Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00827 (W20151094225) | DK

KEN#LOKDOK23 2015 10942 Valid

Art. 1 Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00827 Open official source

Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00827

KEN#LOKDOK23 2015 10942 Valid

Alvorlig kritik af Radio24syv Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00827 Open official source

Alvorlig kritik af Radio24syv

I radioudsendelser om ”Den Brændende Mand” beskrev Radio24syv et selvmord foran Brøndby Rådhus.

Radio24syv anførte blandt andet, at ansatte ved kommunen kunne have forhindret selvmordet, og at der var en sammenhæng mellem kommunens sagsbehandling og selvmordet.

Nævnet har udtalt alvorlig kritik af radiostationen for at videregive de grove og udokumenterede beskyldninger.

Herudover er der kritik for at offentliggøre lange passager fra telefonsamtaler, der ikke kunne anses for at være citat.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse

Retlig interesse – selvmord

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.

Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet.

I tilfælde, hvor den berørte person var død, da omtalen blev offentliggjort, kan en klage efter nævnets praksis under visse omstændigheder indgives af nære pårørende, herunder ægtefælle, forældre, børn, børnebørn og søskende.

Klagen angår blandt andet Radio24syvs omtale af et selvmord, og Brøndby Kommune har klaget over omtalen bl.a. under henvisning til hensynet til afdødes mindreårige børn.

Da Brøndby Kommune ikke er omfattet af den kreds af nære pårørende, der efter nævnets praksis kan klage over omtale af den afdødes selvmord, og da kommunen ikke har dokumenteret at være klageberettiget på vegne af børnene eller andre nære pårørende, afvises klagen vedrørende omtalen af selvmordet af hensyn til afdødes børn.

Det bemærkes i den forbindelse også, at afdødes samlever har medvirket i radioudsendelserne og har udtalt sig om selvmordet.

Klagen behandles herefter alene i relation til den del af radioudsendelserne, der vedrører Brøndby Kommunes sagsbehandling og offentliggørelsen af telefonsamtalerne mellem Radio24syv og henholdsvis borgmesteren og kommunaldirektøren i Brøndby Kommune.

God presseskik – telefonsamtaler

Det er Pressenævnets opfattelse, at en optager i dag må anses for et almindeligt journalistisk arbejdsredskab, og en person, som taler med en journalist, må være forberedt på, at samtalen lydoptages.

Det er videre nævnets opfattelse, at offentlige myndigheder, herunder kommunale forvaltningsmyndigheder, i højere grad end privatpersoner må acceptere at være genstand for medieomtale.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at i de tilfælde, hvor skrevne medier efter en telefonsamtale kunne have bragt en udtalelse som citat, kan elektroniske medier også bringe et uddrag af optagelsen som lyd.

På baggrund af radiooptagelserne lægger Pressenævnet til grund, at radioværterne fra Radio24syv ved samtalerne med kommunaldirektøren og borgmesteren i Brøndby Kommune præsenterede sig og oplyste, at de ringede fra Radio24syv.

Borgmesteren og kommunaldirektøren var således bekendt med, at de talte med journalister, da de deltog i samtalerne.

Under hensyn til det meget betydelige omfang af de offentliggjorte telefonsamtaler, samtalernes karakter af research og under hensyn til, at kommunaldirektøren og borgmesteren klart afviser at deltage i interviews, finder Pressenævnet ikke, at situationen kan sidestilles med de tilfælde, hvor der er tale om et citat.

Nævnet udtaler derfor kritik af Radio24syv for at offentliggøre optagelserne.

God presseskik – Kommunens sagsbehandling

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt information, og at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed, når disse udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.

1 og A.

2.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.

3.

I udsendelsen rettes der – på baggrund af beskyldninger fra to øjenvidner (hvoraf det ene er anonymt) og afdødes samlever – kritik af, at ansatte ved kommunen skulle have undladt at gribe ind i forbindelse med selvmordet, ligesom der rettes kritik mod kommunens sagsbehandling i Børne- og Ungeforvaltningen.

Radio24syv anfører bl.a., at ansatte ved kommunen kunne have forhindret selvmordet, og at der skulle være en sammenhæng mellem selvmordet og afdødes frygt for, at kommunen ville fjerne hans børn, og at kommunen truer med fjernelse af børn på et uretmæssigt grundlag.

Disse oplysninger er alvorlige beskyldninger, der kan være skadelige for kommunens og de ansattes omdømme.

Selv om Radio24syv gav kommunens borgmester og kommunaldirektør lejlighed til at kommentere oplysningerne i de telefonsamtaler, der blev offentliggjort, finder Pressenævnet, at Radio24syv ikke har haft et tilstrækkeligt grundlag for at offentliggøre de nævnte oplysninger, som ikke er nærmere dokumenteret.

Hertil kommer, at borgmesteren og kommunaldirektøren som følge af reglerne om tavshedspligt må anses for at have været afskåret fra at kommentere Radio24syvs oplysninger om konkrete forhold i forbindelse med selvmordet og om eventuelle overvejelser om tvangsfjernelse af afdødes børn, hvilket Radio24syv var bekendt med.

På den baggrund og navnlig under hensyn til beskyldningernes alvor udtaler Pressenævnet alvorlig kritik af Radio24syv for uden tilstrækkeligt grundlag at have offentliggjort de nævnte beskyldninger.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges den ansvarshavende redaktør af Radio24syv at offentliggøre følgende i en radioudsendelse.

Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest og på et tidspunkt tæt på samme tidspunkt som de kritiserede udsendelser og bringes i følgende udformning

”Speak: Radio24syv har fået alvorlig kritik af Pressenævnet for en række radioudsendelser.

I udsendelsesrækken ”Den Brændende mand” omtalte vi tilbage i juni og juli en mands selvmord foran Brøndby Rådhus.

På baggrund af forklaringer fra to øjenvidner og afdødes samlever rettede vi i udsendelsesrækken en kritik af, at de ansatte ved Brøndby Kommune ikke greb ind i forbindelse med selvmordet.

Udsendelserne byggede blandt andet også på langvarige telefonsamtaler med borgmesteren og kommunaldirektøren.

Samtalerne blev offentliggjort, da kommunen afviste at deltage i egentlige interviews.

Vi anførte bl.a. i udsendelserne, at ansatte ved kommunen kunne have forhindret selvmordet, og at der skulle være en sammenhæng mellem selvmordet og afdødes frygt for, at kommunen ville fjerne hans børn.

I udsendelserne blev kommunen også generelt beskyldt for at true med at fjerne børn på et uretmæssigt grundlag.

Selv om kommunens borgmester og kommunaldirektør fik forelagt oplysningerne, finder Pressenævnet, at vi ikke havde et tilstrækkeligt grundlag for at offentliggøre de grove beskyldninger mod kommunen.

Borgmesteren og kommunaldirektøren kunne som følge af reglerne om tavshedspligt ikke kommentere konkrete forhold i forbindelse med selvmordet og om eventuelle overvejelser om tvangsfjernelse af afdødes børn.

Da vi hverken har dokumenteret, at de ansatte kunne have forhindret selvmordet eller, at selvmordet skyldes kommunens sagsbehandling, udtaler Pressenævnet derfor alvorlig kritik af Radio24syv for at offentliggøre beskyldningerne.

Derudover har Pressenævnet kritiseret, at vi offentliggjorde store dele af optagelserne fra telefonsamtalerne med borgmesteren og kommunaldirektøren, selvom de klart afviste at ville deltage i interviews.

