Ligebehandlignsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - arbejdsvilkår - kompetence - ej medhold

Ligebehandlignsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - arbejdsvilkår - kompetence - ej medhold

J.

nr. 2014-6810-38366

En kørelærer blev i 2009 ramt af en hjerneblødning.

Efter tre år kunne han vende tilbage til arbejdsmarkedet på deltid og fik arbejde som teorilærer.

Hjerneblødningen medførte, at kørelæreren ikke kunne forestå praktisk køreundervisning.

Det fremgår af færdselsloven, at fornyelse af kørelærergodkendelsen kræver et aktuelt kendskab til den praktiske køreundervisning.

Nævnet fandt, at det ikke var i strid med loven, at kørelæreren ikke fik fornyet sin kørelærergodkendelse.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke i sit virke som kørelærer kunne få dispensation til udelukkende at undervise i teori.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Sagsfremstilling

Klager har senest i perioden 13. december 2007 til den 13. december 2012 været indehaver af en kørelærergodkendelse.

I 2009 blev klager ramt af en hjerneblødning, som medførte halvsidig lammelse og kognitive problemer.

Klager blev på baggrund heraf tilkendt førtidspension.

I 2012 kunne han efter genoptræning gå uden hjælpemidler, men gangdistancen og kraften i venstre arm var nedsat.

I februar 2012 fik han en deltidsbeskæftigelse ved en køreskole, hvor han kun underviste i teori.

Ifølge egen læge var klager næppe i stand til at undervise i praktisk kørsel.

Der var dog udsigt til yderligere fremgang ved fortsat træning.

Klagers kommune vurderede, at klager ikke havde behov for hjælpemidler i forbindelse med teoriundervisning, men ville have gavn af et el-køretøj, når han befandt sig på køreteknisk anlæg, for at kompensere for den nedsatte gangdistance.

X Politi meddelte ved brev af 1. oktober 2013 klager, at politikredsen var i tvivl om, hvorvidt klager fortsat opfyldte de helbredsmæssige betingelser for at have kørekort, hvorfor politikredsen overvejede at pålægge klager at medvirke til nødvendige lægeundersøgelser.

Ved samme brev blev klager oplyst om, at politikredsen agtede at meddele klager afslag på fornyelse af kørelærergodkendelsen.

Klager blev vejledt om, at politiet efter reglerne i færdselsloven straks kunne inddrage førerretten, såfremt klager nægtede at medvirke til en helbredsmæssig undersøgelse.

Klager oplyste ved brev af 14. oktober 2013, at han ikke kunne acceptere afslag på fornyelse af kørelærergodkendelsen, og at der var tale om en anmodning om dispensation, så han fortsat kunne undervise i teori.

Klager ønskede ikke at fremsende lægeerklæring om sin helbredstilstand.

Ved afgørelse af 5. november 2013 bestemte X Politi, at der fortsat forelå tvivl om, hvorvidt klager opfyldte de helbredsmæssige betingelser for at have førerret.

Politikredsen pålagde derfor klager at fremsende en almindelig lægeerklæring fra sin læge inden den 19. november 2013.

Den eksisterende førerret ville blive inddraget, hvis klager ikke medvirkede til de nødvendige undersøgelser.

Ved samme brev meddelte X Politi klager afslag på hans ansøgning om fornyelse af kørelærergodkendelsen, idet han ikke drev både teoretisk og praktisk undervisning som kørerlærer.

X Politi begrundede afgørelsen med, at klager havde været indlagt som følge af en alvorlig hjernebødning, som muligvis havde medført lammelse i dele af kroppen, og at der derfor forelå tvivl om, hvorvidt klager opfyldte de helbredsmæssige betingelser for at have førerret.

Politiet stillede derfor krav om medvirken til de nødvendige undersøgelser af, om klager havde et tilfredsstillende helbred.

For så vidt angår kørelærergodkendelsen lagde X Politi vægt på, at klager ikke varetog både teoretisk og praktisk kørelærerundervisning.

Den 17. november 2013 anførte klager i sine bemærkninger hertil blandt andet, at såfremt politikredsen fastholdt sit krav om en lægeattest, skulle spørgsmålet forelægges domstolene.

Den 1. december 2013 klagede klager over politikredsens sagsbehandling og afslag på fornyelse af kørelærergodkendelsen til Rigspolitiet.

Klager anførte, at X Politi havde overtrådt EU's beskæftigelsesdirektiv, da klagers kommune sammen med klagers arbejdsgiver havde iværksat tilpasningsforanstaltninger for at fjerne de barrierer, der forhindrede klager i at være en del af arbejdsmarkedet.

Der var således foretaget tilpasningsforanstaltning i form af nedsat arbejdstid, og at han kun skulle undervise i teori.

Klager gjorde gældende, at EU-direktivet måtte gælde forud for færdselsloven.

Klager anførte, at han ville fortsætte med at undervise i teori, indtil en domstol havde taget stilling i sagen, da det var den eneste gyldige grund til at afbryde arbejdet.

Ved brev af 13. december 2013 inddrog X Politi klagers førerret, da han ikke havde fremsendt den ønskede lægeerklæring.

Samme dag oversendte X Politi klagen over politiets behandling til indklagede.

