passet telefoner og foretaget ind- og udtjekninger.

Det har aldrig været påtalt, at klagers arbejde i receptionen var utilstrækkeligt eller måtte gøres om.

Klager bestrider således, at hun ikke skulle kunne udføre arbejde i receptionen, herunder specielt det arbejde, som B foretog til opfølgning af det centrale bookingsystems bookinger af konferencer på indklagede hotel i X-by.

På en lang række punkter er der tale om sammenfaldende arbejdsopgaver i konferencearbejdet og arbejdet i receptionen.

Arbejdet i receptionen kunne kombineres med konferencearbejdet.

Der vil selv efter en overgang til det centrale bookingsystem være arbejde tilbage på hotellet i relation til konferencen.

Klager kunne også have været det centrale bookingsystem behjælpelig og taget en del af opkaldene for indklagede og lagt ordrerne ind i systemet.

Ingen af disse muligheder blev drøftet med klager.

Hun blev heller ikke opfordret til at komme med forslag.

Det er tilsyneladende heller ikke blevet undersøgt, om der eventuelt kunne være arbejde på andre af koncernens hoteller i nærheden.

Klager bestrider, at hun ikke skulle kunne håndtere de nye systemer eller nye processer i det centrale bookingsystem.

Hun bestrider også, at der er foretaget nogen som helst vurdering af hendes muligheder for at arbejde i det centrale bookingsystem.

En reduktion af klagers arbejdstid med deraf følgende reduktion af indklagedes økonomiske forpligtelser har tilsyneladende heller ikke været overvejet som alternativ til en fuldstændig afvikling af klagers ansættelse, hvilket ville have været naturligt i den situation, som indklagede beskriver, at de befandt sig i.

Klager bestrider, at beslutningen om at opsige hende blev truffet forud for hendes møde med A den 13. december 2013.

Dette er ikke dokumenteret af indklagede.

Klager modtog således den 12. december 2013 et kort fra A, hvor hun ønskede klager tillykke efter afslutningen af en coachuddannelse.

I kortet skrev hun "Håber vi kommer til at "høste" godt af det også", ligesom de på møderne den 12. og 13. december 2013 diskuterede fremtiden.

Klager sendte den 13. december 2013 en mail til A, hvor hun blandt andet henviste til deres samtale samme dag og deres aftale om at omstrukturere nogle af hendes arbejdsopgaver.

Klagers kontakt til en regnskabschef og en businesscontroller i koncernen opstod i forbindelse med implementeringen i november 2013 af et nyt faktureringssystem.

Dette system var behæftet med en række fejl og mangler, som ikke kunne rettes, og på den baggrund tog klager kontakt til disse personer.

Herefter foretog klager i samarbejde med regnskabschefen og controlleren en oprydning i det omfang, det var muligt.

Der var fortsat i december 2013 problemer med systemet, som heller ikke regnskabschefen eller controlleren kunne håndtere.

Klager fik ikke tilbudt uddannelse i faktureringssystemet på lige fod med andre konferenceværter.

Der blev først afholdt kursus den 5. februar 2014, hvor klager var blevet friststillet.

Det var i øvrigt ikke kun klager, som systemet voldte problemer.

Efterfølgende har C og B fortalt klager, at flere kursister havde eksempler med til det pågældende kursus, hvor de bad underviserne om vejledning til en løsning, da de selv havde opgivet.

Klager bestrider, at implementeringen af det nye faktureringssystem er sket i begyndelsen af 2013.

Klager burde løbende været blevet gjort opmærksom på det, hvis indklagede ikke fandt hendes arbejdsindsats tilfredsstillende.

De af indklagede fremlagte omsætningstal siger hverken noget om klagers arbejdsbyrde eller om, hvor meget arbejde der ville have været tilbage til klager efter en sammenlægning med det centrale bookingsystem.

De siger heller ikke noget om, at det centrale bookingsystem kunne have overtaget opgaven uden opnormering.

