Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00844
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00844
Tvistighedsnævnets kendelse omtalt korrekt
Amager Bladet omtalte i artiklen ”Lærling brugte firmabil til privatkørsel og vinder erstatning” , at en lærlings uddannelsesaftale var blevet ophævet uberettiget, selvom Tvistighedsnævnet blandt andet lagde til grund, at lærlingen havde benyttet firmabilen privat.
Kun arbejdsgiveren var hørt.
Ikke tilstrækkelig grund til kritik.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Efter § 64, stk. 5, i lovbekendtgørelse nr. 789 af 16. juni 2015 om erhvervsuddannelser er Tvistighedsnævnets møder offentlige, medmindre nævnet i den enkelte sag beslutter det modsatte.
Der foreligger ikke oplysninger om, at sagen, [Klager] mod [Malerfirma] v/[Person A], ikke er behandlet efter hovedreglen i § 64, stk. 5.
Pressenævnet lægger derfor ved vurderingen af god presseskik til grund, at sagen er behandlet i offentlighed.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information, jf. punkt A.
1.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.
3.
Endvidere bør retsreportage være objektiv.
På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes synspunkter, jf. punkt C.
3.
Af Tvistighedsnævnets kendelse af 26. maj 2015 i sagen, [Klager] mod [Malerfirma] v/[Person A], fremgår det, at to medlemmer af nævnet ikke fandt det godtgjort, at [Klager] anvendte firmabilen i sin fritid i september 2014, mens tre medlemmer lagde til grund, at [Klager] havde benyttet firmabilen privat.
Ét af de tre medlemmer mente imidlertid ikke, at dette forhold kunne danne grundlag for ophævelse af uddannelsesaftalen.
Da der blev afsagt kendelse efter stemmeflertallet (tre medlemmer mod to), var det således Tvistighedsnævnets afgørelse, at ophævelsen af uddannelsesaftalen var uberettiget, selvom tre af nævnets fem medlemmer fandt det godtgjort, at firmabilen var benyttet privat.
[Klager] blev tilkendt 30.000 kroner i godtgørelse.
Det blev således ved Tvistighedsnævnets kendelse lagt til grund, at [Klager] benyttede firmabilen privat.
Pressenævnet finder herefter, at Tvistighedsnævnets kendelse er korrekt gengivet i både overskriften ”Lærling brugte firmabil til privatkørsel og vinder erstatning” på artiklen i Amager Bladet og i artiklens tekst.
Pressenævnet lægger til grund, at Amager Bladet alene indhentede en kommentar til artiklen fra [Person A], mens [Klager] ikke blev kontaktet forud for artiklen.
Endvidere lægger nævnet til grund, at Amager Bladet efterfølgende tilbød [Klager] at stille op til et interview om sagen, således at han kunne kommentere på sagen.
Da artiklen nævner [Klager]s fulde navn og indeholder oplysninger om hans ansættelsesforhold samt giver hans tidligere arbejdsgiver lejlighed til at fremsætte kommentarer, finder nævnet, at det havde været rigtigst, at [Klager] havde fået mulighed for at fremsætte sine kommentarer til sagen i artiklen af 21. juli 2015.
Pressenævnet finder imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik, idet Amager Bladet som nævnt senere har givet [Klager] mulighed for at få offentliggjort sine kommentarer til sagen.
[Klager] har tillige klaget over, at der er ukorrekte oplysninger i artiklen om, hvorvidt der var tale om en betalt fridag, og om tidspunktet, hvor han modtog afskedigelsesbrevet, ligesom det ikke fremgår af artiklen, at [Person A] tilbageholdt hans feriepenge, gav for lidt i løn og var ubehøvlet i sin tone.
Efter Pressenævnets opfattelse kan disse oplysninger og forhold ikke anses for skadelige for [Klager], og da de endvidere ikke har betydning for omtalen af sagen ved Tvistighedsnævnet, kan dette heller ikke begrunde kritik af Amager Bladet.
Nævnet udtaler herefter ikke kritik af Amager Bladet.
