Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - kompetence - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - kompetence - ej medhold

J.

nr. 2013-6810-44514

En SOSU-assistent med slidgigt var sygemeldt i en længere periode.

Kommunen fandt, at omplacering ikke var mulig, og hun blev derfor afskediget.

Klager klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap.

Da der imidlertid var indgået forlig i sagen, kunne nævnet ikke behandle klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskedigelse fra stillingen som social- og sundhedsassistent.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Sagen afvises, da parterne har indgået forlig i sagen.

Sagsfremstilling

Klager blev den 1. august 2001 ansat i indklagede kommune som social- og sundhedsassistent.

Den 23. maj 2011 fik klager efter nogen tids sygdom konstateret slidgigt, og hun søgte derfor efter sygedagpengeloven om indgåelse af en ordning om refusion af sygedagpenge ved langvarig eller kronisk sygdom.

Aftalen blev indgået den 19. september 2011.

Klager blev sygemeldt den 31. december 2011 med smerter i nakke, skuldre, lænd og arm.

Det fremgår af en mulighedserklæring fra 7. februar 2012, at klager ikke ville kunne vende tilbage til arbejdet på normale vilkår, i hvert fald ikke i et antal måneder.

Den 1. marts 2012 vendte klager tilbage til arbejdet efter sygdom og ferie.

Ved tilbagekomsten blev klager friholdt for direkte fysiske opgaver, og arbejdet blev tilrettelagt således, at klager kunne udføre arbejdet på fire hverdage om ugen.

Klager varetog koordinerende funktioner fra en kontorarbejdsplads, herunder medicindosering, bestilling af kørsel og kontakt til læger.

Desuden blev klager taget ud af driften i weekenden.

Der blev afholdt en omsorgssamtale den 26. juni 2012, og det fremgår af skemaet, der blev udfyldt i den anledning, at klager ikke havde været fraværende "pga gigten de seneste mdr." Det blev aftalt, at parterne skulle mødes igen i uge 33 for at drøfte videre handlemuligheder.

Af referat fra opfølgningssamtale den 13. september 2012 fremgår, at klager ikke kunne se mulighed for, at hun kunne vende tilbage til det arbejde, hun havde før sin sygemelding den 31. december 2012, idet hun ikke kunne tåle belastninger på over 10 kg.

Klager blev tilbudt at få nattevagt, men det tilbud afviste hun.

Indklagede ville herefter undersøge muligheden for omplacering i kommunen.

På et nyt møde den 21. september 2012 blev klager indstillet til afskedigelse, da der ikke var fundet omplaceringsmuligheder.

Ved brev af 24. oktober 2012 blev klager afskediget med fratrædelse den 30. april 2012.

Begrundelsen for afskedigelsen var driftsforstyrrelser på grund af klagers sygefravær, og at klagers tilbagevenden til de tidligere arbejdsfunktioner måtte anses for udelukket.

Klagers fagforening anmodede om en forhandling med arbejdsgiver om sagen, og den fandt sted den 13. november 2012.

Kommunen fandt ikke, at det var muligt at trække afskedigelsen tilbage.

Kommunen mente endvidere ikke, at den var forpligtet til at undersøge omplaceringsmulighederne af klager udenfor overenskomstens område, ligesom den heller ikke fandt, at der var grundlag for at tilkende klager en godtgørelse.

Der er i sagen vedlagt forlig mellem klager og indklagede.

Forliget er underskrevet af indklagede og dennes organisation og af klagers organisation.

Klager har ikke underskrevet forliget.

Vilkårene er, at kommunen til klager skal betale 12.500 kr. i fratrædelsesgodtgørelse.

Forliget er til fuld og endelig afgørelse, herunder vedrørende overenskomstmæssige krav og krav efter de forvaltningsretlige bestemmelser.

Det er uoplyst, om beløbet er betalt.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet afskediget på grund af sit handicap i form af slidgigt med smerter i nakke, skuldre, lænd og arm.

Klager ønsker godtgørelse svarende til ni måneders løn.

Afskedigelsen må efter klagers opfattelse anses for begrundet i det forhold, at hendes helbredsmæssige tilstand udviklede sig således, at hun fra sygemeldingen den 31. december 2011 reelt måtte anses for handicappet, idet der foreligger lægelig dokumentation for, at hendes funktionsnedsættelse var stationær.

Indklagede opfyldte indledningsvis sin pligt til at fastholde klager efter reglerne i forskelsbehandlingsloven, idet indklagede netop traf de foranstaltninger, som var hensigtsmæssige for at klager kunne udføre sit arbejde.

Foranstaltningerne bestod i at omlægge arbejdet til overvejende administrative opgaver, således at klager kunne blive friholdt fra det tunge fysiske arbejde, hun ikke kunne tåle.