I 2013 blev hotellet renoveret, og omsætningen for dette år, er derfor ikke udtryk for en uforudset omsætningsnedgang.

Tværtimod havde hotellet netop for det pågældende år budgetteret med en lavere aktivitet, idet tre etager var lukket ned ad gangen.

Det bestrides, at begrundelsen for at afskedige klager kan have været et ønske om at foretage besparelse vedr.

personale i reception og konference.

På baggrund af mailen af 10. januar 2014 kan det lægges til grund, at der ikke var behov for besparelser hos indklagede.

Begrundelsen for at opsige klager - at arbejdet på grund af besparelser skulle overgå først til A og alternativt til det centrale booking system i Y-by - er ikke udmøntet i praksis.

Der er desuden efter opsigelsen af klager ansat andet personale til udførelse af klagers arbejde.

I perioden fra 3. februar 2014, hvor C kom tilbage til sit arbejde, og til 1. april 2014 havde indklagede såvel B som receptionschefen samt de sædvanlige receptionister ansat.

Det er dermed en kendsgerning at lønudgifterne blev øget i denne periode, idet B skulle have fuldtidsløn.

Hertil kom, at klager også fik fuldtidsløn i perioden, uden at indklagede benyttede sig af hendes arbejdskraft.

Klager kunne have udført det arbejde, som B blev ansat til.

Det bestrides, at den tidligere receptionschef afholdt mange ugers afspadsering (normalt afspadserer chefer ikke) og ferie inden fratrædelsen den 31. marts 2014, og at B`s tilknytning til hotellet var begrundet heri.

Der er heller ikke foretaget besparelser for så vidt angår rengøringen, idet der i december 2013 blev ansat en ny rengøringsassistent, og der dermed ikke er sket en reduktion i rengøringsstaben på trods af den nævnte afskedigelse af en rengøringsassistent midt på året.

Degraderingen af receptionschefen til receptionist skete ikke på grund af behovet for besparelser.

Lønforskellen mellem de to stillinger er ikke af en væsentlig størrelse.

Årsagen til degraderingen var resultatet af en medarbejderundersøgelse, der viste, at receptionschefen påvirkede de øvrige medarbejdere i receptionen negativt.

Klager anerkender, at hendes sygdom tilsyneladende ikke oprindeligt har givet indklagede problemer.

Dette dokumenterer imidlertid ikke, at indklagede ikke i forbindelse med tilpasning af medarbejderstaben har lagt vægt på, at klageren havde visse funktionsnedsættelser og behov for tilpasninger af arbejdsforholdene blandt andet i form af fleksjob.

Den egentlige årsag til, at klager blev opsagt var således hendes krav om, at der skete en tilpasning af hendes arbejdsopgaver til hendes helbredsmæssige forhold.

Indklagede gør gældende, at sagen ikke er egnet til nævnsbehandling, idet behandling af sagen forudsætter en egentlig bevisførelse, herunder afhøring af vidner.

Subsidiært gør indklagede gældende, at opsigelsen ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven, da begrundelsen for opsigelsen var, at klagers stilling blev nedlagt.

Indklagede ansatte klager i fleksjob, efter at hun havde været i virksomhedspraktik.

Indklagede har fra ansættelsesforholdets begyndelse haft kendskab til og været afklaret med klagers sygdom og medfølgende begrænsning i ansættelsesforholdet samt fravær i forbindelse med behandlinger.

Indklagede stiller sig derfor uforstående overfor påstanden om, at klagers sygdom har haft indflydelse på opsigelsen.

Sygdommen har aldrig været problematiseret under de 6½ års ansættelse før nu af klager selv.

Det var desuden indklagedes opfattelse, at klager havde fået det bedre efter sin nyretransplantation for ca. 4 år siden.

Det må også af den grund have formodningen imod sig, at klagers sygdom lå bag nedlæggelsen af hendes stilling.