Det kan være i orden at offentliggøre lydoptagelser som citater uden nærmere aftale, men i dette tilfælde var der ikke tale om kortere lydklip som citater, men lange passager af samtalerne.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk”

På hjemmesiden radio24syv.

dk offentliggøres følgende i den løbende nyhedsstrøm og til omtalen af programmerne, hvis de fortsat er tilgængelige på hjemmesiden

”[Rubrik]

Pressenævnet kritiserer Radio24syv

[Underrubrik]

Nævnet har udtalt alvorlig kritik af udsendelsesrækken ”Den Brændende Mand”, hvor der blev fremsat udokumenterede beskyldninger mod Brøndby Kommune.

[Tekst]

I udsendelsesrækken ”Den Brændende mand” omtalte Radio24syv tilbage i juni og juli en mands selvmord foran Brøndby Rådhus.

På baggrund af forklaringer fra to øjenvidner og afdødes samlever rettede Radio24syv i udsendelsesrækken en kritik af, at de ansatte ved Brøndby Kommune ikke greb ind i forbindelse med selvmordet.

Udsendelserne byggede blandt andet også på langvarige telefonsamtaler med borgmesteren og kommunaldirektøren.

Samtalerne blev offentliggjort, da kommunen afviste at deltage i egentlige interviews.

Radio24syv anførte bl.a. i udsendelserne, at ansatte ved kommunen kunne have forhindret selvmordet, og at der skulle være en sammenhæng mellem selvmordet og afdødes frygt for, at kommunen ville fjerne hans børn.

I udsendelserne blev kommunen også generelt beskyldt for at true med at fjerne børn på et uretmæssigt grundlag.

Selv om kommunens borgmester og kommunaldirektør fik forelagt oplysningerne, finder Pressenævnet, at Radio24syv ikke havde et tilstrækkeligt grundlag for at offentliggøre de grove beskyldninger mod kommunen.

Borgmesteren og kommunaldirektøren kunne som følge af reglerne om tavshedspligt ikke kommentere konkrete forhold i forbindelse med selvmordet og om eventuelle overvejelser om tvangsfjernelse af afdødes børn.

Da Radio24syv hverken har dokumenteret, at de ansatte kunne have forhindret selvmordet eller, at selvmordet skyldes kommunens sagsbehandling, udtaler Pressenævnet derfor alvorlig kritik af Radio24syv for at offentliggøre beskyldningerne.

Derudover har Pressenævnet kritiseret, at Radio24syv offentliggjorde store dele af optagelserne fra telefonsamtalerne med borgmesteren og kommunaldirektøren, selvom de klart afviste at ville deltage i interviews.

Det kan være i orden at offentliggøre lydoptagelser som citater uden nærmere aftale, men i dette tilfælde var der ikke tale om kortere lydklip som citater, men lange passager af samtalerne.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk”.

KEN#LOKDOK23 2015 10942 Valid

Kommunaldirektøren har på vegne af Brøndby Kommune klaget over radiodokumentaren ”Den Brændende Mand” , bestående af 25 udsendelser, som blev bragt i Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00827 Open official source

Kommunaldirektøren har på vegne af Brøndby Kommune klaget over radiodokumentaren ”Den Brændende Mand” , bestående af 25 udsendelser, som blev bragt i Radio24syv i perioden fra den 29. juni – 31. juli 2015, idet kommunen mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af de 25 udsendelser er der klaget over udsendelse 1, 2, 7, 8, 24 og 25.

1 Sagsfremstilling

Radio24syv bragte den 29. juni 2015 den første af i alt 25 udsendelser af radiodokumentaren ”Den Brændende Mand” .

Udsendelsesrækken tager udgangspunkt i en mands selvmord ved Brøndby Rådhus i april 2014.

Af første udsendelse fremgår blandt andet følgende

”[Dramatisk underlægningsmusik under introen]

Speak : Den første april 2014 kl.

10:38 står en mand i flammer på parkeringspladsen foran Brøndby Rådhus.

”Mandligt vidne: Og så sagde det puf, og så var han helt omspændt af flammer.

Speak : Han har sat ild til sig selv.

Dagen efter skrev pressen, at manden var 40 år gammel, og at han havde fået en besked af Socialforvaltningen, som fik ham til at overhælde sig selv med brændbar væske.

Mere fik vi ikke at vide, og historien forsvandt lige så hurtigt, som den var dukket op.

Måske fordi det skete på april-narrens dag.

Men hvem var den brændende mand, og hvorfor begik han selvmord?

Hvad lavede han de sidste 24 timer, inden han døde?

Hvor kom han fra?

Hvem var hans familie og hvem var hans venner?

[Programvært 1], programvært 1: Jeg synes på en eller anden måde, at det er dobbelt tragisk, at han blev afvist ved Kvikskranken.

[Programvært 2], programvært 2 : Ja, han nåede ikke engang at komme ind.

Speak : Gennem 25 udsendelser vil dokumentaristerne [Programvært 1] og [Programvært 2] minutiøst gennemtrevle mandens livshistorie.

Hvordan var hans liv, og hvad var det for en besked, han fik, der fik ham til at sætte ild til sig selv foran Brøndby Rådhus.

Den Brændende Mand, et portræt i 25 dele, afsnit 1.

[…]

[Minut 2:13]

Programvært 2 : Hallo, det er [Programvært 2].

[Borgmesteren], borgmester : Ja, dav, det er [Borgmesteren] fra Brøndby.

Jeg er blevet bedt om at ringe til dig.

Programvært 2 : Ja, tusind tak skal du have, [Borgmesteren].

Jeg hedder [Programvært 2], og jeg er journalist på Radio24syv.

Vi er ved at gå i gang med en række programmer for at komme nærmere, hvem manden, der satte ild til sig selv nede foran jeres rådhus den 1. april sidste år, var.

[…]

[Minut 3:32]

Programvært 2 : Ja, og så tænkte vi, at det var mest nærliggende at tale med dig, som jo er borgmester.

Borgmesteren : Ja, du.

Det må jeg desværre ikke, for jeg må jo ikke give nogen personoplysninger.

Programvært 2 : Du må ikke give nogen personoplysninger?

Borgmesteren : Nej.

Det, man må ikke give nogen som helst private personoplysninger.

Så det kan jeg ikke medvirke til.

[…]

[Minut 4:42]

Programvært 2 : Okay, hvordan kan det være, man ikke må det?

Borgmesteren : Ja, at kan man sige, man må beskytte privatlivets fred.

Det er jo ikke altid særligt hensigtsmæssigt, og i det her tilfælde synes jeg nok, det kunne være det, men det betyder nok, at folk kan udsende de mærkeligste historier i avisen, men vi må jo ikke rette dem.

[…]

Programvært 2 : Nej, men hvem er det, der har fortalt dig, at du ikke må videregive oplysningerne?

Borgmesteren : Det er ikke, det jo en generel bestemmelse, hvad altså ja.

Offentlige myndigheder må ikke videregive private eller personlige oplysninger, hverken til pressen eller til andre.

Altså sommetider, f.eks. når en datter henvender sig og vil have at vide, hvorfor vi behandler moren forkert, altså i hjemmeplejen og sådan noget, det kan vi godt fortælle dem, men de skal have en fuldmægtig, en fuldmagt fra din mor.

Så sådan er det.

[…]

[Minut 6:54]

Programvært 2 : Så sådan er det.

Var du på arbejdet den dag?

Borgmesteren : Ja, det var jeg.

Programvært 2 : Okay, så du det?

Borgmesteren : Nej, jeg så det ikke.

Programvært 2 : Nej, okay, for det var der jo en masse af dine kollegaer, der gjorde, der så ham.

Borgmesteren : Ja, det var der.

