Ligestillingsnævnets afgørelse

Ligestillingsnævnets afgørelse

J.nr. E.

2.2.65

En kommunes praksis vedrørende vikardækning under barsel fandtes ikke i strid med ligestillingslovene.

¬¬Klageren, en fagforening, klagede over en kommunes praksis, hvorefter der kun blev ansat barselsvikarer svarende til den refusion kommunen modtog efter dagpengeloven.

Ligestillingsnævnet bemærkede, at et ønske om at begrænse de offentlige udgifter ikke kan begrunde forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnet fandt ikke, at indklagede havde udøvet forskelsbehandling på grund af køn ved at undlade at øge bevillingerne til de decentrale enheder i takt med barselsfravær.

Klagen drejer sig om en kommunes praksis vedrørende vikardækning under barselsorlov.

¬¬ Parternes påstande ¬ Klageren har påstået, at indklagede overtræder ligebehandlingsloven ved at have den politik, at der kun ansættes barselsvikarer svarende til den refusion, kommunen modtager efter dagpengeloven.

¬¬ Indklagede har påstået frifindelse ¬¬ Parternes argumenter ¬ Klageren har anført, at indklagedes politik i et konkret eksempel har betydet, at der for en fuldtidsansat medarbejder kun blev ansat en vikar 26 timer ugentligt.

Såfremt der skal ydes fuld vikardækning, skal resten af pengene findes i den enkelte forvaltnings budget.

¬¬Klageren har i brev af 17. december 2003 anført, ¬¬"Da det i langt de fleste tilfælde er kvinden, der afholder den længste barselsperiode, er det [klagers] opfattelse, at denne måde at indrette sig på, indebærer at der ikke er reel ligestilling mellem kønnene.

Ordningen betyder således, at en afdeling med udelukkende kvindeligt personale er dårligere stillet end en tilsvarende afdeling med udelukkende mandligt personale, idet man i først nævnte afdeling må påregne mere fravær på grund af barsels- og forældreorlov.

¬¬Inden for det sociale område er afdelinger med udelukkende kvindeligt personale ofte en realitet, hvilket i forbindelse med barsels- og forældreorlov betyder, at det øvrige personale skal påtage sig væsentlig flere arbejdsopgaver end ellers, grundet [indklagedes] politik vedr.

barsels vikardækning.

Det kan i værste fald have konsekvenser for det psykiske arbejdsmiljø i afdelinger hvor kvindeligt ansatte udgør hovedparten af det samlede personale.

¬¬Endelig er det [klagerens] vurdering, at en politik som ovennævnte kan få en negativ indflydelse på kvinders ansættelsesmuligheder i sammenhænge, hvor der er såvel kvindelige som mandlige ansøgere til en stilling." ¬¬ Indklagede har afvist at have overtrådt ligebehandlingsloven i forbindelse med vikardækningen ved barsel.

Fravær er uanset årsag en del af normeringen og arbejdsvilkårene.

Politikken vedrørende refusion gælder uanset den fraværende medarbejders køn og uanset hvilken type refusionsberettiget fravær der er tale om.

Det pågældende arbejdssted, der har en medarbejder på barsel, kan vælge at ansætte en vikar indenfor rammen af refusion, der dog ved barsel tidligst ydes 4 uger før forventet barsel.

Dette betyder over et normalt barselsforløb, at der vil kunne ydes vikardækning for ca. 50 - 60 % af perioden.

Derudover er der indenfor enkelte fagområder (skole, daginstitutioner o.a.) mindre barsels/vikar puljer til at imødegår de særlige situationen, der kan opstå omkring opgaveudførelsen som følge af meget fravær.

¬¬Indklagede bestrider klagers vurdering af, at den omtalte praksis kan have negative konsekvenser for kvinders ansættelsesmuligheder, idet andelen af kvinder blandt de ansatte i kommunen 2002 var 79, 5, hvilket er en fremgang i forhold til 1991, hvor andelen var 72,4.

¬¬ Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion ¬Efter § 19 i ligestillingsloven (lovbekendtgørelse nr. 553 af 2. juli 2002) kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov.

¬¬I henhold til ligebehandlingslovens kap.

2 skal en arbejdsgiver behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser og for så vidt angår arbejdsvilkår.

En arbejdsgiver skal i relation til alle aspekter af ansættelsesforholdene udøve sin ledelsesret således, at der ikke sker forskelsbehandling af de ansatte på grund af køn, hverken direkte eller indirekte.

¬¬Efter ligestillingslovens § 2 skal en offentlig myndighed behandle kvinder og mænd lige inden for offentlig forvaltning.

¬¬Ønske om at begrænse de offentlige udgifter kan efter EF-Domstolens praksis ikke begrunde forskellig behandling på grundlag af køn (Sag C-4/02, Schönheit, dom af 23.10.2003).

¬¬En kommunes beslutning om udgifts- og serviceniveau må derfor ikke medføre, at arbejdsvilkårene på kvindedominerede arbejdspladser i kommunen bliver mere pressede end på mandsdominerede arbejdspladser.

Det kan f.eks. opnås ved - som ønsket af klageren - at øge bevillingerne til de decentrale afdelinger i takt med barselsfravær.

Det kan også opnås på andre måder, f.eks. ved at nedsætte serviceniveauet i takt med faldet i arbejdstimer i forbindelse med barselsfravær eller ved at der er så rigelige midler til rådighed på andre budgetposter end lønbudgettet, at vikaransættelse eller overarbejde kan betales heraf.

En kommunes valg mellem disse muligheder er en politisk beslutning, der ikke begrænses af ligestillingsreglerne, forudsat at den ikke fører til direkte eller indirekte forskelsbehandling af kvindedominerede og mandsdominerede arbejdspladser.

¬¬Klageren har alene henvist til den abstrakte risiko for, at indklagedes bevillingspolitik kan føre til forskelsbehandling og ses ikke at have påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn ved at undlade at øge bevillingerne til de decentrale enheder i takt med barselsfravær.

Derfor ¬¬ bestemmes ¬¬Klagen tages ikke til følge.

¬

<E.

2.2.65>