Klager finder det på den baggrund uforståeligt, at indklagede ikke mente, at der var mulighed for at omplacere klager, idet ændringerne i klagers arbejdsopgaver reelt var en omplacering.

Efter klagers opfattelse skyldtes afskedigelsen ikke ønsket om at nedlægge den stilling, klager havde haft siden marts 2012.

Tværtimod blev funktionen opretholdt, men med en helt anden medarbejder.

Indklagedes tilbud om nattevagt måtte klager nødvendigvis afvise, da opgaverne om natten også indbefattede fysisk pleje, og borgerne er meget plejekrævende, samtidig med at der kun er én ansat på arbejde om natten.

Indklagedes begrundelse for afskedigelsen var blandt andet klagers sygefravær.

Klager mener ikke, at sygefraværet kan have været noget problem, idet hun fra marts 2012, hvor hun vendte tilbage fra sygdom og ferie og frem til datoen for brevet, alene havde fire sygedage.

Kommunens handlemåde overfor klager passer ikke med kommunens personalepolitik, hvoraf det fremgår, at den vil arbejde aktivt for at sikre medarbejderes fastholdelse/tilbagevenden til arbejdspladsen.

Klager henvendte sig til dagpengekontoret, der imidlertid var uforstående overfor henvendelsen, da klager passede sit arbejde.

Klagers foresatte kunne henvende sig, såfremt de var usikre på proceduren omkring eventuelt ekstra penge til fastholdelse.

Det forlig, der indgår blandt sagens dokumenter, kan efter klagers opfattelse højest anses som en kladde.

Indklagede gør gældende, at kommunen ikke har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Opsigelsen af klager var begrundet i de driftsforstyrrelser, der var forårsaget af hendes sygefravær og hendes helbredsmæssige situation, der bevirkede, at klagers tilbagevenden til normalt arbejde ikke var til stede.

Ledelsen samlede i en periode en række særlige opgaver, som klager varetog.

Det blev gjort for at give tid til, at der kunne ske en afklaring af klagers helbredsmæssige situation.

Dette blev gjort i en begrænset periode, hvor klager udførte opgaver, som almindeligvis blev udført af andre medarbejdere.

Disse opgaver skulle efter perioden igen varetages af dette personale.

Der var ansat en vikar til at udføre klagers sædvanlige opgaver.

Der var ikke længere budgetmæssig dækning for dette, og der manglede ressourcer i plejen.

Det øvrige personale ville blive belastet ekstraordinært ved at skulle udføre flere plejeopgaver.

Der havde hele tiden været tale om en midlertidig løsning.

Kommunen mener ikke, at der hos klager er skabt en berettiget forventning om fortsat beskæftigelse med den type arbejdsopgaver.

Der var ikke budgetmæssigt ressourcer til at oprette en stilling til klager.

Kommunen drøftede muligheden for nattevagt med klager, men dette blev afvist af klager.

Kommunen undersøgte efter aftale med klager hos de øvrige ledere inden for Hjemmepleje og &Aelig;

ldre, om der var mulighed for omplacering til en mindre fysisk belastende stilling som social- og sundhedshjælper, men dette var ikke tilfældet.

Kommunen mener ikke, at den var forpligtet til at undersøge omplacering udenfor overenskomstens område.

Sagen blev forhandlet i februar 2012 med de centrale overenskomstparter KL og klagers forbund.

Her blev der indgået et forlig til fuld og endelig afgørelse af sagen.

Forbundet havde telefonisk kontakt til klager, der godkendte forliget, hvorefter forbundet ved deres underskrift tiltrådte forliget.

Efterfølgende har klager ikke ønsket at tiltræde forliget.

Kommunen deler ikke den opfattelse, at der er sket en overtrædelse af forskelsbehandlingsloven, og finder derfor ikke, at der er grundlag for at tilkende klager en godtgørelse.

Der kunne ikke træffes hensigtsmæssige foranstaltninger, som gjorde det muligt for klager fortsat at varetage stillingen som social- og sundhedshjælper hos indklagede.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Den 25. februar 2013 var der forligsmøde i sagen, hvor indklagede var repræsenteret sammen med KL og klager var repræsenteret af FOA.

Det fremgår af forliget, at spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af handicap blev drøftet.

Parterne var enige om, at der ikke forelå forskelsbehandling.

Sagen blev forligt på vilkår, at indklagede til klager skulle betale en fratrædelsesgodtgørelse på 12.500 kr. Det er oplyst, at FOA under mødet telefonisk kontaktede klager, der tiltrådte forliget.

Denne oplysning er ikke bestridt.

Herefter blev forliget underskrevet af parterne på mødet.

Ligebehandlingsnævnet finder, at parterne herefter har indgået et bindende forlig, hvorfor klagen afvises.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

<2013-6810-44514>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 8 om nævnets afvisning af sager

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling