Ligebehandlingsnævnets afgørelse om politisk anskuelse - afskedigelse - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om politisk anskuelse - afskedigelse - ej medhold

J.

nr. 7100086-13

En telefonsælger blev afskediget uden begrundelse.

Klager mente, at afskedigelsen bundede i hans politiske anskuelse som nationalist.

Klager havde leveret gode resultater hos indklagede, og samarbejdet var velfungerende indtil klagers chef, fandt ud af klagers politiske overbevisning.

Indklagede kunne ikke dokumentere, at der lå andre forhold til grund for beslutningen om at afskedige klager, end hans politiske anskuelse.

Nævnet fandt, at klager ikke havde tilsidesat sine forpligtelser overfor indklagede, da klager var opmærksom på, at skille politik og arbejde ad og derfor ikke skiltede med sin politiske anskuelse på arbejde.

Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 150.000 kr., svarende til seks måneders løn.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse i forbindelse med afskedigelse fra ansættelsen som telesælger ved indklagede.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra ansættelsen som telesælger ved indklagede.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 150.000 kr. med procesrente fra den 1. marts 2013, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager er leder af parti X.

Han er uddannet markedsføringsøkonom.

Den 1. september 2012 blev klager ansat som telesælger ved indklagede i by E.

Den 1. januar 2013 var der 430 ansatte medarbejdere i Danmark, heraf 47 i by E.

I klagers team var der 12 medarbejdere.

Via indklagede kan annoncører aktivt markedsføre sig overfor forbrugere og virksomheder, finde nye kunder og øge deres salg.

I Danmark udgiver indklagede blandt andet en række online- og mobilsøgetjenester.

Den 14. december 2012 blev klager opsagt med fratræden den 31. januar 2013.

Der er ikke angivet nogen begrundelse for afskedigelsen.

Klager har til sagen fremlagt optagelser fra samtaler med indklagede af henholdsvis den 10. og 14. december 2012.

Under samtalen den 14. december 2012 oplyste indklagede blandt andet klager om, at de principielt ikke gav begrundelser ved opsigelse inden for de første ni måneder.

Klager blev efterfølgende tilbudt et forlig på 50.000 kr. Klager afviste tilbuddet.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin politiske anskuelse som nationalist.

Han har ret til en godtgørelse på mindst 204.000 kr., svarende til 6 måneders løn.

Klager fastholder, at sagen er egnet til behandling i Ligebehandlingsnævnet.

I sommeren 2012 søgte klager arbejde som telesælger hos indklagede.

Den første samtale var med salgschef A.

Samtalen forløb udmærket.

Han var dog salgschef for nogle medarbejdere, der beskæftigede sig med nysalg, hvor klager var mere interesseret i gensalg.

Salgschef A formidlede derfor en samtale med chefen for gensalgsafdelingen, salgschef B.

Klager blev efterfølgende tilbudt ansættelse.

Som politisk aktiv i et parti på den nationale fløj er klagers jobsituation kronisk ustabil.

Det er en forudsætning for ansættelse, at arbejdsgiveren ikke "googler" klager inden ansættelsen.

Efter ansættelsen er det en forudsætning for at beholde jobbet, at arbejdsgiveren ikke finder ud af, hvem klager er.

Den første måned gik godt, og allerede i den første provisionsperiode tjente klager en provision på mere end 13.000 kr., der blev lagt oveni grundlønnen på 20.000 kr. Både salgschefen og kollegaerne anerkendte indsatsen.

De følgende måneder gik det også godt.

Til medarbejdersamtalerne fik klager ros af salgschef B, der endda mente, at klager burde satse på at komme med i "stjerneklubben" for de bedste sælgere.

Salgschef B følte også, at klager passede godt ind i teamet, og at han var en medvirkende faktor til, at stemningen blev løftet i hverdagen.

Salgschef B sagde også, at en person som klager havde masser af muligheder ved indklagede.

Salgschefen nævnte også muligheden for, at klager kunne blive kørende sælger, ligesom han fortalte klager om muligheden for at blive leder ved indklagede.

Andre chefer roste også klager, herunder chef Y.

Særligt da klager blev en af de bedste sælgere i Danmark ved en "landskamp" mellem de nordiske afdelinger, fik han megen ros.

Omkring ophøret af prøveperioden deltog klager i julefrokosten.

En kollega fra en anden afdeling trak på et tidspunkt klager til side og spurgte, om klager var politisk aktiv.

Klager bekræftede dette, men sagde også, at han ikke ønskede at blande det sammen med sit arbejde.