Ved brev af 11. marts 2014 meddelte indklagede klager, at der ikke var grundlag for en fornyelse af hans kørelærergodkendelse, da klager ikke havde dokumenteret anvendelse af kørelærergodkendelse til både teoretisk og praktisk undervisning eller indstillet elever til køreprøve.

Rigspolitiet meddelte klager, at der ikke var mulighed for at imødekomme hans anmodning om dispensation, da der ikke er hjemmel dertil.

Det fremgår af færdselslovens § 66, stk.1, at betingelserne for at opnå godkendelse som kørelærer blandt andet er, at man har erhvervet førerret.

Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, 1. pkt., at godkendelse som kørelærer gælder i 5 år, dog højst så længe indehaveren har kørekort.

Det fremgår af stk. 2, nr. 1, at godkendelse som kørelærer kan fornys såfremt indehaveren fortsat opfylder betingelserne for at opnå godkendelse som kørerlærer efter stk. 1, og godtgør i den forløbne periode jævnligt at have drevet teoretisk og praktisk undervisning som kørelærer og indstillet elever til prøve.

Ifølge færdselslovens § 66, stk. 3,skal indehaveren bestå en ny kørelærerprøve, såfremt betingelserne efter stk. 2, nr. 1, ikke er opfyldte.

Det fremgår af Rigspolitiets vejledende retningslinjer for fornyelse af kørelærergodkendelser af 7. november 2011, at betingelserne for fornyelse må anses for at være opfyldte, hvis kørelærergodkendelsen har været anvendt med mindst 20 procent af lektionerne som undervisning i teorilokalet og mindst 20 procent af lektionerne i skolekøretøjet.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap i forbindelse med, at han ikke må undervise i teoriundervisning, selvom han ikke kan forestå den praktiske køreundervisning.

Klager gør gældende, at der er tale om indirekte forskelsbehandling, når han udelukkes fra at varetage teoriundervisning.

Klager ønsker dispensation til igen at kunne undervise i teori.

Klager mener at det forhold, at man ikke kan undervise i teori uden at have praktisk undervisning eller gyldigt kørekort, ikke hviler på et sagligt og objektivt grundlag.

Klager er uforstående over for indklagedes krav om fremsendelse af en almindelig lægeerklæring, da han alene havde anmodet om dispensation til kun at undervise i teori.

Klager henviser til, at EU-handicapdirektivet også gælder for enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om at udøve selvstændigt erhverv.

Det er ikke tilstrækkeligt at henvise til, at reglerne er indført i færdselsloven og gælder for alle, da man sagtens kan opdatere og lære de forskellige regler og undervisningsformer igen, også når man kun underviser i teori.

Ifølge udtalelse fra klagers arbejdsgiver varetager klager teoriundervisning på lige fod med de øvrige kørelærere til elevers og medarbejderes fulde tilfredshed.

Indklagede påstår, at klager ikke har været udsat for indirekte forskelsbehandling.

Indklagede gør gældende, at fornyelsesbetingelserne i færdselslovens § 66, stk. 2, er begrundet i færdselsmæssige hensyn, herunder af hensyn til bevarelse af det nødvendige kendskab til indholdet af køreruddannelsen.

En fornyelse forudsætter, at indehaveren har et aktuelt kendskab til indholdet gennem udnyttelse af kørelæreruddannelse både til teoretisk og praktisk køreundervisning.

Færdselslovens fornyelsesbestemmelser er dermed objektivt og sagligt begrundede og gælder for alle, der ønsker en fornyelse af sin kørelærergodkendelse.

Det er en afgørende forudsætning for at kunne opnå kørelærergodkendelse, at ansøgeren har kørekort.

Det beror på en konkret vurdering, om betingelserne for at forny en kørelærergodkendelse er opfyldte.

I vurderingen indgår samtlige oplysninger om kørelærerens virke med henblik på at sikre, at ansøgeren i hele godkendelsens gyldighedsperiode i tilstrækkeligt omfang har drevet både teoretisk og praktisk undervisning og indstillet elever til prøve.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnets kompetence er fastlagt i lov om Ligebehandlingsnævnet.

Det fremgår heraf, at nævnet alene kan træffe afgørelse i sager, der er omfattet af de love, der er nævnt i lov om Ligebehandlingsnævnet, herunder om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår på grund af alder.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed, enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændig erhverv samt enhver, der træffer beslutning om medlemskab og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation.

Reglerne i færdselslovens § 66 om betingelserne for at opnå godkendelse som kørelærer og fornyelse af en sådan godkendelse er fastsat under hensyn til færdselssikkerheden.

Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at reglen indebærer en tilsidesættelse af reglerne i forskelsbehandlingsloven.

Spørgsmålet er herefter, om indklagede har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i sin administration af reglerne i færdselsloven.

Nævnet finder, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han i den forbindelse har været udsat for forskelsbehandling.

Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede har fulgt reglerne i færdselsloven.

Nævnet har ikke i øvrigt kompetence til at behandle den del af klagen, der angår afslaget på dispensation.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<2014-6810-38366>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1, om lovens anvendelsesområde

-

§§ 2 og 3 om forbud mod forskelsbehandling