[Klager] har klaget over artiklen ”Lærling brugte firmabil til privatkørsel og vinder erstatning” bragt den 21. juli 2015 i Amager Bladet og en identisk artikel under overskriften ”Lærling brugte firmabil på privatkørsel og får erstatning” på www.minby.dk/amagerbladet, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Tvistighedsnævnets kendelse
Forud for omtalen i Amager Bladet afsagde Tvistighedsnævnet den 26. maj 2015 kendelse i sagen, lærling [Klager] mod [Malerfirma] ved [Person A].
Af kendelsen fremgår det, at malerfirmaet havde ophævet [Klager]s uddannelsesaftale, og [Klager] havde derfor indbragt en sag mod malerfirmaet for Tvistighedsnævnet.
[Klager] havde gjort gældende, at ophævelsen af uddannelsesaftalen var uberettiget, og nedlagde påstand om en godtgørelse.
[Klager] fik medhold i Tvistighedsnævnet (flertalsafgørelse) og blev tilkendt en godtgørelse på 30.000 kr.
Af Tvistighedsnævnets afgørelse fremgår bl.a. følgende
”[…]
Sagsfremstilling
I et brev af 26. august 2014 blev der givet eleven to advarsler for henholdsvis at komme for sent og gå for tidligt.
Eleven, der havde firmabil til rådighed, havde fri fra arbejde fredag den 19. september 2014.
Denne dag havde parterne følgende sms-korrespondance
[…]
Uddannelsesaftalen blev ophævet ensidigt af virksomheden ved brev af 22. september 2014, hvoraf fremgår bl.a.
”På baggrund af gentagne mødeforsinkelser modtog du d. 26/8-2014 både 1. og 2. advarsel skriftligt.
Torsdag den 18/9-2014 efter arbejdstid vælger du at tage firmabilen, som er stillet til rådighed i arbejdstiden, og køre fra byggepladsen til dine forældre i Hårlev, uden at spørge om lov eller give besked.
Vi taler sammen igen mandag morgen d. 22/9-2014, hvor jeg spørger, om du var klar over, at firmabilen ikke var til privat anvendelse, hvortil du svarer ja og tilføjer at du ikke ville spørge, om du måtte låne bilen, da du var bange for, at få et nej.
Jeg betragter dette som, tyveri af bilen, da den burde stå i Rødovre som aftalt (på din nye hjemmeadresse).
[.
.
.
]
Jeg henviser til mødet d. 18/7-2014 kl.
14.00, hvor det bliver meldt ud, at firmabilerne kun er til firmamæssig og ikke privat anvendelse.
Kontrakten ophæves d.d. med øjeblikkelig virkning, da dette tyveri sammenholdt med de tidligere advarsler, ikke giver mulighed for at opretholde din ansættelse.
”
[.
.
.
]
Tvistighedsnævnets begrundelse og resultat
2 voterende udtaler
Efter bevisførelsen for Tvistighedsnævnet, herunder parternes sms-korrespondance og [Person A]s forklaring om indholdet af telefonsamtalerne med eleven sammenholdt med grundlaget for ophævelsen, der er beskrevet i ophævelsesskrivelsen og ikke er imødegået af eleven før mæglingsmødet, lægger vi til grund, at eleven i strid med indklagedes retningslinjer var kørt til Stevns i firmabilen.
Vi finder, at denne misligholdelse af uddannelsesaftalen er så grov, at den berettigede indklagede til at ophæve uddannelsesaftalen som sket.
Vi stemmer for at frifinde indklagede.
2 voterende udtaler
Vi finder det mod elevens benægtelse ikke med tilstrækkelighed godtgjort, at eleven torsdag den 18. september 2014 var kørt til Stevns i bilen og ikke havde brugt offentlig transport.
Vi har herved lagt vægt på, at det af parternes sms-korrespondance ikke fremgår, om bilen var i Rødovre eller på Stevns, samt at eleven under forligsmødet i sagen oplyste, at bilen stod på hans adresse i Rødovre.
Heroverfor findes det forhold, at klageskriftet, der er udarbejdet af en medarbejder i forbundet, som ikke deltog i forligsmødet, kan forstås som en anerkendelse af, at bilen var på Stevns, ikke at kunne føre til et andet resultat.
Ophævelsen af uddannelsesaftalen var derfor ikke berettiget, og vi stemmer herefter for at tage elevens krav om godtgørelse til følge.
