Ligestillingsnævnets afgørelse

Ligestillingsnævnets afgørelse

J.nr. E.

2.2.64

Nævnet kunne ikke behandle en klage over, at en gravid kvinde ikke var kommet i betragtning ved besættelsen af en fast stilling på den arbejdsplads, hvor hun var tidsbegrænset ansat, idet en afgørelse af sagen ville nødvendiggøre bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan finde sted ved nævnet.

¬¬Klageren blev ansat som socialrådgiver hos indklagede i et etårigt vikariat i september 2002.

I september blev der slået en fast stilling op i den afdeling, som klageren var ansat i.

Klageren var til samtale, men blev ikke ansat.

Forinden havde klageren oplyst, at hun var gravid.

Stillingen blev i stedet givet til en ansøger med væsentlig højere anciennitet end klageren.

I november 2002 blev endnu en fast stilling ledig.

Stillingen blev ikke opslået, men besat med en af ansøgerne til den første ledige stilling.

Da parternes oplysninger om forløbet og baggrunden for ansættelsen var stærkt modstridende, fandt ligestillingsnævnet, at en afgørelse af sagen ville nødvendiggøre bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan finde sted ved nævnet, men må finde sted ved domstolene.

Sagen afvistes herefter i medfør af ligestillingslovens § 20, stk. 1.

Sagen drejer sig om en kvinde, der har klaget over, at hun på grund af graviditet ikke er kommet i betragtning ved besættelsen af en fast stilling på den arbejdsplads, hvor hun har været tidsbegrænset ansat.

¬¬ Sagsfremstilling ¬Klageren, der er socialrådgiver, blev ansat hos indklagede, en kommune, i et etårigt vikariat fra 9. september 2002.

I september 2002 blev der slået en fast stilling op i den afdeling, som klageren var ansat i.

Klageren søgte den ledige stilling sammen med 4 andre ansøgere.

Klageren var til samtale, men blev ikke ansat, idet stillingen blev besat med en ansøger med langt større erfaring end klageren.

Forinden havde klageren oplyst, at hun var gravid med forventet fødsel i begyndelsen af foråret 2003.

¬¬I begyndelsen af november blev endnu en fast stilling ledig.

Stillingen blev ikke opslået, men besat med en af ansøgerne til den første ledige stilling.

Der har efterfølgende været drøftelser mellem klagerens faglige organisation og indklagede vedrørende forløbet om den manglende ansættelse af klageren.

Organisationen har påstået, at grunden til den manglende ansættelse er klagerens graviditet, idet den medarbejder, der blev ansat ikke havde bedre kvalifikationer end klageren.

Indklagede er uenig heri.

¬¬ Parternes påstande ¬ Klageren har anført, at hun ikke blev ansat på grund af sin graviditet, hvilket er en overtrædelse af ligebehandlingsloven, og hun ønsker fastsat en godtgørelse herfor.

¬¬ Indklagede har påstået frifindelse.

¬¬ Parternes argumenter ¬ Klageren mener, at hun er blevet forbigået i forbindelse med besættelsen af den stilling, der var ledig i den afdeling, hvor hun havde et vikariat.

Hun mener at grunden til, at hun ikke kom i betragtning, var at hun var gravid.

¬¬Hun har lige så gode kvalifikationer som den medarbejder, der blev ansat.

Det fremgår af den sammenligning af klagerens CV med CV'et for den medarbejder, der blev ansat, at de har stort set sammen kompetencer.

Klageren havde endvidere i sit vikariat arbejdet til alles tilfredshed og havde derudover den fordel, at hun gennem vikariatet var bekendt med personale, arbejdsgange osv. ¬¬Klageren havde i forbindelse med, at den først opslåede stilling blev besat fået oplyst fra indklagede, at hun ville være blevet ansat i afdelingen, hvis den medarbejder, der blev ansat i stillingen, ikke havde været ansøger til den.

¬¬Klageren har ikke officielt kunnet få en begrundelse for, hvorfor hun ikke fik tilbudt stillingen, men har på baggrund af samtaler med sin teamchef fået det indtryk, at det skyldtes, at hun var gravid, men at dette ikke kunne gives som en officiel forklaring.

¬¬Klageren har henvendt sig til medlemmerne af det ansættelsesudvalg, der behandlede besættelsen af de ledige stillinger.

Klageren har fået oplyst, at ansættelsesudvalgets medlemmer gerne havde set, at klageren var blevet ansat i stillingen, men de var dagen inden den ansatte medarbejders første arbejdsdag blevet ringet op af teamlederen og havde fået besked på at samtykke i ansættelsen.

Klageren havde efterfølgende henvendt sig til teamlederen for at få at vide, om hun var blevet fravalgt på grund af sin graviditet, hvortil teamlederen havde udtalt: " Det ved du jo godt, jeg ikke må sige." ¬¬Klageren bestrider derfor indklagedes påstand om, at der var tale om, at et enigt ansættelsesudvalg havde indstillet, den person, der faktisk blev ansat i stillingen, til ansættelse ud fra en individuel vurdering.

¬¬ Indklagede har anført, at ansættelsesproceduren ved besættelsen af de to ledige stillinger var, at der blev nedsat et ansættelsesudvalg, der til den første ledige stilling enstemmigt pegede på en ansøger, der havde 16 års erfaring.

Til den anden ledige stilling, blev det aftalt med det lokale samarbejdsudvalg, at det allerede nedsatte ansættelsesudvalg kunne indtræde i ansættelsesproceduren.

Der blev afholdt samtaler med eksterne ansøgere, men ikke med klageren, og der var herefter enighed om at indstille en anden end klageren til ansættelse.

¬¬I forbindelse med ansættelsen er der sket en nøje gennemgang af ansøgernes CV, og ansættelsen er herefter sket på baggrund af en individuel vurdering.

Det er indklagedes ¬¬".

.

.

holdning er, at der generelt til vakante stillinger på rådgiverområderne er adskillige ansøgere, som er relativt nyuddannede og med lidt eller ingen erfaring indenfor det specifikke sagsområde.

Dette ses også at være tilfældet i denne sag, hvorfor det afgørende argument i beslutningen om ansættelse skal findes i den personlige præstation i forbindelse med ansættelsesinterviewet, herunder holdninger og værdier i forhold til det sagsområde, der fremtidigt skal arbejdes med." ¬¬Indklagede bestrider således klagerens fremstilling af procedurerne omkring ansættelsesudvalget og har anført, at der var tale om et enigt ansættelsesudvalg, hvilket dokumenteres ved at der ikke var nogen medlemmer af ansættelsesudvalget, der ønskede protokolleret, at de ikke var enige.

¬¬ Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion ¬Efter § 19 i ligestillingsloven (lovbekendtgørelse nr. 553 af 2. juli 2002) kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov.

¬¬I henhold til ligebehandlingslovens § 2 skal en arbejdsgiver behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.

Det fremgår heraf, at den omstændighed, at en kvindelig ansøger er gravid, ikke må komme hende til skade i ansættelsessituationen.

¬¬I henhold til lovens § 16 a skal indklagede bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, hvor klageren påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.

¬¬Parternes forklaringer om de oplysninger, som klageren modtag fra indklagede og ansættelsesudvalget om den reelle begrundelse for, at hun ikke blev ansat i den faste stilling, er stærkt modstridende.

Spørgsmålet om, hvorvidt klageren har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klageren har været udsat for forskelsbehandling på grund af sin graviditet, jf. ligebehandlingsloven § 16 a findes herefter ikke at kunne afgøres uden en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer.

¬¬Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget til ligestillingsloven, at det er forudsat, at en sådan bevisførelse ikke kan ske ved nævnet, men må ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle sagen i medfør af ligestillingslovens § 20, stk. 1, hvorefter nævnet afviser klager, der ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet.

¬¬Herefter ¬¬ bestemmes: ¬¬Nævnet kan ikke behandle denne klage.

¬

<E.

2.2.64>