Indklagede har fra ansættelsesforholdets begyndelse imødekommet klagers behov for stor fleksibilitet i ansættelsen.

Klager har selv administreret sin arbejdstid, herunder i forhold til at møde senere nogle dage og tage arbejde med hjem samt arbejde hele dage hjemmefra.

Det bestrides, at klager er blevet presset til at arbejde mere end 20 timer om ugen eller arbejde i weekender og ferier.

Hun er ikke blevet tildelt opgaver, som ikke kunne løses på en gennemsnitlig 20 timers arbejdsuge.

A har desuden tidligere påpeget overfor klager, at hun ikke skulle logge på sin mail og arbejde i weekender og ferier, da hendes opgaver ville blive varetaget under hendes fravær.

Der har ikke været brug for at opgradere timetallet til løsning af konferenceopgaver eller for at tilknytte en medarbejder mere til dette.

Hoteldirektør A talte på et møde den 13. december 2013 med klager om muligheden for at få et fast enekontor.

Dette udsprang dog ikke af en samtale om eller anerkendelse af, at klager havde for mange opgaver.

Under samtalen - som under flere tidligere samtaler - talte de om klagers manglende evne til at koncentrere sig med mange mennesker og telefoner omkring sig.

Dette har blandt andet været årsagen til, at klager har haft fri adgang til at benyttet et tomt kontor i baglokalet, hvilket hun trods gentagne opfordringer fra A ikke har benyttet sig af.

Hun har desuden haft mulighed for hjemmearbejde, hvilket A også har opfordret klager til at benytte sig af oftere.

Indklagede har derfor opfyldt en eventuel tilpasningsforpligtelse over for klager.

Beslutningen om at nedlægge klagers stilling var allerede taget før mødet den 13. december 2013, og dette møde havde derfor ingen indflydelse på opsigelsen af klager.

Indklagede valgte at fritstille klager for at give hende ro til at finde et andet arbejde.

Klager bad selv om lov til at få et par uger til at rydde sit bord og sin computer og afslutte igangværende opgaver.

Klager blev ikke bedt om at fortsætte sit arbejde i fritstillingsperioden.

A spurgte flere gange til, om ikke hun skulle overtage de resterende opgaver.

Fritstillingen var også årsag til, at der ikke blev lagt nye opgaver ind til klager.

Der holdes stadig konferencer på indklagede.

Konferencedelen er lille, hvilket også er årsagen til, at klager har været i stand til på nedsat tid at stå for arbejdet med konferencedelen hovedsagligt alene.

Indklagede bestrider, at klagers arbejdsbyrde har været større end for tilsvarende stillinger.

Budgettet for konferencen blev justeret efter konferencens størrelse.

Indklagede bestrider på baggrund af de fremlagte oplysninger om indklagedes omsætning, at konferencedelen er steget markant medførende et betydeligt overskud under klagers ansættelse.

Omsætningen i konferencen var i 2013 på samme niveau som i 2007, hvor klager blev ansat.

Det er kun i 2008, omsætningen lå højere.

Selve konferencedelens omsætning har i øvrigt ikke været en del af overvejelserne i forhold til nedlæggelse af stillingen.

Det afgørende har været indklagedes samlede økonomi og vurderingen af, at stillingen som konferencevært var den stilling, som indklagede bedst kunne undvære.

Indklagedes omsætning har siden 2010 været stærkt faldende.

I perioden fra 2010-2013 er den totale omsætning på indklagede faldet med næsten 1/3.

Mailen af 10. januar 2014 fra en direktør i koncernen ændrer ikke på, at der var hoteller i koncernen, hvis resultat på bundlinjen ikke var tilfredsstillende.

A havde på baggrund af den faldende omsætning i 2013 og har fortsat til opgave at finde besparelser på det indklagede hotel.

Ud over opsigelsen af klager blev receptionschefen varslet til en stilling som almindelig receptionist grundet besparelser.