1 voterende udtaler
Jeg lægger efter bevisførelsen til grund, at eleven den 18. september 2014 kørte til Stevns i firmabilen, og at han derved overtrådte virksomhedens regler vedrørende brug af firmabil, som han var bekendt med.
Jeg finder imidlertid, at en sådan enkeltstående overtrædelse af firmabils-reglerne ikke udgør så grov en misligholdelse, at den uden forudgående advarsel kan danne grundlag for en ophævelse af uddannelsesaftalen.
Det forhold, at der tidligere er afgivet advarsler i relation til mødetidspunkter, ændrer ikke herved.
Jeg stemmer med denne begrundelse for at tage elevens krav om godtgørelse til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at eleven får medhold i sin påstand.
”
Den påklagede artikel
Amager Bladet bragte den 21. juli 2015 artiklen ”Lærling brugte firmabil til privatkørsel og vinder erstatning” med en omtale af Tvistighedsnævnets kendelse.
Af underrubrikken fremgår følgende
”TVIST.
En malerlæring blev fyret, da han trodsede arbejdsgiverens påbud om, at han ikke måtte bruge firmabilen til privatkørsel.
Alligevel vandt lærlingen en nævnssag om erstatning på 30.000 kroner.
”
Af brødteksten fremgår følgende
”TÅRNBY: [Malerfirma] fra Tårnby er blevet dømt til at betale 30.000 kroner i erstatning til en malerlærling.
Og det ryster i den grad malermester [Person A], fordi han mener, at fyringen var berettiget.
Tvisten handler om, at lærlingen benyttede firmabilen til privatkørsel, hvilket er i strid med SKATs regler.
Sagen begynder 25. november 2013, hvor [Klager] bliver ansat som lærling.
Efter veloverstået prøvetid og skoleophold bliver [Klager] og firmaets øvrige ansatte indkaldt til et personalemøde i juli 2014, hvor det bl.a. bliver indskærpet, at firmabilen kun må anvendes i firmaets tjeneste og ikke til privatkørsel og kun til kørsel frem og tilbage mellem arbejde og bopæl.
Den 18. september 2014 har [Klager] en fridag, og han vælger – ifølge malermesteren – at tage firmabilen for at besøge sine forældre i Hårlev på Stevns.
Skriver sms til lærlingen¬ Dagen efter – 19. september – har [Klager] taget en betalt fridag.
[Person A] skriver en sms til [Klager] med besked om, at der kommer en mulig køber til bilen, og derfor beder om [Klager]s privatadresse, da bilen skal besigtiges.
Ifølge malermesteren har han ikke kendskab til privatadressen, da [Klager] netop har flyttet sin adresse.
Herefter er der sms-korrespondance mellem lærlingen og malermesteren, og til sidst foretager [Person A] et telefonopkald, hvor [Klager] bliver bedt om at køre bilen til firmaets adresse.
[Klager] dukker op klokken 18.00 og afleverer nøglerne til malermesterens kone.
Mandag morgen 22. juli har [Person A] og [Klager] en samtale, og kontrakten mellem parterne bliver ophævet med øjeblikkelig virkning.
Det får [Klager] til at anlægge sag mod malerfirmaet for at have ophævet uddannelsesaftalen før tid med krav om en erstatning på 30.000 kroner.
Tre ud af fem for erstatning¬ I Tvistighedsnævnet bliver der voteret i sagen.
To udtaler, at det er evident, at lærlingen har brugt firmabilen til privatkørsel ved at besøge forældrene i Hårlev, mens to andre udtaler, at det er der ikke bevis for.
Den femte og udslagsgivende votering lægger til grund, at [Klager] kørte til Hårlev i firmabilen, og at han dermed overtrådte virksomhedens regler, men vurderer, at en enkeltstående overtrædelse ikke udgør så grov en misligholdelse, at den uden forudgående advarsel kan danne grundlag for en ophævelse af uddannelsen.
Dermed faldt afgørelsen ud til [Klager]s fordel, og malermester [Person A] er dømt til at betale 30.000 kroner i erstatning.
[Person A] er uforstående over for afgørelsen.
