Legislator Case Law & Legislation
W20151089025 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 10890 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - medhold

KEN#LOKDOK23 2015 10890 Valid

Sagen blev efterfølgende afgjort ved Københavns Byret, hvor Ligebehandlingsnævnet fik medhold

J.nr. 2500197-10

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at en tjenestemandsansat flyveleder blev afskediget fra sin stilling på grund af alder.

Afskedigelsen skete i overensstemmelse med en gammel aftale fra 1988 om den pligtige afgangsalder for flyveledere.

Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at indklagede havde godtgjort, at afskedigelsen var objektivt begrundet i et sagligt formål.

Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 100.000 kr. Nævnet afsagde dissens for så vidt angik godtgørelsens størrelse.

KEN#LOKDOK23 2015 10890 Valid

Sagen blev efterfølgende afgjort ved Københavns Byret, hvor Ligebehandlingsnævnet fik medhold.

J.nr. 2500197-10

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelse.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at du blev afskediget fra din stilling som tjenestemandsansat flyveleder den 30. juni 2008.

Indklagede 1 skal inden 14 dage betale godtgørelse til dig på 100.000 kr. med procesrenter fra den 15. september 2010, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager blev i 1974 ansat som flyvelederuddannet luftfartsinspektør (tjenestemand) hos indklagede 1.

Klager var omfattet af aftale af 27. juni 1988 mellem Statens Luftfartsvæsen og Luftfartsvæsenets Personaleforening om fastsættelse af den pligtige afgangsalder for flyvelederuddannede luftfartsinspektører samt for flyveledere/overflyveledere, der ikke pensioneres i henhold til lov om pensionering af flyveledere.

Aftalens fastsatte pligtige afgangsalder var 60 år.

Den 18. juni 2008 søgte klager på opfordring af personaleafdelingen hos indklagede 1 om afsked fra sin tjenestemandsstilling med pension fra udgangen af juni måned 2008.

Den 1. juli 2008 blev klager genansat som timelønnet "konsulent".

Arbejdsopgaverne var identiske med de opgaver, han udførte under sin tjenestemandsansættelse.

Konsulentkontrakten var tidsbegrænset til 2 år, men kunne forlænges, hvis der var enighed herom.

Af skrivelse af 3. april 2009 fra indklagede 2 til udvalgte arbejdstagerorganisationer fremgår det, at indklagede 2 på baggrund af indførelsen af forbuddet mod forskelsbehandling af alder har gennemgået de gældende aftaler om lavere pligtig afgangsalder med henblik på at vurdere, om aftalerne var i strid med forskelsbehandlingsloven.

På baggrund af denne gennemgang var det blandt andet indklagede 2's opfattelse, at den nævnte aftale af 27. juni 1988 var "ugyldig for så vidt angår ansatte, der udelukkende udfører administrativt arbejde".

At aftalerne var ugyldige, indebar efter indklagede 2's opfattelse, at der ikke længere kunne ansættes eller udnævnes tjenestemænd inden for den pågældende aftales anvendelsesområde med den afgangsalder, der var fastsat i aftalen.

For så vidt angår allerede ansatte tjenestemænd var det indklagede 2's opfattelse, at "de pågældende fortsatte ansættelsen - uanset at de når den afgangsalder, der var fastsat i aftalen - indtil de afskediges ansøgt eller uansøgt efter tjenestemandslovgivningens almindelige regler.

De pågældende tjenestemænd har imidlertid ret til at søge sig afskediget, når de når den afgangsalder, der var fastsat i aftalen".

Indklagede 2 har i ovennævnte brev henvist til, at udtalelse af 22. august og 20. september 2007 fra kammeradvokaten er indgået i deres vurdering af sagen.

I september 2010 blev klagers kontrakt som ansat konsulent forlænget til udgangen af juni 2011.

Klager fratrådte ved udløbet af denne kontrakt.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder.

Klager blev i 2008 afskediget efter en aftale, der efterfølgende den 3. april 2009 blev fundet ugyldig af indklagede 2.

Derudover er klager også blevet forskelsbehandlet i forhold til de kollegaer, der er fyldt 60 år efter den 3. april 2009.

Han har derfor ret til en godtgørelse.

Det undrer klager, at indklagede 1 på tidspunktet for klagers fratræden i 2008 ikke satte spørgsmålstegn ved gyldigheden af aftalen fra 1988.

På dette tidspunkt måtte indklagede 1 være bekendt med kammeradvokatens udtalelse fra 2007.

At indklagede 1 fastholder, at aftalen først blev ugyldig ved indklagede 2's brev af 3. april 2009 var af økonomisk fordel for indklagede 1.

Det var en fordel for indklagede 1, at klager skulle gå på pension.

Da indklagede 1 samtidig havde brug for klagers kompetencer, tilbød de klager en kontrakt, der forringede klagers ansættelsesvilkår i forhold til ansættelsen som tjenestemand, idet ansættelsen nu var på timeløn uden betalt frokost og uden løn under sygdom, ferie og arbejdsgiverindbetalinger til pension.

Det fremgår af svar fra indklagede 2, at de erkender, at der allerede ved forskelsbehandlingslovens indførelse i 2004 kunne rejses tvivl om gyldigheden af blandt andet den aftale, som klager blev pensioneret efter.

Fem år senere kom indklagede 2 til den konklusion, at aftalen var ugyldig.

Denne langsommelige sagsbehandling kom til at gå ud over klager.

I den mellemliggende periode kom kammeradvokaten med en udtalelse i 2007.

Klager er enig i, at indklagede 1 ikke havde kompetence til at ophæve den gældende aftale fra 1988.

Indklagede 1 var dog bekendt med udtalelsen fra august 2007 fra kammeradvokaten til indklagede 2 og burde derfor have stillet spørgsmålstegn ved lovligheden af at afskedige klager.

Der må have været en udvikling i sagen fra den 22. august 2007 til 30. juni 2008, som indklagede 1 enten ikke var bekendt med, eller ikke gjorde noget for at følge op på.

At indklagede 2 den 3. april 2009 besluttede, at forbuddet mod forskelsbehandling kun skulle gælde fremadrettet og ikke med tilbagevirkende kraft, havde de ikke hjemmel til.

Uanset deres fortolkning af forskelsbehandlingsloven, har den været gældende siden 2004.

Klager havde i 2008 ikke andet valg end at gå på pension, hvilket automatisk udløste udbetaling af tjenestemandspension.

Det er korrekt, at han efterfølgende fik en konsulentansættelse hos indklagede 1.

Det forhold at han både fik udbetalt pension og havde et konsulentjob havde dog ikke noget med forskelsbehandlingsloven at gøre.

Klager afviser at have udøvet passivitet og derved at have fortabt ethvert muligt krav i anledning af hans fratræden som tjenestemand.

I juni 2009 forespurgte klager, om hans afsked som tjenestemand var i overensstemmelse med gældende lovgivning.

I august 2009 tog klager kontakt til sit forbund, der havde samme opfattelse af sagen som indklagede 1.

Han blev selv først opmærksom på kammeradvokatens notat i 2009.

I september 2010 klagede han til Ligebehandlingsnævnet.

Klager mener, at indklagede 2 - og dermed også indklagede 1 - har udøvet passivitet ved ikke at implementere en lov, der blev vedtaget i 2004, og ved først at følge op på notatet fra kammeradvokaten i 2009.

Det er anført, at klager burde have været bekendt med forskelsbehandlingsloven på det tidspunkt, hvor han søgte om sin afsked.

Klager bemærker i den forbindelse, at klagers afsked skete på opfordring af indklagede 1, og at klager rettede sig efter deres anvisninger og det anførte i personalehåndbogen.

Indklagede 1 påstår frifindelse.

Indklagede 1 har handlet på baggrund af de gældende aftaler på området på daværende tidspunkt.

Indklagede 1 gør endvidere gældende, at klager ved passivitet har fortabt ethvert muligt krav i anledning af sin fratræden.

Klager fyldte 60 år den 4. juni 2008 og var som flyvelederuddannet luftfartsinspektør omfattet af aftale af 27. juni 1988 indgået mellem Statens Luftfartsvæsen og Luftfartsvæsenets Personaleforening om fastsættelse af den pligtige afgangsalder for flyvelederuddannede luftfartsinspektører samt for flyveledere/overflyveledere, der ikke pensioneres i henhold til lov om pensionering af flyveledere.

Aftalens fastsatte pligtige afgangsalder var 60 år.

Aftalen blev først ugyldiggjort den 3. april 2009 efter indklagede 2's brev herom.

.

Kompetencen til at ophæve gældende pensionsaftaler på grund af ugyldighed lå dog imidlertid hos indklagede 2 og ikke hos indklagede 1.

Indklagede 1 havde derfor ingen hjemmel til at fortsætte ansættelsen af klager på samme vilkår efter han fyldte 60 år i 2006

Vedrørende passivitet så har klager først den 14. september 2010 indbragt sagen for Ligebehandlingsnævnet.

Det er 2 år og 2 ½ måned efter tjenestemandsansættelsens ophør.

Klager har ikke tidligere taget retlige eller andre skridt til at anfægte sin afskedigelse på grund af alder.

Der foreligger ingen oplysninger om, at klager på nogen måde har været afskåret fra at forfølge sit krav tidligere.

Den rettighedsfortabende virkning af passivitet er anerkendt i ansættelsesretten.

Baggrunden for retsstillingen er, at begge parter i et løbende ansættelsesforhold har behov for at kunne indrette sig i tillid til, at retsforholdet ikke med tilbagevirkende kraft ændrer karakter.

I den forbindelse bemærkes, at regler om passivitet ligesom regler om forældelse er begrundet i væsentlige retssikkerhedsmæssige overvejelser.

Også en myndighed eller offentlig virksomhed skal kunne betragte et retsforhold som afsluttet, når der er gået en vis tid, og alle involverede har indrettet sig i tillid til, at retsstillingen var endelig.

Forbuddet mod aldersdiskrimination følger af forskelsbehandlingsloven, og selvom indklagede 2 først efter, at klager fyldte 60 år, besluttede, at den ordning, han var underlagt ikke kunne opretholdes, har selve den lovregel, som klager nu påberåber sig, været en del af lovgivningen, og dermed forudsætningsvis bekendt for klager på tidspunktet for hans ansøgning om afsked fra tjenestemandsstillingen.

Han har derfor kunnet anfægte den anvendelse af aftalen om afgangsalder, der førte til hans fratræden allerede på fratrædelsestidspunktet.

Det har klager dog undladt.

Det udgør passivitet og giver anledning til at formode, at klager var fuldt indforstået med overgangen til konsulentansættelse, idet afskeden fra tjenestemandsstillingen skete efter ansøgning og i tilknytning til indgåelse af en gunstig konsulentaftale.

Indklagede 2 påstår frifindelse.

Klager har ikke ved sin henvendelse i sagen i 2010 et krav i anledning af hans fratræden fra tjenestemandsstillingen i 2008.

Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder blev indføjet i forskelsbehandlingsloven i 2004.

I den forbindelse blev det i loven bestemt, at bestemmelser i kollektive aftaler og overenskomster, der er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling er ugyldige, men at loven ikke er til hinder for opretholdelsen af gældende aldersgrænser fastsat i eller aftalt i henhold til kollektive aftaler, forudsat at disse aldersgrænser er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af dansk ret, og at midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Da det efter indklagede 2's opfattelse kunne give anledning til tvivl, i hvilket omfang de pligtige afgangsaldre, der er aftalt i tjenestemandslovgivningen, kunne opretholdes, valgte indklagede 2 at gennemgå de gældende kollektive aftaler om lavere pligtig afgangsalder med henblik på at vurdere, om aftalerne efter lovændringen måtte antages at være i strid med forskelsbehandlingsloven.

Aftale af 27. juni 1988 mellem Statens Luftfartsvæsen og Luftfartsvæsenets Personaleforening om fastsættelse af den pligtige afgangsalder for flyvelederuddannede luftfartsinspektører samt for flyveledere/overflyveledere, der ikke er pensioneret i henhold til lov om pensionering af flyveledere, var en af disse aftaler.

Resultatet af gennemgangen var, at aftalen efter indklagede 2's opfattelse måtte antages at være ugyldig for så vidt angår ansatte, der udelukkende udførte administrativt arbejde.

Som opfølgning på gennemgangen udsendte indklagede 2 breve af 3. april 2009 til de berørte ministerier og centralorganisationer, hvor man redegjorde for indklagede 2's opfattelse.

Af brevene fremgik det blandt andet, at allerede ansatte tjenestemænd fortsatte ansættelsen, uanset de når den aldersgrænse, der var fastsat i aftalen, indtil de afskediges ansøgt eller uansøgt efter tjenestemandslovgivningens almindelige regler.

Klager fratrådte sin tjenestemandsstilling som flyveleder med udgangen af juni 2008, da han fyldte 60 år og dermed havde nået den pligtige afgangsalder for stillingen.

Klager fortsatte efterfølgende sin ansættelse hos indklagede 1 på konsulentvilkår samtidig med, at han modtog tjenestemandspension.

Denne pension vil efter gældende regler, da klager fratrådte sin tjenestemandsstilling efter at have nået den afgangsalder, der var fastsat i aftalen, være fastsat på grundlag af den pensionsalder, som klager ville have opnået ved tjeneste indtil sit fyldte 70. år.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Det fremgår af loven, at bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler og overenskomster, der er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling, er ugyldige.

Loven er dog ikke til hinder for opretholdelsen af aldersgrænser, der før lovens ikrafttræden den 28. december 2004 er fastsat i henhold til kollektive aftaler og overenskomster, forudsat at disse aldersgrænser er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af dansk ret, og midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Nævnet lægger til grund, at klager som tjenestemandsansat luftfartsinspektør frem til sin afsked den 30. juni 2008 var omfattet af aftale af 27. juni 1988 mellem Statens Luftfartsvæsen og Luftfartsvæsenets Personaleforening.

Aftalens fastsatte pligtige afgangsalder var 60 år.

Klager fratrådte sin stilling den 30. juni 2008 som følge af denne aftale, idet han var fyldt 60 år.

Denne praksis er efterfølgende ændret som følge af brev af 3. april 2009 fra indklagede 2, hvoraf fremgår, at aftalen er i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.

Der er således påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling.

Indklagede skal herefter godtgøre, at klager ikke er blevet forskelsbehandlet på grund af alder.

Nævnet finder ikke, at indklagede har løftet denne bevisbyrde.

Nævnet lægger til grund, at indklagede 1 har fulgt indklagede 2's opfattelse af, at den pligtige afgangsalder på 60 år ikke kunne anses for være objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål.

Det forhold at indklagede 2 først kom frem til denne konklusion i april 2009, hvilket er cirka 1 år efter klagers afsked i 2008, kan ikke medføre et andet resultat.

Nævnet har herved lagt vægt på, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder blev indføjet i forskelsbehandlingsloven i 2004.

Endelig finder nævnet ikke, at klager har udvist en sådan passivitet, at han har fortabt ethvert muligt krav i anledning af sin fratræden som tjenestemand den 30. juni 2008, og at indklagede 1 er nærmest til at bære risikoen for den uafklarede retstilstand i perioden mellem lovens ikrafttræden og brevet af 3. april 2009.

Nævnet finder derfor, at indklagede 1 har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Nævnet finder derimod ikke grundlag for tillige at gøre indklagede 2 selvstændig ansvarlig for den ulovlige forskelsbehandling af klager.

Godtgørelse

To af nævnets medlemmer finder , at klager bør tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt kan fastsættes til 100.000 kr. Der er herved lagt vægt på ansættelsesperiodens længde, men også på, at klager umiddelbart efter afskedigelsen i 2008 blev ansat som konsulent på stort set uændrede lønvilkår, og at denne ansættelse først ophørte i 2011.

Ét af nævnets medlemmer finder ikke , at klager bør tilkendes en godtgørelse.

Dette medlem lægger vægt på, at indklagede 1 har administreret i overensstemmelse med den gældende aftale mellem arbejdsmarkedets parter, således som denne blev fortolket frem til brevet af 3. april 2009, og at klagers økonomiske situation i det væsentlige var uændret, efter han fyldte 60 år.

Der træffes afgørelse efter flertallet.

Indklagede skal herefter betale 100.000 kr. til klager med procesrenter fra den 15. september 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov nr. 387 af 27. maj 2008 om Ligebehandlingsnævnet

Lov nr. 459 af 12. juni 1996 om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., som senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse af 1349 af 16. oktober 2008

<2500197-10>

KEN#LOKDOK23 2015 10890 Valid

-

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

-

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

-

§ 12, stk. 2, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2015 10890 Valid

-

§ 1, stk. 1 - 3, om lovens anvendelsesområde

-

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling

-

§ 5a, stk. 3, om undtagelse til forbuddet mod forskelsbehandling

-

§ 7 om godtgørelse

-

§ 7a om bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →