Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - øvrige - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - øvrige - ej medhold

J.

nr. 2014-6810-04180

En dansk statsborger af irakisk oprindelse ønskede at søge om en dørmandsautorisation hos indklagede.

Indklagede ville ikke modtage ansøgningen, før klager kunne fremlægge en straffeattest fra Irak, hvor han havde opholdt sig i længere perioder inden for de sidste 10 år.

Nævnet lagde til grund, at indklagedes praksis gjaldt for alle ansøgere uanset etnisk oprindelse, og at det ikke var sandsynliggjort, at denne praksis i højere grad ramte personer af anden etnisk oprindelse end dansk.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager søgte om en autorisation som dørmand hos politiet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med ligebehandlingsreglerne.

Sagsfremstilling

Klager er dansk statsborger af irakisk oprindelse.

Han har familie i Irak og har i perioderne fra 27. oktober 2003 til den 12. juni 2008 og igen fra den 25. november 2009 til den 16. august 2013 været udrejst til Irak.

Klager deltog i perioden 9. september 2013 til 27. september 2013 i AMU-kurset "Grundlæggende Vagt" og bestod efterfølgende kurset.

Det var kun muligt at blive optaget på kurset, hvis man havde en ren straffeattest.

Klager indgik den 22. november 2013 en ansættelsesaftale med en virksomhed med henblik på at starte som dørmand efter indhentelse af den nødvendige autorisation.

Klager indgav sin ansøgning om autorisation vedlagt relevante dokumenter til den indklagede politimyndighed, der imidlertid afviste at modtage ansøgningen med den begrundelse, at klager også skulle fremskaffe en ren straffeattest fra Irak.

Klager blev ved brev af 7. januar 2014 opsagt fra den virksomhed, han havde indgået en ansættelsesaftale med.

Klager indgav en klage til indklagedes ledelse over kravet om, at han skulle skaffe en straffeattest fra Irak, og over at indklagede nægtede at modtage hans ansøgning, inden denne straffeattest forelå.

Ledelsen fandt i afgørelse af 6. december 2013 ikke grundlag for at udtale kritik af de af indklagede foretagne dispositioner.

Ledelsen henviste til, at det efter restaurationslovens bestemmelser er politiets opgave i forbindelse med behandling af ansøgninger om autorisationer, at sikre sig, at ansøgeren opfylder blandt andet betingelsen om, at vedkommende ikke er dømt for strafbare forhold, der indebærer en nærliggende fare for misbrug af hvervet.

Der blev videre henvist til, at klager havde været udrejst til Irak i to perioder.

Ledelsen fandt derfor, at kravet om en irakisk straffeattest var relevant og sagligt begrundet.

Ledelsen henviste videre til, at det var fast procedure i forbindelse med disse ansøgningssager ikke at modtage ansøgningen, før alle papirer var i orden.

Proceduren blev indført, fordi der ofte var mangler i forbindelse med en ansøgers første henvendelse.

Indklagede opkrævede ikke betaling, før alle relevante papirer var tilgået sagen, og det var undersøgt, om der kunne udstedes en autorisation.

Indklagede havde derfor ikke nægtet at modtage ansøgningen, men blot bedt klager om at fremskaffe fornøden dokumentation, inden sagen kunne tages under behandling.

Afgørelsen blev påklaget til Rigspolitiet den 30. december 2013.

Rigspolitiet gav ved afgørelse af 12. maj 2014 klager medhold i klagen, idet de fandt, at indklagede burde have modtaget klagers ansøgning om autorisation som dørmand.

Rigspolitiet anførte, at politiet til brug for en sags behandling kan være berettiget til at anmode om supplerende oplysninger ud over, hvad der fremgår af ansøgningsskemaet, herunder også om straffeattester fra udlandet.

Der skal imidlertid være en reel mulighed for at fremskaffe de pågældende oplysninger, ligesom vanskelighederne og tidsforbruget forbundet hermed skal være proportionalt med oplysningernes betydning for sagens behandling.

Rigspolitiet fandt, at indklagede ikke i den konkrete situation var berettiget til at anmode om en irakisk straffeattest, men skulle have truffet afgørelse på det foreliggende grundlag.

Indklagede har oplyst, at de den 14. juni 2014 modtog irakisk straffeattest fra klager.

Klager blev den 18. juni 2014 godkendt som dørmand, hvilket blev meddelt ham ved e-mail af samme dato.

Klager arbejder nu som dørmand.

Sagen er indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 16. januar 2014.

Sagsbehandlingen har været sat i bero på Rigspolitiets afgørelse, og blev genoptaget ved klagers brev modtaget den 27. maj 2014.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

Han ønsker en godtgørelse for dette.

Kravet om en irakisk straffeattest er relateret til klagers etniske oprindelse.

Klager havde ikke nogen straffeattest med sig fra Irak, og det var umuligt at fremskaffe en sådan.

Klager er blevet stillet overfor et krav, som hvide indfødte danskere ikke ville være blevet mødt med.

Han er således blevet udsat for et formelt krav om at fremskaffe to straffeattester - en fra Danmark og en fra Irak, hvilket stiller ham ringere end den person, der alene skal fremskaffe en dansk straffeattest.

Der er derfor tale om direkte ulovlig forskelsbehandling.

Hvis indklagede kan fremlægge dokumentation for, at indfødte danskere med længerevarende udenlandsophold har været udsat for en tilsvarende behandling, er spørgsmålet, om dette krav har været stillet konsekvent til alle, dvs. om alle minoritets- og majoritetsdanskere er blevet mødt med dette krav.

Hvis det ikke har været formålet at diskriminere, men der i udgangspunktet er tale om, at neutrale handlinger har en diskriminerende effekt, er der tale om indirekte forskelsbehandling.

Indklagede må på den baggrund godtgøre at kravet ikke er diskriminerende.

Det er i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at indklagede tilkendegav, at de fandt kravet relevant og sagligt begrundet.

Det må kræves, at det pågældende krav var nødvendigt.

Da klager den 18. juni 2014 har fået udstedt den pågældende autorisation uden en irakisk straffeattest, må det konstateres at kravet ikke var nødvendigt.

Der er derfor ikke behov for at uddybe, hvorfor kravet heller ikke var proportionalt.

Det er en skærpende omstændighed, at indklagede helt nægtede at modtage ansøgningen, og at de har oplyst, at det er fast procedure i forbindelse med disse ansøgningssager.

Også her var der tale om direkte forskelsbehandling, medmindre indklagede kan påvise, at også indfødte danskere, der har haft langvarigt ophold i udlandet har fået en tilsvarende dårlig behandling.

Det var kun, fordi klager krævede at få en afgørelse, som derefter kunne påklages til Rigspolitiet, at han nu har kunnet arbejde som dørmand siden juni 2014.

Indklagedes beskrevne praksis er deres egen forståelse af reglerne, og denne forståelse er nu blevet underkendt i den konkrete sag af Rigspolitiet.

Det fremgår af Rigspolitiets afgørelse, at indklagedes praksis ikke har været hensigtsmæssig og nødvendig.

En fast praksis om at kræve to straffeattester i alle sager, hvor ansøger har haft ophold i udlandet "af en vis varighed", vil betyde at eksempelvis alle flygtninge, der har opnået asyl og senere dansk indfødsret automatisk vil blive afkrævet en straffeattest fra hjemlandet.

Hermed har man effektivt udelukket hele gruppen fra at gøre sig håb om at komme til at opnå beskæftigelse inden for dette område, idet flygtninge per definition ikke kan rette henvendelse til deres hjemlands myndigheder, da det er dem, der har udsat dem for forfølgelse, eller der i øvrigt er tale om lande, der er brudt sammen administrativt m.v. Tilsvarende situation kan også opstå for indvandrere, der er blevet danske statsborgere.

Rigspolitiets afgørelse må forstås som en anerkendelse heraf, hvorfor der må anlægges en proportionalitetsvurdering i hvert enkelt tilfælde.

Danske statsborgere med anden etnisk oprindelse er generelt blevet stillet ringere end indfødte danske statsborgere.

Mens der i gruppen af danske statsborgere med flygtningebaggrund vil være tæt på 100 procent, der har haft et udenlandsk ophold af "en vis varighed", vil det samme kun omfatte ganske få procent af danske statsborgere født og opvokset i Danmark.

Indklagede bedes oplyse, hvor mange personer, der er født med dansk statsborgerskab, der er blevet stillet overfor dette krav i 2013 og hvor mange danske statsborgere med anden etnisk oprindelse der er blevet stillet over for kravet.

Hvis indklagede ikke kan eller vil fremskaffe bevis af den ovennævnte karakter, må det betyde, at indklagede ikke ønsker at løfte den del af bevisbyrden, som kunne tippe sagen til indklagedes fordel.

Klager ønsker i forbindelse med udmålingen af en godtgørelse, at Ligebehandlingsnævnet skal tage højde for den ydmygelse og krænkelse, det har medført, at klager blev bortvist af politiet uden at få ansøgningen taget under behandling.

Der er desuden tale om tab af arbejdsindtjening i perioden fra den første afvisning af at modtage klagers ansøgning i 2013 og frem til den 14. juni 2014.

Klager havde i 2013 tilbud om at komme i lønnet beskæftigelse, og han begyndte straks, han modtog autorisationen, at arbejde som vagt/dørmand.

Indklagede gør gældende, at de ikke har udsat klager for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

Indklagedes vurdering af, om en person er dømt for strafbare forhold, der indebærer en nærliggende fare for misbrug af hvervet, vil i de fleste tilfælde være baseret på udtræk fra Kriminalregisteret.

Hvis ansøger har været bosiddende i udlandet i perioder af en vis varighed, har indklagede imidlertid en fast praksis om, at ansøgeren skal dokumentere sin vandel i de perioder, hvor den pågældende har opholdt sig i udlandet.

Dette sker typisk ved, at den pågældende fremlægger en straffeattest fra det land, som vedkommende har opholdt sig i.

Det er særdeles væsentligt i forhold til en ansøgning om autorisation som dørmand, om en ansøger er dømt for strafbare forhold, der må antages at kunne have indflydelse på ansøgerens varetagelse af hvervet som dørmand, f.eks. tidligere domme for personfarlig kriminalitet, der ville gøre ansøgeren uegnet som dørmand.

Det har været indklagedes praksis at lægge vægt på, om en ansøger har været idømt ubetinget frihedsstraf inden for de seneste 10 år, betinget frihedsstraf inden for de seneste fem år eller bødestraf inden for de seneste tre år.

Indklagede har som hovedregel anmodet ansøgere om at fremskaffe en udenlandsk straffeattest i de tilfælde, hvor ansøger har opholdt sig et år eller mere i udlandet.

Såfremt den pågældende var flygtning eller af andre lignende grund ikke kunne skaffe en straffeattest fra sit hjemland eller andet opholdssted uden for Danmark, er der i hvert enkelt tilfælde foretaget en individuel vurdering af behovet for en udenlandsk straffeattest.

Denne praksis er blevet håndhævet overfor alle ansøgere uanset disses etniske herkomst.

Der er ikke blevet lagt vægt på den enkelte ansøgers race eller etniske oprindelse.

Det afgørende har været, om udlandsopholdet har haft en sådan længde, at det er blevet anset for relevant at kræve dokumentation for vandel også i forbindelse med dette.

På baggrund af længden af de ophold klager havde haft i Irak, blev det vurderet, at det var relevant at kræve dokumentation for klagers vandel også i forbindelse med disse ophold.

Det fremgår af en politirapport af 22. november 2013 vedrørende vandelskravet, at indklagede havde forståelse for ansøgerens situation, herunder den lange sagsbehandlingstid ved den irakiske ambassade, men der var ikke hjemmel til at dispensere for en undersøgelse af ansøgerens vandel, og på grund af udrejsens længde anbefalede indklagede ikke i det konkrete tilfælde at dispensere for krav om irakisk straffeattest.

Dette peger i retning af, at det i forbindelse med behandlingen af sagen blev overvejet, hvorvidt der efter en konkret vurdering kunne dispenseres fra det sædvanlige udgangspunkt om, at en udenlandsk straffeattest skulle indhentes.

Eftersom indklagede ved en fejl ikke ville modtage klagers ansøgning, før alle relevante oplysninger, herunder en udenlandsk straffeattest, forelå, har denne afvejning desværre ikke fundet udtryk i en afgørelse fra indklagede, ligesom det ikke fremgår af klagesagsafgørelsen af 6. december 2013.

Klager fremsendte i øvrigt ved brev af 11. juni 2014 en ren irakisk straffeattest til indklagede.

Indklagede har heller ikke i forhold til proceduren, hvorefter klager blev bedt om at fremskaffe fornøden dokumentation, inden sagen blev taget under behandling, lagt vægt på ansøgerens race eller etniske oprindelse.

Det afgørende var, at der blev konstateret mangler i forbindelse med ansøgerens henvendelse.

På baggrund af Rigspolitiets afgørelse af 12. maj 2014, beklager indklagede at have begået en fejl i forbindelse med klagers sag.

Der var imidlertid tale om en sagsbehandlingsfejl, som ikke har haft baggrund i eller relation til klagers race eller etniske oprindelse.

