Ligestillingsnævnets afgørelse

Ligestillingsnævnets afgørelse

J.nr. E.

2.3.13

En lønforskel mellem klageren, en kvinde, og nogle af hendes mandlige kolleger skyldtes ikke hendes køn, men en række saglige hensyn, hvorfor forskellen var forenelig med lov om lige løn til mænd og kvinder.

¬Klageren, en kvinde, var tjenestemandsansat hos en kommune.

Hendes uddannelsesmæssige baggrund var en cand.merc.aud., og under sin ansættelse hos indklagede uddannede hun sig til jurist.

Ved lønforhandlingerne i 2003 opnåede klageren ikke at stige i løntrin.

Hun mente, at dette skyldtes hendes køn og anførte til støtte herfor, at de kolleger, hun kunne sammenligne sig med, overvejende var mænd, der næsten alle havde opnået en lønstigning eller var indplaceret på et højere løntrin end hende.

Indklagede afviste, at afslaget på at stige i løntrin skyldtes klagerens køn, men i stedet beroede på en individuel vurdering, hvor det tilstræbtes, at medarbejderne havde en jævn lønudvikling frem mod det niveau, der var passende for den pågældende.

Nævnet fandt, at størrelsen af klagerens og hendes kollegers samlede aflønning og de lønforskelle, der forelå, beroede på en række saglige hensyn, hvorfor lov om lige løn til mænd og kvinder ikke fandtes overtrådt.

Sagen drejer sig om klage over manglende ligeløn, idet klageren (en kvinde) finder, at hun i strid med ligelønsloven er placeret på lavere løntrin end mandlige kolleger.

¬¬ Sagsfremstilling: ¬Klageren, en kvinde, har siden 1. juni 1994 været tjenestemandsansat i den indklage-de kommunes skatteafdeling i den indklagede kommune.

Klagerens uddannelses-mæssige baggrund er en cand.merc.aud.

uddannelse, og under sin ansættelse har klageren uddannet sig til cand.

jur.

Hun er p.t.

ved at tage en bacheloruddannelse i skat.

¬¬Klageren arbejdsområde er ligning af selskaber, hovedaktionærer, fonde og forenin-ger med dertil hørende opgaver, som normalt varetages af skatterevisorer uddannet på forvaltningshøjskolen.

Skatterevisoruddannelsen giver ret til skatterevisortillæg, som klageren også modtager.

I alt arbejder 14 medarbejdere med samme område som klageren, heraf er 10 mænd og 4 kvinder inkl.

klageren.

¬¬I forbindelse med lønforhandlingerne i 2003 opnåede klageren ikke at stige et løntrin, selv om hun havde været indstillet af sin chef til at stige fra løntrin 43 til 44.

¬¬Klagerens kontorchef begrundede ved mail af 21. oktober 2004 den manglende løn-trinsstigning med, at det under forhandlingerne om "Ny-løn"-puljen i 2003 med den forhandlingsberettigede lønmodtagerorganisation F var hans vurdering, at kontoret skulle gå på kompromis på for mange punkter for at få ønsket om klagerens stigning igennem.

Dette fandt kontorchefen ikke hensigtsmæssigt, og han frafaldt derfor øn-sket.

¬¬Klageren er medlem af en faglig organisation, som ikke har ønsket at genoptage be-handlingen af tildeling af tillæg, eller at rejse ligelønsspørgsmålet ved fagretlig be-handling.

¬¬Klageren har indgivet klage til nævnet ved brev af 3. januar 2005.

¬¬ Parternes påstande ¬ Klageren har påstået sig tillagt en godtgørelse svarende til forskellen på løntrin 43 og 45 subsidiært trin 44 med virkning fra 1. april 2003.

¬¬ Indklagede har påstået frifindelse.

¬¬ Parternes argumentation ¬ Klageren har bl.

a.

gjort gældende, at hendes køn er grunden til, at hun ikke har op-nået en lønstigning, og har til støtte herfor bl.

a.

anført, at de kolleger, som hun me-ner, at hun kan sammenligne sig med, overvejende er mænd, der næsten alle har op-nået en lønstigning eller er indplacerede på højere løntrin end hende til trods for, at de varetager samme arbejdsfunktioner.

¬¬Hun har ikke modtaget kritik af sit arbejde, ligesom der ikke er rejst kritik af hendes faglige eller personlige kvalifikationer for at bestride jobbet.

¬¬Hun mener, at der er generel tendens til, at kvinder aflønnes lavere end mændene, der er ansat hos indklagede.

¬¬Til støtte for dette synspunkt har hun udarbejdet en liste over de medarbejdere, som hun mener er sammenlignelige i forhold til arbejdsområde og anciennitet.

Ingen af medarbejderne har ledelsesansvar og af mændene har alle gennemført uddannelsen for over 5 år siden ligesom klageren.