Programvært 2 : For vi kan læse i avisen, at det var mellem 30 og 40 medarbejdere, der blev sendt af sted.

Borgmesteren : Jamen, det var et stort antal.

De havde jo ikke alle sammen set det, men så var de jo så tæt på nogle kollegaer, som havde set det, og så blev de jo påvirket af kollegaernes sorg og forfærdelse, og det vi gjorde, det var jo, at behøver jo ikke undersøge hver enkelt, vi sagde jo;

kom nu her.

Alle de der er ramt og været tæt på.

Nu tager vi af sted, og vi har også haft psykologhjælp på her i huset.

Vi tilkaldte en tidligere medarbejder i kommunen, som er psykolog, som tog fat i det allerede den samme dag og har haft nogle opfølgende møder med dem.

Så vi har gjort, hvad vi kunne, og medarbejderne siger, at det har været en god proces.

Programvært 2 : Okay, og det var altså en medarbejder i Socialforvaltningen, som den 40-årige mand talte med og fik en besked af.

Borgmesteren : Det får han i alt fald ude i vores forhal.

Programvært 2 : Og det var ikke inde på et kontor til et møde?

Borgmesteren : Nej, det var det ikke, men der var ikke nogen skrankesagsbehandling, som der jo er.

Det man kalder Kvikskranker.

Programvært 2 : Så det var ved sådan en kvikskranke, at han havde fået en besked, som han har reageret på?

Borgmesteren : Ja, det må jeg formode, ja.

[…]

[Minut 28:50]

Programvært 2 : Okay, og var han en borger, der havde boet i kommunen i mange år?

Var det en, du kendte?

Borgmesteren : Nej, jeg kendte ham ikke.

Og jeg ved faktisk ikke, hvor længe, han havde boet i kommunen?

Og jeg er heller ikke engang sikker på, selv så lidt er jeg ikke engang sikker på, at jeg må udtale mig om, men jeg kendte ham altså ikke.

[…]

Programvært 2 : Okay, okay.

Ja, men vi er jo interesseret i at finde ud af, om det her, det var en sag, der, eller en hændelse, der skete, fordi det var en form for protest fra hans side, eller det var et menneske, som var psykisk ustabil og ude af balance, og det er jo afgørende for, når vi prøver at tage fat i nogen pårørende og går til dem på en ordentlig måde, sådan så vi ikke kommer til at træde dem over tæerne.

Har du nogen fornemmelse af, om det var det ene eller det andet, der var tale om?

Borgmesteren : Ej, jeg synes jo nok, de er jo meget tæt forbundet det der.

Det, jeg er ikke rigtig, jeg har ikke rigtig nogen teori, alle går og spekulerer over det, men jeg har ikke noget grundlag for at have en teori.

[…]

[Minut 43:45]

Programvært 2 ringer til borgmesteren og præsenterer sig for borgmesteren.

Samtalen fortsætter: Du må ikke give nogen personoplysninger?

[Der skiftes nu til egentligt telefoninterview.

]

Programvært 2 : Men har du nogen bud eller tips om, hvor vi kunne gå hen og få nogen oplysninger?

Borgmesteren : Nej, det har jeg ikke.

Det har jeg faktisk ikke.

Det må jeg jo heller ikke fortælle.

Programvært 2 : Nej, det er jeg godt klar over.

Jeg tænker om der er nogen pårørende som.

Borgmesteren : Ja, vi er som, ikke mig personligt, men der er selvfølgelig nogen medarbejdere her som, mindst én medarbejder, som har talt med ham og så selvfølgelig spurgt, om der er noget, vi kunne hjælpe med.

Det er det eneste, jeg kan sige altså.

Programvært 2 : Okay altså, så der er en familie, man kan tale med?

Borgmesteren : Ja, der kom jeg til at afsløre noget.

Programvært 2 : Ja, det gjorde du.

Men det må vi jo prøve at finde ud af.

Jeg vil sige tusinde tak for din tid, og jeg håber I er kommet jer over det, og.

Borgmesteren : Ja, sker det en gang til, så kan det være, der bliver rippet op i noget.

[Der tales lidt i munden på hinanden]

Programvært 2 : Var det kun den ene dag, at medarbejderen var i krise?

Borgmesteren : Nej.

Programvært 2 : Var det et længere forløb?

Borgmesteren : Ja, altså vi har haft, som sagt, vores psykolog, som kom jævnligt, og det er ikke forfærdelig længe siden, at vi havde et møde med nogen af medarbejderne, sådan ligesom et opfølgende møde, og vist nok sådan afsluttende, så det er noget, vi har taget ganske alvorligt.

”

Borgmesteren fortsætter med at svare på spørgsmål om, hvordan han selv havde det den dag og om vejret på dagen.

Samtalen fortsætter

” Programvært 2 : Hvordan fandt du ud af, det var sket?

Borgmesteren : Hmm, hvordan?

Der kom en medarbejder, og fortalte mig det, og så gik jeg selvfølgelige straks derned jo, men man var da ikke altså, så talte vi selvfølgelig, vi talte jo om sagen.

Programvært 2 : Og den medarbejder, som var i Socialforvaltningen, som gav den mand den besked, er vedkommende stadig på Rådhuset hos jer?

Borgmesteren : Det tror jeg altså, men jeg har ikke undersøgt det.

Jeg ved altså ikke, hvem det var, altså.

Det har ikke for så vidt været relevant for mig at få navnet.

Det, der var relevant, var jo, der blev taget hånd om dem.

Programvært 2 : Ja, i den grad, for jeg tænker, at det var en begivenhed som er en del af ens historie fra ens arbejdsliv.

Borgmesteren : Der er – formentlig vil den medarbejder aldrig glemme det.

Programvært 2 : Nej, eller de andre, der var der.

[…] Tusinde tak skal du have.

[…] Du kommer nok til at se os på en eller anden måde, for vi kommer til Brøndby og kommer til at snakke med en masse mennesker her i den kommende tid, men det var meget fint at få lov til at tale med dig og allerede et kvarter efter vi har ringet op, så tak for det.

Ha’ en god dag.

Borgmesteren : Velbekomme, ha en god dag.

Programvært 2 : Ja, tak for det.

Hej.

[…]”

Radiodokumentarens anden udsendelse omhandler et telefoninterview med en journalist, som har skrevet et kritisk indlæg om sagen på hjemmesiden ”Den Fri” (”Den Fri” er ifølge dem selv et digitalt medie med nyheder, analyse, satire og kritik).

I den forbindelse omtales Brøndby Kommunes håndtering af sagen.

Af radiodokumentarens syvende udsendelse sendt den 7. juli 2015 fremgår blandt andet følgende

”[Minut: 31:31]

[…]

Programvært 1: Goddag [Borgmesteren].

Det er [Programvært 1] fra Radio24syv.

Borgmesteren: Okay, ja.

Programvært 1: Ja, hej.

Du har talt med [Programvært 2] tidligere, min kollega.

Borgmesteren: Nå, har jeg det?

Programvært 1: Jah, det er ved at være nogle uger siden, hvor vi talte om, at vi jo er ved at lave nogen udsendelser om [Afdøde], som satte ild til sig selv der foran Brøndby Rådhus sidste år.

Borgmesteren: Nåh ja, ja.

Programvært 1: Og det jo, og der på det tidspunkt sagde du jo til [Programvært 2], at du jo naturligvis havde tavshedspligt og ikke kunne sige noget om den sag, og det ærgrede dig egentlig også lidt, fordi så kan man jo rigtig gå og brygge historier.

Borgmesteren: Ja, det er da det, man kan.