Indklagede har på baggrund af Rigspolitiets afgørelse af 12. maj 2014 ændret sin praksis om, at ansøger blev bedt om at fremskaffe fornøden dokumentation, inden en sag blev taget under behandling.

På baggrund af den tidligere praksis, kan der være sager i 2013, hvor ansøger, hvad enten denne er af etnisk dansk oprindelse eller ej, efter at være blevet anmodet om at fremskaffe en udenlandsk straffeattest ikke efterfølgende har indgivet en ansøgning om autorisation.

Sådanne sager vil ikke være oprettet i indklagedes sagsstyringssystem og vil heller ikke fremgå ved en manuel gennemgang af de registrerede sager.

I de sager, hvor ansøger ikke har kunnet skaffe en straffeattest fra sit hjemland eller andet opholdsland uden for Danmark, er der foretaget en individuel vurdering af behovet for denne straffeattest.

I de tilfælde hvor kravet er frafaldet, vil der typisk ikke være gjort notat herom i sagen.

Og disse sager vil heller ikke umiddelbart kunne identificeres ved en manuel gennemgang af de registrerede sager.

Da en manuel gennemgang af sagerne fra 2013 ikke nødvendigvis vil give et retvisende billede af antallet af tilfælde, hvor ansøger er blevet mødt med et krav om at fremskaffe en udenlandsk straffeattest, og da det samtidig vil være meget ressourcekrævende at foretage en sådan manuel gennemgang, har indklagede ikke fundet grundlag for at foretage en sådan.

Kravet om, at ansøgere i relevant omfang har skullet fremskaffe en udenlandsk straffeattest, har ikke været udtryk for forskelsbehandling, men alene for, at en straffeattest er den officielle dokumentation for, om en person er dømt for noget strafbart.

Det har derfor været udgangspunktet, at en sådan attest skulle foreligge, før man med nogen grad af sikkerhed har kunnet vurdere, om en ansøger opfyldte lovens vandelskrav.

Den omtalte praksis har derfor været objektivt begrundet i et sagligt formål, ligesom midlerne til at opfylde dette er hensigtsmæssige og nødvendige.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet træffer afgørelse om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse efter forskelsbehandlingsloven gælder i forholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere og ansøgere til ledige stillinger, ligesom den gælder enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed, og enhver, der anviser beskæftigelse.

Herudover gælder forbuddet mod forskelsbehandling enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv, og enhver, der træffer beslutning om medlemskab af og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation.

I lyset af bestemmelserne om anvendelsesområdet i det EU-direktiv, der ligger til grund for forskelsbehandlingsloven, finder nævnet, at en situation som den omhandlede er omfattet af forskelsbehandlingsloven.

Indklagede har oplyst, at de i forbindelse med ansøgning om dørmandsautorisation lægger vægt på, om en ansøger har været idømt ubetinget frihedsstraf inden for de seneste 10 år, betinget frihedsstraf inden for de seneste fem år eller bødestraf inden for de seneste tre år.

Oplysningerne om disse forhold indhentes fra Kriminalregisteret.

Indklagede har derudover som hovedregel anmodet ansøgere om at fremskaffe en udenlandsk straffeattest i de tilfælde, hvor ansøger har opholdt sig et år eller mere i udlandet.

Klager, der på ansøgningstidspunktet havde været udrejst fra Danmark i to længerevarende perioder på henholdsvis 4 år og ca. 7 måneder og 3 år og ca. 8 måneder inden for de forudgående 10 år, blev mødt med et krav om en irakisk straffeattest, da han søgte om en dørmandsautorisation, og hans ansøgningssag blev ikke påbegyndt, idet ikke alle relevante papirer forelå.

Ligebehandlingsnævnet finder, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.

Nævnet har lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at betvivle indklagedes oplysninger om, at den beskrevne praksis gjaldt for alle, der søgte om en dørmandsautorisation, og at klager derfor ikke er blevet stillet ringere end andre ansøgere på grund af sin etniske oprindelse.

Nævnet har også lagt vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at de personer af anden etnisk oprindelse end dansk, som ønsker at opnå en dørmandsautorisation, væsentligt oftere har været udrejst fra Danmark i længere perioder i de 10 år, der ligger forud for ansøgningen, end etniske danskere, som ønsker denne autorisation.

Det er derfor heller ikke sandsynliggjort, at der er tale om en praksis,som i højere grad rammer personer af anden etnisk oprindelse end dansk.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

Beskæftigelsesdirektivet

<2014-6810-04180>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 3 om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7a om delt bevisbyrde

-

Art.

3 om anvendelsesområde