På listen er anført 10 mænd, der alle er opført som skatterevisorer og 4 kvinder, hvoraf de 2 er uddannede jurister og 2 er uddan-nede skatterevisorer fra forvaltningshøjskolen.

Af listen fremgår det, at mændene pr. 1. april 2004 var på henholdsvis løntrin 44/45, 45, 44/45, 44/45, 45, 47, 46, 49, 43 og 43 mens to af kvinderne (herunder klageren) var på løntrin 43 og to på henholdsvis 36 og 37.

¬¬Hun mener, at det er kommet hende til skade, at hun ikke var medlem af den for-handlingsberettigede lønmodtagerorganisation under lønforhandlingen i 2003, hvor hendes mandlige kollegaer, der udfører samme arbejde som hun blev tildelt et, hen-holdsvis to løntrin mere end hun.

¬¬ Indklagede har bestridt, at der er en tendens til, at kvinder aflønnes lavere end mænd for det samme arbejde og har til støtte herfor bl.

a.

anført, at klagerens oven-nævnte liste både er ufyldestgørende og fejlagtig.

¬¬For det første har de tre højestlønnede på listen ledelseserfaring som gruppeledere i erhvervsligningskontoret, hvilken funktion, de ikke længere varetager, men som be-tyder at de fortsat opretholder deres tillæg.

For det andet har klageren udeladt to mandlige kollegaer med en anden uddannelse end skatterevisor, men som har oppe-båret skatterevisortillæg i mere end 5 år.

Disse to mænd er indplaceret på henholds-vis løntrin 39 og 40.

For det tredje er udeladt en mandlig medarbejder på HK over-enskomst, der udfører samme type arbejde som klageren, og som er indplaceret på løntrin 21.

Endvidere bør to andre medarbejdere, der ikke er markeret som sammen-ligningsgrundlag i klagerens liste medtages i statistikken.

I denne forbindelse be-mærker indklagede, at der ikke automatisk sker en lønstigning på grund af ancienni-tet, men at det i stedet tilstræbes, at medarbejderne har en jævn lønudvikling frem mod det niveau, der er passende for de pågældende.

¬¬På denne baggrund ligger klageren hverken i top eller bund, idet der er en begrænset spredning i aflønningen af sammenlignelige medarbejdere.

¬¬Når lønforhandlingerne hverken i 2003 eller 2004 har resulteret i et avancement til et højere løntrin for klageren skyldes dette bl.

a., at indklagede havde betalt klagerens cand.

jur.

- uddannelse og at de kolleger, som opnåede en lønstigning, var blevet brugt som faglig sparring i videre omfang end klageren.

¬¬Klageren var indstillet til en forhøjelse til et enkelt løntrin højere i forbindelse end lønforhandlingerne for 2003, men det lykkedes på grund af forhandlingstekniske årsager ikke at få dette igennem.

¬Pr. 1. april 2003 var ansat 17 medarbejdere, der var berettiget til skatterevisortillæg, heraf to kvinder og femten mænd.

De to kvinder var indplaceret på henholdsvis løn-trin 37 og 43.

De mandlige medarbejdere var indplaceret på løntrinene 21, 39, 40, 41, 43, 44, 44, 44, 45, 45, mens de mænd, der var indplaceret på højere løn trin (46, 46, 47, 48 og 49) alle havde eller havde haft ledelseserfaring.

¬¬Indklagede bestrider, at den differentiering i lønniveauet, der er mellem klageren og hedes kolleger er sagligt begrundet, og afviser i særdeleshed, at de anvendte kriterier er udtryk for kønsmæssig forskelsbehandling.

¬¬ Klageren har over for indklagedes argumenter gjort gældende b.

a., at det forhold, at hun har fået betalt sine bøger under sin juristuddannelse er uden betydning, da de kollegaer, der uddanner sig til skatterevisorer eller tager andre relevante uddannel-ser også får dækket deres omkostninger, der ofte er væsentligt højere.

¬¬Klageren afviser, at hun ikke i samme omfang som hendes kollegaer yder faglig sparring.

¬¬Hun er heller ikke enig i indklagedes argument om, at en del af hendes mandlige kolleger ikke bør indgå i sammenligningsgrundlaget, fordi de tidligere har ledelses-ansvar, når de ikke længere har dette ansvar, men fortsat oppebærer tillægget for samme arbejde, idet det afgørende må være de pågældendes aktuelle funktioner.

¬¬Med hensyn til de to mandlige medarbejdere, som indklagede finder bør indgå i sammenligningsgrundlaget, gætter klageren på, at den ene er X, der har en revisor-eksamen, men ingen uddannelse i skat, først skulle oplæres i ligningsarbejdet, da han for nogle år siden blev overført til klagerens kontor, og at den anden er Y, der heller ikke har uddannelse i skat, men i øvrigt kun formelt organisatorisk har været ansat i klagerens kontor.

Hun mener, at indklagede nærmere bør forklare om den medar-bejder, der af indklagede angives som ansat på HK-overenskomst, for at denne kan indgå i sammenligningsgrundlaget, hvilket også gælder den mandlige medarbejder på løntrin 39.

¬¬Hun mener, således som sagen foreligger oplyst, at sagens hovedproblem er, om hensynet til den indklagede kommunes og det pågældende kontors økonomi kan legitimere en lønmæssig forskelsbehandling, som kan indebære en overtrædelse af ligelønslovens § 1, stk. 3.

¬¬ Ligestillingsnævnets bemærkninger og konklusion ¬Efter ligestillingsloven kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter lov om lige løn til mænd og kvinder (lovbekendtgørelse nr. 756 af 21. august 2003).

¬¬Efter dennes lovs § 1, stk. 1, må der ikke på grund af køn finde lønmæssig forskels-behandling sted i strid med loven.

¬¬Efter lovens § 1, stk. 3, skal enhver arbejdsgiver yde kvinder og mænd lige løn, her-under lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi.

¬¬Indledningsvis bemærkes, at økonomiske forhold ikke fritager en arbejdsgiver fra at overholde bestemmelserne i ligelønsloven.

¬¬Nævnet lægger efter indklagedes oplysninger til grund, at der i klagerens kontor pr. 1. april 2003 var ansat 17 medarbejdere, der var berettiget til fuldt skatterevisortillæg, heraf to kvinder og femten mænd.

Nævnet finder efter det foreliggende, at der ved afgørelsen af, om der foreligger en overtrædelse af ligelønsloven, som udgangspunkt må ske en sammenligning mellem disse personer.

¬¬Det lægges til grund, at 5 af de nævnte mandlige medarbejdere har eller har haft le-delsesmæssige funktioner.

Nævnet finder, at dette forhold udgør en saglig begrun-delse for en højere aflønning af disse end af de øvrige medarbejdere.

Nævnet be-mærker særligt, at en lønpolitik, hvorefter personer med ledelsesansvar, der overgår til en funktion uden ledelsesansvar uden at gå ned i løn, forekommer rimelig og sag-lig og ikke kan giver personer af et andet køn end sådanne personer noget berettiget krav efter ligelønsloven.

Da klageren ikke selv har eller har haft ledelsesansvar, fin-des disse 5 personer derfor at kunne udgå af sammenligningsgrundlaget.

¬¬Herefter skal der ske sammenligning mellem klageren på løntrin 43 og den anden kvindelige på løntrin 37 og 10 mænd på løntrin 21, 39, 40, 41, 43, 44, 44, 44, 44, 45, og 45.

¬¬Indklagede har gjort gældende bl.

a., at de kolleger, som i 2003 og 2004 opnåede en lønstigning, var blevet brugt som faglig sparring i videre omfang end klageren.

¬Nævnet er opmærksomt på, at klageren ikke finder, at indklagede har ret i, at hun ikke er blevet brugt som faglig sparring i samme omfang som de kolleger, som har opnået et højere løntrin end hun.

¬¬Imidlertid finder nævnet, at en anvendelse af det pågældende kriterium er sagligt begrundet, og nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes oplysning om, at kriteriet faktisk er søgt anvendt af indklagede i forbindelse med fordelingen af "Ny-løn"-puljerne.

Uanset om klageren måtte have ret i, at kriteriet også burde have ført til en lønstigning for hendes vedkommende, ser nævnet ikke noget grundlag for at anse indklagedes anvendelse af det som et udslag af diskriminering på grund af køn.

¬¬Nævnet lægger videre til grund, at de lønforskelle, der foreligger mellem klagerens og hendes kollegers samlede aflønning skyldes det gældende komplicerede afløn-ningsregler (bl.

a.

den individuelle "Ny-løn"system) der - som nævnet ser det - beror på en række faktorer, f.

eks.

anciennitet, uddannelse vurdering af kvalifikationer og de til rådighed værende lønpuljer, hvis fordeling afhænger af forhandlinger mellem arbejdsgiver og lønmodtagerorganisationer.

Nævnet finder imidlertid ikke, at det af klageren anførte, giver grundlag for at antage, at de forskelle i aflønningen, der ube-strideligt består blandt klageren og de kolleger, hun med rimelighed kan sammen-lignes med, og hvor klageren hverken er placeret i top eller i bund, helt eller delvis skyldes de pågældendes køn.

¬¬Det bemærkes herved, at klagerens argument om, at hendes manglende medlemskab af vedkommende faglige lønmodtagerorganisation er kommet hende til skade i for-bindelse med lønforhandlingen i 2003, er uden betydning for ligelønsproblematik-ken.

¬¬Der findes herefter ikke grundlag for at statuere, at de foreliggende lønforskelle in-debærer en overtrædelse af bestemmelserne i ligelønsloven, hvorfor der ikke kan gives klageren medhold i klagen.

Herefter ¬¬ bestemmes, ¬¬Klagen tages ikke til følge.

¬

<E.

2.3.13>