[…]”

Programmet fortsætter med, at programværten fortæller borgmesteren, at de har været i kontakt med afdødes samlever, som gerne vil hjælpe Radio24syv med at søge aktindsigt.

Telefonsamtalen fortsætter

” Programvært 1: […] fordi så kan vi jo lige pludselig godt tale om det, hvis vi får den aktindsigt.

Borgmesteren: Det er jeg ikke sikker på altså.

Så kommer jeg lige til at tale med mine jurister, for en ting er jo, at han kan være, hun kan jo godt få aktindsigt, og så vil hun formentlig aflevere de akter til jer.

Programvært 1: Okay.

Borgmesteren: Men det betyder jo ikke nødvendigvis, at det giver os lov til at udtale os.

[…]

[Minut 38:34]

Programvært 1: Og hvem er det, som bestemmer det i sidste ende.

Er det kommunaldirektøren, eller hvordan foregår det?

Borgmesteren: Ja, altså, næh, det er jo borgmesteren, der bestemmer det, men jeg skal jo have rådgivning.

Programvært 1: Ja, det er da klart.

Borgmesteren: Og det er jo vores chefjurist, jeg går til jo og beder om at få belyst det.

Programvært 1: Ja, vi vil jo også gerne tale med den socialrådgiver, som talte med [Afdøde], den dag, det skete.

Borgmesteren: Det tvivler jeg, at det kan lade sig gøre, men altså det må vi undersøge.

Programvært 1: Ja, hvad får dig til at tvivle på det?

Borgmesteren: Jeg tror faktisk ikke, den socialrådgiver må udtale sig.

Programvært 1: Du tror ikke, at.

Borgmesteren: Én ting er, hvad der står i akterne, men når man begynder at snakke der, så vil man gerne have nogen vurderinger og så videre, og så videre ikke, og der tror jeg faktisk, hendes mund er lukket.

Programvært 1: Okay.

Borgmesteren: Det er jo ikke sikkert, hun er rigtig indstillet på at sige noget.

Jeg ved ikke engang, om det er en hun eller han.

Programvært 1: Du ved ikke, om det er en mand eller en kvinde?

Jeg tror nok, at det er en kvinde, for jeg har talt med et øjenvidne, som sad ved et bord overfor.

Borgmesteren: Ja, men det vil jeg også tro.

Det er de fleste af vores medarbejdere.

Programvært 1: Ja, men [afdødes samlever] vil meget gerne mødes med dig.

Hun har nogle forskellige spørgsmål til [Afdøde]s sag.

[…]

Borgmesteren: Ja, så er det jo, at jeg begynder at tvivle igen.

Men altså, det må vi jo finde ud af det der.

Jeg skal bare sikre mig, at jeg ikke gør noget, som jeg bagefter kan få ballade for i Statsforvaltningen.

Programvært 1: Det er da klart, og hvad kunne den ballade gå på?

Borgmesteren: Jamen altså, hvis jeg har været for åbenmundet, så vil Statsforvaltningen give mig en kraftig påtale.

Programvært 1: Okay.

[…]

[Minut 43:45]

Programvært 1: Men man kan jo sige, at sagen er så alvorlig, så det i vores allesammens interesse på en eller anden måde at få belyst, hvad der er sket, og hvordan det er gået så galt, som det gik og sørge for, det ikke sker igen, ikke?

Har I egentlig lavet en eller anden form for, hvad skal vi sige, intern undersøgelse af det her.

Borgmesteren: Ja, der har selvfølgelig været, altså først og fremmest er vi jo vores psykologiske bistand til de medarbejdere, der er påvirket af sagen, og så har man selvfølgelig internt diskuteret, men jo, man kan jo ikke sige så meget.

Altså, det er begrænset, hvad man kan gøre.

Ja, hvordan forebygger man sådan, at folk begår selvmord.

Det er jo meget svært jo.

Programvært 1: Jeg tænker på, om I har lavet en undersøgelse af sådan forløbet op til, altså hele sagsbehandlingen og sådan nogen ting.

Om der måske kunne være fejl fra kommunen side eller.

Borgmesteren: Det har man garanteret drøftet internt.

Programvært 1: Ja, men der er ikke sådan formaliseret lavet en egentlig undersøgelse af det?

Borgmesteren: Nej, det er der ikke.

Det har vi ikke fundet anledning til.

Programvært 1: Nej.

Men det er sådan lidt det, vi er i gang med, kan man sige.

At undersøge hvordan det kunne komme så vidt, som det gjorde, og det er jo, det kan der være mange grunde til.

Det behøver ikke at være Brøndby.

Det behøver ikke at betyde, at Brøndby Kommune har begået en fejl overhovedet.

Borgmesteren: Det behøver det ikke betyde.

Programvært 1: Det behøver det slet ikke at betyde.

Borgmesteren: Det tror jeg da heller ikke.

Der er jo mange mennesker, der begår selvmord, uden at pressen interesser sig for det altså.

Så her er det bare fordi, det skete på den der iøjefaldende måde.

[…]

Programvært 1: Så lad os sige, vi ringes ved igen, når du også lige har clearet der med jura, hvordan det ser ud.

[…]”

Af radiodokumentarens ottende udsendelse sendt den 8. juli 2015 fremgår blandt andet følgende

”[Programvært 1 præsenterer sig, da kommunaldirektøren ringer tilbage.

Samtalen fortsætter:]

Programvært 1: Ja, nu skal du høre.

Vi er ved at lave en række udsendelser til Radio24syv om den mand, der satte ild til sig selv foran Brøndby Rådhus her for et år siden, den 1. april 2014, og i den forbindelse, der har vi jo rigtig meget brug for jeres samarbejde.

Vi er i gang med ligesom at prøve at finde ud af, hvad det egentlig var, der gik forud for det, der skete og også hvordan sagen, hvordan der er blevet fulgt op på den fra Brøndby Kommunes side her.

Også hvordan sagen er blevet håndteret helt konkret i de minutter, hvor det skete.

[Kommunaldirektøren], kommunaldirektør: Ja.

Programvært 1: Så vi har brug for at få lavet nogen interviews, f.eks. vil vi rigtig gerne interviewe dig.

Kommunaldirektøren: Jamen, det kan I ikke komme til.

Programvært 1: Hvorfor ikke det?

Kommunaldirektøren: Fordi vi vil ikke medvirke til det der, for vi.

Det er jo en social sag.

Vi må ikke udtale os om den.

Vi vil gerne, men vi må ikke.

Fordi det er loven.

Det er tavshedsbelagt den slags oplysninger.

Det er en privat sag.

Folk skal jo kunne komme her på vores socialkontor eller andre steder i kommunen uden, at de skal have, at dem, der sidder og arbejder i kommunen, de bagefter skal gå ud i pressen og fortælle om det.

Det ville jo være en køn ting, hvis det kunne foregå.

[Minut 07:07]

[…]

Programvært 1: Det er en privat sag, men det er jo også en offentlig sag.

En sag, de har offentlighedens interesse, må man sige, når der er et menneske i Danmark, der sætter ild til sig selv foran et rådhus.

Så vil det jo.

Kommunaldirektøren: Der er mange, ved du hvad.

Der er mange mennesker i Danmark, der begår selvmord hvert år.

Det er trist, og det er forfærdeligt, men det er jo flere hundrede hvert år.

Det bliver ikke offentlige sager af den grund.

Programvært 1: Vi har kontakt med [Afdøde]s kone.

Altså den mand der døde sidste års kone, og hun vil meget gerne have aktindsigt.

Så hun som nærmeste pårørende gerne vil have om, vil have den her sag ud i offentligheden og gerne vil have os til at undersøge den her sag.