Receptionschefen valgte at stoppe ansættelsesforholdet, hvorfor der var ansat en afløser som receptionist, indtil der efter sommerferien 2014 kunne ansættes en elev, hvorved lønomkostningerne blev nedjusteret yderligere.

Derudover er også en rengøringsmedarbejder blevet afskediget i 2013 grundet besparelser.

Det er korrekt, at der i 2014 er ansat en ny rengøringsassistent, men dette ændrer ikke på, at opsigelsen i 2013 skete på grund af besparelser.

Nedlæggelsen af klagers stilling var et oplagt valg, idet det koncerndrevne centrale bookingsystem fremadrettet ville være i stand til at varetage indklagedes bookinger, og indklagede ikke længere havde tillid til klagers evner til at bestride sin stilling.

Indtil det var muligt at gå fuldt over til det centrale system, skulle A med assistance fra receptionen have ansvaret herfor.

På trods af udmeldingen af 6. december 2013 vedrørende det centrale bookingsystem, forhindrer det ikke koncernen i at lave undtagelser hertil i forhold til den i meddelelsen omtalte pause i udbredelsen af systemet, som det skete i forhold til indklagede.

Det fremgår af en mail af 13. januar 2014, at det centrale bookingsystem på dette tidspunkt havde sendt deres første booking videre til indklagede.

Det er derfor ikke korrekt, at det centrale bookingsystem ikke havde overtaget bookingopgaver under klagers opsigelsesvarsel.

Det er korrekt, at indklagedes reception og A efterfølgende har varetaget bookinger grundet opstartsvanskeligheder i forhold til det centrale bookingsystem.

Denne assistance sluttede dog endeligt pr. 1. april 2014, hvorefter det centrale bookingsystem har overtaget samtlige indklagedes bookinger.

Den fulde overgang skete således to måneder inden udløbet af klagers opsigelsesvarsel den 31. maj 2014.

Det er også korrekt, at det centrale bookingsystem udelukkende tager sig af selve bookingopgaverne, hvorefter samtlige 12 hoteller, der er overgået til systemet, følger op på f.eks. antallet af personer, der er bestilt plads til, med henblik på restaurantens opgaver og som afslutning sender en regning på det samlede beløb.

Disse opgaver er en meget begrænset del af den tidligere konferenceværtsstilling.

Det bestrides, at klager var den eneste, der kunne betjene konferencedelen, herunder it-systemet, og at hun dermed var alene om opgaverne.

Klager blev ved bookinger af konferencer med overnatninger assisteret af receptionen, hvilket foregik i it-systemet.

Under klagers fravær på grund af sygdom eller ferie varetog receptionen også de almindelige konferencebookinger uden overnatninger i systemet.

B blev ansat som reserve i receptionen den 15. januar 2014 på grund af receptionist C´s langtidssygemelding i januar 2014.

C meddelte den 10. januar 2014 indklagede, at hun indtil videre var sygemeldt til den 29. januar 2014, hvorefter hun igen skulle tale med lægen.

Det faktum, at hverken C eller hendes læge på daværende tidspunkt kunne sige noget om, hvornår hun ville være rask, anses for at være en langtidssygemelding.

C begyndte igen den 3. februar 2014 på deltid og var først den 18. februar 2014 på fuld tid igen.

Indklagede har dermed hverken opgraderet antallet af medarbejdere i receptionen efter opsigelsen af klager eller haft ansættelse af B i tankerne på datoen for opsigelsen af klager.

Vurderingen af opsigelsens saglighed skal foretages på opsigelsestidspunktet.

Ansættelsen af B er derfor uden relevans for sagen.

Det er korrekt, at B har udført bookingopgaver, men dette var en del af hendes receptioniststilling.

B var også ansat efter virksomhedsoverenskomst med 3F, som omfatter receptionistarbejde og ikke efter HK overenskomsten, som konferenceværter er omfattet af.

Indklagede bestrider, at det alene er B, der har varetaget bookingopgaver.

