Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - stillingsopslag - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - stillingsopslag - medhold

J.

nr. 2014-6810-32522

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en TV-station søgte efter en medarbejder med handicap til dækning af de Paralympiske Lege i 2016.

Der må som hovedregel ved jobannoncer ikke angives, at der til ansættelse søges eller fortrækkes en person med handicap.

Beslutningen om at fravige hovedreglen, kan i særlige tilfælde træffes af vedkommende minister eller efter indhentet udtalelse fra beskæftigelsesministeren.

Nævnet lagde til grund, at indklagede ikke havde anvendt muligheden for at søge om dispensation.

Nævnet vurderede herefter, at indklagede havde handlet i strid med loven.

Klager fik derfor medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling i forbindelse med, at en tv-station i en jobannonce annoncerede efter handicappede ansøgere til stillingen som studievært og reporter ved de Paralympiske Lege i 2016.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede annoncerede efter ansøgere med handicap til jobbet som studievært og reporter til de Paralympiske Lege.

Sagsfremstilling

Indklagede indrykkende følgende jobannonce på tv-stationens kanal i maj 2014

"Reportere til de Paralympiske Lege 2016

[Indklagede] søger personer med handicap, som har potentiale til at løfte en opgave som studievært eller reporter!

Opgaven kræver kommunikationsevner, journalistisk forståelse og flair for mundlig formidling.

Viden om sport er en klar fordel.

De kvalificerede ansøgere vil blive inviteret til en mini-casting i løbet af juni/juli.

Lyder det som noget for dig?

Så send en kort beskrivelse af dig selv og fortæl, hvorfor du skal have chancen.

Vedhæft gerne eksempel på en produktion eller anden dokumentation for din erfaring.

Din beskrivelse sendes til Det Centrale Handicapråd.

.

.

"

Indklagede har oplyst, at der ikke er søgt om dispensation hos den pågældende minister efter annonceringsreglen i forskelsbehandlingsloven, hvorefter der ved jobannoncering ikke må angives, at der foretrækkes eksempelvis en person med handicap.

Klager har ikke søgt stillingen hos indklagede.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede udøver forskelsbehandling ved at stille krav om, at ansøgere til stillingen som studievært og reporter skal være handicappede.

Klager ønsker, at der fastsættes en godtgørelse, som skal sendes til Dansk Handicap Idræts-Forbund.

Ligeledes ønsker klager, at indklagede giver en offentlig undskyldning for at udøve forskelsbehandling.

Indklagedes ønske om at ansætte en person med handicap i en stilling som studievært og reporter er sympatisk, men en person uden handicap stilles i denne ansættelsessituation ringere end en person med et handicap, da kun handicappede kan søge stillingen.

Klager mener, at dette er forskelsbehandling.

Klager henviser til, at ansøgernes handicap utvivlsomt har været afgørende i forhold til at komme i betragtning til stillingen som studievært og reporter.

Ansøgere uden handicap, men som har en særlig viden om sport, ville således ikke have mulighed for at komme i betragtning til jobbet.

Klager mener, at indklagedes ordvalg i jobannoncen, om at

"[indklagede] søger personale med handicap, som har potentiale til at løfte en opgave som studievært eller reporter."

og

"viden om sport er klart en fordel."

viser, at kun ansøgere med et handicap kunne komme i betragtning til stillingen.

Klager er ikke enig med indklagede i, at en person med handicap er særligt egnet til stillingen som studievært og reporter.

De Paralympiske Lege er en sportsevent, og viden om sport må være afgørende for at kunne bestride jobbet som studievært og reporter.

Klager formoder, at indklagede er enig i denne betragtning, idet indklagede i andre sammenhænge, som ligger udover de Paralympiske Lege, benytter "sportseksperter", som ikke besidder en udpræget journalistisk evne, men derimod har viden om en bestemt sportsgren.

Klager henviser til, at kravet om at ansøgere til jobbet som studievært og reportere skal have et handicap, efterlader et indtryk af, at indklagede mener, at de Paralympiske Lege først og fremmest er interessant for personer med handicap.

Klager mener, at dette er en kedelig indstilling, som er med til at fastholde et indsnævret syn på handicapidræt som nichesport.

Klager er ikke enig med indklagede i, at to afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet, som blev truffet i 2011, kan anvendes som begrundelse for, at indklagedes krav til ansøgerne i jobannoncen ikke er i strid med forskelsbehandlingsloven.

Indklagede afviser, at der er tale om forskelsbehandling.

Formålet med at ansætte en person med handicap til stillingen var først og fremmest at vise, at en person med handicap kan være lige så kvalificeret i rollen som studievært og reporter som en person uden handicap, herunder indklagedes ønske om at fremme beskæftigelsen for handicappede inden for mediebranchen.

Herudover var ansættelsen foranlediget af et ønske om at få en studievært og reporter, der kunne bidrage med en særlige viden omkring de udfordringer, de deltagende sportsudøvere dagligt står overfor på grund af deres handicap.

Indklagede har tilsvarende i andre sportsprogrammer haft succes med at inddrage værter med en særlig viden.

Indklagede har for eksempel brugt en professionel fodboldspiller som medvært i et program om fodbold.

I foråret 2014 henvendte Det Centrale Handicapråd sig til indklagede, der foreslog et samarbejde med indklagede, hvor man kunne afprøve muligheden for at ansætte reportere og studieværter med handicap under de Paralympiske Lege.

Metoden er ikke ukendt, og andre sportskanaler har tidligere haft stor succes med tilsvarende programmer.

Indklagede syntes fra starten, at det var et spændende projekt.

Indklagede meddelte dog samtidig over for Det Centrale Handicapråd, at ansættelsen var betinget af mere end det forhold, at ansøgeren var handicappet.

Ansøgeren skulle også have de rette journalistiske og kommunikative kvalifikationer.

Indklagede gjorde det således klart fra projektets start, at der ikke ville blive ydet positiv særbehandling af de handicappede ansøgere, og at den ansøger, som fik job hos indklagede, skulle være i stand til at varetaget et reporter- eller værtsjob på samme niveau som en person uden handicap.

Ansøgeren skulle ligeledes efter afholdelse af de Paralympiske Lege kunne bestride en ansættelse i en medievirksomhed under normale arbejdsvilkår.

Indklagede arrangerede sammen med Det Centrale Handicapråd en casting i sommeren 2014.

Det Centrale Handicapråd stod for rekrutteringen af ansøgerne, og både indklagede og Det Centrale Handicapråd stod til rådighed for eventuelle spørgsmål.

I starten af juli 2014 inviterede indklagede seks ud af 40 ansøgere til en skærmtest hos indklagede, hvor Det Centrale Handicapråd også var til stede.

Castingen viste, at de seks udvalgte ansøgere havde noget ekstra at byde på i forhold til begivenheden.

Udover at have de korrekte journalistiske og kommunikative evner havde de på en helt anden måde et særligt indblik i den verden, som atleterne lever i.

En af ansøgerne havde som eksempel deltaget i de Paralympiske Lege inden for disciplinen svømning.

Klagers påstand om, at indklagede har udøvet forskelsbehandling, gav anledning til, at indklagede sendte sagen i høring hos Det Centrale Handicapråd.

Det Centrale Handicapråd oplyser, at personer med handicap er stærkt underrepræsenterede i mediebilledet.

Ifølge oplysninger fra Det Centrale Handicapråd viser en undersøgelse fra 2012, at mennesker med handicap kun optrådte i knapt en halv procent af indklagedes samlede nyhedsflade.

Udenlandske erfaringer viser en sammenhæng mellem repræsentationer i medierne og mangfoldigheden i medarbejdergruppen i medievirksomhederne.

Den seneste undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) af handicap og beskæftigelse viser, at 17,6 procent i den arbejdsdygtige alder har et handicap.

Beskæftigelsesprocenten for denne gruppe var 43,9 procent mod 77,5 procent for gruppen uden handicap.

Denne forskel er langt større end, hvad der kan forklares med forskel i uddannelsesniveau.

Indklagede mener, at disse tal fra Det Centrale Handicap Råd viser, at personer med handicap ikke opnår ansættelse og sjældent optræder i medierne på lige fod med personer uden handicap.

Indklagede oplyser, at selv hvis indklagede skulle ende med at ansætte to medarbejdere med handicap ud af en produktionsgruppe på i alt 30 medarbejdere, ville andelen af handicappede medarbejdere svare til en andel på knap 7 procent - som er lavere end den generelle andel af medarbejdere med handicap i jobs - og væsentligt lavere end andelen af personer med handicap i Danmark.

Statistisk set vil der således langt fra være tale om diskrimination af personer uden handicap.

Indklagede henviser til en sag, som Ligebehandlingsnævnet behandlede i 2011, hvor en tv-station annoncerede efter asiatiske børn til tv-optagelser (J.

nr. 2500043-10).

Indklagede henviser ligeledes til en sag (J.

nr. 2500279-10), der vedrørte en jobannonce, hvor man søgte efter en kristen sekretær til en kristen organisation.

Indklagede mener, at nævnets praksis viser, at der skal foretages en konkret vurdering i hver enkelt sag, men at der på den anden side også skal tages hensyn til den kunstneriske og den redaktionelle frihed, som indklagede måtte have i forhold til at vælge de medarbejdere, der optræder på indklagedes programflader - som værter, skuespillere, kommentatorer mv.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Loven giver imidlertid mulighed for at fravige hovedreglen, således at det i særlige tilfælde må fremgå af en jobannonce, at der søges eller foretrækkes en person med særlige kendetegn.

Beslutningen om at fravige hovedreglen om forbud mod forskelsbehandling i jobannoncer ved annoncering efter personer med handicap, kan efter undtagelsesbestemmelsen i forskelsbehandlingsloven kun træffes af vedkommende minister efter indhentet udtalelse fra beskæftigelsesministeren.

Nævnet har lagt til grund, at indklagede ikke har anvendt muligheden for at søge om dispensation.

Nævnet vurderer herefter, at indklagede har handlet i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod annoncering efter personer, der er beskyttet efter forskelsbehandlingsloven.

Bestemmelsen i forskelsbehandlingslovens § 9, stk. 3, kan ikke føre til et andet resultat.

Det bemærkes herved, at det kan udledes af EU-Domstolens praksis på kønsligestillingsområdet, at det for anvendelsen af denne bestemmelse blandt andet må kræves, at fortrinsstillingen ved ansættelse ikke må være automatisk.

Denne retspraksis antages at være vejledende tillige på handicapområdet.

Den af indklagede påberåbte hensigt om med annoncen at udøve positiv særbehandling er ikke et led i en generel politik for indklagede, og efter annoncens ordlyd fører den til at automatisk fortrinsstilling for handicappede, og dermed et valg af den handicappede frem for andre og bedre ikke handicappede.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Bestemmelsen i forskelsbehandlingsloven om godtgørelse omfatter ikke overtrædelse af annonceringsforbuddet.

Allerede derfor kan nævnet ikke tilkende en godtgørelse.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<2014-6810-32522>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 2, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1, om lovens anvendelsesområde

-

§ 5 om annoncering

-

§ 6, stk. 2, om undtagelser

-

§ 7 om godtgørelse

-

§ 9, stk. 3, om foranstaltninger, der fremmer beskæftigelsen for visse grupper