Klager ville gerne fortælle om sine holdninger, men insisterede samtidig på at holde det skarpt adskilt fra jobbet.

Kollegaen fik en kort redegørelse for, hvad partiet stod for.

Kollegaen sagde, at han var uenig.

Klager svarede hertil, at kollegaen var i sin gode ret til at mene noget andet, og at klager ikke ville blande sig.

Kollegaen sagde, at han havde det på samme måde, og at han ikke ville fortælle nogen, hvem klager var.

Dagene efter julefrokosten begyndte snakken at gå.

Flere kollegaer tog fat i klager og spurgte til hans holdninger og det parti, han repræsenterede.

Alle spurgte i en venlig tone - nogle af dem ville sågar stemme på ham.

Uanset hvordan klager blev konfronteret, sagde han til dem alle, at han på ingen måde ønskede at udtale sig om det i arbejdstiden, da han holdt arbejde og politik skarpt adskilt.

Klager vidste nu, at det kun var et spørgsmål om tid, før han blev konfronteret med sine holdninger af en overordnet.

Da han var blevet en vellidt medarbejder både fagligt og socialt, nærede han dog et håb om, at man ville acceptere klagers ret til at være politisk aktiv i fritiden.

Den 10. december 2012 blev klager indkaldt til samtale.

Der blev ikke spurgt til klagers politiske anskuelse under denne samtale.

Den 14. december 2012 blev klager med en halv times varsel indkaldt til samtale med salgschef B og regionschef Y.

De fortalte klager, at han ikke længere var ansat hos indklagede.

Klager forsøgte gentagne gange og på flere forskellige måder at lokke en antydning af en årsag ud af dem - uden held.

Indklagede kendte tydeligvis til lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Klager blev bedt om at pakke sine ting sammen, og indklagede eskorterede klager ud af bygningen, som om han var kriminel.

Klager har fremlagt udskrift fra samtalerne den 10. og 14. december 2012 samt en skriftlig udtalelse fra medarbejder 1.

Der forelå ingen saglige grunde til at opsige klager.

Resultaterne af klagers arbejde taler for sig selv.

Der kan heller ikke være tale om, at "kemien ikke passede" eller lignende, da det ville have ført til ophør af samarbejdet inden udløbet af prøveperioden, der udløb 14 dage forud for afskedigelsen.

Der var flere medarbejdere ansat med en kortere anciennitet end klager, ligesom han også efterfølgende er blevet orienteret om, at der i 2013 er blevet ansat seks nye medarbejdere i klagers tidligere afdeling.

Klager har fremlagt udskrift af 23. januar 2013 fra internettet hvor indklagede søgte efter telesælgere.

Det taler også for forskelsbehandling, at klager blev tilbudt at indgå forlig under forudsætning af, at sagen ikke blev nævnt overhovedet, særligt ikke i medierne og på de sociale medier.

Indklagede havde med andre ord en strategi i forhold til kommunikationen om klagers afskedigelse.

Indklagede var opmærksom på den tidligere sag om ophør af klagers praktikophold og dennes forløb.

De har dermed også været bevidste om, at en opsigelse på grund af politisk anskuelse var ulovlig, og at klager sikkert ville køre en sag mod dem.

Klager henviser til begrundelsen i en tidligere sag, som han også indbragte for Ligebehandlingsnævnet (j.nr. 7100344-12).

Af begrundelsen for afgørelsen fremgår blandt andet

"Det forhold, at indklagede vurderede, at der var risiko for intern uro og negative reaktioner fra kunder og andre interessenter ændrer ikke vurderingen.

Der er således ikke fremlagt oplysninger om, at klager overfor kollegaer, kunder eller andre interessenter i henseende til klagers optræden eller på anden måde har tilsidesat sine forpligtelser overfor indklagede, således at det kunne begrunde ophør af praktikforløbet".

Klager gav netop ikke udtryk for sine lovlige politiske synspunkter.

Han har også en ren straffeattest.

Klager havde ikke problemer med at omgås medarbejdere uanset deres etniske oprindelse, religiøse tilhørsforhold eller lignende.

Han indgik i sociale sammenhænge med flere, der havde en anden etnisk oprindelse eller andet religiøst tilhørsforhold end ham selv.

Klager synes også, at det er underligt, at indklagede har lagt vægt på, at 12 medarbejdere angiveligt ønskede, at man opsagde klager.

Ville man gøre det samme, hvis 12 medarbejdere havde ønsket ikke at arbejde sammen med en muslim eller en socialdemokrat?

Tillades den slags usaglig begrundelse, åbnes der for en glidebane, der kan få alvorlige konsekvenser for ligebehandlingsprincippet på arbejdsmarkedet.

Indklagede gør principalt gældende, at sagen skal afvises, da der er behov for parts- og vidneforklaringer.

Subsidiært gøres det gældende, at der skal ske frifindelse af klager, mere subsidiært at der skal ske frifindelse mod betaling af et mindre beløb end krævet af klager.

Klager har fremlagt en række udskrifter af samtaler, som klager har ført med en række personer.

Rent bortset fra, at disse samtaler er optaget uden de andre medvirkendes viden, udgør dette ikke et "skriftligt grundlag", som nævnt i lov om Ligebehandlingsnævnet.

Hverken indklagede eller de øvrige medvirkende er blevet foreholdt disse udskrifter, forinden klagen blev indgivet, og indklagede har derfor ikke reel mulighed for at varetage sine interesser, såfremt disse bilag lægges til grund.

Ligebehandlingsnævnet bør afvise sagen, idet en reel afgørelse af sagen forudsætter afhøring af de pågældende som vidner inden for rammerne af en kontradiktorisk proces med de retsgarantier, dette indbefatter.

Hvad angår den skriftlige udtalelse fra medarbejder 1 bemærkes, at vedkommende blev opsagt i december 2012 efter en forudgående skriftlig advarsel.

Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, da klager intet skriftligt har fremlagt, der understøtter påstanden om, at opsigelsen var begrundet i hans politiske anskuelse.

Såfremt Ligebehandlingsnævnet måtte finde, at klager har påvist faktiske omstændigheder, gør indklagede gældende, at indklagede har bevist, at opsigelsen ikke var begrundet i klagers politiske anskuelse.

Opsigelsen var derimod begrundet i tungtvejende hensyn til virksomhedens drift, herunder hensynet til at sikre arbejdsro og genskabe tilliden til de øvrige medarbejdere.

Der henvises til Afskedigelsesnævnets kendelse af 3. december 2001, hvor opmanden fandt, at arbejdsgiveren var berettiget til at bortvise en medarbejder for at genoprette roen blandt medarbejderne.

Klager har modtaget domme for overtrædelse af politivedtægten ved at skubbe en deltager til en demonstration, ligesom han er/har været tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 266b for et blogindlæg på TV2'S hjemmeside, hvor han blandt andet skrev

"Som det er påvist, så vil negere fra Ekvatorial Guinea, hvor gennemsnits-intelligenskvotienten er 59, ikke få en IK på 100 ved at flytte til Europa.

Derfor vil denne indvandring være direkte landsskadelig."

I en tilsvarende udtalelse til Ekstra Bladet i april 2011 udtalte klager

"Vi skal have alle ikkedanskere ud af landet.

Politikerne kalder alle mulige mennesker for danskere, hvis de har fået statsborgerskab, men det gør vi ikke.

Man er kun dansker, hvis man biologisk set er dansker."

Klager har også tidligere udtalt/skrevet på internettet, at han havde sit første drab på en jøde "til gode".

Andetsteds på nettet fremgår også, at

"[Klager] har tidligere udtalt, at han tager afstand fra vold som politisk kampmiddel, men han er både blevet anholdt for overfald og sigtet for vold mod en dørmand, gadeuorden og voldelig optræden samt hærværk."

I midten af februar 2013 rettede klagers forbund henvendelse til indklagede med henblik på at indgå et forlig i sagen.

Indklagedes partsrepræsentant udarbejdede på den baggrund et udkast til forlig.

Det bestrides, at forligsteksten kan tillægges afgørende betydning for spørgsmålet om, hvorvidt opsigelsen af klager var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Det fremgår af forligsteksten, at forliget skete på opfordring af klagers daværende partsrepræsentant.

Forliget indeholder ingen anerkendelse af eller bevis for, at opsigelsen af klager var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Indklagede havde forskellige grunde til at indgå et forlig med klager, herunder at undgå en længevarende sag og sikre ro på arbejdspladsen også af hensyn til de øvrige medarbejdere.

Indklagedes ønske om at sikre fortrolighed er i øvrigt ikke usædvanligt i fratrædelsesaftaler eller lignende forlig.

Opsigelsen af klager var begrundet i hensynet til virksomhedens drift.

I løbet af december 2012 blev en række af klagers kolleger opmærksomme på klagers politiske tilhørsforhold, og flere gav over for deres ledere udtryk for bekymring og utryghed.

Den filial, hvor klager var ansat, beskæftigede cirka 20-25 % medarbejdere med en anden etnisk baggrund end dansk, og samtlige kolleger kunne derfor nemt læse de citerede udtalelser fra klager og beskrivelsen af klagers diverse straffedomme og tiltaler for strafferetlige forhold.

Selvom klager ikke generelt havde ytret sig på sit arbejde om sine politiske holdninger, kunne klagers ledere konstatere, at omkring 12 medarbejdere havde givet udtryk for, at de ikke ønskede at arbejde sammen med klager.

Indklagede vurderede derfor, at fortsat beskæftigelse af klager ville give anledning til alvorlig uro og utryghed, herunder i form af arbejdsvægring eller sygemeldinger, blandt flere medarbejdere.

Dertil kom risikoen for, at en eller flere kompetente medarbejdere ville opsige deres stillinger, hvilket selvsagt ville give ikke-ubetydelige, driftsmæssige udfordringer for indklagede.

Henvendelserne fra medarbejderne til ledelsen om klager skete stort set udelukkende mundtligt/telefonisk, og indklagede kan derfor ikke fremlægge skriftlig dokumentation for henvendelsernes karakter eller omfang.

Indklagede ønsker derfor at kunne afhøre ledere og medarbejdere om ovenstående, hvilket også taler for, at sagen skal afvises.

Opsigelsen var således ikke begrundet i klagers politiske tilhørsforhold, men i væsentlige hensyn til virksomhedens drift i den afdeling, hvor klager var ansat.

Både klagers eget indlæg og den skriftlige udtalelse fra medarbejder 1 understøtter i nogen grad også, at diskussionen om klager startede blandt medarbejderne, der derefter gik til ledelsen.

Dette understøtter igen indklagedes beskrivelse af, at opsigelsen af klager skete som en reaktion på henvendelser fra medarbejderne og ikke som en isoleret ledelsesmæssig beslutning.

Indklagede vurderede endvidere før opsigelsessamtalen, at klager med stor sandsynlighed ville udbede sig navnene på de personer, som havde henvendt sig og/eller følt sig utrygge, hvis indklagede forklarede for klager, hvad baggrunden for opsigelsen var.

Indklagede ønskede ikke at oplyse navnene af hensyn til de pågældende medarbejdere, og derfor kunne indklagede ikke give klager en fyldestgørende begrundelse for opsigelsen.

Indklagede var i øvrigt ikke forpligtet til at fremkomme med en begrundelse.

Indklagedes undladelse heraf trods klagers spørgsmål er heller ikke i sig selv bevis for forskelsbehandling.

Indklagedes hensyn til at beskytte sine medarbejdere bør selvsagt ikke komme indklagede bevismæssigt til skade, når Ligebehandlingsnævnet skal vurdere denne sag.

Selv ud fra en hurtig søgning på "Google" kunne klagers ledere se, at klager var dømt for eller havde været tiltalt for forskellige overtrædelser af straffeloven eller politivedtægten.

Selvom klager således ikke konkret havde truet sine kolleger, havde indklagede ingen grund til at bagatellisere henvendelserne fra klagers kolleger, som følte sig utrygge.

Man valgte derfor at afskedige klager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af blandt andet politisk anskuelse indenfor arbejdsmarkedet efter forskelsbehandlingsloven.

Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sin politiske anskuelse.

Nævnet har herved lagt vægt på, at klager blev afskediget efter få måneders ansættelse.

Indklagede har oplyst, at man valgte at afskedige klager af hensyn til virksomhedens drift, idet 12 medarbejdere, svarende til ¼ af samtlige medarbejdere i afdelingen, havde givet udtryk for, at de ikke ønskede at arbejde sammen med klager, efter at de var blevet opmærksomme på hans politiske tilhørsforhold.

Indklagede har ikke godtgjort, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Nævnet har lagt vægt på, at indklagede ikke har dokumenteret, at der lå andre forhold til grund for beslutningen om at afskedige klager end hans politiske anskuelse.

Det forhold, at indklagede vurderede, at der var risiko for alvorlig uro og utryghed, herunder arbejdsvægring, sygemeldinger samt opsigelser, er ikke en tilstrækkelig begrundelse for afskedigelsen af klager.

Der er således ikke fremlagt oplysninger om, at klager overfor kollegaer, kunder eller andre interessenter ved sin optræden eller på anden måde har tilsidesat sine forpligtelser over for indklagede, således at det kunne begrunde afskedigelse af klager.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 150.000 kr., svarende til cirka 6 måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 150.000 kr. til klager med procesrente fra den 1. marts 2013, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

<7100086-13>

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 2, om klagebehandling

-

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 7, stk. 1, om godtgørelse

-

§ 7a om delt bevisbyrde