Det må da være ligesom det, der afgør den hurdle.

Kommunaldirektøren: Nej, det er det ikke.

Altså, nu ved jeg ikke, hvad hun har ret til aktindsigt i.

Altså, der er jo regler i offentlighedsloven om, hvad man kan få, men hendes egne ting, det, der vedrører hende selv, det kan hun jo selvfølgelig til hver en tid får aktindsigt i, og det må hun da også gerne gå og fortælle om til Gud og hver mand om hendes egne forhold.

Jeg er faktisk lidt i tvivl, om hun må gå og fortælle om mandens forhold, det er jo et andet individ.

Men har hun ret til at gå og fortælle om det, det ved jeg ikke.

Det bliver hendes eget ansvar, og ja, jeg lukker det ud af munden på hende ja, jeg må stå op til det, hvis I på den måde overtræder de regler, der gælder.

[…]

[Minut 10:59]

Programvært 1: Noget af det, jeg er nysgerrig på, det er, at jeg har nogen øjenvidneberetninger nede fra rådhuset fra den dag, det skete, og der er en mand især, som undrer sig over, den måde, det blev håndteret på.

Altså, at [Afdøde] blev sendt, blev ligesom vist uden for.

Han overhældte sig selv med benzin inde på jobcentret og blev så vist udenfor, uden at nogen gik med ham.

Kommunaldirektøren: Vist uden for?

Programvært 1: Ja, så vidt jeg forstår, fulgt ud.

Kommunaldirektøren: Ja, han brænder der henne i hjørnet.

Kom lige herhen.

Det kan vi ikke have.

Vi må bede dig om at gå udenfor.

Programvært 1: Nej, nej, du misforstår mig.

Han havde ikke sat ild til sig selv endnu.

Han havde, det var netop det, der undrede borgeren.

Han havde overhældt sig med benzin inde på jobcentret, og så ville den her borger gerne have haft, at nogen måske havde over, havde talt ham fra forehavendet eller eventuelt havde holdt ham tilbage.

I stedet for så bliver han ligesom gelejdet udenfor, og døren bliver lukket bag ham.

Og så står han ude på parkeringspladsen og har problemer med at tænde lighteren.

Kommunaldirektøren: Jeg har aldrig hørt det der.

Jeg har hørt, det hele gik lynhurtigt.

Inden nogen rigtig når at opfatte noget, der var det sket.

Den historie, som ligesom lægger an til, at der er nogen, der ikke har gjort det, de skulle.

Nu må vi have synderne frem.

Den kommer du ikke nogen vegne med.

Fordi, hvad jeg har hørt om det her.

Jeg overværede det ikke.

Det var, at det gik lynhurtigt.

[…]

[Minut 14:43]

Kommunaldirektøren: Alt det kan jeg jo ikke kommentere.

Jeg kan kun sige, at det jeg har fået at vide af alle dem, der var dernede, som jeg har snakket med, det var, at det gik lynhurtigt.

Og inden man faktisk havde nået at opfatte, hvad der foregik, så var hele det der sceneri i gang.

Og at Politiet og Falck som tilfældigvis var her meget hurtigt sagde, at vi havde grebet det rigtig godt og professionelt an og havde taget hånd og om både personale, altså kolleger, og taget hånd om de andre borgere, der var der, og ja, tilfældigvis var vi også meget hurtige til at slukke manden, fordi vores beredskabschef tilfældigvis var der med sin bil.

Det var meget professionelt gjort, og det du nu begynder og.

Det har jeg har aldrig hørt før.

Det synes jeg, arh, det ved jeg ikke, jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det.

Det er jo, sådan kan man altid, men det er, det står den person formentlig helt alene med, det synspunkt, som bliver rullet op her.

Programvært 1: Nej altså, hans kone har samme undring, [afdødes samlever].

[…]

[Minut 17:31]

Programvært 1: Men så fortæller jeg dig, at jeg har hørt noget, der undrer mig.

Og det er bare det der med døren.

Kommunaldirektøren: Det må du stille op med, hvad du vil.

Programvært 1: Kan du ikke hjælpe mig lidt med den undren?

Kommunaldirektøren: Nej, det kan jeg ikke, altså jo, jeg kan hjælpe dig til at komme ud af din vildfarelse.

Jeg kan hjælpe dig med at sige: Alle, der har beskæftiget sig med denne her sag, er naturligvis dybt rystet over det, der skete.

Der er ingen danskere, der sådan er parat til at sætte ind i forhold til en, der sætter ild til sig selv.

Det er jo ikke sådan så ligesom så almindeligt i Danmark, som jeg så siger, så det, at der pludselig er en, der begynder med en sådan utænkelig handling, og som går meget hurtigt, det er.

Jeg ved ikke, hvem der skulle sådan have inviteret til, at nu sætter vi os ned og taler om det om tingene, og kan du ikke lige holde op med det, sådan var det slet ikke.

Det gik bare lynhurtigt.

Programvært 1: Men jeg har talt med [Person C], som arbejder med meget udsatte, aktivitetsparate borgere på et jobcenter i Nordvest-kvarteret, og hun siger jo, at i sådan en situation.

Selvfølgelig er det en fuldstændig ekstrem situation men, det er jo netop det, man skal være rustet til på et jobcenter.

At man skal jo være klar til sådan noget.

Kommunaldirektøren: Nej, jeg kan høre, din tilgang til det her, er fuldstændig negativ.

Programvært 1: Det er den ikke, det er den ikke, [Kommunaldirektøren].

Kommunaldirektøren: Vi er hamrende rustet, og vi tager os godt af de folk, som vi har med at gøre, og vi er så dedikeret til vores arbejde, de mennesker, der sidder med det arbejde, og de klarede den her situation ekstremt godt.

Det var en ekstrem situation, som ingen kunne forvente, og det er en tragisk sag, og ingen af os ved, hvorfor det skete, for der var ikke noget i den kontakt, vi havde med manden på rådhuset, der indikerede, at det her skulle ske.

[…]

[Minut 21:00]

[Programværten står ude foran Brøndby Rådhus og får øjenkontakt med en ansat, der står ved Kvikskranken.

Den ansatte kommer ud til programværten:]

Programvært 1 : Hej.

Jeg kommer fra Radio24syv.

Vi er ved at lave nogle udsendelser om den mand, der satte ild til sig selv og døde her sidste år.

Ansat i Brøndby Kommune : Ja.

Jeg skal bede dig om at ringe og snakke med [Kommunaldirektøren] eller [Person B] [afdelingsleder i Brøndby Jobcenter].

[…]

Programvært 1 : [Kommunaldirektøren].

Ja, ham har jeg talt med.

Ham har jeg talt med.

Ja, okay.

Du må ikke fortælle mig noget som helst?

Ansat i Brøndby Kommune : Jeg må ikke fortælle dig noget.

Desværre.

[…]

[Minut 25:15]

Kommunaldirektøren: Og medarbejderne er jo selvfølgelig frit stillet, men jeg tror nu nok, at der er nogen af dem, der føler sig stærkt berørte over at have overværet det, og jeg tror ikke, de har lyst til interview, men det må de selv om.

Hvis de lader sig interviewe, så må de ikke udtale sig om den her sag.

Programvært 1: Hvorfor er der ikke blevet iværksat en intern udredning af det her forløb?

Kommunaldirektøren: Jamen, den er helt klar, denne her sag.

Der er ikke brug for nogen yderligere udredning.

Vi har undersøgt, hvad der er sket.

Vi har vendt hver sten.

Vi har talt med medarbejderne, og vi ved, hvad der skete, og.

Programvært 1: Men er det dokumenteret det der med, at I har vendt hver sten og sådan noget.

Jeg ser det som min opgave at undersøge fra borgernes side, som repræsentant for borgerne, er det blevet gjort det, der skulle gøres i de minutter.

Kommunaldirektøren: Hvad er det, du efterlyser?

Programvært 1: Jamen, jeg undrer mig over, jeg efterlyser din officielle kommentar på hvordan, hvad skete der i de minutter, eller jeres udredning af, hvad skete der i de minutter, efter han hælder benzin over sig, til han står ude på parkeringspladsen med en lighter.

Og det synes jeg er i offentlighedens interesse.

Det har ikke noget at gøre med, at jeg.

Kommunaldirektøren: Altså, han hældte en væske over sig.

Ingen vidste, hvad det var.

Så tog han en lighter frem og satte ild til sig, og nogen fik ham på en eller anden måde ud af døren, så han ikke skulle skade alle de mennesker, der stod derinde.

Programvært 1: Men jeg forstod, at han først.

For det første, så lugter benzin jo rigtig meget.

For det andet, så forstår jeg, at han først tog lighteren frem udenfor.

Og det gør jo bare en forskel.

Og jeg har fuld respekt for, at dine medarbejdere er dybt traumatiseret af det her.

Det er slet ikke der, vi er.

Det er jeg er fuldkommen klar over, at det har været forfærdeligt for alle, der var i nærheden af det her.

Kommunaldirektøren: Og fordi du ikke kan finde ud af et eller andet, vi har gjort forkert, fordi det har borgeren.

Programvært 1: Ja, egentlig ikke, men jeg vil gerne.

Kommunaldirektøren: Jo, det du fisker efter, det er jo det, historien er bygget på, at der var ikke nogen, der sprang op og fik gjort et eller andet, inden det var for sent.

Men det var der ingen, der gjorde, fordi det gik så lynende stærkt derinde.

Inden de fleste opfattede, hvad der virkelig skete derinde.

At der var ild i manden, og parkeringspladsen altså, du spørger.

Den ligger lige udenfor, altså når man træder ud af døren, så er man på parkeringspladsen.

Programvært 1: Så er jeg blevet fejlinformeret.

Kommunaldirektøren: Og du havde en eller anden, du sagde, der var langt til parkeringspladsen.

Programvært 1: Jo, det har jeg fået at vide, at der var.

Og der var noget ombygning i gang på det tidspunkt, som gjorde, at man må en omvej ud.

Det er, at man…

Kommunaldirektøren: Man skulle bare ud af en sidedør.

Programvært 1: Det er [Afdøde]s kone, der siger det her.

Og en anden en, jeg har talt med, som er kommet som klient på jobcentret, beskriver det som en 100 meter lang gang.

Kommunaldirektøren: En 100 meter lang gang?

Hvor fanden er den henne på det her rådhus?

Programvært 1: Ja, men det er jo derfor, jeg gerne vil, det er derfor, jeg synes, det er relevant, at tale med.

[…]

Programvært 1: […] Men jeg synes, at den her sag fortjener opmærksomhed, fordi at det var ikke alene et tragisk selvmord.

Det var også en ret markant handling i forhold til en offentlig myndighed.

Han begik jo ikke selvmord i stilhed derhjemme.

Han valgte jo at gøre det, sådan som han gjorde det, og det er jo et signal, han har sendt.

Kommunaldirektøren: Ja, men ved du hvad, ved du noget om selvmord?

Så skal jeg fortælle dig noget.

Der er mange, der begår selvmord, der vælger at gøre det i myldretiden på en S-togsstation.

Det er meget almindeligt, og det gør de, fordi at der er mange mennesker til stede, der kan se det her ske, og det er ubehageligt for de mennesker, men det er der altså en meget stor del, der af dem der begår selvmord, der vælger det.

Eller også vælger de at springe ud fra et højt hus midt på et torv, hvor der er masser af mennesker.

Det er et eller andet, og det kan du sikkert få at vide af en psykolog.

Hvad er det, der driver mennesker, og hvorfor er det, at nogen af dem, der begår selvmord, der gør det, hvor så mange mennesker så muligt bliver involveret i det.

Men det er der altså, nogen der gør.

Og det har ham her også gjort.

[…]

[Minut 32:44]

Programvært 1: Så altså det korte af det lange er sådan set, at jeg ringede med nogen bestemte spørgsmål til dig omkring noget, jeg har fået at vide af det øjenvidne, jeg beskriver for dig.

En bestemt, han beskriver sagen på en måde, og den kan du faktisk ikke bekræfte.

Kommunaldirektøren: Nej.

Jeg kan heller ikke afkræfte den, for jeg vil bare ikke udtale mig.

Programvært 1: Men det har du jo gjort alligevel, kan man sige.

[…]

Programvært 1: Han [kilden] valgte at være anonym.

Kommunaldirektøren: Men det er for hans egen, ja, og valgte at være anonym.

Ja, Vorherre bevares siger jeg bare.

Men vi har snakket med selvfølgelig, for vi har skullet tage os af de mennesker, der har her, altså de borgere, der var her til stede, og dem er der blevet talt med, og der er blevet talt med personalet, og der er ikke noget af det, der tyder på, at det det, som du har fået at vide.

Det har jeg ikke hørt før, tværtimod.

Jeg er stolt af, at de klarede det godt.

[…]

[Minut 38:08]

Programvært 1: Ja, så hvad er din.

Hvad tænker du, hvis det er rigtigt, det jeg fortæller?

Kommunaldirektøren: Det tænker jeg overhovedet ikke noget om.

Jeg er ligeglad med det, du har fået at vide af en anonym mand.

Det er fuldstændig ligegyldigt.

Programvært 1: Et øjenvidne, som sad lige overfor.

Kommunaldirektøren: Jamen, hvis du siger, det er en anonym.

Programvært 1: Vi har to.

Vi har faktisk et andet vidne, en kollega, der interviewede en anden mand, som i øvrigt ikke er anonym, hvis det er det, der gør forskellen for dig.

Vi har naturligvis oplysninger på begge.

[…]

Programvært 1: [Kommunaldirektøren], den ene er anonym.

Den anden er ikke.

Kommunaldirektøren: Nej, men jeg kan jo ikke bruge det til noget.

Du må jo gøre med det, hvad du vil.

Vi vil ikke have med det at gøre.

Jeg synes, det noget snavs.

Programvært 1: Jeg vil synes, det er rigtig rart, hvis I ville stille op og fortælle, at.

Kommunaldirektøren: Men det vil vi ikke.

[…]

[Minut 43:32]

Kommunaldirektøren: Og du kan ikke komme på Rådhuset og sige, jeg har talt med [Kommunaldirektøren], og derfor vil jeg gerne interviewe dig, så mine medarbejdere får en opfattelse af, at det er noget, vi har aftalt.

Det vil jeg ikke have.

Programvært 1: Nej, det er jeg godt klar over.

Har du noget imod, at jeg stiller mig op på parkeringspladsen og taler med de mennesker, der går ind og ud af jobcentret.

Det kan du vel ikke forhindre mig i.

Kommunaldirektøren: Jamen, jeg har jo noget imod det.

Det har jeg, men jeg kan jo ikke forhindre det.

Jeg synes, det er utidigt og helt utroligt, hvis du gør det.

Men jeg kan ikke forhindre det.

[…]

Kommunaldirektøren: Vi må jo ikke.

Kan du slet ikke forstå det?

Vi må jo ikke.

Programvært 1: Du må jo rigtig hjertens gerne naturligvis udtale dig generelt om jeres håndtering af sådan nogle krisesituationer for eksempel.

Du må jo meget gerne fortælle om, hvordan jeres jobcenter fungerer.

Du må rigtig gerne fortælle om, hvordan er det en udfordring at være offentligt ansat og møde borgere i det daglige for eksempel.

Kommunaldirektøren: Jamen, umiddelbart hænger det bare ikke sammen med den her sag.

Vi er den eneste kommune, der ikke ordentligt kan, alle kommuner kan udtale sig om de der generelle ting.

Vi er den eneste, der ikke kan, fordi det vil blive set i lyset af, taget til indtægt for denne sag, uanset hvad vi siger.

Det kan du også godt selv regne ud.

Programvært 1: Men du risikerer jo bare også, den reaktion, I vil få, er jo også, at har de noget at skjule, hvorfor vil de ikke?

I er jo om nogen dem, der vil kunne hjælpe med at få klarlagt: Nej, det er fuldstændig forkert, det, som det der øjenvidne siger.

[…]”

Af radiodokumentarens udsendelse nr. 24 sendt den 30. juli 2015 fremgår blandt andet følgende

”[Minut 31:29]

[ Da fagchefen for Børne- og Ungeforvaltningen er på ferie, ringes der op til kommunaldirektøren ]

Programvært 2: Så nu må jeg jo så spørge dig [kommunaldirektøren] om de ting, jeg egentlig gerne ville have talt med [fagchefen] om.

Jeg er klar over, du vil jo ikke kommentere direkte på [Afdøde].

Kommunaldirektøren: Det er ikke noget, jeg ikke vil.

Jeg må ikke.

Programvært 2: Nej.

Kommunaldirektøren: Har I ikke forstået det?

Programvært 2: Jo, det har vi nemlig forstået.

Kommunaldirektøren: I bliver ved med at fremstille det, som om vi er uvillige.

Vi må sgu ikke.

Det er ulovligt.

Det er ikke muligt.

Programvært 2: Godt.

Jeg har nogle mere generelle spørgsmål, som går på en kritik af fagchefen for børneforvaltningen.

Kommunaldirektøren: Selvfølgelig er det kritik, du kommer med.

Hvad skulle det ellers være.

Programvært 2: Ja, det er det.

Vi har talt med en del borgere, som siger, at de gentagne er blevet udsat for trusler om anbringelse af børn.

Kommunaldirektøren: Du ved slet ikke, hvad det er for et felt, du er i gang med.

Det er så konfliktfyldt.

At fjerne børn er så konfliktfyldt, og det er børnene, der er i klemme.

Du har rodet dig ind i noget, du ved slet ikke, hvad du har gang i.

Programvært 2: Vi har flere interviews med borgere i Brøndby, der.

Kommunaldirektøren: Selvfølgelig har I det.

I kan finde masser af interviews i kommuner, når det drejer sig om at fjerne børn.

Det er så konfliktfyldte sager.

Selvfølgelig kan I det.

Programvært 2: Men der er flere af vores kilder, som siger, at det er en udbredt praksis at true med fjernelse af børn på et uretmæssigt grundlag i Børne- og Ungeforvaltningen.

Kommunaldirektøren: Ja, ja, ja, ja, selvfølgelig siger de det, de forældre.

De forældre, vi fjerner børn fra, er forældre, der er på hælene af den ene eller anden grund.

Det er jo ikke mennesker, der har overskud.

Så ville vi jo ikke fjerne børnene fra dem.

Kan du ikke forstå det?

[…]

[Minut 38:17]

Programvært 2: Så hvad gør du, når du modtager klager over Børne- og Ungeforvaltningen?

Kommunaldirektøren: Jeg undersøger da selvfølgelig, jeg undersøger da selvfølgelig, hvad der er op og ned, og det viser sig altid, at det vi gør, det er det, vi skal gøre, hvis vi skal prøve at tage hånd om børnene.

Programvært 2: Fordi jeg har talt med en hel del borgere i Brøndby Kommune, som mener, at der foregår uregelmæssigheder, uretfærdigheder og også ulovligheder i Brøndby Kommunes børneforvaltning, og det er under fagchefen.

Kommunaldirektøren: Ja, ja, med den indgang du har til det her, der kan du snakke med enhver kommune, og så kan du få de der svar der.

Selvfølgelig kan du det.

Det er der ikke noget specielt i.

Programvært 2: Så når du får så mange klager over den samme.

Kommunaldirektøren: Jeg får ikke mange klager, jeg får dem ikke.

Programvært 2: Du får dem ikke?

Kommunaldirektøren: Det er nogen, du fremprovokerer ved din fremfærd, men ellers, de kommer ikke ellers.

Men alle sager er selvfølgelig konfliktfyldte, når det handler om at fjerne børn.

Hvad havde du forestillet der?

Programvært 2: Så du reagerer, når du får klager over børneforvaltningen.

Kommunaldirektøren: Selvfølgelig gør jeg det.

Det gør jeg da på alle sager i hele kommunen.

Det er ikke specielt børneforvaltningen.

Får vi klager ind, får jeg klager, så undersøger jeg dem.

Og det er ligegyldigt, om det er den ene, den anden eller den tredje type sager.

Programvært 2: Ja, men nu er det konkret børnesager, vi er interesseret i, fordi at det viser sig, at [Afdøde] var bange for at få fjernet sine børn og efter alt at dømme også var blevet truet med, at hans børn ville blive taget fra ham, hvis han ikke havde et sted at bo.

Det var hans oplevelse.

Kommunaldirektøren: Ja, du aner ikke, hvad du har gang i.

Du aner ikke, hvad du har gang i.

Der er tre børn i den familie.

Det ældste barn er otte år, og så de andre piger seks eller sådan noget lignende.

De skal nu lide under, at I begynder og lave 25 udsendelser af en times varighed, hvor deres families problemer bliver endevendt.

Tror du, det er sjovt for det barn i skolen at blive konfronteret med det.

Har I tænkt på det?

Nej, det har I ikke, fordi det interesserer jer ikke.

Du interesserer dig for dig selv og din egen fremtid, og du kan lave en smart udsendelse.

Men det er luderjournalistik, det I laver, og det skader så mange mennesker, og det skader de børn, som er i klemme i denne her sag.

Programvært 2: Jeg interesserer mig for, at det ser ud som, at der foregår nogle ting i børneforvaltningen i Brøndby Kommune som ikke burde foregå.

Kommunaldirektøren: Det er det rene og skære sludder.

Og det der, det kunne du få frem i enhver kommune, for de sager, de er så konfliktfyldte, og det er børnene, der er i klemme, og vi bliver nødt til at tage vare på børnene.

Og det er klart, at de forældre, som ikke kan magte den opgave, de synes, at det er forkert.

Det, de er i stand til at sige alt muligt og også deres familier.

[…]

[Minut 46:40]

[ Der klippes direkte til telefoninterviewet med [Kommunaldirektøren] ]

Kommunaldirektøren: Sludder og vrøvl og finder vi fejl, hvis vi finder fejl, både i den ene og den anden og den tredje typer sager, så retter vi dem.

Men i de sager, du.

Programvært 2: Har du undersøgt, om der var fejl i [Afdøde]s sag?

Kommunaldirektøren: Jeg har ikke underretning om, at der skulle være fejl lige i den sag.

Programvært 2: Okay.

Nu beder vi jo aktindsigt gennem [Afdøde]s samlever.

Kommunaldirektøren: Ja, og det får I ikke i hans sag, for det kan hun ikke give.

De var jo ikke gift, hun har jo ikke ret til det, men det kan I jo høre Ankestyrelsen, om I så kunne få, for nu giver hun jo aktindsigt i sin egen sag, og det må hun jo gerne, og det får I jo også.

Men hun får ikke i hans, for det må vi ikke.

Det er ulovligt.

Programvært 2: Så du har modtaget vores ansøgning?

Kommunaldirektøren: Det har jeg, og vi er også lige ved at finde tingene frem.

Programvært 2: Okay.

Det lyder godt.

På hendes sag, men ikke på hans så.

Kommunaldirektøren: Nej.

Programvært 2: Så hvis der er en børnesag, så ville den også fremgå af hendes sag selvfølgelig.

Kommunaldirektøren: Det ved jeg ikke, det er muligt.

Jeg har ikke kigget i dem.

Jeg har bedt om at få dem op.

[…]”

Radiodokumentarens udsendelse nr. 25 omhandler afdødes samlevers beretning om hændelsen samt et interview med et byrådsmedlem, [Person A] fra Brøndby Kommune, der udtaler sig kritisk om kommunens sagsbehandling i forhold til skriftlighedskrav, herunder telefonnotater.

Byrådsmedlemmet udtaler blandt andet også

”[Minut 6:15]

Programvært 1 : Altså, hvordan har du det, når du hører det her med tvangsfjernelse.

Bliver du overrasket over, at [Afdøde] har følt sig truet i Brøndby Kommune med, at man ville fjerne hans børn, hvis han ikke havde en bolig?

Bliver du overrasket over det?

Byrådsmedlem : Jeg har ikke hørt på bolig før, men jeg bliver ikke overrasket over truslen om tvangsfjernelse af børn, for den har vi hørt fra flere borgere.

[…]”

2 Parternes synspunkter

2.1 Brøndby Kommunes synspunkter

Selvmord og kommunens sagsbehandling

Brøndby Kommune har blandt andet anført, at punkt B.

2 vedrørende selvmord i de vejledende regler for god presseskik er overtrådt, idet omtalen af selvmordet ikke kan begrundes med, at netop dette selvmord har almen interesse.

Selvmordet var voldsomt, og der forekommer mellem 600 og 700 selvmord i Danmark om året, en del af disse foregår meget voldsomt og foran mange mennesker.

Der er intet i dette selvmord, der peger i retning af et politisk motiv eller en kritik af samfundet.

Alt tyder på, at der er tale om en helt ”privat” familietragedie, og det er ikke korrekt, at familien lige var sat ud af sin lejlighed.

Der ikke taget hensyn til de tre børn, der nu skal leve med, at mange af deres kammerater har hørt detaljer om faderens selvmord.

Det gør i den forbindelse ingen forskel, at nogle af de nærmeste pårørende ifølge Radio24syv er indforstået med udsendelserne.

Brøndby Kommune har videre anført, at radioudsendelserne er fyldt med gisninger om motivet for selvmordet samt udokumenterede påstande som f.eks., at manden blev afvist ved Kvikskranken, hvilket ikke var tilfældet, og at kommunens afgørelse betød, at han handlede som han gjorde, hvilken ingen ved noget om.

Telefonsamtaler/skjulte optagelser

Brøndby Kommune har ligeledes anført, at det er i strid med god presseskik, at Radio24syv stort set bragte hele telefonsamtalen med henholdsvis borgmesteren og kommunaldirektøren, til trods for, at de ikke var bekendt med, at samtalerne blev optaget.

Allerede tidligt i samtalerne blev det gjort klart over for journalisten, at hverken borgmesteren eller kommunaldirektøren ønskede at deltage i radioudsendelserne.

I den forbindelse burde journalisten have oplyst, at samtalerne blev optaget og ville blive udsendt i radioen, hvis Radio24syv fandt det hensigtsmæssigt.

Dette skete ikke, hvorfor hverken borgmesteren eller kommunaldirektøren fik mulighed for at slutte samtalen.

Fremgangsmåden virker lusket.

Dertil kommer, at udsendelse nr. 8, der varer i en time, er bygget op om samtalen med kommunaldirektøren.

Ligesom telefonsamtalen med borgmesteren ser ud til at være udsendt stort set i sin helhed.

En så massiv brug burde ikke have fundet sted, når kommunen ikke ønskede at medvirke i udsendelserne.

Det er usandt, når Radio24syv påstår, at borgmesteren eller kommunaldirektøren skulle have modsat sig, at personalet lod sig interviewe eller medvirke i øvrigt.

Så længe tavshedspligten blev overholdt, kunne de ansatte selv bestemme, om de ville lade sig interviewe.

Ønsket om ikke at ville medvirke i udsendelserne er dels, at udsendelserne anses for uetiske, dels har kommunen pligt til at beskytte borgerne, herunder især de tre børn, der mistede deres far.

Desuden skal de af kommunens medarbejdere beskyttes, som oplever Radio24syvs adfærd som ubehagelig.

2.2 Radio24syvs synspunkter

Selvmord og kommunens sagsbehandling

Radio24syv har anført, at det ikke i sig selv er i modstrid med god presseskik at omtale og undersøge selvmord.

Det må være konteksten og måden, hvorpå selvmord omtales, der er afgørende.

Baggrunden for serien var et ønske om at undersøge, hvad der lå bag et så voldsomt og offentlig udført selvmord.

Radio24syv har haft kontakt til familie og pårørende, både samlever og andre familiemedlemmer.

Alle er fuldt oplyst om programseriens formål og indhold.

Alle medvirker frivilligt, og ingen har haft indsigelser mod programserien.

Det har været Radio24syvs absolutte forudsætning for at gennemføre projektet, at udsendelserne kun blev bragt med familiens accept.

Telefonsamtaler/skjulte optagelser

Radio24syv har foretaget i alt otte telefonsamtaler med henholdsvis borgmesteren og kommunaldirektøren.

De er alle optaget.

Ved samtlige henvendelser har Radio24syvs tilrettelæggere tydeligt tilkendegivet, at de ringede fra Radio24syv og de har præsenteret sig med navn.

På baggrund af en tidligere kendelse fra Pressenævnet, afvises det, at det er lusket eller i strid med god presseskik at samtalerne er båndet.

Der henvises til Pressenævnets kendelse af 1. oktober 2003 i sag nr. 2003-6-0075.

På trods af gentagne forespørgsler ønskede hverken borgmesteren eller kommunaldirektøren at medvirke i programserien.

Ligesom de ikke ønskede, at andre ansatte i Brøndby Kommune medvirkede i serien.

Beslutningen om at bringe uddrag af de pågældende interviews var ikke truffet på forhånd, og der er således ikke tale om ”skjulte optagelser" i traditionel forstand, hvor det handler om at dokumentere eller afsløre hændelser eller synspunkter.

Da Brøndby Kommune besluttede, at ingen skulle medvirke i serien, og heller ikke ønskede at bidrage med nogen form for oplysninger i sagen, valgte Radio24syv at bringe uddrag af de interviews, der var foretaget med borgmesteren og kommunaldirektøren.

Det er relevant for lytterne at få et indtryk af de overvejelser, der ligger til grund for, at hverken borgmesteren eller kommunaldirektøren ønsker at medvirke, og hvorfor de modsatte sig, at sagen blev behandlet.

I udsendelse 8 fremgår det desuden af et kort interview med en ansat i kommunen, at vedkommende ikke måtte udtale sig, men skal henvise til kommunaldirektøren eller en anden overordnet i kommunen.

Dette står i kontrast til det, kommunaldirektøren udtaler.

Det fastholdes, at der er tale om uddrag af samtalerne i de tre udsendelser, hvor samtalerne er bragt

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Hanne Schmidt, Inger Bach, Lene Sarup og Marianne Druedahl.