Til Amager Bladet siger han
»Tvistighedsnævnet vurderer, at [Klager] har taget bilen firmabilen og benyttet den uden for arbejdstiden, men mener ikke, at det er nok til et fyringsgrundlag.
Men ifølge SKATs regler må firmabiler ikke benyttes uden for arbejdstiden eller til privatkørsel.
Det kan koste en kæmpe bøde både til personen og til firmaet.
Men nævnet godkender, at lærlingen har kørt i den og accepterer det, så det er i direkte strid med SKATs regler, og siger samtidig ok til, at alle lærlinge kan køre i firmabiler uden for arbejdstiden mindst én gang uden at det får konsekvenser.«
Minby.dk/amagerbladet bragte samme dag artiklen ”Lærling brugte firmabil til privatkørsel og får erstatning” , som er enslydende med printartiklen.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har blandt andet anført, at Amager Bladet har skrevet artiklen uden at tage kontakt til ham eller Malerforbundet, der repræsenterede ham i retten.
Flere ting i artiklen er gengivet forkert, herunder Tvistighedsnævnets syn på sagen.
I forhold til firmabilen blev der aldrig taget stilling til, hvorvidt han kørte i bilen privat.
Den egentlige årsag til, at [Klager] vandt sagen var, at malermester [Person A] forsøgte at give ham en ”double advarsel”, således at han kunne afskediges.
Det fremgår af artiklen, at han tog en betalt fridag.
Det er ikke sandt.
Ifølge [Klager] bad [Person A] ham holde fri for egen regning.
Det blev dokumenteret i retten ved SMS-samtalen.
SMS-samtalen påviste også, at firmabilen ikke blev brugt den pågældende dag.
Det fremgår videre af artiklen, at han mandag morgen blev afskediget med øjeblikkelig virkning, hvilket ikke er sandt.
Han arbejdede hele dagen, og da han var færdig med at arbejde, fik han overrakt en fyreseddel, som han nægtede at underskrive.
Det er [Klager]s opfattelse, at artiklen alene gengiver [Person A]s side af konflikten.
Herunder især ved gengivelsen af [Person A]s udtalelse: ”Tvistighedsnævnet vurderer, at [Klager] har taget firmabilen og benyttet den uden for arbejdstiden, men mener ikke, at det er nok til et fyringsgrundlag.
Men ifølge SKATs regler må firmabiler ikke benyttes uden for arbejdstiden eller til privatkørsel.
Det kan koste en kæmpebøde både til personen og til firmaet.
” Artiklen nævner intet om, at [Person A] tilbageholdt hans feriepenge i syv måneder, eller at [Person A] udbetalte for lidt løn i den tid, han var lærling, og at [Person A] var ubehøvlet.
2.2 Amager Bladets synspunkter
Amager Bladet har anført, at avisen udelukkende baserede artiklen på sagsfremstillingen og dommernes votering i sagen i Tvistighedsnævnet, hvor både den indklagede (malerfirmaet) og klagerens ([Klager]s) fremstilling af sagen er udførligt beskrevet.
Amager Bladet indhentede en kommentar fra malerfirmaet for at få en kommentar til den principielle afgørelse i forhold til SKATs regler om brug af firmabil til privatkørsel, idet SKATs regler på området står i skærende kontrast til afgørelsen i Tvistighedsnævnet.
Amager Bladet har efter artiklens offentliggørelse modtaget [Klager]s anmodning om at få lov til at kommentere på sagen og opfordrede ham ved e-mail af 13. august 2015 til at stille op til interview.
Interviewet blev ikke gennemført, da klager var på ferie og indklagede efterfølgende indbragte avisen for Pressenævnet.
Det fremgår af kendelsen fra Tvistighedsnævnet, at [Klager] mente, at han uberettiget var blevet opsagt på grund af privatkørsel i firmabilen.
To af fem dommere i Tvistighedsnævnet vurderede, at det ikke kunne dokumenteres, at firmabilen blev benyttet til privat kørsel.
Tre ud af fem dommere mente, at forholdet var dokumenteret, hvoraf én dommer ikke mente, at en enkelt overtrædelse kunne føre til opsigelse af ansættelsesforholdet.
På denne baggrund vurderede Amager Bladet, at der er dækning i rubrik, underrubrik og brødtekst for at skrive, at [Klager] blev afskediget for at benytte firmabilen til privatkørsel.
Artiklen beskriver desuden, at resultatet af [Klager]s klage til Tvistighedsnævnet blev, at han fik tilkendt en erstatning for uberettiget afskedigelse.
Artiklen beskriver således objektivt, at [Klager] fik medhold af nævnet på baggrund af både hans og den indklagede arbejdsgivers påstande i sagen.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Inger Bach, Lene Sarup og Marianne Druedahl.
Efter § 64, stk. 5, i lovbekendtgørelse nr. 789 af 16. juni 2015 om erhvervsuddannelser er Tvistighedsnævnets møder offentlige, medmindre nævnet i den enkelte sag beslutter det modsatte.
Der foreligger ikke oplysninger om, at sagen, [Klager] mod [Malerfirma] v/[Person A], ikke er behandlet efter hovedreglen i § 64, stk. 5.
Pressenævnet lægger derfor ved vurderingen af god presseskik til grund, at sagen er behandlet i offentlighed.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information, jf. punkt A.
1.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.
3.
Endvidere bør retsreportage være objektiv.
På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes synspunkter, jf. punkt C.
3.
Af Tvistighedsnævnets kendelse af 26. maj 2015 i sagen, [Klager] mod [Malerfirma] v/[Person A], fremgår det, at to medlemmer af nævnet ikke fandt det godtgjort, at [Klager] anvendte firmabilen i sin fritid i september 2014, mens tre medlemmer lagde til grund, at [Klager] havde benyttet firmabilen privat.
Ét af de tre medlemmer mente imidlertid ikke, at dette forhold kunne danne grundlag for ophævelse af uddannelsesaftalen.
Da der blev afsagt kendelse efter stemmeflertallet (tre medlemmer mod to), var det således Tvistighedsnævnets afgørelse, at ophævelsen af uddannelsesaftalen var uberettiget, selvom tre af nævnets fem medlemmer fandt det godtgjort, at firmabilen var benyttet privat.
[Klager] blev tilkendt 30.000 kroner i godtgørelse.
Det blev således ved Tvistighedsnævnets kendelse lagt til grund, at [Klager] benyttede firmabilen privat.
Pressenævnet finder herefter, at Tvistighedsnævnets kendelse er korrekt gengivet i både overskriften ”Lærling brugte firmabil til privatkørsel og vinder erstatning” på artiklen i Amager Bladet og i artiklens tekst.
Pressenævnet lægger til grund, at Amager Bladet alene indhentede en kommentar til artiklen fra [Person A], mens [Klager] ikke blev kontaktet forud for artiklen.
Endvidere lægger nævnet til grund, at Amager Bladet efterfølgende tilbød [Klager] at stille op til et interview om sagen, således at han kunne kommentere på sagen.
Da artiklen nævner [Klager]s fulde navn og indeholder oplysninger om hans ansættelsesforhold samt giver hans tidligere arbejdsgiver lejlighed til at fremsætte kommentarer, finder nævnet, at det havde været rigtigst, at [Klager] havde fået mulighed for at fremsætte sine kommentarer til sagen i artiklen af 21. juli 2015.
Pressenævnet finder imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik, idet Amager Bladet som nævnt senere har givet [Klager] mulighed for at få offentliggjort sine kommentarer til sagen.
[Klager] har tillige klaget over, at der er ukorrekte oplysninger i artiklen om, hvorvidt der var tale om en betalt fridag, og om tidspunktet, hvor han modtog afskedigelsesbrevet, ligesom det ikke fremgår af artiklen, at [Person A] tilbageholdt hans feriepenge, gav for lidt i løn og var ubehøvlet i sin tone.
Efter Pressenævnets opfattelse kan disse oplysninger og forhold ikke anses for skadelige for [Klager], og da de endvidere ikke har betydning for omtalen af sagen ved Tvistighedsnævnet, kan dette heller ikke begrunde kritik af Amager Bladet.
Nævnet udtaler herefter ikke kritik af Amager Bladet.
Afgjort den 27. oktober 2015