Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - retlig interesse - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - retlig interesse - ej medhold
J.
nr. 7100159-13
Klagen omhandlede, hvorvidt det var i strid med ligestillingsloven, at Skat kalder deres Twitter-konto for "skattefar".
Da klager var mand, fandt nævnet, at han ikke havde nogen retlig interesse i forhold til spørgsmålet om forskelsbehandling af kvinder.
Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at Skat har en Twitterprofil med navnet "skattefar".
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.
Sagsfremstilling
Det fremgik af en mail, som en mandlig klager modtog fra Skat om ny forskudsopgørelse for 2013, at Skat kan følges på Twitter - @skattefar.
Parternes bemærkninger
Klager mener, at navnet "skattefar" er stærkt nedsættende og injurierende, og at det er udtryk for kvindeforagt.
Det er efter klagers opfattelse særligt graverende, når Skat benytter sig af sådan en heteronormativ terminologi, der fostrer gammeldags værdier med indskrænkende og stødende syn på kvinders finansielle anliggender.
Klager ønsker, at Skat skal ændre navnet på Twitterkontoen og giver en række forslag til neutrale navne.
Klager ønsker også at få en symbolsk godtgørelse.
Indklagede afviser at ændre navnet på Twitterkontoen.
Indklagede henviser til, at formålet med at kommunikere via "@skattefar" er at servicere og involverere brugerne.
Skat ønsker med navnet at signalere en imødekommende myndighed, der kommunikerer i øjenhøjde med borgere og virksomheder.
Indklagede henviser i øvrigt til, at Dansk Sprognævn har bekræftet, at begrebet "skattefar" er en uformel og spøgende måde at omtale skattemyndighederne på, og at der har været tale om et gængs ord siden slutningen af 1970´erne.
Sprognævnet har ikke kunnet bekræfte, at begrebet skulle være nedsættende eller diskriminerende.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter §§ 2, 2a og 2b i lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).
Ligestillingslovens formål er at modvirke direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Loven gælder blandt andet myndigheder og organisationer inden for den offentlige forvaltning.
Der klages over, at Skat udsætter kvinder for diskriminerende behandling ved at benytte betegnelsen "skattefar".
Ligebehandlingsnævnet vurderer, at klager ikke er klageberettiget i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt dette er i strid med ligestillingsloven.
Nævnet lægger herved vægt på, at klager som mand ikke har en retlig interesse i forhold til spørgsmålet om forskelsbehandling af kvinder.
Der er således ikke tale om, at Skats brug af begrebet "skattefar" medfører, at klager bliver udsat for forskelsbehandling på grund af sit køn.
Det følger af ligestillingslovens § 4, at offentlige myndigheder inden for deres område skal arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning.
Dette såkaldte mainstreamingsprincip fastslår, at alle offentlige myndigheder har ansvar for at fremme ligestilling i forhold til borgerne og det konkrete område, for eksempel ved udarbejdelse af vejledninger og formidling til borgere.
Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klager over lovens § 4.
Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligestillingsloven
<7100159-13>
-
§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
-
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
-
§ 1 om lovens formål
-
§ 1a, stk. 1, nr. 1, om lovens anvendelsesområde
-
§ 4 om offentlige myndigheders forpligtelser (kønsmainstreamingsprincippet)