Ligestillingsnævnets afgørelse

Ligestillingsnævnets afgørelse

J.nr. E.

2.3.15

Nævnet kunne ikke behandle en klage over, at en gravid kvinde var blevet nedsat i arbejdstid, idet en afgørelse af sagen ville nødvendiggøre bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan finde sted ved nævnet.

Klageren, en kvinde, blev ansat som tekstforfatter hos indklagede, et reklamebureau, den 15. januar 2004.

Under hendes ansættelse udførte hun ligeledes en række opgaver for et andet reklamebureau, der var placeret under samme tag som indklagede.

Ved mail af 27. september 2005 meddelte klageren indklagede, at hun var gravid.

Ved brev af 31. oktober 2005 meddelte indklagede klageren, at man var nødt til at nedsætte hendes ugentlige arbejdstid fra 37 timer til 10 timer.

Det fremgår af brevet at begrundelsen var, at indklagede havde mistet en af sine største kunder.

Samtidig havde det reklamebureau, som klageren havde udført arbejdsopgaver for i ansættelsesperioden, ligeledes mistet deres største kunde.

Den overvejende del af det arbejde, som klageren var ansat til, var som følge heraf forsvundet, hvorfor man ikke så anden udvej end at nedsætte hendes arbejdstid.

Klageren forlod efter modtagelsen af denne meddelelse bureauet.

¬Klageren indbragte sagen for Ligestillingsnævnet, idet hun mente, at nedsættelsen af hendes arbejdstid var at sidestille med en afskedigelse, og at nedsættelsen skete fordi hun havde meddelt, at hun var gravid.

Hun anførte, at hun gennem hendes ansættelsesperiode havde varetaget en del andre arbejdsfunktioner end teksforfatterfunktionen, hvorfor hun havde kompetencer til at fortsætte, selvom en del af tekstforfatteropgaverne bortfaldt som følge af tabet af de to store kunder.

¬Ligestillingsnævnet fandt, at nedsættelsen måtte sidestilles med en afskedigelse.

Nævnet fandt dog, at en afklaring af indholdet af klagerens arbejdsfunktioner samt om, hvilke faglige kompetencer klageren besad, var af væsentlig betydning for en afgørelse af sagen.

En sådan afklaring fandtes ikke at kunne opnås uden en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kunne ske ved nævnet, men måtte ske ved domstolene.

Nævnet afviste derfor at behandle sagen i henholdt til ligestillingslovens § 20, stk.1.

Klagen drejer sig om væsentlig nedsættelse af arbejdstid for en kvinde kort efter, at hun havde oplyst, at hun var gravid.

¬¬ Sagsfremstilling ¬Klageren, en kvinde, blev ansat som tekstforfatter hos indklagede, et reklamebureau, den 15. januar 2004.

Det fremgår af den indgåede ansættelseskontrakt, at den ugentlige arbejdstid var 37 timer.

Lønnen udgjorde 27.000 kr. pr. måned, og virksomheden modtog løntilskud fra kommunen for klagerens første måneders ansættelse.

¬¬I ansættelsesforløbet skulle hun ligeledes udføre arbejde for et andet reklamebureau, herefter Bureau 2, der var placeret under samme tag som indklagede.

Bureau 2 havde delvis samme ejerkreds som indklagede.

Klageren havde søgt stillingen hos Bureau 2, men var blevet ansat hos indklagede, jf. nedenfor under parternes argumenter.

Ordningen var, at bureau 2 ”bookede” klageren til at udføre arbejde for sig i et vist antal dage/timer om ugen.

Selv om klageren således udførte arbejde hos begge bureauer, udbetalte indklagede hele klagerens løn hver måned, ligesom klageren i henhold til ansættelseskontrakten havde reference til indklagedes direktør.

¬¬Der er stærkt divergerende opfattelser mellem indklagede og klageren om, hvilke konkrete arbejdsopgaver klageren varetog under sin ansættelse hos indklagede, og omfanget af det arbejde, som klageren udførte, jf. parternes argumentation nedenfor.

¬¬I februar 2005 fik klageren en lønforhøjelse på 6.000 kr., således at hendes månedlige løn androg 33.000 kr. Parterne har også divergerende opfattelser af begrundelsen for denne lønforhøjelse, jf. parternes argumentation nedenfor.

¬¬Ved mail af 27. september 2005 meddelte klageren indklagede, at hun var gravid.

¬¬Ved brev af 31. oktober 2005 meddelte indklagede klageren, at man var nødt til at nedsætte hendes arbejdstid fra 37 timer til 10 timer.

Det fremgår af brevet: ¬¬”Som det vil være dig bekendt har [indklagede] netop mistet en af vores allerstørste kunder, [Kunde 1], som udgjorde en bureauomsætning på omkring 23. mio. kr… En meget stor del af dine arbejdsopgaver som tekstforfatter i bureauet har også været for samme kunde… ¬¬En forværring i beskæftigelsesforholdende er endvidere opstået den 28. oktober, da vores samarbejdspartner [Bureau 2], som du også har udført opgaver for, fik meddelelsen om at deres største kunde, [Kunde 2], havde valgt at afbryde samarbejdet med meget kort varsel… ¬¬Bare ved tabet af de to kunder er langt den overvejende del af det arbejde, som du er ansat til, forsvundet.

¬¬Det er derfor med beklagelse, at vi ikke ser anden udvej end at ændre din arbejdstid i bureauet, således at den fremover vil udgøre 10 timer pr. uge… ¬¬Lønnen vil herefter tilsvarende udgøre 8.919,- pr. måned…” ¬¬Efter modtagelsen af denne meddelelse forlod klageren bureauet.

Den efterfølgende dag mødte klageren på arbejde, pakkede sine ting sammen og forlod indklagede.

¬¬Indklagede modtog umiddelbart herefter en lægeerklæring om uarbejdsdygtighed fra indklagedes læge, hvoraf det fremgik, at indklagede var sygemeldt i 2 måneder på grund af graviditetsbetinget sygdom.

¬Klageren henvendte sig til sin faglige organisation, idet hun mente, at hun var blevet nedsat i tid på grund af, at hun havde meddelt indklagede, at hun var gravid.

Der blev afholdt mæglingsmøde mellem parterne, uden at parterne kunne opnå til enighed.

Hendes faglige organisation afviste ved brev af 3. februar 2006 at videreføre sagen, idet hun ikke havde været medlem i 3 måneder.

I stedet henviste organisationen hende til at indbringe sagen for Ligestillingsnævnet.

¬¬Ved mail af 9. februar 2006 indbragte klageren sagen for Ligestillingsnævnet.

¬¬ Parternes påstande ¬ Klageren har påstået, at nedsættelsen af hendes ugentlige arbejdstid til 10 timer er at sidestille med en afskedigelse, og at dette er i strid med ligebehandlingsloven.

Hun kræver sig tilkendt en godtgørelse på mindst 9 måneders løn herfor.

¬¬ Indklagede har påstået frifindelse.

¬¬ Parternes argumentation ¬ Klageren har anført, at nedsættelsen af hendes ugentlige timetal er at sidestille med en afskedigelse, og at nedsættelsen skete, fordi hun havde oplyst, at hun var gravid.

Nedsættelsen af arbejdstiden er derfor i strid med ligebehandlingsloven.

¬¬Klageren har fungeret som tekstforfatter, sådan som hun var ansat til, men har også i høj grad varetaget flere andre funktioner hos indklagede.

Således har hun i stort omfang varetaget koncept- og idéudvikling, markedsundersøgelser, grafisk tilrettelæggelse, AD (”Art Director”) opgaver og kundekontakt, ligesom hun har medvirket til ”new business”, dvs. at søge efter og kontakte nye kunder.

¬¬Hun har arbejdet for at starte det bureau, hun var udlånt til, og for at få det til at køre.

Hun vurderer således, at ca. 30 % af tiden er anvendt på tekstforfatteropgaver, mens resten af tiden er anvendt på andre typer opgaver.

¬¬Hun var tidligere af sin arbejdsgiver blevet betegnet som en ”enmandshær”, som man trygt kunne sætte til alle typer opgaver.

¬¬Hun har arbejdet ca. 50 % for hvert af de to firmaer, der lå på samme adresse.

I perioden fra hun blev ansat og frem til september 2004 varetog hun stort set alle opgaver i forbindelse med kunderne, således har hun varetaget tekst/AD/grafik/layout for begge bureauer, da en tidligere ansat blev opsagt.

Stort set al hendes tid i denne periode blev anvendt på at servicere to store kunder.

¬¬I september/oktober 2004 blev der ansat to nye medarbejdere, der overtog en stor del af arbejdet med de to store primære kunder hos henholdsvis indklagede og det andet bureau.

Samtidig fik klageren en lønforhøjelse på 6000 kr. og skulle ud over de daglige opgaver hovedsageligt koncentrere sig om new business.

Dette måtte tages som udtryk for en påskønnelse af hendes store arbejde og for at indklagede var glad for hendes arbejde.

¬¬Det er derfor ikke korrekt, at hun i perioden umiddelbart før varslingen af nedsættelse af tid, alene varetog tekstforfatteropgaver for to store kunder.

¬¬Det bestrides derfor, at det forhold, at de to bureauer, hun arbejdede for, mistede disse to kunder, der var nogle af deres største, er den reelle grund til nedsættelse af hendes arbejdstid.

Hendes opgaver var meget mere varierede og hendes kompetencer tilsagde, at hun ikke burde være den, der blev afskediget.

Klageren mener, at valget af hende skyldes, at indklagede gerne ville spare hendes løn i barselsperioden.

¬¬I december 2005 søgte indklagede efter en ny medarbejder – en AD’er – en stilling, som klageren mener, at hun ville kunne bestride.

¬¬ Indklagede har anført, at nedsættelsen af klagerens arbejdstid alene skyldtes tabet af to vigtige kunder i de to bureauer, som klageren arbejdede for.

Til støtte for denne påstand har indklagede fremlagt regnskabsoplysning, der viser, at omsætningen med kunde A faldt fra 17.229.231 kr. i perioden 1. oktober 2004 til 30. juni 2005 til 4.017.156 kr. i perioden 1. oktober 2005 til 30.juni 2006 og at omsætningen med kunde B i samme perioder faldet fra 1.960.350 til 456.378 kr. ¬¬Medio september 2005 opsagde kunde 1 samarbejdet med indklagede til udløb december 2005, hvilket betød, at indklagede måtte afskedige 6 medarbejdere fordelt med 4 kvinder og 2 mænd, heraf er en af kvinderne dog senere blevet genansat.

¬¬Når klageren ikke blev afskediget samtidig med de øvrige medarbejdere i september 2005 skyldtes det, at indklagede deltog i en bureaukonkurrence, og at der ville have været brug for hendes arbejdskraft., hvis indklagede havde vundet konkurrencen.

¬¬Dette skete imidlertid ikke, og nogenlunde samtidig opsagde kunde 2 sit samarbejde med det bureau, som bookede klagerens tid hos indklagede, og der ville herefter heller ikke her være mulighed for at finde anvendelse for klagerens arbejdskraft fremover.

¬¬Klageren var hovedsageligt beskæftiget med arbejdet for disse to kunder som tekstforfatter.

Nedsættelsen af arbejdstiden svarer til i hvilket omfang man forventede, at der var opgaver til klageren.

Det bestrides, at klageren havde så brede kompetencer som anført af hende, og at hun dermed skulle kunne indgå i så mange forskellige jobfunktioner.

Klageren arbejdede således ikke ud over ansættelsesgrundlaget, hun havde ingen dtp/grafikeruddannelse og ingen AD erfaring fra tidligere virksomheder.

¬¬Når klageren opnåede en lønforhøjelse på 6000 kr. skyldtes det, at hendes løntilskudsperiode ophørte, og at hun herefter skulle have det samme som de øvrige medarbejdere.

¬¬Indklagede bestrider, at der skulle have været et økonomisk incitament til at afskedige klageren, idet indklagede har tegnet en sygdoms- og barselsforsikring og således ikke ville lide noget økonomisk tab ved at skulle afholde udgifter til løn under barsel.

¬¬Efter oplysningen om nedsættelsen af arbejdstiden, hvor klageren reagerede med at pakke sine ting og forlade arbejdsstedet og herefter sygemelde sig, har indklagede ikke hørt noget fra klageren før henvendelsen fra klagerens faglige organisation.

Der er således ikke tale om en afskedigelse, men om en varsling af nedsættelse af arbejdstid, hvorefter klageren ikke har været på arbejdsstedet siden.

¬¬ Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion ¬Efter § 19 i ligestillingsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 1527 af 19. december 2004) kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter bl.

a.

lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov (ligebehandlingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 20. august 2002).

¬¬Nævnet lægger til grund at den varslede nedsættelse af arbejdstiden var en så væsentlig ændring af ansættelsesforholdet, at den må sidestilles med en afskedigelse.

¬¬Som det fremgår ovenfor, er der meget betydelig uenighed mellem klageren og indklagede om indholdet i klagerens arbejdsfunktioner samt om, hvilke faglige kompetencer, klageren besad.

¬En afklaring af disse punkter, der er af væsentlig betydning for en afgørelse af sagen, findes ikke at kunne opnås uden en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget til ligestillingsloven, at det er forudsat, at en sådan bevisførelse ikke kan ske ved nævnet, men må ske ved domstolene.

¬¬Nævnet afviser derfor at behandle sagen i medfør af ligestillingslovens § 20, stk. 1, hvorefter nævnet afviser klager, der ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.

¬¬Herefter ¬¬ bestemmes: ¬¬Nævnet kan ikke behandle denne klage.

¬

<E.

2.3.15>