Det fremgår af de af klager fremlagte oplysninger frem til 31. januar 2014, at også to medarbejdere fra det centrale bookingsystem har indtastet bookinger i perioden.

Det er B der har indtastet 34 af bookingerne, men af de 34 bookinger er de 22 registreringer om, at konferencelokaler er lukket grundet restaurering.

B har derfor reelt kun foretaget 12 bookinger i perioden til den 31. januar 2014.

Bookinger har derfor været en meget lille del af B´s opgaver som receptionist.

A har også bidraget til bookingarbejder.

Det er korrekt, at hun ikke har indtastet bookinger, men hun har varetaget det bagvedliggende arbejde, herunder telefonsamtaler med kunder og potentielle kunder.

Det er ikke korrekt, at A har modtaget klager fra B om forøget arbejdsbyrde efter fravær.

Det faldende antal bookinger samt opfølgning herpå blev foretaget af personalet i receptionen samt A, hvorfor B´s fravær ikke medførte, at konferencemailen ikke blev håndteret.

B er i modsætning til klager rent fagligt kompetent til ud over bookinger at varetage receptionistopgaver.

Efter C blev raskmeldt, udførte B arbejde i receptionen som reserve, hvor C og den tidligere receptionschef fortsat var ansat.

B arbejdede i denne periode ikke fuld tid, men afløste i forbindelse med ferie, afspadsering, kurser, sygdom og i begrænset omfang travlhed, hvor det er sædvanligt at indkalde en reserve til afløsning.

B´s tilknytning til hotellet i forbindelse med C´s sygemelding på ubestemt tid medførte, at indklagede fandt det hensigtsmæssigt at benytte hendes arbejdskraft i forbindelse med sygdom og ferie også efter C´s tilbagevenden, ikke mindst på baggrund af, at den daværende receptionschef ønskede at afholde afspadsering og ferie før sin fratrædelse.

Receptionschefen trådte ellers ofte selv til ved fravær i receptionen, hvis der ikke blev indkaldt en reserve.

Indklagede har derfor ikke haft lønudgifter til B ud over det, som hotellet skulle have betalt til en anden indkaldt reserve i tilsvarende periode.

B blev ansat som receptionist i en tidsbegrænset stilling fra den 1. april 2014, som afløser for den tidligere receptionschef.

Hendes ansættelse varede, indtil eleven tiltrådte den 1. september 2014.

Indklagede bestrider, at D på nogen måde har været tilknyttet hotellet.

A har aldrig udtalt, at opsigelsen af klager eller tiden derefter skulle være nogen form for skuespil.

Det er et faktum, at stillingen som konferencevært er nedlagt, og at indklagede ikke har planer om at ansætte en ny.

Det bestrides derfor, at der har været tale om en kunstig konstruktion.

Inden afskedigelse af medarbejdere begrundet i indklagedes forhold undersøges det, hvorvidt det er muligt at tilbyde medarbejderne en anden stilling indenfor deres stillingsområde.

Klager var ingen undtagelse.

Før afskedigelsen af klager har både A og driftsdirektøren over for koncernens HR direktør tilkendegivet, at de begge vurderede, at klager ikke kunne klare de relevante bookingopgaver, som på grund af nyere systemer og processer også var blevet sværere og af en mere teknisk karakter med tiden.

En regnskabschef og en business controller har således været i X-by flere gange for at hjælpe indklagede med at rydde op i de fejl og mangler, som klager havde forårsaget.

Indklagede bestrider, at klager ikke er blevet tilbudt uddannelse i faktureringssystemet på lige fod med andre konferenceværter.

De bestrider også, at det nye faktureringssystem generelt har givet problemer i koncernen.

Regnskabschefen og controlleren har ekstraordinært været i X-by yderligere to gange for at forsøge at oplære klager i procedurerne.

Kurset, som B og C deltog i den 5. februar 2014, var ikke udtryk for et generelt problem i forhold til håndtering af systemet i koncernen.

Der var tale om et kursus med gennemgang af systemet for såvel nye som gamle medarbejdere i form af genopfriskning af den allerede ydede oplæring i forbindelse med, at systemet blev ændret i starten af 2013.

Kurset havde blandt andet til formål, at gamle medarbejdere kunne dele de erfaringer, de havde gjort sig i forbindelse med ændringerne af systemet, som skete på baggrund af nye momsregler.

Indklagede fandt heller ikke klager kompetent til at varetage receptionistopgaver, som i øvrigt lå uden for hendes ansættelsesområde.

I det omfang klager har hjulpet til i receptionen, har det været af egen drift i form af at tage telefonen i travle perioder samt henvendelse til ventende kunder i receptionen, når de andre receptionister var optaget.

Hun har aldrig fungeret som receptionist eller udført deciderede receptionistopgaver.

Hun har aldrig haft en vagt i receptionen, hverken alene eller sammen med andre receptionister.

Det faktum, at "forefaldende arbejde i receptionen" fremgår af udtalelsen, er blot en henvisning til de begrænsede opgaver, som klager af egen drift havde hjulpet receptionen med.

Indklagede bestrider, at fleksjobaftalen er lig en ansættelseskontrakt, hvorfor det ikke er relevant for vurderingen af klagers sædvanlige arbejdsområde eller hendes kvalifikationer i forhold til en receptioniststilling, at det af aftalen fremgår, at arbejdet består af "forefaldende arbejde i receptionen og ved konferencer m.v." Det fremgår af klagers ansættelseskontrakt, at hun blev ansat som konferencevært, hvilket også er den stilling, hun har varetaget under hele sin ansættelse.

De kort, som klager henviser til (lykønskning i forbindelse med afsluttet coachuddannelse, julekort og afskedskort ), er alle dokumenter, hvor man sædvanligvis ikke udsteder kritik eller advarsler.

Kortene er blot udtryk for en direktør, der behandler sine medarbejdere med respekt.

Indklagedes receptionister har under assistancen til det centrale bookingsystem i opstartsperioden varetaget receptionistopgaver samtidig.

De har således været kompetente nok til at varetage receptionistopgaver og bookingopgaver inden for deres sædvanlige arbejdstid.

Centraliseringen af på sigt al booking i koncernen sker for at driftsoptimere virksomheden.

Der er tale om omkostningsbesparelser samt mulighed for bedre at kunne hjælpe gæsterne til præcist de hoteller, der har ledig kapacitet.

I det centrale bookingsystem arbejdes med systemer, som er endnu mere komplicerede end systemet, som klager arbejdede med hos indklagede.

I det centrale bookingsystem skal medarbejderne administrere ca. 110 konferencerum fordelt på 12 hoteller i modsætning til de tre konferencerum, klager håndterede hos indklagede - på utilfredsstillende vis.

Indklagede vurderede derfor, at klager heller ikke var kompetent nok til at varetage en eventuel stilling ved det centrale bookingsystem.

Andre tidligere konferenceværter, som ved afskedigelsen blev fundet kompetente til arbejdet ved det centrale bookingsystem, har fået tilbudt en stilling.

Der er vedlagt dokumentation for, at en tidligere konferencevært fra &Aelig;

-by er overflyttet til det centrale bookingsystem i Y-by.

Indklagede foretager således en vurdering af medarbejderens kompetencer i forhold til at tilbyde en anden stilling i koncernen.

Indklagede konkluderede, at klager ikke var kompetent til at varetage en stilling inden for sit område på hverken indklagede, et andet hotel i koncernen eller ved det centrale bookingsystem.

Der var på tidspunktet for opsigelsen af klager ikke nogen ledige stillinger i koncernen hverken som konferencevært eller hos det centrale bookingsystem.

Da klager blev opsagt på grund af virksomhedens forhold og ikke på grund af hendes sygdom, foreligger der ikke et krav om omplacering, i tilfælde af at Ligebehandlingsnævnet finder, at klager er handicappet.

