Ligestillingsnævnets afgørelse

Ligestillingsnævnets afgørelse

J.nr. E.

2.3.11

Nævnet fandt ikke, at forskellig aflønning af værnepligtige tandlæger og tandlæger på værnetingslignende vilkår var omfattet af ligelønsloven, da forskelsbehandlingen beroede på grundlovens § 81, der alene omfatter mænd.

Klagerne, fire mandlige tandlæger, påbegyndte den 4. marts 2003 aftjening af værnepligt indenfor Forsvaret.

Samtidig med klagerne påbegyndte en kvindelig kollega ansættelse som tandlæge i Forsvaret på værnetingslignende vilkår.

Tandlæger på værnetingslignende vilkår blev aflønnet anderledes end værnepligtige tandlæger.

Førstnævnte modtog mere i løn og modtog en større bonus ved hjemsendelsen.

Kvindelige tandlæger og mandlige tandlæger, der tidligere havde aftjent værnepligt, kunne antages til ansættelse på værnetingslignende vilkår.

Mandlige tandlæger, der havde trukket frinummer kunne også benytte ordningen, men de ville i så fald dele vilkår med de øvrige værnepligtige tandlæger.

Klagerne gjorde gældende, at der var tale om forskelsbehandling på grund af køn, idet det er mænd, der er værnepligtige, mens det typisk er kvinder, der er ansat på værnetingslignende vilkår.

Indklagede gjorde bl.a. gældende, at de to grupper ikke kunne sammenlignes, idet værnepligtige er undergivet andre vilkår generelt, idet værnepligten er en hel særegen grundlovsbestemt ordning.

Nævnet fandt, at forskelsbehandlingen beroede på værnepligten, der efter grundlovens § 81 alene omfatter mænd, hvorfor ligelønsloven ikke fandt anvendelse.

Klagen drejer sig om aflønning af værnepligtige tandlæger og tandlæger på værnetingslignende vilkår i Forsvaret.

¬ Sagsfremstilling ¬Klagerne, fire mandlige tandlæger, påbegyndte den 4. marts 2003 aftjening af værnepligt inden for Forsvaret.

Deres uddannelsesforløb bestod af 2 måneders grunduddannelse ved Forsvarets Sundhedstjeneste og 12 måneder med tjeneste ved forsvarets tandlægeklinikker.

Aflønningen var fastsat i henhold til cirkulære om aflønning mv. af personel til værnepligtstjeneste (kundgørelse for Forsvaret B.

5-32).

Cirkulæret er udstedt med hjemmel i lov om Forsvarets personel § 4, stk. 3.

Den aktuelle månedlige løn var kr. 18.121 kr. ¬¬Samtidig med klagerne påbegyndte en kvindelig kollega ansættelse som tandlæge i Forsvaret på værnetingslignende vilkår, dvs. en ansættelse i Forsvaret på i alt 14 måneder, svarende til det forløb, som de værnepligtige gennemgår, og som berettiger til opnåelsen af autorisation til selvstændigt virke som tandlæge (jus practicandi).

Aflønningen, der er fastsat på baggrund af overenskomst mellem Finansministeriet og Dansk tandlægeforening betød, at den kvindelige kollega oppebar en månedsløn på 26.815 kr. ¬¬Kvindelige tandlæger, at betingelsen for at være omfattet af denne overenskomst er, at den pågældende ikke har opnået autorisation til selvstændigt virke (jus practicandi), ikke er omfattet af værnepligten eller har gennemført den første værnepligtstjeneste.

¬¬Af en jobannonce indrykket Tandlægebladet nr.4 2002 fremgår det, at følgende personer kunne antages til ansættelse på værnetingslignende vilkår: ¬¬- Kvindelige tandlæger på værnepligtslignende vilkår ¬¬- Mandlige tandlæger på værnepligtslignende vilkår, der tidligere har aftjent værnepligt ¬¬Mandlige tandlæger, der havde trukket frinummer kunne også benytte ordningen, men de ville i så fald aftjene værnepligt og dele vilkår med de øvrige værnepligtige tandlæger.

¬¬Det følger endvidere af ovenfornævnte protokollat og jobannonce, at de personer Forsvaret ansatte på værnetingslignende vilkår aflønnedes månedligt med 4.203 kr. løn og ca. 2.820 kr. i kostpenge (2002 - niveau).

Efter de første fire måneder udgjorde den månedlige løn 23.135 kr. Ved hjemsendelsen efter 14 måneder udbetaltes herudover en bonus på 33.186 kr. (2002 - niveau).

¬¬Aflønning af de værnepligtige tandlæger udgjorde de første fire måneder ligeledes 4.203 kr. i løn og ca. 2.820 kr. i kostpenge (2002 - niveau).

Efter de første fire måneder udgjorde den månedlige løn mellem 13.942 kr. og 15.891 kr. - afhængig af grad og tjenestested (2002 - niveau).

Herudover var der fri transport med offentlige transportmidler i hele perioden.

Ved hjemsendelsen efter 14 måneder udbetaltes herudover en bonus på ca. 13.000 kr. ¬¬Klagerne havde inden sagen indbragt for Ligestillingsnævnet (bilag 10 ff.).

¬¬Ved brev af rettede fagforeningen henvendelse til 4. februar 2004 henvendelse til Forsvarskommandoen med anmodning om at ændre regelgrundlaget på området.

Dette brev blev af Forsvarskommandoen videresendt til Forsvarsministeriet, som ved brev af 19. marts 2004 svarede, at man ikke kunne efterkomme anmodningen.

¬¬Ved brev af 29. marts 2004 indbragte klagerne sagen for Ligestillingsnævnet.

¬¬Ved brev af 16. september 2004 henviste Ligestillingsnævnet klageren til at indbringe sagen for Forsvarsministeriet, jf. ligestillingslovens § 19, stk.3, hvorefter nævnet ikke kan behandle klager, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne har truffet afgørelse i sagen.

¬¬Dette efterkom klageren ved brev af 21. september 2004.

¬¬Forsvarsministeriet traf afgørelse i klagesagen den 9. maj 2005.

¬¬Ved brev 29. juli 2005 indbragte klagerne på ny blev sagen for Ligestillingsnævnet.

¬¬¬ Parternes påstande ¬ Klagerne har påstået sig tilkendt en godtgørelse som kompensation for den forskelsbehandling på grund af køn, de mener at have været udsat for.

¬¬ Indklagede har påstået sig frifundet.

¬¬¬ Parternes argumentation ¬ Klagerne har anført bl.

a, at det er udtryk for forskelsbehandling på grund af køn, når værnepligtige tandlæger aflønnes lavere end tandlæger ansat i Forsvaret på værnepligtslignende forhold, idet det er mænd, der er værnepligtige, mens det typisk er kvinder, der er ansat på værnepligtslignende vilkår.

Rekruttid, militærrang, arbejdsforhold, kompetence og ansvar er nøjagtig identisk for de to grupper.

Tilsvarende er de fordele i form af fri transport og fri husleje i de første 4 måneder ens for begge grupper.

¬¬Klagerne accepterer, at de opfattes som værnepligtige, men den lønmæssige forskelsbehandling, de har været udsat for, kan ikke begrundes i grundlovens § 81.

¬¬Det bestrides endvidere, at den forskellige aflønning har hjemmel i lovgivningen, således som indklagede, påstår, idet der ikke i lovgivningen står noget konkret om, hvilket beløb de værnepligtige skal aflønnes med.

¬¬ Indklagede har anført bl.

a., at lønnen mellem værnepligtige og værnepligtslignede tandlæger ikke kan sammenlignes.

Værnepligtige er undergivet andre vilkår generelt, idet værnepligten er en hel særegen grundlovsbestemt ordning, hvor rettigheder og pligter er fastsat ved lov, bekendtgørelser og cirkulærer, og hvor der er tale om et uddannelsesforløb og ikke en ansættelse.

¬¬For de værnepligtige tandlæger bør sammenligningsgrundlaget i aflønningen være andre værnepligtige, og da lønnen fastsættes af forsvarsministeren jf. lov om forsvarets personel § 4, stk. 3, er der ikke mulighed for forhandling heraf.

Bestemmelsen har følgende ordlyd: "Forsvarsministeren fastsætter aflønningen af personel, der aftjener værnepligt.

Forsvarsministeren fastsætter de nærmere regler for udbetaling mv., herunder ydelse af forskud ved indkaldelse og indeholdelse i lønnen til dækning af gæld til forsvaret." ¬¬Alle værnepligtige uanset uddannelsesbaggrund og uanset, om værnepligten aftjenes i tidlig eller sen alder, aflønnes i henhold til det samme cirkulære.

Tandlæger på værnepligtslignede vilkår, mænd eller kvinder, har søgt ind i forsvaret på frivillig basis, og lønnen til denne gruppe følger aftalen mellem forsvarsministeriet og Dansk Tandlægeforening.

¬¬Den forskellige aflønning er derfor ikke afhængig af køn, idet både mænd og kvinder på frivillig basis kan søge ind på værnepligtslignede vilkår.

¬¬Med indgåelsen af det nye forsvarsforlig afkortes værnepligten generelt til 4 måneder og der vil fremover ikke blive indkaldt værnepligtige tandlæger under Forsvarets Tandlægeordning.

Det tandlægefaglige personale, der fremover vurderes at være behov for, forventes at ville blive ansat på sædvanlige AC-overenskomstvilkår.

¬ Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion ¬Efter ligestillingsloven kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter lov om lige løn til mænd og kvinder (lovbekendtgørelse nr. 756 af 21. august 2003).

¬¬Efter dennes lovs § 1, stk. 1, må der ikke på grund af køn finde lønmæssig forskels-behandling sted i strid med loven.

¬¬Efter lovens § 1, stk. 3, skal enhver arbejdsgiver yde kvinder og mænd lige løn, herunder lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi.

¬¬Ligestillingsnævnet lægger efter det oplyste til grund, at de tandlæger, der var værnepligtige, og de tandlæger, der var ansat på værnepligtslignede vilkår, havde ens arbejdsfunktioner og arbejdsvilkår, bortset fra aflønningen, som var væsentligt mere fordelagtig for den sidstnævnte end for den førstnævnte gruppe.

¬¬Nævnet kan tiltræde klagernes opfattelse, hvorefter dette forhold reelt indebar en forskelsbehandling på grund af køn.

¬¬Da denne forskelsbehandling imidlertid beroede på værnepligten, der efter grundlovens § 81 alene omfatter mænd, finder ligelønsloven efter nævnets opfattelse ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde.

¬¬¬Som følge heraf ¬¬ bestemmes: ¬¬Klagen tages ikke til følge.

¬

<E.

2.3.11>