Der var tale om en reel nedlæggelse af indklagedes eneste konferenceværtstilling på grund af centralisering af hendes opgaver på koncernniveau.

En stillingsnedlæggelse, der er sket på flere af koncernens hoteller, og vil ske på de resterende i den nærmeste fremtid grundet centralisering af bookingfunktionen.

Klagers stilling er fortsat nedlagt, og indklagede har ikke efterfølgende på noget tidspunkt opnormeret medarbejderantallet i receptionen som følge heraf.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven).

Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse på grund af handicap.

Det følger af EU-domstolens afgørelse i sagerne C-335/2011 (Ring) og C-337/2011 (Skouboe Werge) af 11. april 2013, at begrebet "handicap" i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes således, at det også omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed.

Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb.

Klager arbejdede i fleksjob, og ifølge fleksjobaftalen havde klager skånehensyn i form af blandt andet nedsat arbejdstid på grund af øget trætbarhed.

Arbejdstiden var ifølge aftalen fastsat til 20 timer ugentligt.

Klager har insulinkrævende sukkersyge, som har medført nedsat nyrefunktion.

Klager har derfor fået en nyretransplantation.

Det er oplyst fra den sygehusafdeling, hvor klager går til undersøgelser, at patienter med den type sukkersyge, som klager har, ikke blot har en sygdom i nyrerne, men også i mange andre organer, herunder specielt også kredsløbssygdomme, hvilket kan reducere den fysiske formåen og også har gjort det.

Klager har også lymfatisk leukæmi og har haft det i en årrække.

Sygdommen er en form for kræft og har sædvanligvis et fredeligt forløb, men har sammen med sukkersygen og de deraf følgende komplikationer yderligere nedsat den fysiske formåen og medført, at klager ikke har kræfter til at passe et fuldtidsjob.

Ligebehandlingsnævnet vurderer på den baggrund, at klagers sukkersyge med de deraf følgende sygdomme udgør en funktionsbegrænsning, der kan karakteriseres som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at klagers sygdom medførte funktionsbegrænsninger i forhold til hendes arbejde som konferencevært, idet hun havde behov for nedsat arbejdstid og at denne funktionsbegrænsning var af lang varighed.

Opsigelsen dateret 27. december 2013 var begrundet med omstruktureringer i forbindelse med nødvendige besparelser.

Ligebehandlingsnævnet har blandt andet på baggrund af mailen af 13. januar 2014 lagt til grund, at indklagede i januar 2014 var begyndt at overdrage opgaven med at booke konferencer til koncernens centrale bookingsystem.

Efter nogle opstartsvanskeligheder er bookingerne overgået helt til koncernens centrale system fra 1. april 2014.

Herefter har der kun været opfølgning på bookingerne hos indklagede, og denne opfølgning er hovedsageligt foretaget af personalet i receptionen.

Der ses ikke at være tilført yderligere ressourcer til receptionen efter klagers opsigelse, idet B i den største del af den periode, hvor hun har været tilknyttet indklagede, har erstattet en anden medarbejder.

Det er Ligebehandlingsnævnets vurdering, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har valgt at nedlægge stillingen eller opsige klager på grund af hendes handicap.

Nævnet har lagt vægt på, at der i koncernen var ved at blive etableret et centralt bookingsystem for at driftsoptimere virksomheden.

I forbindelse med indklagedes beslutning om at tilslutte sig dette system, blev klagers stilling nedlagt, og de arbejdsopgaver, stillingen indebar, blev flyttet henholdsvis til det centrale bookingsystem og til indklagedes receptionister.

Nævnet finder i den forbindelse, at der ikke er en tilpasningsforpligtelse eller en pligt til omplacering, når en stilling nedlægges, og dette ikke skyldes klagers handicap.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<2014-6810-24095>

KEN#LOKDOK23 2015 11067 Valid

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2015 11067 Valid

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 2a, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7a om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →